Mettes sidste dagbog: Klar til en rejse mod lysere tider
Rejsen er slut for Mette. På den absolut bedst tænkelige måde.
Det er nærmest surrealistisk, at kunne sige om sig selv "Jeg har haft kræft". Det er samtidig en stor lettelse at kunne sige "Jeg klarede det – jeg er rask igen". Ydermere føles det for mig også skræmmende og mentalt smertefuldt "Hvordan kunne det ske for mig, og vender kræften tilbage...?"
Den 7. januar 2016 fik jeg konstateret brystkræft, og jeg blev sendt af sted på en rejse, som jeg aldrig hverken havde booket eller ønsket. Jeg var tvungen passager og frygtede de mange ukendte mellemlandinger, såsom operation, kemobehandling, stråleterapi og antihormonbehandling.
Nu, næsten 9 måneder senere, kan jeg se tilbage på en rejse, der blev helt anderledes, end jeg havde frygtet. Godt nok har der været turbulente vejrforhold, men solen har også formået at bryde skydække undervejs, skinne igennem og skabe lune stunder for mig og min lille familie. De hidtil ukendte destinationer er blevet til "been there, done that". Rejsen er slut, besætningen har takket af, og lysskiltet med "please fasten your seatbelt" lyser ikke længere.
Jeg kigger mig i spejlet. Jeg ligner ikke den Mette, der kiggede i spejlet tilbage i januar. Jeg ser rig ud – ikke på guld og mønter - men rig på oplevelser og erfaringer med livet. Mit hår gror lystigt og krøller på en måde, der vil få et hvert glattejern til at klapre af begejstring. Mit højre bryst ligner ikke længere en hidsig lanterne om end den formfuldendte runde form ikke længere er helt intakt. Vægten smiler lettet til mig. Løbeturene og de lange gåture har trimmet mig fysisk, men også psykisk. De lidt vel trætte øjne afslører at min ellers sammenhængende nattesøvn forstyrres af løsslupne hedeture uden empati for min hang til nattero.
Følelsen af at være heldig og privilegeret overvælder mig til stadighed, og samtidig ved jeg, hvor vital rolle mine "livliner" har haft for mig. De har givet mig styrke og hjulpet mig til at holde hovedet "oven vande".
Kommunikation har på flere området været en meget effektiv "livline" for mig. Ved at dele min tanker og oplevelser omkring mit sygdomsforløb fik jeg kvalt noget af ensomheden – en ensomhedsfølelse, der "flyttede ind" hos mig samtidigt med kræftdiagnosen. Pludselig var jeg "uden for", anderledes og patient.
Via kommunikation kunne jeg skabe "larm" fra mit parallelliv som patient, hvilket genererede reaktioner, opmærksomhed og engagement, der var meget livsbekræftende for mig, og det gav ligeledes følelsen af stadig at have en "plads i det normale liv".
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 21: ”Det var gustent, men jeg savnede den tætte kontakt med hospitalet”
For mig medførte kræften at mit behov for at blive holdt af og holdt om blev intensiveret. Samtidig blev jeg pludselig meget opmærksom på, hvorvidt mine behov blev dækket, og det var selvsagt pænt anstrengende...... for mig selv men jo sørme også for mine nærmeste. Fordelen ved at slå næbbet i den sammenhæng var helt konkret muligheden for at sætte ord på mine behov. Det lykkedes ikke hver gang, men når det gjorde, var det ofte en succes og en stor hjælp for de mennesker der stod tættest på og ville gøre alt for at hjælpe og støtte mig. Kommunikationen gjorde det lettere for omgivelserne at navigere.
Annonce
Pårørende. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden mine børn, min mand, nærmeste familie, veninder, venner og kollegaer. Men jeg ved med sikkerhed, at de har været en af de vigtigste livliner for mig, og jeg håber af hele mit hjerte, at alle pårørende (ikke bare mine) er klar over, hvor central en rolle de spiller.
Jeg vil også gerne være den første til at indrømme, at jeg tror, det både er en svær og utaknemlig opgave at være pårørende. Jeg tror at mange pårørende har prøvet at lægge øre til replikken "du aner ikke, hvad det vil sige – du har ikke prøvet det". Og nej, det er ganske vist, men til gengæld er ens pårørende ofte leveringsdygtige i ro, overblik og overskud. Kompetencer, som ikke har klæbet til mig det sidste halve års tid.
