Tik Tak 30
SPONSORERET indhold

Kalder alle pressede damer i 30'erne: I er IKKE alene

Baby-boom i dit Insta-feed, weekend-ensomhed og uoverskuelige (økonomiske) livsprojekter. Der er nok at se til, når man rammer 30'erne, og man kan nemt føle sig alene i 30-års-krise-junglen, men bare rolig: Det er du langt fra.

Af:: Redaktionen Foto: Martin Bubandt
19. aug. 2020 | Livsstil | ALT.dk

Et tikkende biologisk ur, en presset bankkonto og en vennekreds, der indskrænkes gevaldigt.

Der er en hel del, der ændrer sig, når man går fra de festlige og bekymringsløse 20’ere til de (måske) mere ansvarsfulde 30’ere, og det er netop de temaer, som værtsduoen Sandie Westh (33) og Josefine Stork (30) sætter fokus på i podcasten Tik Tak 30, der udkommer med sæsonens sidste afsnit i dag.

I podcasten bliver lytterne klogere på alle de ting, man går og grubler over i 30’erne – hvad enten det er presset for at lykkes på karrierefronten, inden det er ”for sent” – eller ønsket om at stifte familie med en værdig partner, som ikke altid er lige let at finde på det kræsne datingmarked.

Hvis du (også) står midt i 30-års-junglen og føler dig lidt presset, skal du dog vide én ting: Du er langt fra alene. Lyt til podcasten Tik Tak 30 – og bliv klogere på teamerne nedenfor…

1. BABY-BOOM: Hvad skete der?

Dine sociale medier vrimler med gravide maver og babyer af svingende cuteness, og det er sket så pludseligt, at du stadig ikke helt forstår det. What happened? Væk er fuldemandsfotos fra Roskilde Festival og byture til kl. 6 om morgenen til ære for familieidyl og stokroser i diverse forstads-haver. Du opdager til din gru og rædsel, at det bliver sværere og sværere at finde venner at drikke spontane øl med i både hverdage og weekender – og at alle samtaler, uanset om det er med kollegaer eller venner, begynder at handle om fødselsberetninger og barsel. Til sidst er det umuligt at undgå at stille sig selv spørgsmålet: Skal jeg også have sådan én en dag? Har jeg overhovedet lyst? Og hvis jeg har, hvor travlt har jeg så?

Hør Tik Tak 30-afsnittet om fertilitet her, hvor Josefine bl.a. får testet sine æg...

2. KARRIERERÆS: Er du tilfreds?

Du begynder at stresse over, om dit 17-årige jeg ville være tilfreds med, hvor du er i dit karriereliv i dag. For har du egentlig ”peaket” endnu? Er du overhovedet landet på den rigtige hylde? Og hvis ikke, er det så for sent at sadle om? Hvis du har børn (eller overvejer at få dem), begynder barslen også at fylde en hel del i tankerne – for sætter baby-timeout reelt en kæp i karrierehjulet, så du bliver overhalet indenom af praktikanten om et års tid, eller er det hele bare en myte? Du begynder i øvrigt også at observere, at du ikke længere er den yngste på kontoret og hører dig selv sige sætninger som ”det gjorde vi da også for fem år siden” til møder med kollegaerne. Time flies

Hør afsnittet om karriereræs her, hvor Josefine og Sandie taler med en ekspert i diversitet og ledelse og blandt andet bliver klogere på, hvordan man optimalt deler barslen med sin partner for både at fremme barnets tarv og gøre sig selv mere attraktiv på arbejdsmarkedet.

3. SEXLYST: Vasketøj eller sexytime?

I 30'erne er du sandsynligvis flyttet sammen med din kæreste , og der er gået ”voksen-hverdag” i jeres parforhold, dvs. at I deles om opvasken, svigerfamiliebesøget, parmiddagene osv. Men hvad betyder det egentlig for sexlivet, at man konstant er sammen med sin partner og vasker hinandens undertøj? Og er der noget galt med relationen, hvis man ikke længere konstant har lyst til sex med hinanden? 30’erne giver en ny dimension til parforholdet, der ofte handler mere om fælles ansvar og tillid til hinanden end søvnløse nætter og sexmaraton. Og det kan sgu også noget.

Hør afsnittet om sexlyst her, hvor Sandie og Josefine bl.a. tager en tur i Zoologisk Have for at blive klogere på sexlysten hos hhv. mænd og kvinder og bl.a. lærer forskellen på frikadelle-sex og gourmet-sex...

4. SINGLE-STRESS: Hvorfor har du ikke en kæreste? 

Hvis du er single i 30’erne og ikke selv stresser over det, så skal der nok være andre i din omgangskreds, som gør. For puha, uret tikker, og hvem skal du dog slå dig ned med? Vennerne prøver at sætte dig op med mærkelige bekendte og usandsynlige kollegaer, og du skal konstant høre på din families nysgerrige/næsvise spørgsmål om, hvordan det egentlig går med det der dating… Uanset hvordan du selv har det med det, har du pres over, at færre og færre har lyst til at gå i byen og danse hele natten, og du skal heller ikke bede om at være 7. hjul til næste parmiddag – igen.

Hør afsnittet om single-tilværelsen her, hvor Sandie og Josefine undersøger, hvorfor folk har så travlt på ens vegne, når man er single i 30’erne – og om man kan være ægte lykkelig som single.

