Missionæren med det store hjerte

Navn: Bente Klarlund Pedersen, 55 år.

Privat: Bor alene. Mor til fire børn i alderen 31, 34, 36 og 38 år.

Job: Dr.med., overlæge på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet. Leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Inflammation og Metabolisme. Formand for professorsammenslutningen på Rigshospitalet, forebyggelsesudvalget i Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens rådgivende forskningsudvalg. Sundhedsskribent i Politiken.

Bøger bl.a.: Hva’ nu, hvis jeg hader sport? Sandheden om sundhed. Elsk at løbe – Maratonbogen.

Sport: Løber fem kilometer hver dag, har løbet flere maratonløb.

− Jeg valgte ikke at få børn. De valgte mig.

− Hvordan mener du?

− Jeg kendte dem fra den søndagsskole, jeg drev som en del af Frelsens Hær, da jeg var midt i 20’erne. En dag tog jeg dem med hjem for at give dem et bad, og så kiggede de op på mig og sagde: „Må vi ikke blive her?”. To uger efter flyttede de ind.

Vi sidder i Bente Klarlund Pedersens hjørnestue. For her er et dejligt blødt lys. Var lige inde og vende i hendes forunderlige køkken, der er som at træde ind i et sanseligt, toscansk sammensurium af grønsager og krydderier, potter og pander. Men der var lidt for mørkt, syntes hun. Så vi tog kaffen med gennem lejligheden, der ligger i et af indre Københavns ældste huse. Og nu sidder vi her. Og Bente Klarlund Pedersen fortæller om de mærkelige, magiske dage, hvor hun blev mor. Men kun, fordi hun bliver spurgt.

Livet kan tage de mærkeligste spring. Det kan slå knæk, det kan bringe én i knæ, det kan sende uventede og nærmest uopnåelige gaver af den største slags − fire børn for eksempel − og det kan være et meget langt og sejt træk. Bente Klarlund Pedersen ved det om nogen. Hun gør bare ikke noget væsen ud af det.

Hun er den måske mest anerkendte og respekterede stemme herhjemme, når det kommer til forskning i sundhed. Overlæge på Rigshospitalet. Professor ved Københavns Universitet. Leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Inflammation og Metabolisme. Forfatter til en lang række bøger om sundhed og motion. Og indehaver af et hav af priser for sin indsats på området. Hun er én af dem, der sætter dagsordenen, og som politikerne lytter til, når de store linjer skal lægges inden for sundhedssystemet.

Men hun er også et beskedent menneske. Med en meget stor følsomhed og retfærdighedssans. En fighter med enorm råstyrke, der er så dedikeret til sit arbejde, at det ikke giver mening at kalde det for et job, for det er nærmere et kald. Og samtidig næsten skrøbelig i sin udstråling. Ikke sart. Men måske bare meget ærlig. Og kærlig. På en måde, der også rummer andre end blot lige hende selv og hendes nærmeste. Bente Klarlund Pedersen er muligvis noget så gammeldags som næstekærlig. Selv om hun nok aldrig bruger så stort et ord om sig selv. Missionær vil hun derimod godt kalde sig. Det har hun været hele livet. Først for Gud. Senere for… ja, sundhed. For os alle sammen.

Jeg er vokset op med tunge begreber som skyld, synd og pligt

− Jeg er vokset op på ydre Østerbro. Min far var typograf, min mor var kontorassistent, vi var tre børn, og det lå ikke i kortene, at jeg skulle være akademiker, jeg er den første generation. Men jeg var god til at læse, grebet af det. Min familie var aktiv i Frelsens Hær. Og der missionerer man. Man kæmper for en sag for at nå ud med sit budskab. Og det har givet mig en stor frimodighed − det får man, når man som 13-årig stiller sig op med guitaren foran en hel hal af slagteriarbejdere. − Frelsens Hær har som organisation et stort socialt virke, og jeg har set og arbejdet med hele viften lige fra narkomaner til udsatte børn og unge. Da jeg var 17 år, var jeg gademissionær på Nørrebro og åbnede sammen med kammerater et værested for narkomaner. Det var meget naivt, for vi kunne ikke give dem andet end varme, hygge og mad, men det sociale engagement har jeg virkelig fået med fra min opvækst.

v Senere stod Bente Klarlund Pedersen bl.a. for en søndagsskole og en børneklub baseret på et kristent grundlag. Samtidig med, at hun var i fuld gang med sin læge- og forskerkarriere. Først i slutningen af 20’erne trådte hun helt ud af Frelsens Hær.

− Kristendom og religion er en dybt privat sag for mig, men jeg havde det svært med den del i mine voksne år. Frelsens Hær har mange lighedspunkter med Indre Mission, og jeg er vokset op med nogle tunge begreber som skyld, synd og pligt. Og en grundfølelse af aldrig at være god nok − at jeg altid kunne være bedre.

− Den har jeg slået mig selv meget med. Og jeg kan stadig den dag i dag blive grebet af stor usikkerhed. Den tog mig for eksempel for nylig, hvor jeg skulle lede en ugelang, international forskningskonference herhjemme og lige inden tænkte: „Hold da op, hvordan skal jeg få det op at stå? De bedste forskere fra hele verden kommer, det bliver jo aldrig lige så godt som det, de er vant til”. Det blev det jo, men den ligger latent i mig − det kan altid blive bedre.

