Josefine Høgh
Foto: Michael Falgren Mød Josefine Høgh her.

Josefine Høgh: Da jeg mødte Lasse, var jeg ikke parat til at få en kæreste

Når man ligesom Josefine Høgh er født med fodbold i blodet som datter af et landholdsikon og selv har et åbenlyst talent, kan det være svært at se en fremtid uden for grønsværen. Svaret gemte sig dog lige uden for sidelinjen, og i dag har den 31-årige DR-vært fundet et godt sted at stå. Et sted, hvor der både er plads til karriere, ægteskab og bonusbørn.

Klokken er ni om morgenen, og en stor flok børn er lige mødt ind til fodboldtræning i Valby Idrætspark. De løber ivrigt rundt i deres røde spillertøj. Både piger og drenge. Det er tydeligt, at de glæder sig til at starte deres morgen på græsset. Josefine Høgh ankommer i sin bil, og sammen går vi ind på stadion.

Josefine har ikke selv spillet på banen i Valby, men lysten sitrer nærmest synligt i hende, da hun ser det nyklippede græs, som børneflokken dribler rundt på. Jeg tilbyder hende en kop kaffe, men Josefine drikker ikke kaffe. Da hun i stedet bliver tilbudt en ægte stadion- klassiker, en rød slush ice, griner hun og siger ja tak.

For selvom hun i dag er profileret tv-vært hos DR, så fornægter hun ikke sine rødder i klubkantinen. Josefine Høgh er vokset op i en stor patriciervilla i Odense og født ind i en klassisk kernefamilie. Eller i hvert fald så klassisk, den nu kan være, når ens far er den tidligere landholdsmålmand og OB-ikonet Lars Høgh.

Fodbolden har på alle måder været omdrejningspunktet i det fynske hjem. “Min bror har spillet, min far har levet af at spille og min mor, ja hun har ikke spillet, men hun har altid været med på sidelinjen og samlet familien. Hun sørgede for, at der stod varm mad på bordet, når vi kom hjem fra træning, og for at vores sure fodboldtøj blev vasket og klar til endnu en kamp.

Så hun har været den samlende faktor, mens vi andre har været ude og udleve alt det, vi skulle. Jeg startede selv til fodbold, da jeg var seks år gammel i Odense Boldklub. Jeg er kommet der hele mit liv og løb rundt på banerne, mens min far trænede, og min bror spillede. Jeg gik bare og ventede på, at jeg selv kunne få lov at starte.

Læs også: Michelle Kristensen: ”Det har givet mig en ny ro at være kæreste med Pernille”

Da jeg var barn, var jeg ikke så bevidst om, at min far var professionel fodboldspiller. Jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at det ikke altid var sjovt at komme i skole, hvis OB havde tabt. Dér opdagede jeg, at min far havde et job, som betød noget for rigtig mange mennesker, og at rigtig mange havde en holdning til ham og til det, han lavede.

Når vi var ude og se hans kampe, lagde jeg mig altid ned i skødet på min mor, når bolden kom ned i den banehalvdel, hvor min far stod på mål. For jeg turde ikke se, hvis nu de scorede. Så det var da klart sjovest at komme i skole, når han havde vundet og spillet en god kamp. Men det har været et kæmpestort privilegium at have ham som far.

Det har givet mig og min familie så mange fantastiske oplevelser, som jeg aldrig nogensinde ville have fået, hvis ikke han lavede det, han gør. Det er jo også det, der har skubbet mig i retningen af mange af de mål og drømme, som jeg har haft og stadíg har i mit liv. Han har støttet mig gennem min fodboldkarriere, set mine kampe og vist mig, at man kommer langt, hvis man træner hårdt og kæmper for det,” forklarer Josefine, der selv spillede for OB indtil 2009, hvor karrieren for alvor tog fart. 

Josefine_høgh_1.jpg

Gennembrud

Josefine har lige fejret nytår og er sprunget ind i 2010, da hendes telefon ringer. Det er landsholdstræneren. Han vil gerne have hende med til en træningsturnering i Chile. “Jeg kan tydeligt huske, da han ringede. Jeg tænkte ”Fuck, hvor er det vildt! Nu sker det!” Jeg havde lagt så mange timer og energi i fodbold og indrettet hele mit liv efter det.