5. STORE LIVSBESLUTNINGER: No way back...

Uanset om vi vil det eller vej, så tikker det biologiske ur bare hurtigere for kvinder end for mænd, og det kan føre til nogle ret vilde beslutninger i 30’erne. Du begynder måske at overveje at få et barn alene eller påbegynde fertilitetsbehandling med din kæreste, fordi kroppen generelt bare opfører sig mere besværligt, end den gjorde, da du var 19. I det hele taget er det som om, at 30'erne tvinger dig til at gå voksen-planken ud, hvadend du vil det eller ej.

Hør afsnittet ”Mor uden mand” her, hvor du bl.a. kan møde en kvinde, der har besluttet sig for at få et barn alene – og allerede er i fuld gang.

6. ENSOMHED: Hvem vil drikke sig fuld i aften? Ingen?

Uanset om du sidder alene med din baby på barsel, eller du er den eneste uden baby i din nære omgangskreds, så er 30’erne en tid, hvor venskaber forandrer sig og i mange tilfælde bliver skrumpet gevaldigt ind. Du har simpelthen ikke tid til at gøde de 32 venskaber, du nemt kunne finde tid til i gymnasiet. Og det kan blive en ensom affære, når dine syv bedste veninder alle sammen er gravide eller nybagte mødre, og du ikke længere kan drikke spontane drinks eller tage på weekendtur til Barcelona, fordi prioriteterne ændrer sig.

Hør afsnittet om ensomhed, hvor Sandie og Josefine bl.a. taler med en kvinde, som nægtede at sidde alene derhjemme og besluttede sig for at få nogle nye veninder, da ingen af de andre kunne lege mere…

7. DATING: "Far-scanneren" kommer i brug

Det er som om, at overfladiske one night stands bare bliver lidt mindre sjove i 30’erne. Det har du ligesom prøvet, og nu er der andre (voksen-)parametre på spil. Det er fx umuligt for dig ikke at køre din date mentalt igennem "far-scanneren” ved første øjekast, når I mødes til øl på bar eller gåtur i Frederiksberg Have. For har din date overhovedet fremtidspotentiale? Udviser han ansvarlighed og loyalitet? Er han sjov nok til, at du vil bruge resten af livet med ham? Og hvorfor er hans sko så kiksede? Det er ofte det HELT store ulidelige forventningspres, du udsætter både dig selv og din date for, når du dater i 30’erne. Ses vi igen? Nok ikke…

Hør afsnittet om dating i 30’erne, hvor Sandie og Josefine undersøger, i hvor høj grad datinglivet ændrer sig fra 20’erne til 30’erne.

8. MÆND I 30’ERNE: Hvad føler han dog?

Hvis din kæreste er en mand i 30’erne, har du muligvis gjort dig følgende opdagelse: Følelserne hænger ikke altid uden på tøjet, og det kan være nødvendigt at spørge ind et par gange eller 10, hvis du vil grave rundt i de inderste, dybeste tanker i hans sind, og det vil du (selvfølgelig). Derfor undrer det dig også helt vildt, at du og dine veninder når at vende både karriere, børn og familie på én cortado, mens din mands sommerhustur med drengene primært har handlet om druk og playstation, og din kæreste da ikke lige fik spurgt ind til, hvordan Kasper har det med at skulle være far, eller hvordan Thomas har det med at flytte til forstæderne, selvom du mega gerne vil vide det. Måske det ændrer sig i 40'erne?

Lyt til afsnittet om mænd i 30’erne her, hvor Sandie og Josefine taler med en række mænd i 30'erne, der fortæller, hvordan det er, når ens mor presser på for børnebørn, eller man som nybagt far må gå på kompromis med karrieren og ikke mindst intimiteten i parforholdet…

9. ØKONOMI: Dyre vaner og kæmpe gæld

30’erne er også årtiet, hvor din økonomi både skyder i vejret og styrtdykker. For det er typisk her, at du både tjener "rigtige" penge på din voksenløn, men også gældsætter dig mere end nogensinde før, fordi du pludselig føler dig kaldet til at købe en lejlighed, en bil, et kolonihavehus og en hundehvalp. Du låner ikke længere penge af dine forældre (medmindre det er til lejligheds-indskuddet, for det er alligevel en sjat, og du er stadig forkælet) og du gider ikke længere bo på hostel, når du er ude at rejse, fordi det er begyndt at gøre ondt i ryggen, så du betaler glædeligt de ekstra penge for mere komfort. Samme gælder i øvrigt for din madlavning, hvor spaghetti-ketchup modellen for længst er udskiftet med økologi, restaurant-besøg og dyre måltidskasser.

Lyt til afsnittet ”Kvinde, kend din økonomi” her, hvor Josefine og Sandie undersøger, hvordan man – helt lavpraktisk – kan blive bedre til at få sine penge til at vokse.

10. TRÆK VEJRET OG VID: DU ER IKKE ALENE

Hvis du stresser over alt det ovenstående – eller bare noget af det – og til tider føler dig helt alene med dit tankemylder, skal du bare vide, at du langt fra er det. Det er sgu svært at være i 30’erne, fordi der sker så mange store, livsomvæltende ting for første gang. Men det er heldigvis også dejligt, og så har vi hørt fra dem i 40'erne, at man får en chance til i deres årti, så der er god grund til at trække vejret dybt og tage det én dag ad gangen.

Lyt til sæsonafslutningen af Tik Tak 30 her, hvor Sandie og Josefine gør status på alt det, de (indtil videre) har lært om at være kvinde i 30'erne.

Anbefalet til dig