Jeg har aldrig været god til at "bede om hjælp" eller "være afhængig af andre", og efter jeg fik kræft var det bestemt ikke lettere. Tværtimod. Jeg følte, at kræften gjorde mig til en "klods om benet" på alt og alle omkring mig, og jeg havde samtidig svært ved at acceptere, at jeg havde brug for hjælp. Derfor har jeg virkelig skulle gøre mig umage for at give mine omgivelser lov til at fungere som de livliner, jeg så meget havde brug for. Gøre mig umage for ikke at komme til at fremstå med "kan selv"-attituden, for det kunne jeg ikke.
Endorfinjagt. Det er meget let at løbe tør for energi, når man er igennem et kræftforløb, og uden energi bliver det selvsagt meget vanskeligt. Jeg er derfor af den overbevisning, at det er et "must" at fokusere på opfyldning af energidepoterne. Det i sig selv kræver en indsats, og den korte version er derfor nok, at man bliver nødt til at "tage sig selv i nakken". Der er i min optik ingen vej uden om. Målet behøves ikke at være en Duracell Kanins udholdenhed, mindre kan gøre det, men jeg føler mig overbevist om, at man som kræftramt ikke kommer uden om, at der skal indfanges nogle endorfiner. Selv bruger jeg løb og lange gåture til at jagte endorfiner og det booster mig både fysisk og psykisk.
Job. Da jeg fik konstateret brystkræft fyldte det meget hos mig, at jeg for alt i verden ikke være patient. Jeg ville bare være "Mette", fortsætte mit normale liv og fortsætte med at arbejde.
Med et behandlingsforløb på 7 måneder var det selvfølgelig ikke muligt helt at stemple ud af patientrollen, men via mit job fik jeg, om ikke andet, distanceret patientrollen, og det var rigtig godt for mig.
Min arbejdsgiver har hele vejen igennem været meget lydhør over for mine ønsker og behov. Samtidig har den udvist stor grad af fleksibilitet, hvilket i vid udstrækning gjorde det muligt for mig at fastholde en hverdag meget tæt på den, jeg havde før jeg fik konstateret kræft.
Jeg er utrolig glad for mit job, hvilket selvfølgelig har været medvirkende til, at jeg kunne bruge mit arbejde som en effektiv livline, der samtidig fik mig til at føle mig "mindre syg".
Humor. Der er ikke meget at grine af, når man får konstateret brystkræft, skal opereres og igennem kemo- og strålebehandling. Der er heller ikke noget at grine af, når man bliver bange for at dø af sin sygdom. Der er heller ikke meget at grine af, når ens familie får en mavepuster.
Annonce
Så meget desto større anledning var der i min verden til at finde noget at grine af, og derfor har humor har været en værdifuld livline for mig og min familie. Med humor har vi fået skabt nogle gode og ikke mindst forløsende grin, som har gjort det hele lidt sjovere, trods omstændighederne.
Det er meget let at føle sig omringet af tabuer, når man er diagnosticeret med en livstruende sygdom og min erfaring er, at humor har gode egenskaber i forhold til aftabuisering. Eksempelvis det her med at blive skaldet. Jeg synes på ingen måde det var festligt at gå fra en langhåret, tyk, krøllet manke til en skaldet isse, men det var faktisk værre for mig at opleve, hvor bekymrede mine to piger var på mine vegne – "tænk nu, hvis nogen griner af dig mor". Derfor blev det lidt en mission for mig, at vise pigerne, at man med åbenhed og humor helt "lovligt" kan grine MED hinanden, hvilket jo er noget helt andet end at grine AF hinanden.
Jeg håber ikke for andre, at de kommer på samme rejse som jeg, men skulle det ske, så kan det at finde og fokusere på nogle "livliner" være en stor hjælp.
Efteråret er på vej, men der er forår i mit hoved. Jeg og min lille familie, som jeg værdsætter så højt, er på vej mod lysere tider. Ved ikke rigtig, hvad jeg kan kalde mig selv nu, men jeg er vel det man kalder en kræftoverlever. Det smager godt og jeg føler mig beriget med superkræfter, der ville få selv Skipper Skræk til at blegne.
Jeg minder mig selv om, at livet kun er til låns. Livet skal værdsættes. Det gælder om at være opmærksom på det, der gør godt, nyde det og ikke mindst få det bedste ud af hver dag.
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 25: ”Det føltes som om en klam brandgople havde besteget og omklamret mit bryst”
