Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Kropsidealer op gennem tiden
Foto: Getty Curvy sisters - Khloé og Kim Kardashian

Kropsidealer op gennem tiden

Jagten på den perfekte krop: Fra buttede gudinder til sexede selfie-dronninger

Billedet af den ideelle kvindekrop har ændret sig drastisk gennem historien og ført den ene besynderlige skønhedstendens efter den anden med sig. Vi ser nærmere på, hvordan den perfekte krop har skiftet ham fra barokken til Kardashian-æraen.

Det har aldrig været helt ligetil for kvinder at følge med i samfundets evigt foranderlige idealer for kvindekroppen. Og hvordan i alverden skulle man også kunne det, når forbillederne inden for blot få årtier kan bevæge sig fra åleslanke Kate Moss-modeller til kurvede Kardashians og Beyoncé? Kvinder er alle dage blevet objektificeret i samtidskunsten ud fra mandsdominerede, seksuelle og reproduktive fantasier. Et af de første kendte kunstværker overhovedet, kalkstatuetten Venus fra Willendorf (ca. 20.000-25.000 f.kr.), forestiller således en buttet, frugtbar kvindekrop – ganske sigende uden ansigt. Men de seneste 100 års skærpede ligestillingsfokus og medieforbrug har i højere grad lagt skalpellen i hænderne på kvinderne.

Lektor på Kunstakademiets Designskole Maria Mackinney- Valentin siger: “Der er en gammel teori om, at kropsidealer følger økonomiske konjunkturer, så der i opsvingstider er et slankere ideal end i krisetider (Kate Moss i 90’erne vs. Kardashians i 00’erne, red.). Den teori udspringer af en forestilling om, at vi har brug for mere moderlige forbilleder i svære tider. Det drejer sig dog snarere om en blanding af samfundsrelaterede faktorer, der især handler om, hvilke idealer man ser i populærkulturen.”

Læs også: Christine Sofie Johansen: "Mit sind blev sundere, da jeg holdt op med at kæmpe for et uopnåeligt mål"

Selv samme populærkulturs idoliserede kropsidealer kan synes lige så diskriminerende over for almindelige kvinder, som de ofte er reelt set uopnåelige uden kirurgisk justering – og de fleste finder da forhåbentlig også fred med deres egne medfødte former uafhængigt af kvindekroppen i for eksempel Vogue. Men det gør det dog ikke mindre interessant at dykke ned i, hvordan idealerne fortsat bevæger sig fra ekstrem til ekstrem.

3.000-1.188 f.kr.: Det gamle Egypten

De gamle egyptere gjorde (meget) mere og andet end at bygge pyramider. De lagde grunden for vores moderne skønhedsidealer. Velstillede egyptere efterstræbte en lang, slank krop og et symmetrisk ansigt, og begge køn brugte tung makeup, hårekstensions og smykker. Velformede bryster var også i fokus, og kvinderne drak te af bukkehornsfrø, som, de troede, kunne booste barmen.

1600-1700-tallet: Barokken

I barokken var deller og fyldige lår tegn på en dyr og ekstravagant livsstil, og kvindekroppen skulle bogstaveligt talt strutte af mættet velstand. Den belgiske maler Peter Paul Reubens udødeliggjorde idealet i sin kunst, og særligt værket De Tre Gratier står som symbol på barokkvindernes buttede skønhed, der i moderne tid ville være blevet kategoriseret som decideret overvægt.