Jeg trænede lige så meget som drengene, jeg brugte lige så meget tid som drengene, og jeg stod lige så meget i styrkelokalet. Men mulighederne var bare ikke de samme. Så det betød alt at komme på A-landsholdet. At kunne vise omverdenen, men måske mest af alt mig selv, at jeg gjorde det, var en drøm, der gik i opfyldelse. Det er jo fuldstændig fantastisk, at jeg har fået muligheden for at repræsentere mit land i en sport, der er så stor og betyder så meget for mig. Det, synes jeg, sgu egentlig er ret sejt. Det er et stort kapitel i mit liv og noget, som altid vil være en meget stor del af min identitet.”

Hvordan reagerede din far, da du kom på landsholdet?

“I starten var min far ikke så begejstret for kvindefodbold. I OB, hvor han spillede, var mændene enige om, at det var lidt irriterende, at kvinderne lige pludselig kom og tog deres bolde og baner. Men så fik han en datter, der begyndte at spille fodbold, og som faktisk blev rigtig god til det, og så ændrede hans holdning sig til kvindefodbold.

Så syntes han jo faktisk, at det var ret sejt, når kvinder kunne noget med en bold. Så da jeg fik min debut på A-landsholdet, var han meget stolt og støttende. Men jeg tror ikke, at det var det, han forestillede sig, da han fik en pige. Jeg tror mere, han havde forestillet sig, at det var min bror, der gik i hans fodspor. Min bror spillede fodbold, til han var 15-16 år og er i øvrigt en pissegod fodboldspiller.

Men jeg tror, det var noget andet at være dreng og have min far som far. Der var nogle andre forventninger til, hvad han skulle kunne, og det gjorde han rimelig meget op med. Det gad han ikke. Det var ikke, fordi han ikke havde talentet, han ville bare ikke være en del af ræset. Det var noget andet for mig. Jeg tror ikke, presset har været lige så stort på mig, som det har været på ham i kraft af, hvem vores far er.”

Hvordan har du oplevet det at være kvinde i en fodboldverden?

“Jeg har altid været en rigtig drengepige, der spillede fodbold i frikvartererne og har haft masser af drengevenner. Jeg har tit syntes, at det var mindre kompliceret at hænge ud med dem. Så på den måde har det være meget naturligt for mig at færdes i fodboldmiljøer, som ofte er mere mandsdomineret. I mit hoved skelner jeg dog sjældent mellem mand og kvinde. Hverken på arbejdspladsen eller i sporten.

Men der er selvfølgelig nogle strukturelle ting, der gør, at du som kvindelig fodboldspiller har nogle andre vilkår end mændene. Det, synes jeg selvfølgelig, at man skal kæmpe for at ændre. Kvinder er også rigtig gode til at spille fodbold, men der er nogle fysiske parametre, hvor kvinder adskiller sig fra mænd, som måske gør, at kvindefodbold er sværere at “sælge”.

Det går langsommere, og det gør det af fysiologiske årsager, men rent teknisk så er der mange kvinder, der kan være med på herreniveau. Heldigvis er der kommet meget bedre vilkår for kvindefodboldspillere i Danmark i dag. Det, synes jeg, er så fedt, for jeg har selvfølgelig også selv nogle gange følt mig underprioriteret i sporten.”

Læs også: Jeanette Ottesen: ”Jeg er blevet en rigtig power-urkvinde der slår i bordet"

Opbrud

Tilbage på Valby Stadion kører en mand rundt og klipper græsset omhyggeligt. Det bliver klippet tre gange om ugen, for det skal være perfekt til spillerne. Josefine roser ham for hans arbejde. Og hun taler af erfaring. For hun har brugt ufatteligt mange timer på græsset. Hun har løbet, driblet og tacklet. Hun har blødt, grint og grædt. Spillet et utal af liga- og ungdomslandsholdskampe, vundet et dansk mesterskab, spillet fire A-landskampe og to Champions League-sæsoner. Men hun har også været ret bevidst om at skabe sig et liv udenfor grønsværen.

“Jeg har altid været meget bevidst om og haft mål for, hvad jeg ville opnå med fodbolden. Og da jeg havde opnået det, jeg gerne ville, så var det vigtigt for mig at få en god uddannelse og sideløbende lægge nogle planer for, i hvilken retning mit liv skulle gå. Da jeg fik følelsen af, at jeg havde fået de oplevelser i banken, som jeg havde drømt om, så var der noget andet, det begyndte at spire i mig.

