Anne Glad
SPONSORERET indhold

Anne Glad: Sommerferie er mad, mormor og ingen mails

Da hun var barn, var sommer lig med rundbold, en mor, der plukkede jordbær og ferier på mormors gård på Fyn. I dag tager livsstilsekspert Anne Glad på ego-ferie i sommerhuset i Ligurien – en elendig investering med en formidabel terrasse.

Af: Simone Anet Bodholdt Foto: Franne Voigt, Line Thit Klein, All Over og private
11. aug. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Hvordan var dine barndoms somre?
– Jeg er så heldigt stillet, at jeg er barn af to folkeskolelærere, så de havde rigtig lange sommerferier. Det føltes som syv uger, hvor jeg bare kunne være sammen med mine forældre. Hvor jeg var fri og kunne være barn. Der var selvfølgelig nogle uger, hvor mine forældre tog ud at rejse alene eller skulle arbejde. Så hver sommer var en fin afstemning mellem mine forældre og min mormor på Lindegården i Volderslev, en lille landsby uden for Odense.

– Jeg husker sommerferierne hos mormor som helt magiske. Hun havde en firlænget gård med en kæmpe have, en lille skov og får og heste. Min morfar døde i 1973, så ham har jeg aldrig kendt. Jeg var der mindst en uge hvert år sammen med min jævnaldrende kusine Inger. Vi gik på opdagelse i de gamle stalde. Pige- og karlekamrene stod der stadigvæk med de gamle skabe og senge, så det var enormt spændende for os børn. Min mormor var en meget glad og levende kvinde, og nydelse var en stor del af hendes liv. Hun tog helst ikke tøj på før kl. 12, så vi fik lov til at sove længe og brugte hele formiddagen på at lege i natkjolerne i hendes soveværelse. Det var et frirum at være sammen med min mormor, for det føltes, som om der aldrig var nogen, der holdt øje med os.

– Den anden del af sommerferien var rejser med mine forældre. Mine klassekammerater kørte sydpå, men vi lånte et sommerhus i Danmark eller lejede en ødegård i Sverige eller Norge. Vi var altid i Skandinavien, på Færøerne eller i Tyskland. Det var vigtigt for mine forældre, at vi lærte det nære at kende. Så det var typisk noget med et hus in the middle of nowhere med et das udenfor med låg og et hul nedenunder. Når det blev for kedeligt, opfandt min far en skattejagt, hvor røver-Janne havde lagt en skat i Majstangen eller noget i den dur.

– I 1984 fik min mor en arv efter faster Line fra Als, og så var jeg ude at flyve for første gang. Det er den eneste gang, jeg har været ude at flyve med mine forældre i min barndom. Vi tog til Kos, som var et af de nyopdagede chartermål på det tidspunkt. Det var enormt spændende for mig at opleve. Det var varmt, solen skinnede og der var det her fantastiske, store hav. Det var også kæmpestort, fordi vi havde lavet mange ting, som ikke var børnevenlige. Færøerne i tre uger i regnvejr, vintur i Mosel distriktet. Vi har aldrig været i vandland. Det var altid på de voksnes præmisser.

Hvad er dit bedste barndomssommerminde?
– Det er svært at tage én ting ud. Det er mere fornemmelsen af de lyse aftener og mine forældre, som sad i haven og var glade, og os, der løb og spillede rundbold ude på vejen. Jeg husker det, som om mine forældre altid har været meget til stede, men det kan de ikke have været, for de valgte flere år i træk at have en ung pige i huset, der var hjemme om dagen. Der var to forskellige – Gitte og Sanne. Jeg husker min far som en, der altid havde gang i et projekt og var rigtig sjov. Og min mor som ung og lækker i smarte bikinier og skønne kjoler. Hele tiden i gang med at grille eller plukke jordbær og gå i køkkenhaven.