1800-tallet: Victoriatiden

I 1800-tallet gik mange kvinder til fatale ekstremer for at opnå tidens eftertragtede kropsideal, der foreskrev hvepsetalje, et bredt bagparti og elfenbenshvid hud, og som på makaber vis hentede inspiration fra den tuberkuloseepidemi, der hærgede Europa i perioden. Tuberkuloseofrene blev blegere og tyndere i takt med, at sygdommen slog dem ihjel, og dét look spredte sig til moden og litteraturen, hvor døden blev romantiseret ud af proportioner. Visse “videnskabsmænd” mente tilmed, at kvindens organer og bryster dårligt kunne holde sig selv oppe og derfor måtte støttes af et stramt korset. Sammen med store skørter med metalstivere i fuldendte korsettet timeglasfigurens umulige proportioner, og indsnøringen fik kvinderne til at gispe svageligt – akkurat som en dødeligt tuberkulosesyg. En kvinde uden korset var en “løs kvinde”, men virkeligheden var, at korsetterne forårsagede muskeltab, knækkede ribben og omrokerede organer på grund af pladsmanglen.

20’erne: Flapperen

Efter Første Verdenskrig og den spanske syge havde hærget blev ungdommen akut bevidst om livets flygtighed – og det ansporede en generation af unge kvinder til at give fanden i Viktoriatidens konservative dogmer. Timeglasfiguren var nu håbløst gammeldags og vulgær, og flapperne efterspurgte derfor lange, slanke korsetter, der gik ned over hofterne for at skabe en drenget og ungdommelig figur. Hertil kom datidens musthave-bh, Symington Side Lacer, der strammede ryggen op og barmen ind. Denne udviskelse af de traditionelle kønsroller og den kvindelige kropsidentitet var banebrydende og blev cementeret af 20’ernes mest toneangivende modedesigner, Gabrielle “Coco” Chanel, og hendes androgyne æstetik, der skulle komme til at give genlyd langt ind i historiebøgerne.

50’erne: Bombshell-stjernen

Under og efter Anden Verdenskrigs rædsler skulle moralen boostes blandt husarerne, og Hollywood var redeligt leveringsdygtig i glamourøse pin-up-piger med frække former til både gården og gaden. Dronningen af bombshell-brigaden var Marilyn Monroe, om end hendes dampende sexappel næsten blev for meget for datidens filmcensur. Det gik blandt andet ud over stjernens ikoniske film The Seven Year Itch (hvori Marilyn lufter skørterne over en undergrundsrist). Filmen blev forbudt i Irland for at være “anstødelig” og “uegnet til visning for offentligheden”. “Jeg har aldrig kigget på mig selv og tænkt, at min krop skulle være noget særligt,” fortalte Marilyn til magasinet Life i 1952. Sexsymbolet kom dog ikke helt sovende til sin figur. Hun trænede jævnligt med vægte og fulgte en stram proteinholdig diæt.

60’erne: Pinden og Rejen

Teenagemodellen Twiggy (Lesley Hornby) fik sit kaldenavn efter sin figur – hun var tynd som en pind, en twig på engelsk. Sammen med sin ditto åleslanke kollega og rollemodel Jean Shrimpton – The Shrimp – blev Twiggy et ikon for Londons Swinging Sixties, akkurat da den engelske hovedstad løb med titlen som verdens nye modemetropol. Lillepige- kropstypen inspirerede mange unge piger til at sulte sig selv og udløste forarget debat omkring spiseforstyrrelser, men Twiggy har sidenhen understreget, at hendes form ikke var fremtvungen, ligesom hun også har fordømt modebranchens brug af anorektiske modeller: “Jeg var meget tynd, men det var naturligt. Det lå i mine gener,” forklarede Twiggy i 2006 som dommer på America’s Next Topmodel.

80’erne: Aerobics-amazonen

I 80’erne måtte 70’ernes skinny punkrockere og hippiepiger give plads for en ny type power-kvinder, der med store skulderpudder, større hårpragt og atletiske kroppe stod på egne stærke ben i fitnesscentret såvel som på arbejdspladserne. Den ideelle kvindekrop var slank, men gerne med kvindelige fortrin a la Cindy Crawfords All American-model, og interessen for motiverende aerobictræning, og ikke mindst smart træningstøj og sneakers, eksploderede. Godt hjulpet på vej af Jane Fonda som årtiets træningsguru og levende bevis på, at man kommer langt med en sund krop.

