Barndommens gade
Foto: Alamy På billedet ses klummeskribenten (yderst til højre) med to af sine barndomsveninder.

"Barndomsvenner kender dig på en særlig måde"

Gitte Korsgaard skriver en hyldest til barndomsvennerne - og til vigtigheden af at holde fast i dem.

Du er slet ikke i tvivl, og du kan være helt sikker på, at de fortæller dig, når du er en idiot, men de elsker dig alligevel. De bliver ved din side uanset, om du har fortjent det eller ej. De hjælper og har din ryg, når livet er svært, og de deler glæden med dig, når du er glad. De forstår dig, uden at du behøver forklare en hel masse. Det er naturligvis venner, jeg taler om, og i særdeleshed barndomsvenner, som kender en på en helt særlig måde.

De var med dengang jeg var lidt mere vild, end jeg er i dag, og jeg fik en skideballe i ny og næ og de deler minderne om min første skoledag, hvor jeg var sikker på, at jeg ikke havde tid til at lege, når jeg kom hjem, fordi jeg skulle lave lektier. Den duft der var, når vi cyklede hjem om aftenen, eller gik ned for at bade kl. 23 i regnvejr. Da jeg græd hjerteskærende, fordi Macaulay Culkin blev stukket af hvepse og døde i 'My Little Girl 2', som jeg så i den lokale biograf, hvor jeg også gik i filmklub. Når vi hver anden torsdag hang bag på Hjemis-bilen, mens den kørte rundt i kvarteret. Den der lyd af hestenes vrinsken nede på marken bag mit barndomshjem.

Dengang jeg var sikker på, at mit hjerte skulle briste, fordi jeg troede, at ham der fra 9. klasse, som jeg ret godt kunne lide, ikke ville have mig. Jeg gik i 7. og var af den overbevisning, at mit liv var slut. Jeg snakkede kun om ham, og hørte Roxettes 'It must have been love' på repeat i en uge. Men jeg fik ham, og alt var godt – i hvert fald for en periode. Indtil det næste rod i en teenagers liv.

Når min far weekend efter weekend ventede oppe, indtil vi kom fra byen, og vi efterfølgende spiste morgenbrød fra Kvickly på køkkengulvet. Jeg kunne fortsætte for det er alt sammen minder fra min barndom og ungdom i provinsen. Især lyde (særligt musik) og lugte er det, der igen og igen tager mig tilbage til mine barn- og ungdomsår, og ikke mindst mine barn- og ungdomsvenner - og min hjemby.

"De har det til fælles, at de savner en eller flere af deres barndomsvenner."

Barndomsvenner fra provinsen

Jeg kender flere, der har valgt at blive i København eller Århus efter endt studium, og som er fra en provinsby et eller andet sted i Danmark. De vil, som så mange andre, ikke tilbage til hjemegnen af flere årsager, men én ting, som de bl.a. alle har til fælles, er, at de savner en eller flere af deres barndomsvenner. Selvfølgelig er der også mange, hvis bedste venner måske er kommet til senere i livet, men jeg vil vove at påstå, at en stor del af os alligevel har venner tilbage fra barn- og ungdomsårene, som vi stadig er tætte på, og som vi har et helt specielt forhold til.

Det er klart, at er man for eksempel vokset op på Vesterbro, har man selvfølgelig også barndomsvenner på samme vis, som er tilfældet i provinsen. Men da der er så mange tilflyttere i storbyerne, især i København, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det netop også betyder, at den der fælles referenceramme fra barn- og ungdomsårene ikke er der, og de derfor savner venner tilbage fra 'dengang'. Venner, der kender historikken. Det er vel heller ikke tilfældigt, at de venner, jeg har, der bor i udlandet, altid har søgt andre danskere derude. Det er igen den fælles referenceramme, der trækker og giver en form for tryghed – tror jeg.

Her er filmen fra mine barn- og ungdomsår optaget
Mine rigtig tætte venner har jeg mødt på forskellige tidspunkter i mit liv, men fælles for dem alle er, at jeg kender dem tilbage fra barn- og ungdomsårene. De vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og uanset, om vi er langt fra hinanden geografisk, og ikke har set hinanden længe, føles det, som så vi hinanden i går, når vi ses. Vi fortsætter snakken, hvor vi slap, og behøver ikke så mange forklaringer. Derudover kan vi være sammen uden egentlig rigtig at lave noget. Der bliver heller ikke nødvendigvis sagt en masse hele tiden (selvom vi nu opretholder en vis standard mht. at snakke). Vi forstår hinanden uden ord, men har samtidig en masse at snakke om. Vi er der altid for hinanden, og jeg kan ikke undvære dem - det kommer jeg aldrig til at kunne.

Uanset, hvor jeg flytter hen i verden, vil de altid have en særlig plads i mit hjerte. Det vil min hjemby også, da det jo er her, jeg har en masse gode minder fra med de fleste af dem, jeg elsker. Lugtene, lydene – det er her filmen fra mine barndoms- og ungdomsår er optaget. Nogle rejser til verdens ende for at flygte fra deres rødder og deres fortid, men ikke jeg. Jeg er stolt af mine rødder og min fortid og uanset, hvor jeg befinder mig i verden, vil jeg elske den lille - lidt til tider kedelige - by, hvor jeg altid vil føle mig velkommen.

LÆS OGSÅ: Er det kun i provinsen, vi har "ondt i røven"?

Gitte Korsgaard

Gitte Korsgaard en "vaskeægte provinspige", født og opvokset i Kalundborg, Vestsjælland. Har tidligere boet i Århus og mange år i København, samt en kortere periode i Californien, USA.

Hun mødte for syv år siden sin mand og flyttede tilbage til Kalundborg efter knap ti år på Nørrebro. Sammen har de datteren Aura-Xenia på tre år.

Gitte er uddannet cand.comm. i Journalistik ved Roskilde Universitet, og har siden da arbejdet i egen virksomhed.

Hun står bag bloggen En stemme i provinsen, der handler om livet i provinsen versus storbyen.

Klummerne er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi