Jette Sielemann

Foto: Heidi Lundsgaard For Jette Sielemann er turene på mountainbike lig med glæde, ny energi og et pusterum fra hverdagen.

Jette har sklerose: Cykling er min bedste medicin

Flere gange om ugen får Jette Sielemann varme i kinderne på sin mountainbike. Motionen giver hende et frirum i hverdagen og har gjort hende næsten fri for at mærke sygdommen, som i årevis lagde bånd på hendes krop.

En orange mountainbike med Jette Sielemann i sadlen komme til syne mellem trærne i Hallindskoven lidt uden for Svendborg. Den 53-årige kvinde zigzagger sig vej op ad sporet, mens hun forcerer den ene forhindring af store sten, tykke grene og mudrede skråninger efter den anden undervejs. Smilet i hendes ansigt er bredt, og øjnene stråler, da hun standser op for at få pusten.

"Jeg elsker at være i skoven", udbryder hun. Så sætter hun igen fra i pedalerne, og med ét er hun væk – på vej ned ad den næste bakke, der lokker med udfordring og giver sved på panden. Det er umuligt at se, at hun siden 2009 har været diagnosticeret med sklerose.

Havde man spurgte Jette for tre år siden, om mountainbike var noget for hende, havde hun formentlig rynket panden og sagt: "Ellers tak!" Hun elskede at løbe og tabte 30 kilo af den motionsform, men da en iskiasnerve satte sig fast, kunne hun ikke løbe mere. I Hallindskoven havde hun set, at nogle folk var i gang med at lave mountainbikebaner, og selvom hun tænkte, at det nok kun var for "vilde mænd i stramme shorts", som hun siger med et varmt grin, blev hun alligevel nysgerrig.

LÆS OGSÅ: Anne Sofie Espersen om sklerose: "Jeg har ikke brug for pity, jeg har brug for en peptalk"

"Jeg var hunderæd for tage på igen og miste min muskelstyrke, da motionen jo holdt mig sygdomsfri. Så jeg købte en brugt mountainbike og tog min første cykeltur med mine gamle gummisko på. Det gik fint, selv om jeg spændte i hele kroppen og slet ikke kunne teknikken", fortæller Jette og griner lidt ved tanken om de første, forsigtige prøvelser i skoven.

På en af de første cykelture mødte hun en kvinde, som viste sig at være medlem af Svendborg Mountainbikeklubs kvindeafdeling. Hun tilbød at køre med Jette nogle gange og viste hende, hvordan hun skal stå i pedalerne, rette hælene nedad og i det hele taget bruge tyngdepunktet for at holde balancen og køre sikkert.

"Jeg kunne mærke, at jeg blev sikker ret hurtigt, og det var helt fantastisk. Og så blev jeg glad i låget og fik ondt i kinderne af at smile."

Havde symptomer i årevis

Når man står i skoven og ser Jette drøne rundt på sin mountainbike, ligner hun en kvinde, som er frisk og sund. Men historien er, at Jette har sklerose og for ni år siden måtte lukke sin virksomhed og tage imod en førtidspension i stedet. En beslutning, som stadig er sorgfuld for hende, og som trækker vand frem i hendes øjne.

"Jeg havde lige fået en stor ordre ind i virksomheden, og derfor føltes det endnu mere modstridende at skulle lukke. Men jeg havde mange voldsomme attakker, var ekstremt træt og havde kognitive problemer. Jeg er meget stædig som person, men det var ikke muligt at fortsætte med at arbejde i min situation", siger Jette.

Diagnosen fik Jette i 2009, men hun har oplevet symptomer mange år forud for det. Hun var til læge første gang, da hun under et skiophold i Frankrig i 1995 fik føleforstyrrelser i hele sin venstre side. Lægerne kunne ikke finde forklaringen, og sådan fortsatte det i flere år. I perioder havde hun det fint, mens generne i andre perioder var voldsomme. Da hun fik diagnosen, var føleforstyrrelserne så slemme, at lægerne kunne stikke nåle i hende, uden at hun mærkede det mindste.

LÆS OGSÅ: Ellie Jokar har sklerose: "Min krop fortæller mig altid, når jeg skal røre mig"

"Det var en lettelse at få diagnosen, for pludselig kom der svar på alle de underlige symptomer, som blev mere og mere udtalte."

Hun kom i medicinsk behandling, men ulykkeligvis gjorde medicinen hende endnu mere syg.

"Jeg havde det, som om jeg gik rundt med konstant influenza. Jeg blev mere og mere apatisk og følte, at jeg var i en boble og helt ved siden af mig selv."

Efter to år i et helvede af rysteture og utilpashed besluttede Jette selv at stoppe med medicinen. Hun fik det hurtigt meget bedre og fandt energien til at gøre nogle af de ting, hun har lyst til.

Har fået mange kvinder med

Det suser i trækronerne i Hallindskoven, hvor Jette ikke er den eneste, som har fundet vej til stierne denne formiddag. Et par ryttere passerer hende, og hun stopper pænt op for ikke at skræmme hestene. Så hopper hun igen på cyklen, læner sig fremad og bruger kræfterne til at tage den næste forhindring.

Jette meldte sig ret hurtigt ind i mountainbikeklubben, hvor hun er blevet undervist af erfarne cyklister. Og i dag er det hende selv, som underviser nybegynderne – ligesom hun har været med til at rekruttere mange nye medlemme. Da hun meldte sig ind, var der 20 kvinder i klubben. I dag er der 60.

"Jeg får næsten gåsehud af at tænke på, hvor mange vi er blevet. Jeg er stolt over, at vi har formået at skabe sådan fællesskab, hvor det er trygt at lære mountainbiking, og hvor vi taler om alt muligt andet. Og de kommer fra hele Fyn", siger Jette.

LÆS OGSÅ: Marie Louise Wille gik ned med stress - men fandt ud af noget vigtigt

Sklerosen viste ikke sit grimme ansigt i form af attakker i syv år. Og Jette er overbevist om, at det skyldes løb førhen og nu mountainbikingen. Desværre fik hun et tilbagefald i foråret, hvor hun var stresset over at have sin handicappede søn på 19 år hjemme døgnet rundt i fire måneder under nedlukningen.

"Det har kostet rigtig mange kræfter, og mit bæger med energi har været mere end tomt. Men nu kan jeg mærke, at det er i balance igen, og det skyldes ikke mindst mine ture på mountainbike. Hvis jeg ikke havde cykling, havde jeg ikke noget liv. Det giver mig så meget glæde og livskvalitet", siger Jette, inden hun forsvinder ned ad den næste mudrede skråning med et smil på læben.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Sygdom og Cykling