LÆS OGSÅ: Lassen-Kahlke: "Jeg er jo nærmest et helt andet menneske"

Hvad er dit værste sommerminde?
– Det er synd for Færøerne, men jeg husker de tre uger som én lang regnvejrsdag. Det var i 1980, og vi var af sted med hele min storebrors håndboldhold. Der var måske 50 piger og drenge, der skulle spille håndbold. Så var der trænere og lærere, og så mig og en anden to år yngre pige. Alt skulle foregå inden for, og jeg var lidt ensom.

– På det tidspunkt var der ikke de samme restriktioner på hvalfangster, så én af oplevelserne var grindedrab. Vi stod simpelthen og kiggede på, mens de fandt en stor flok hvaler, gennede dem ind til en kyst og slog dem ihjel. Der var tarme overalt, og en baby blev sprættet ud af sin mor. Og så den der stank af hval. Det var helt vildt, og havet var blodrødt. Alle håndboldbørnene var med ude og se det. Mine forældre har altid været åbne overfor den lokale kultur, men de var nok lidt overraskede over, at det var så voldsomt.

Hvordan har dine ferier ændret sig gennem livet?
– Jeg tror, det er kommet til at handle mere om mad de senere år. Gode lokale råvarer. Også fordi jeg har fået en mand, der bare elsker at lave mad og elsker at spise. Jeg har fået mere fokus på, at ferien skal give mig balance i work-life-regnskabet. Der skal være ego-tid og mulighed for at læse lange romaner. Jeg skal heller ikke have gæster tre uger i træk, selvom jeg er et meget socialt menneske. Jeg vil have lov til at gå rundt i bar røv. Alle de ting, man kun kan, når man er to mennesker sammen i sit eget sommerhus.

Din bedste sommerflirt?
– Jeg mødte Hanni i slutningen af juni måned til Cannes Reklamefestival for otte år siden. Han komponerer bl.a. musik til reklamefilm, og jeg var dernede med to kvinder, som kendte ham. Derfor var det naturligt, at han hilste på, når vi sad og spiste og kom til de samme fester. Jeg bemærkede hans tilstedeværelse, men vi talte faktisk ikke sammen. Jeg talte med andre mænd og havde hænderne rigeligt fulde. Først i Kastrup spurgte han, hvornår vi skulle spise en frokost sammen. Han var meget målrettet, og det var nødvendigt, for jeg var lige blevet skilt og var hverken til at hugge eller stikke i.

– Så vi tog på date og fandt ud af, at der måske var noget... Det var lige op til vores ferie, så på den anden date tog vi på ferie sammen i et sommerhus i en uge. Han brugte virkelig sommeren på at gøre kur til mig. Lavede saucer og sushi fra bunden og havde lige en nedkølet chablis liggende i bagagerummet. Han gjorde stormkur, og det virkede. Tre uger efter flyttede vi sammen.



Hvor skal du hen på sommerferie i år?
– I vores sommerhus i Italien. For fem år siden var der en åndssvag bank, der kiggede på vores økonomi og fik kriller i fingrene over, at vi ikke ejede noget. De kunne ikke holde ud, at vi boede til leje – og al den frihed og alle de penge, vi brugte på pjank. I stedet skulle vi sætte vores penge i nogle mursten. Jeg havde solgt den lejlighed, jeg boede i, inden vi flyttede sammen, så vi investerede pengene i et hus i Italien i Ligurien helt oppe ved den franske grænse. Det endte med at koste en formue og blev en klods om benet. Nu har vi solgt to tredjedel, så der er mindre dårlig samvittighed og færre forpligtelser.

– På trods af, at jeg bitcher over det, er det på den terrasse, at jeg har haft de fedeste sommerferier som voksen. At sidde der og kigge ud over landskabet med nåleskov, kløfter og terrasser, hvor der går vildsvin, er fantastisk. Der er ikke noget, der minder om internet- eller mobilforbindelse. Man er fuldstændig afsondret, og det er meget svært for mig at lave andet end at slappe af. Det er også en god tur for Hanni og mig. Alene det at sidde 17 timer ved siden af hinanden i en bil. Til hverdag er jeg i Aarhus, og han er i København, så vi har meget tid hver for sig. Og man kan nå at komme langt væk fra hinanden i løbet af et år, hvor vi begge har haft travlt. Så når vi nærmer os Norditalien, begynder vi at finde hinanden igen.