− Omvendt har netop den baggrund jo også været en drivkraft. Det giver stor disciplin og selvkontrol, når man har et behov for altid at yde sit yderste. Og jeg tror, at mange high performers har en lignende historie − en grundlæggende usikkerhed og et behov for at bevise. I hvert fald var der mange kolleger, der skrev til mig, at det var modigt, da jeg på et tidspunkt gav udtryk for den usikkerhed. For det er ikke noget, man taler om…

Men Bente Klarlund Pedersen gør. På sin egen afdæmpede måde. Og hun missionerer på sin vis stadig. Hun har været formand for Det Nationale Råd for Sundhed og medlem af Forebyggelseskommisssionen. Og her har hun også holdt hånden under de svageste. For hende er målet, at så mange som muligt får del i det sunde liv − også dem, der ikke selv formår at gå vejen.

− Jeg er meget bekymret over begrebet „selvforskyldt sygdom”. Og hvordan det vil splitte os som samfund, hvis vi forfølger den tankegang i sundhedsvæsenet, siger hun.

Vi diskriminerer overvægtige

Det handler om de tunge livsstilssygdomme, som vi har ekstra stor risiko for, når vi lever usundt. Når vi ryger, drikker for meget, spiser dårlig kost og ikke motionerer. For nogle sygdomme kan undgås, lungekræft som følge af rygning er det oplagte eksempel. Men omvendt er det også fuldkommen unødvendigt og ubærligt, at man oven i en brystkræftdiagnose skal tænke „Hvad har jeg gjort forkert?”, siger Bente Klarlund Pedersen.

− Jeg synes, at vi stigmatiserer. Vi diskriminerer bl.a. de overvægtige og siger, at det er deres egen skyld − for med al den viden, vi har om sundhed, burde de jo vide bedre. Men virkeligheden er sådan her: En tredjedel af befolkningen er sundere end nogensinde før. Det er blåbær og broccoli-segmentet, der ved alt om sund kost og dyrker rigeligt med motion. Så er der en anden tredjedel i midten, som også ved, at man skal have seks om dagen og have pulsen op i 30 minutter hver dag. Men ikke altid når det. Det er for eksempel sådan én som mig.

− Så er der den sidste tredjedel, som navigerer uden om alle sundhedskampagner

− vi når dem simpelthen ikke med snak, pjecer og tv-spots. Det preller af. Jeg var ude og holde foredrag forleden, der sad en mor med en seksårig dreng. Han drak halvanden liter sodavand, mens jeg talte. Halvanden liter! Mit fireårige barnebarn kan kostpyramiden udenad, de to børn har vidt forskelligt udgangspunkt.

− Og den sidste gruppe er en bombe under sundhedssystemet. De trækker enorme ressourcer. Man regner med, at 70 procent af alle tilfælde af sygdom og tidlig død vil skyldes usund livsstil i 2020.

− Hvorfor vil det splitte os?

− Fordi sundhedsvæsenets ressourcer ikke er uendelige. Og i Danmark kan den enkelte ikke bare sige: „Det er min menneskeret at gå i hundene”, for der er altid nogle, der griber dig − og behandler den skrumpelever, du har drukket dig til og de dårlige bronkier, du har røget dig til. Endnu. Men der er en voksende holdning til ikke at ville betale for andres rygerlunger. Den splittelse er allerede i gang.

− Hvad skal vi så gøre?

− Jeg er stor tilhænger af at skubbe i en retning, der ikke stigmatiserer den enkelte og siger „Ærgerligt, men det er din egen skyld”. At vi griber ind langt tidligere med tiltag, som vi − dokumenteret med masser af forskning − ved virker: Gør det sværere og dyrere at købe cigaretter, så færre ryger. Indfør en times motion hver dag i skolen, så flere bevæger sig.

− Når man siger den slags, så lyder der et ramaskrig om, at det krænker den personlige frihed. Men jeg vil godt påtage mig rollen som strammer, for jeg synes, at det er vigtigt, at vi ikke bliver delt i to − de sunde og de usunde. Hvis politikerne tør tage det skridt, så vil vi kunne se effekten allerede i løbet af et år − og så tror jeg, at befolkningen tilgiver. Det var også sådan, vi udryddede kolera i sin tid − med regler, der forbød, at man forrettede sin nødtørft på gaden, selv om det også var en måde at udtrykke sin personlige frihed på…

Børnene var en gave

Men hvad med sundhedsprofessoren selv? Engang erklæret kropsdoven livsnyder og tilhænger af et godt glas rødvin, men i de senere år omvendt, næsten frelst løber − endda af adskillige maratonløb.

− Jeg ved jo en del om, hvad der er sundt. Og jeg tror på det, jeg siger. Nogle gange tænker jeg endda, at jeg også selv burde leve efter det…

− Gør du da ikke det?

