Første liveshow "X Factor" 2026.
Foto: Henrik R. Petersen
Benjamin Hav delte sit nummer på tv: Produktionen gav ham frie tøjler
Fredag aften delte Benjamin Hav sit private telefonnummer under første liveshow af “X Factor”, og hans mobil er nu tæt på at smelte sammen.
Første liveshow af “X Factor” rullede over skærmen i går, og det blev med både konfettirør og verbale overraskelser fra dommeren Benjamin Hav.
Artiklen fortsætter under videoen:
Det største chokmoment kom, da han pludselig delte sit private telefonnummer foran hele Danmark på direkte tv.
– Jeg måtte ikke gøre det for min kone, men I kan sende ris eller ros til dette nummer, sagde Benjamin i programmet.
HER&NU har efterfølgende tjekket nummeret via MobilePay, og den er god nok. Nummeret tilhører Benjamin.
– Min telefon er gået amok. Den er næsten smeltet sammen. Jeg har fået MobilePay og alle mulige beskeder. Det er rart ikke at fedte med det og høre, hvad folk synes. Jeg beholder nummeret en fredag mere, og så må vi se, fortæller Benjamin til HER&NU, da vi møder ham efter showet.
I programmet sagde han også, at han havde fået en kvart million kroner tilsendt.
– Jeg ved ikke, om det er en kvart million, men jeg har fået mange notifikationer på MobilePay, fortæller Benjamin efterfølgende.
Med alle de uventede træk Benjamin har gemt i ærmet, kunne man tro, at produktionen sad klar til at stoppe ham undervejs. Men det forsikrer Benjamin HER&NU om, at det ikke sker.
– Produktionen har været meget søde og sagt, at jeg har frie tøjler, fortæller Benjamin og tilføjer:
– Jeg vil gerne være oprigtig. Jeg prøver at sige, hvad jeg mener, samtidig med at være empatisk og sød. Det er en speciel situation, det er ikke “Klipfiskerne” på TV 2.