Ann Lind Andersen: Min fyreseddel endte med at blive en gave

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det kan jeg ikke huske, for jeg kan ikke huske de første fire år af mit liv, hvor jeg var i Sydkorea.

Men den første vej, jeg kan huske, er den uden for vores hjem i Løsning, da jeg blev adopteret til Danmark. Det var Kingos Alle, hvor jeg legede med alle de andre børn på vejen. Vi gik alle sammen i skole sammen og kendte hinanden rigtig godt.

Den næste vej, jeg kan huske, er nok vejen væk, for den fandt jeg meget tidligt. Jeg fik klaustrofobi og åndenød af det sted. Jeg sad altid og kiggede ud ad vinduet, men i stedet for ligusterhækken forestillede jeg mig bjerge. Jeg havde en konstant længsel efter at være et andet sted.

Jeg var en pæn og dygtig pige, og jeg klarede mig godt, men når jeg var alene på mit værelse, var jeg så rasende, at jeg kunne ligge og sparke fødderne ind i væggen. Men jeg holdt mine raserianfald for mig selv. Jeg flygtede ind i fiktionens verden og kunne læse 13 bøger om ugen. Hver weekend gik jeg op på det lokale bibliotek og lånte en stak til.

Jeg fik gode karakterer, men kedede mig i skolen og skændtes rigtig meget med min mor. Jeg trængte til andre udfordringer, så mine forældre blev enige om, at jeg skulle på efterskole, og der var jeg i to år, indtil jeg startede på et kostgymnasium. Jeg flyttede hjemmefra som 13-årig og kom aldrig rigtig hjem igen."

Hvordan fandt du din levevej?

"Min mor var sygeplejerske, og min far var lærer, og der hvor jeg kommer fra, var det ikke kutyme, at man fik et kreativt job. Jeg overvejede fysioterapi, indtil jeg blev teenager og hørte, at der findes job, hvor man kan tale med folk, skrive ting og fortælle historier. Så var det det, jeg skulle.

Filmanmelderi anede jeg ikke fandtes, så jeg læste til korrespondent i fransk og engelsk. Da jeg var færdig med uddannelsen, tænkte jeg over, hvad jeg egentligt havde lyst til at lave. Min største fornøjelse i livet var bøger, så jeg søgte ind på litteraturhistorie og blev senere cand.mag. i æstetik og kultur med speciale i filmvidenskab.

Mens jeg læste på Aarhus Universitet, kom jeg med på et undergrundskulturmagasin, der hed Agenda, hvor jeg blev fast anmelder af teater, bøger og film, og til sidst blev jeg headhuntet til Aarhus Stiftstidende. Siden blev det DR, Woman og Berlingske, inden jeg fik job på Go’ Aften Danmark på TV2.

Dengang skulle vi lave en halv times program hver dag, og vi startede dagligt op på bar røv, så jeg begyndte at planlægge, hvad der kunne være i programmerne med en gammel Mayland-kalender. Senere blev det til en rigtig stilling – indholdsredaktør – da vi overtog Go’ Morgen Danmark, og jeg blev også filmanmelder på programmet, hvilket jeg var frem til sidste år."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Mine to sønner og tre børnebørn og to svigerdøtre. De fylder mere af mit hjerte, end nogen mand nogensinde har gjort. Jeg har faktisk ikke haft en kæreste i mange år, og i lang tid var det selvvalgt, for igen: Jeg får klaustrofobi, og jeg kommer nok aldrig til at bo sammen med en mand igen. Jeg var dog gift med mine sønners far i 12 år, så jeg har prøvet det.

Jeg var 26, da jeg fik min første søn ved et uheld, og jeg var den første på mit uni-hold, der fik et barn. Jeg var meget bange for, at et barn skulle begrænse mig, men så snart jeg havde født ham, forsvandt den frygt. Hans far og jeg var sådan nogle klassiske førstegangsforældre, der slæbte vores barn med til alt, men da vi fik barn nummer to, var det ikke længere på vores præmisser, og vi indrettede vores dagligdag efter børnene.

I dag synes jeg, det er en gave, for nu er jeg jo også en ung farmor. Jeg ser mest det ældste barnebarn, Aleena på ni år, og selv om de alle har travlt med baskettræning og legeaftaler, så prøver jeg at indfinde mig på de rigtige tidspunkter, så jeg kan se dem."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Jeg er jo ikke en kæmpe stjerne, så på det her plan er det bare hyggeligt. Forleden fløj jeg til Paris, og både betjenten i paskontrollen og stewardessen spurgte, om jeg skulle ned og se film.