Men processen i at træffe det valg var rigtig svær for mig, for fodbold var min identitet. Hvis jeg ikke er hende, der spiller fodbold, hvem pokker er jeg så? Når jeg mødte folk på gaden, så var det første, de spurgte om “Spiller du stadig fodbold?” Og så havde jeg svært ved at svare dem. Hvem var det lige, jeg skulle være nu? Jeg ønskede, at sporten stadig skulle have en stor plads i mit liv, men jeg havde ikke formlen på hvordan.

Josefine_høgh_2.jpg

Jeg læste psykologi på universitetet og fik et studiejob på DR i Aarhus, hvor jeg lavede radio som produktionsassistent. På det tidspunkt spillede jeg stadig fodbold og trænede hver dag, men jeg besluttede mig for, at der skulle være plads til både mit studie og til at arbejde. Så hørte TV 2 Sport, at jeg arbejdede lidt i mediebranchen, og de prikkede mig på skulderen og spurgte, om jeg ikke skulle arbejde for dem. Derfra gik det slag i slag, og så var jeg så heldig, at Discovery tilbød mig et job foran skærmen, hvor jeg skulle dække landskampe og Superligaen.

Først tænkte jeg, at jeg da overhovedet ikke vidste, om jeg kunne finde ud af det. Men jeg kastede mig ud i det, for jeg elsker udfordringer. Jeg kunne mærke dér, at jeg begyndte at være klar til selv at slippe fodbolden. Jeg mærkede i det job, at fodbold stadig kunne spille en stor rolle i mit liv, bare på en ny måde, og det gjorde, at jeg blev klar til selv at tage et skridt væk fra bolden. Så for mig var det en gave, at den mulighed opstod på lige netop dét tidspunkt. Det gjorde mit fodbold-stop 100 procent lettere.”

Hvordan reagerede sportsverdenen på dit skifte?

“Da jeg begyndte at være til kampene som reporter, skulle jeg lige ses an af spillerne. Mange vidste heldigvis godt, at jeg var rimelig kvalificeret til jobbet, for jeg har selv stået dér på græsset med høj puls og har en kæmpestor passion for sporten. Men man skal ikke sige meget forkert, så er der nogen, der står klar til at påpege dine fejl og hævde, at det er, fordi du er kvinde eller lyshåret. Men alle kan jo lave fejl og komme til at sige noget faktuelt forkert.

For mig var der kun én måde at komme fordommene til livs, nemlig at gøre det godt. Vise at jeg er god til det, jeg laver, og at jeg brænder for det. Jeg håber jo heller ikke, at jeg har fået jobbet, fordi jeg er en kvinde, og fordi det passer godt ind med en kvinde i min position. Jeg håber, at jeg laver det, jeg laver, fordi jeg er den bedste til det, dér hvor jeg er. Jeg ville være ked af det, hvis jeg havde fået jobbet på baggrund af mit køn.”

Læs også: Charlotte Bircow: ”Jeg har lært mig selv, at jeg også på dage, hvor jeg ikke gider, skal lette rumpetten”

Josefine_høgh_3.jpg

Mønsterbrud

Mobilen bipper. Det er en sms fra Josefines Høghs bonusdatter Liva. Selvom Josefine kun er 31 år, har hun fået to store børn på 14 og 19 ind i sit liv. Da hun fandt kærligheden med den 16 år ældre TV 2-nyhedsvært Lasse Sjørslev, fulgte der nemlig ikke kun nye eventyr og drømme med, men også to bonusbørn og et helt andet familiebillede end det, som Josefine havde kendt til i sin egen opvækst.

“Da Lasse og jeg mødte hinanden i efteråret i 2018, var det en periode i mit liv, hvor jeg absolut ikke var parat til at få en kæreste. Jeg havde været i et langt forhold kort forinden, så jeg skulle lige finde mig selv igen i et nyt liv. På familiefronten skete der også mange ting. Min far blev syg med kræft, så det tog rigtig meget af mit overskud i den tid. Jeg havde meget fokus på mig selv og min familie, og jeg følte ikke, at jeg lige dér havde noget at give til andre.

Men det er jo altid, når man mindst venter det, at kærligheden dumper ned. Lasse og jeg kendte hinanden lidt gennem mediebranchen, og på et tidspunkt havde han held med at invitere mig ud på en kop kaffe. Og derfra udviklede det sig, som den slags gør, når det føles rigtigt. Det var på mange måder en kæmpestor gave at møde Lasse i en periode, hvor mit liv blev vendt på hovedet. Han støttede mig gennem min fars sygdomsforløb, og gør det stadig ubetinget, og jeg har endelig lært at give mig selv lov til at være glad og lykkelig, selvom jeg også har en stor sorg over min fars sygdom.“

“Men jeg tror ikke, at det lige nødvendigvis var den konstellation, som vi havde set os i. Jeg boede i Aarhus, han i København. Han havde to børn, jeg havde ingen, og så var der en aldersforskel, men det har faktisk aldrig været et problem. Man har jo altid mange ting med i bagagen, så vi skulle finde ud af, om vi var enige om den måde, vi ville leve vores liv på.