– Jeg holder altid tre ugers sammenhængende ferie om sommeren. Ferien er hellig i den forstand, at der skal være ro. Jeg skal have minimum halvanden uge, hvor jeg føler, at jeg er grounded og kan trække stikket fuldstændig. Jeg tilstræber at have en uge, hvor jeg overhovedet ikke læser mails. Hvis jeg skal blive ved med at kunne præstere, tænke skævt og få ideer, er jeg nødt til at skabe en fordybelse i min ferie.

Hvad skal du have med i feriekufferten?
– Jeg skal have anskaffet mig en lang, stribet bomuldskjole fra Moshi Moshi Mind. Jeg så den på en anden kvinde, og hun så stjernegodt ud. Sådan én, man kan gå rundt i på terrassen hele sommeren.

– Så skal jeg have "Zentropia" af Anne Mette Lundtofte og "Det syvende barn" af Erik Valeur med. "Zentropia" er lidt et historisk dokument, som måske kan give mig et overblik over, hvad der egentlig er foregået i det filmselskab. Den skal nok tages med et gran salt, men det er fantastisk, at man som Peter Aalbæk kan blive ved med at provokere og forarge i 2013.

– Jeg har simpelthen så dårlig musiksmag. Jeg er til drivende, easy listening. Sådan noget Frank Sinatra, Dean Martin eller endnu bedre Nancy Sinatra. Det kommer helt sikkert på i ferien. Jeg plejer også at høre Kim Larsens "Værsgo'" i båndsløjfe.

Hvem er du som type, når det handler om ferie?
– Jeg er 100 procent livssnyder i alt, hvad jeg gør. Selv når jeg løber en tur, og det ikke er rart længere, handler det i sidste ende om at nyde og mærke min krop og mig selv. Jeg kan altid sætte de ting, jeg gør, ind i den der nydelseskategori. Spise, drikke, elske, læse, shoppe, opleve. Rare ting. Derfor er det livsnyder- og ego-ferie.

LÆS OGSÅ: Anne Hjernøe - "Dét var min værste sommer"

Yndlingsferiested i Danmark
BORNHOLM
– Der er ikke noget, der slår Bornholm om sommeren. Det er den vildeste naturoplevelse og det eneste sted, hvor Danmark viser tænder. Man skal altid tage en tur ud og gå på klipperne. Men det er også god mad og sjove mennesker. Det er, som om solen altid skinner på Bornholm. Bornholmerne skal dyrke kvaliteten og holde fast i den bæredygtige tanke og økologien. Og så skal danskerne huske at bakke op om Bornholm. Øen har været svigtet af turisterne de sidste to år.

– Første gang, jeg var på Bornholm, var i 7. klasse på lejrskole. Vi var i Bølgebadet i Sandvig, og jeg mistede orienteringen og blev hevet op af vandet af en livredder, som måtte pumpe vand ud af mig. Oven på den oplevelse fik jeg mellemørebetændelse, så den tur kan egentlig kandidere til værste minde. Jeg husker også, at vi fik varme, røgede sild. Så jeg sendte otte røgede sild hjem til mine forældre i en papkasse.

BO
– Hanni og jeg har boet på Melsted Badehotel et par gange. Det er meget eksklusivt og meget lækkert indrettet. Der er en Hästens-seng i alle værelserne. Men det mest fantastiske er lyset og udsigten til bølgerne. Og så er der ejeren, som er en stor personlighed – virkelig i en klasse for sig. Det koster lidt, men Bornholm er jo verdens fedeste cykelø, så man kan kombinere det med en telttur og så bare tage en enkelt overnatning.
Melsted-badehotel.dk

OPLEV
– Oluf Høst Museet er så smukt et sted. Der er en fin have og smukke malerier. Det ville også være ærgerligt at være på Bornholm uden at besøge Gæstgiveren i Allinge. Hele sommeren er der koncerter med alle mulige danske bands, som kommer forbi og spiller under åben himmel, mens der er grillbuffet i gården. Det er også et billigt overnatningssted med familierum og virkelig hyggeligt indrettet med loppefund. Ohmus.dk, Gaestgiveren.dk

