35-årige Natalia i Brasilien: ”Jeg blev testet positiv for Covid-19 tre gange”

Om hverdagen

Jeg blev smittet med Covid-19, da det var meget nyt. Jeg blev testet positiv tre gange undervejs, så det var først den fjerde test på dag 22, der endelig var negativ. Jeg er læge og arbejder på et sygehus, men det er nærmest umuligt, at jeg er blevet smittet der, da vi er så forsigtige, så det er nok sket i supermarkedet. Jeg havde høj feber og ondt i alle mine muskler - det føltes som om, at jeg var blevet kørt over af en lastbil gentagne gange.   

I mere end tre uger var jeg alene, og jeg følte mig så ensom – det har jeg aldrig prøvet før. Jeg joker altid med, at mit døgn har 30 timer, fordi jeg står tidligt op, træner, arbejder en masse, spiser ude med venner og går alt for sent i seng.   

Jeg fik hjælp fra min psykolog, og så har jeg virkelig fundet ud af, hvor fantastiske venner jeg har. De satte mad og blomster foran min dør, da jeg var i karantæne, og det varmede hele mit hjerte.   

Jeg arbejder som neurolog på et hospital, så da jeg fik det bedre, men stadig var i karantæne, ville jeg så gerne hjælpe, så jeg begyndte at lave online lægekonsultationer i forbindelse med Covid-19. Jeg har nok ”set” over 500 patienter, og det betød, at mange uden alvorlige symptomer blev hjemme, så sygehusene blev mindre overbelastede – det er nemlig allerede et stort problem i hele landet.   

Jeg er tilbage på hospitalet, hvor jeg mere ligner en astronaut end en læge. Jeg er pakket ind fra top til tå med en maske, hat, lang kirtel og skærm foran ansigtet – især masken er meget smertefuld at have på en hel dag.

LÆS OGSÅ: 45-årige Chrislene i Sydafrika: ”Jeg er bekymret for, hvem der får adgang til vaccinen, når den er klar”

Om bekymringerne

Som neurolog arbejder jeg især med blodpropper og blødninger i hjernen, men vi har meget færre patienter, da mange ikke tør at komme på sygehuset. Vi ved jo, at der ikke er færre tilfælde, der er bare flere, der ikke får den rette behandling og i værste fald, så dør de ved at blive væk. Det er meget bekymrende, for vi er ikke den eneste afdeling, hvor det er tilfældet.

Jeg håber, at dem, der finder en vaccine, viser medmenneskelighed og deler den med resten af verden. Selv hvis de ikke finder en vaccine mod Covid-19 snart, så håber jeg, at de finder en måde at kunne kurere de mest alvorlige dele af virussen.

Natalia efter en lang vagt på hospitalet, hvor hun endelig kan tage den gnavende maske af. Foto: Privat

Om savnet

Det største savn er til min kæreste, der er franskmand og bor i Paris. Vi plejer at se hinanden en gang om måneden - nu er der gået næsten tre måneder, men life goes on. Det var meningen, at jeg skulle flytte til Paris til september, så vi endelig kunne starte et liv sammen, men det er selvfølgelig udskudt.    

Jeg savner mine forældre og bedsteforældre uendeligt meget, men de er i risikogruppen, så det er ikke risikoen værd at mødes. Jeg længes også efter mit gamle socialliv med alle mine venner, men min tid alene i karantæne og krisen i sig selv har fået mig til at indse, at mit liv ikke behøver at være så intenst. Jeg har nydt at spise morgenmad på min altan og at have tid til at læse og slappe af derhjemme om aftenen, så det vil jeg gerne blive ved med, når krisen er overstået.     

Om håbet

Det giver mig håb at se, hvordan situationen udvikler sig positivt i Europa. Selvom krisen har ramt ekstra hårdt i mange lande der, er den også ved at være under kontrol takket være de mange restriktioner og lukkede grænser. Det er langtfra ovre, og jeg frygter også en ny bølge, men vi bliver hele tiden klogere. Og det sammenhold, vi ser på kryds og tværs over hele verden, er så værdifuldt.

LÆS OGSÅ: 22-årige Rebecca om Covid-19 i Sverige