Det er nogle store spørgsmål og nogle store snakke. Det var jo helt anderledes end det, jeg troede, jeg skulle med mit liv. Jeg kommer selv fra en kernefamilie, og alle mine veninder lever i kernefamilier. De har fundet en mand, købt hus og fået hund og børn. Pludselig var jeg hende, der skulle bryde det mønster, og det var en kæmpestor barriere for mig. Men jeg mærkede efter og kastede mig ud i kærligheden med Lasse, og det er jeg så taknemlig og glad for.”

Hvordan er det lige pludselig at skulle være bonusmor for to store børn?

“Jeg havde ikke lige set den komme, at jeg skulle være bonusmor. Men det er virkelig en kæmpestor bonus. Jeg har fået to unge, sjove, fantastiske mennesker ind i mit liv, som er så fede at være sammen med. De er jo voksne mennesker, som man kan have gode snakke med. Jeg tror, jeg kan rådgive dem rigtig godt, fordi jeg kan sætte mig meget ind i de ting, de går igennem lige nu i deres ungdom. Jeg vil ikke sidde her og romantisere tingene.

Vi kan selvfølgelig også være pisseirriterede på hinanden, for vi er blevet en familie, og det ser jeg egentlig kun som et sundhedstegn. Jeg skal jo heller ikke være deres mor, for børnene har en dejlig mor. Så jeg har mere en rolle som en ekstra voksen og fortrolig i deres liv. Selvfølgelig skal man lige finde ud af, hvordan man gør tingene, og der kommer nogle nye dynamikker. Men det, tror jeg, er helt naturligt. Det er bare en del af processen, hvor vi kommer endnu tættere på hinanden som familie.”

Hvad så nu? Hvad drømmer du om i fremtiden?

“Jeg har et langt liv foran mig. På arbejdsfronten er jeg et virkelig godt sted. Jeg er kommet dertil meget tidligt i min karriere, og det er virkelig fedt. Men der er meget mere, jeg skal nå. Jeg elsker at lave sport, men jeg tror også, at jeg på et tidspunkt skal prøve andre formater og lave andet indhold. Jeg har ikke et endeligt facit for mit liv. Det har jeg aldrig haft.

Men jeg føler mig meget privilegeret over at være, hvor jeg er lige nu.” “På privatfronten er vi en lille familie, og hvem ved, måske bliver den større en dag. Det er ikke der, hvor vi er lige nu. Lige nu nyder vi, at vi har meget tid til hinanden og en stor grad af frihed. Vi har ikke travlt. Vi skal nok nå det hele. Der er mange faser i livet, og vi skal huske at være til stede i dem.” 

Josefine Høgh pryder forsiden af FIT LIving, hvor du også finder et stort tema om vitaminer, sunde opskrifter og motiverende træningsprogrammer. 

Josefines leveråd

“Det vigtigste, livet har lært mig, er at turde kaste sig ud i de ting, der kommer ens vej. Man lærer så meget ved at tage imod de udfordringer, man møder, og hvis det ikke lykkes første gang, så får man så meget med sig i bagagen til næste gang. Nogle gange taget livet dig nogle helt andre steder hen, end du havde forestillet dig. Vær åben. For så er det måske lige dér, at livet for alvor bliver rigtig sjovt, og at der er noget gnist.”

Josefine Høgh, 31 år

  • Tv-vært på DR Sporten
  • Tidligere professionel fodboldspiller hos OB, Fortuna Hjørring og Skovbakken og en del af det danske kvindefodboldlandshold, som hun spil- lede i alt fire kampe for.
  • Siden 2015 har hun arbejdet som blandt andet reporter og vært hos henholdsvis Discovery Networks Danmark, TV 2 Sport og DR.
  • Har desuden en kandidatgrad i psykologi fra Aarhus Universitet.
  • Datter af tidligere landsholdmålmand Lars Høgh.
  • Gift med TV 2-nyhedsvært Lasse Sjørslev, som hun bor sammen med i København sammen med Lasses to børn, Bertram, 19, og Liva, 14.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Parforhold og Karriere