Klumme: Er vi så trætte af restriktioner, at det berettiger os til nedladenhed?

Jeg er så træt af restriktioner, ja, selvom jeg er læge på intensiv.

Mit københavnerhjerte tåler det ikke mere.

Jeg har mundbind på nærmest alle steder og hele tiden. Når jeg pendler i toget over Øresundsbroen til arbejde, har jeg mundbind på. I Irma. I vuggestuen. På intensiv.

Jeg har aflyste aftaler og veninder, jeg ikke har set i månedsvis. Jeg har en massiv testhistorik bag mig, fordi mine kollegaer bliver syge. Jeg kan ikke se mine sårbare omgangskreds, fordi jeg er helt i fronten. Jeg kan kun se et skema, som ændrer sig alt for ofte – og en meget lang arbejdsuge.

Men én ting er jeg uendelig mere træt af. Tro mig.

Covid-19.

Krigen om pladser

Igennem de seneste uger har flere episoder indprentet sig i min psyke. Og selvom jeg personligt har oplevet krigen i Syrien som læge, er den psykologiske krig, vi nu oplever på intensiv, skrækkelig på andre måder.

Krigen om pladser og pladsmangel. Og ja, min arbejdsplads i Malmø er ikke Danmark, men det er derfor, at der nu skal restriktioner til.

Jeg informerede en meget syg arabisk-talende dame om, at hun skulle i respirator, og selvom hun lå på maven (det gør man for at optimere ilttilførelsen til kroppen) og blev bange, var det de sidste ord, hun hørte nogen sige til hende, før hun endte i en kunstig koma og blev intuberet og koblet til respiratoren.

Hun spurgte på sit leje, hvor jeg kom fra og smilede med de sidste kræfter. Da vi gav hende sovemedicin, og jeg sagde godnat på arabisk, vinkede hun til os. Jeg bed mig i læben under masken.

Da jeg talte med hendes datter senere, forsøgte jeg virkelig at holde mine tårer tilbage i telefonen. Det, som datteren trøstede sig med, var, at moderen havde fået information på arabisk, så hun i det mindste forstod, hvad der skulle ske med hende.

Jeg er bange for, at det er de sidste ord, hun hørte, mens hun var ved bevidsthed, men det sagde jeg ikke til datteren. Og desværre mistede vi hende.

Nej hvor er jeg træt indeni af alle disse historier.

Alle de små glimt af mennesker og skæbner, som vi ser dagligt, der bliver reduceret til antal intensivpladser og grafer og bølger, som andre kommenterer hjerteløst på for at trække egne politiske og personlige pointer hjem på.

Vi skriver historie – sammen

Jeg har flere af sådanne historier.

Mine kollegaer har flere. Alle på sygehusene rundt om i verden har mange flere. Vi orker ikke at slukke for respiratorer mere. Og selvom I hører beretninger fra mange læger, og at vi gør det bedste, vi har lært, så husk på, at vi i fronten er trætte.

Men vi finder styrke i vores fællesskab til alligevel at bide det i os og tage på arbejde.

Vi finder styrke i, at vi gør noget for andre, selvom vi giver naturligt afkald. Vi finder styrke i, at mange tager det her alvorligt, og at vi sammen vil overleve pandemien.

Så før julearrigheden sænker sig over os med de nye restriktioner (uanset hvad man måtte mene om taktikken og politikken), lad os lige spørge os selv, om vi er mere trætte, end dem som har mistet deres kære, eller mere trætte end mine patienter i respiratoren, eller dem af mine kollegaer, som er smittet og hjemsendt med covid-19.

Er vi så trætte, at det berettiger os til nedladenhed? Til, at vi ikke kan undvære en juleøl ude i en juletid, hvor solidaritet burde være nøgleordet?

Vi skriver pandemiens historie sammen – alle sammen.

Vi skriver det som samfund.

Som enkeltindivider, familier og lokalsamfund, byer og som land.

Lad os skrive de sidste kapitler sammen i god ånd. Det er det, julen handler om. At stå sammen. Hver for sig dog.

Og kære mennesker, som læser med. Vi er mange sundhedsarbejdere, der ikke behøver et tak, men meget hellere vil have brudte smittekæder. Så tak os ved at opfordre til god pandemi-høflighed og hygiejne.