90’erne: Heroin chic vs. Baywatch

De glamourøse supermodellers regeringstid sluttede brat, da Kate Moss erobrede Vogues glittede sider, og indvarslede 90’ernes heroin chic-tendens. På catwalken blev modellerne tyndere og yngre, men modeverdenens nye kropsfetich stod imidlertid i skarp kontrast til det kommercielle reklame- og filmideal, hvor Pamela Anderson fløj flaget for Baywatch-babes, og Jennifer Aniston patenterede et kernesundt ‘naboens datter’-look i tv-serien Venner. Det var ikke første gang, at modens idealer clashede med Hollywoods, men diskrepansen mellem de to verdener voksede markant i 90’erne, hvis catwalk-look ultimativt skulle komme til at præge modebilledet i årtier.

10’erne: Kim Kardashian-æraen

Før man ruller med øjnene over tidligere tiders besynderlige kropstendenser, er det værd at notere sig, at kvindeidealet sjældent har været mere ekstremt – og ekstremt uopnåeligt – end det er nu i 10’erne. Siden Kim Kardashian og co. erobrede verden, har den “ideelle” krop forvandlet sig til en regulær tegneseriefantasi, hvor selv ikke Wonder Womans proportioner kan stå mål: Store bryster og læber, lillebitte talje, stor rund bagdel og luft mellem de trænede lårbasser (#thighgap). I USA er antallet af kirurgiske numseløft steget med over 250 procent siden 2000, og takket være Instagram og Snapchat – og en uendelig række snydagtige billedfiltre – tangerer kvinders interne konkurrencer på kurver en olympisk socialmediasport.

Waist training er en af de træningstendenser, der har bredt sig med lynets hast takket være Instagram-promovering af blandt andre Kardashian-søstrene og skuespillerinden Jessica Albas taljer. En waist trainer er et moderne korset, der skal brænde ekstra mavefedt for en flot timeglasform, men læger i det amerikanske har for længst advaret om, at anordningerne potentielt kan give åndedrætsbesvær, fordøjelsesproblemer og blodansamlinger i benene. Et sted sukker en viktoriansk fashionista i sin grav! Om tendensen og dens indflydelse på tidens kvinder siger Maria Mackinney-Valentin:

“Specielt unge kvinder, der er i gang med at finde ud af hvem de er, kan kigge til populærkulturen i søgen efter identitet. Og det kan i en vis grad påvirke deres syn på almindelige kvindekroppe.” Men uanset hvor mange squadselfies man end poster med hashtags som #bodygoals og #hourglass, er det de færreste kvinder, der nogensinde kommer i nærheden af en Kardashian-krop. Ikke mindst fordi Kardashian-klanens medlemmer som bekendt har fået rigelige indgreb på vejen til Jessica Rabbit-looket.

20’erne – ?: Mangfoldighed

Hvis kropsidealet i dag er kulminationen af mange århundreders ekstremer, hvor er vi så på vej hen?

“Jeg tror, at vi er i en brydningstid, hvor der bliver plads til flere idealer samtidig. Det afspejler udviklingen i debatten omkring køn, hvor vi ikke længere opererer med kun to køn, men et helt spektrum,” fortæller Maria Mackinney-Valentin. Og så minder hun om, at vi, uanset hvad, alle tager del i kropsidealernes myteskabelse.

“Kvindeidealet er en fortælling, som vi er fælles om at skabe omkring en periode. Ser man tilbage på for eksempel heroin chic i 90’erne, var det ikke normen at ligne Kate Moss, ligesom vi ikke alle ligner Kim Kardashian i dag. Derfor tror jeg, at man skal se fortællingen om en tids kropsideal som et udtryk for en diskussion af værdier på et givent tidspunkt, frem for en refleksion af, hvordan kvinder rent faktisk har set eller ser ud.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Kropsidealer og Kim Kardashian