SPIS
– Jeg har spist rigtig godt både på Melsted Badehotel og på Restaurant Poul P. i Rønne. Skøn Crème Brulée og gode bøffer. Men den virkelige oplevelse er at købe pillerejer eller røgede rejer fra Gudhjem Røgeri og spise dem på stranden med en god flaske hvidvin til.
Restaurantpoulp.dk, Smokedfish.dk

SHOPPING
– Der er rigtig mange gode loppemarkeder på Bornholm. Man skal ud på de små gårde, og prisniveauet er helt anderledes end i f.eks. København.
Markedskalenderen.dk

Yndlingsferiested i udlandet
ITALIEN
– Maden, duften, mentaliteten. Der er noget ved italienerne, som gør, at det er nemt at slappe af. De er servicemindede på en fuldstændig laidback måde. Der er ikke nogen, der står på stikker for én, men der er heller ikke nogen, der har den der franske ubehøvlede facon, man også kan løbe sur i.

– Første gang, jeg var i Italien, var på Sicilien. Jeg var 24 år, og min daværende kæreste og jeg landede i Palermo, som er en virkelig smuk, men rå og beskidt by med masser af kriminalitet. Det var et eventyr, men ekstremt utrygt. Vi lejede en bil og skulle krydse Sicilien for at komme frem til vores hotel. På vejen kørte vi igennem spøgelsesbyer, hvor der bogstavelig talt blæste vindhekse gennem gaderne. Byerne var simpelthen forladte, og vi følte det, som vi var landet på et fuldstændig andet kontinent. Det var én af de der bevidsthedsudvidende oplevelser.

Hvilket område vil du anbefale?
– Jeg synes, at man skal dække hele kortet. Det kan blive rigtig varmt i Syditalien, så man skal lige overveje, om man vil det. Toscana er fantastisk – Piemonte, Umbrien, Sicilien, Sardinien – de har hver deres charme. Norditalien er spisekammer for resten af Italien, mens det er råt sydpå. Menneskerne er mere rå, og landskabet bliver tørrere og hårdere, men de har nogle andre ting. Det er mange forskellige lande, man kan tage på ferie i der.

SPIS
– Der er en enkelhed i det italienske køkken, som bliver endnu mere tydelig, når man som os har et hus tæt på den italienske/franske grænse. Ovre på den anden side bliver der strittet mere med lillefingeren i anretningen. I Italien får du en fisk eller en salat, og det bliver serveret overskueligt. Man skal ud og spise på den lille familiedrevne restaurant langt ude på landet. Udefra ligner den ingenting, men man opdager den, fordi rigtig mange italienere går ind. Indefra ligner den heller ikke noget særligt, men mama står i køkkenet, og hun bestemmer, hvad man skal have at spise den dag. Og der kommer nye retter under hele måltidet. Jeg har fået den type fantastiske kulinariske oplevelse mange steder i Italien. Jeg kan ikke give et konkret tip, men den type restauranter er ikke svære at finde. Det er også en del af oplevelsen, at man selv har fundet guldet.

Oplev
– For mig er der ikke noget konkret, man skal opleve i Italien. Det handler om at finde sin egen lille landsby og bo lokalt på et bed and breakfast. Selvfølgelig skal man se Peterskirken i Rom og de andre store seværdigheder. Jeg stod selv på Peterspladsen den dag Pave Johannes Paul 2. døde. Pludselig blev det endnu mere interessant, og noget alle burde opleve. Men det bedste er at køre ud i landet, slukke gps'en og fare vild. I Italien skal man tage på eventyr, slå sig ned, finde ro og få en oplevelse der, hvor man mindst venter det. Jeg ville vælge at køre rundt i Ligurien, Piemonte, Toscana eller Umbrien – der ved jeg, at man kan finde den slags oplevelser.

LÆS OGSÅ: "Jeg er simpelthen ikke et sommerhusmenneske"