I starten da jeg var på tv, var der meget racisme og sexisme i de beskeder, jeg fik, men jeg tror, jeg har udmattet det efterhånden. Der er også mange, som kommer over og vil snakke om film, og det første spørgsmål er altid: ”Hvad er den bedste film, du nogensinde har set?”, men det er jo umuligt at svare på. Hvis du tvinger mig, er det nok 'Taxi Driver', 'Deer Hunter', 'Apocalypse Now' og 'Godfather', som alle er amerikanske film fra 1970’erne, for de var epokegørende."

Dit livs omvej?

"Jeg var ret stor, da jeg kom til Danmark. Men i mange år forbandt jeg en fireårig med en baby, lige indtil min egen søn blev fire år, og jeg kiggede på ham og så, hvor bevidst han var om sig selv, sin familie og sine omgivelser. Sådan må jeg jo også have været selv, uden at jeg kan huske noget af det.

Jeg fik lyst til at udforske den del af min oprindelse, og jeg rejste på den obligatoriske søge rødder-rejse til Korea, hvor jeg fandt det børnehjem, jeg havde boet på, efter jeg blev fundet på gaden som treårig. Jeg fandt dog ingen familiemedlemmer, og jeg har måtte affinde mig med, at de første fire år af mit liv er blanke sider.

Men rejsen betød alligevel, at der blev bygget bro mellem mig som barn og mig som voksen, og i den proces fik jeg erkendt nogle af de mønstre, jeg bar med mig, som blandt andet er angsten for at blive afvist, manglende tillid til andre mennesker, tilknytningsproblemer. Jeg har bearbejdet meget af det i dag, så det er blevet bedre."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Jeg er gode venner med Rikke Hertz, som er spirituel coach. Hun er god at snakke med, og hun har en høj bevidsthed. Jeg blev for eksempel fyret på en ret unfair måde sidste år fra Go’ Morgen Danmark, og i den situation er det så let at gå ned ad en bitter vej, hvor man føler, at alt er uretfærdigt.

Men det sluger så meget energi, og jeg vil ikke bruge min energi negativt, så hvordan kommer man ud af den spiral? Det talte jeg med Rikke om, hun er god til at vende tingene 180 grader, og hun beskrev min fyring som en gave i en grim indpakning.

Det var jo en gave, for jeg har så mange ideer til projekter, jeg gerne ville i gang med, men jeg sad fast i trygheden ved et fast job. Jeg var nok stoppet af mig selv alligevel på et tidspunkt, men jeg fik i stedet en fyreseddel og dermed også en fratrædelsesordning, som gjorde, at jeg havde ro til at starte mit eget firma, og dét var en gave.

Jeg er i dag medejer af mediet What2Watch, og det er en befrielse at eje sit eget medie, selv om der også er meget arbejde i det. Jeg kan endnu ikke leve af det, men jeg laver også andre ting som for eksempel anmeldelser til Berlingske og har en bogklub og en filmklub og er blevet hyret til mange moderatorjobs. Jeg føler, jeg er ved at bygge noget op, uden at jeg helt ved, hvad det fører til.

Jeg har ikke lyst til, at der skal komme en headhunter og tage mig, for jeg føler, at et fast job ville begrænse mig. Nu kan jeg godt høre, at ordet frihed går meget igen, men jeg vil ikke have en boss, der bestemmer over mig. Det er det, jeg har mindst lyst til af alt."

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

"Jeg bor i en lejlighed i Ørestaden, hvor jeg kan se metroen og højhusene fra den ene altan, og til den anden side kigger jeg ud over Fælleden. Jeg elsker både det urbane og naturen. Jeg går ofte lange ture i naturen og hiker i mine ferier, og det er der vist ikke mange, der ved om mig. Folk tror, jeg bare er til drinks og film, ha-ha.

Jeg er altid flyttet meget, og for tre år siden ledte jeg efter et nyt sted at bo efter at have boet i samtlige københavnske bydele. Der var en, der tilbød mig en lejlighed i Ørestad, men jeg troede, det ville være for langt ude på landet til bypigen. Da jeg kom ind i lejligheden, føltes den dog helt rigtig, og når jeg kommer med metroen inde fra byen, kan jeg mærke, at roen sænker sig, for der er ikke ret mange mennesker ude i Ørestaden. Jeg har et kæmpe netværk, og jeg elsker at snakke og socialisere, men når jeg kommer hjem, skal jeg have ro."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg skal hjem og skrive en anmeldelse af et islandsk trekantsdrama, som er en fin og romantisk fortælling. Bagefter skal jeg til cocktailparty, hvilket mange nok vil sige er typisk mig. Folk siger altid: ”Du er så meget ude, Ann.” Jeg har aldrig helt forstået, hvad folk mener. Jeg går meget ud, men jeg er faktisk ganske introvert og kan gå i dagevis alene."