− Ikke altid. Jeg er ret ligeglad med, hvad jeg spiser − så længe det bare er godt. Og jeg drikker indimellem også lidt for meget rødvin, når jeg hygger mig sammen med venner. Men med hensyn til motion blev jeg til sidst overbevist af fakta. Af den overvældende mængde forskning, der dokumenterer, at motion og fysisk aktivitet er nøglen til sundhed – og meget mere afgørende for et godt og langt liv, end om du er tyk eller tynd. Og tænkte, at jeg hellere måtte prøve. Og fandt ud af, at jeg kunne lide det.

− Jeg løber stort set hver dag, ca. fem kilometer. Jeg vil helst have det overstået om morgenen, for det er ikke afgørende for mit liv og slet ikke dét, jeg identificerer mig med.

− Jeg forstår ikke det med dine børn, hvorfor spurgte de, om de kunne bo hos dig dengang?

− Mine tre ældste børn, 34, 36 og 38 år, har biologiske forældre, som er fra Nepal. Jeg mødte familien i forbindelse med mit frivillige børnearbejde. Deres far drev en restaurant, og moren var meget syg. Jeg fulgte dem gennem fire år, hvor alt blev værre og værre. Til sidst sagde deres far: „Bente, enten tager du dem, eller også ender de på et børnehjem.”

− Og så kom den dag, hvor børnene bad om at blive. Det var ét af de klare øjeblikke, hvor livet giver en gave, som ikke kun er rigtig, men også heldig. Jeg vidste bare, at sådan skulle det være.

Jeg har insisteret på at ville det hele

Bente Klarlund Pedersen var 26 år, da hun blev mor for første gang. Uden ni måneder til at vænne sig til tanken, men fra den ene dag til den anden. Hun og hendes daværende mand var nyuddannede læger. Og selv var hun i fuld gang med sin forskerkarriere. Året efter blev hun selv gravid, og så var der fire børn.

− Vores yngste søn kom to år efter, og han gled bare ind som en del af flokken. Jeg har altid tænkt om mig selv, at jeg nok var et menneske, der ikke kunne få børn − og pludselig havde jeg fire. Jeg ved ikke, om der findes sådan noget som skæbne, men jeg tror på at gribe de øjeblikke og gaver, som livet giver én. Frygten for at fejle kan nogle gange være selve fejltagelsen. Havde jeg været bange for, at det ville gå ud over min karriere, havde jeg måske valgt anderledes − og var gået glip af det, der er den allerstørste kærlighed i mit liv. Dér har jeg fået meget foræret af tilværelsen − ved som oftest at tage udfordringer op og sige: „Bægeret er ikke fuldt endnu”

− Men hvordan klarede du det? Med døgnvagter og en forskerkarriere, der kræver, at man skriver et hav af videnskabelige artikler.

− Sandheden er, at det langtfra lignede noget fra Bo Bedre.

Der var meget kaos, og vi levede ret boheme-agtigt, hvor gode venner i opgangen hjalp os med at få det til hænge sammen. Lavpraktisk havde vi brug for to lønninger, og i mange år var der kun 4.000 kroner tilbage til mad, tøj og alt andet, når huslejen var betalt. Jeg kan huske, hvor panisk jeg var, da nogle venner engang foreslog, at vi tog i Legoland, for vi havde simpelthen ikke råd. Og gik vaskemaskinen, var det en katastrofe − så måtte en af os tage sygehusvagter i Sverige og tjene ekstra penge.

− Jeg tror, at jeg har insisteret på at ville det hele. Det er det med viljen og disciplinen. Alt, som jeg kan arbejde mig ud af, kan jeg klare. Ved bare at arbejde mere. Og det gjorde jeg så om aftenen, når børnene sov.

Men det var kaotisk. Sådan husker jeg det, men børnene gør ikke. Når jeg spørger dem, så siger de, at de syntes, at vi altid skulle hygge os. Og at der altid var fyldt med kammerater hos os − formentlig fordi der jo alligevel altid var kaos.

− Din usikkerhed i forhold til at være god nok − har du også haft den i rollen som mor?

− Nej. Børnene har aldrig givet mig skyldfølelse. Og dér har jeg følt mig god nok. Som mor. Men de har også gjort det let for mig. Ved bare at holde af mig…

DERFOR ER MOTION SÅ VIGTIGT:

30 minutters moderat fysisk aktivitet om dagen mindsker din risiko for at dø for tidligt f.eks. af bryst- og tarmkræft med 30 %. 20 minutter ved høj intensitet tre gange om ugen har samme effekt.

Fysisk inaktivitet er næst efter rygning den faktor, der giver størst risiko for sygdom og tidlig død. Du dør gennemsnitligt fem til seks år før dem, der er aktive, også selv om du har en normal vægt.

Dine muskler svinder ind, hvis du er inaktiv. I stedet får du fedt omkring de indre organer, og det er usundt, også selv om du er slank. Dyrker du motion, øger du muskelmassen, og det farlige fedt forsvinder.

Træner du ikke dine muskler, bliver de dårligere til at optage sukker og forbrænde fedt. Det øger risikoen for type 2-diabetes, åreforkalkning og hjertesygdomme.