Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Gitte Lillelund Bech
Foto: Pernille Ringsing og Peter Ravnsborg

Gitte Lillelund Bech

”At gå ned med stress lærte mig at holde fri”

Gitte Lillelund Bechs politiske karriere toppede med titlen som forsvarsminister, men det var aldrig hendes ønske at blive i Folketinget, til hun skulle pensioneres. I 2013 søgte hun ud i det private erhvervsliv og vinkede farvel politik og til forventningen om at være til rådighed døgnet rundt. Hendes tid på taburetten har især lært hende at lytte til sin krop.

Af Michala Rosendahl 

– Jeg har altid haft en interesse for at diskutere, men jeg har aldrig set mig selv som en, der skulle i Folketinget, og jeg havde intet ønske om gøre politik til min levevej, da jeg i 1991 meldte mig ind i Venstre. Alligevel endte jeg med at stille op til Folketingsvalget i 1998, for da jeg fik tilbuddet, kunne jeg simpelthen ikke sige nej.

LÆS OGSÅ: Indflydelse er ikke noget man får - det er noget man tar

– Jeg blev valgt som første suppleant for Bertel Haarder, og da han året efter trådte ud af Folketinget, blev jeg spurgt, om jeg ville overtage hans plads. Jeg takkede straks ja! Min daværende chef i Nykredit sagde, at det var fuldkommen tåbeligt at gå ind i politik, hvis jeg ville tjene penge og skabe en karriere, men jeg syntes, at det var fantastisk. Det gælder om at gribe mulighederne, når de opstår, og jeg ville ikke risikere at sidde som 80-årig og ærgre mig over, at jeg ikke tog chancen.

LÆS OGSÅ: ”Jeg indser det, da jeg er 18 år. For helvede, jeg er trans.”

– Som politiker oplevede jeg hverdagen som meget uforudsigelig, og der kom ofte en uventet sag, som væltede hele min tidsplan. I starten var det spændende, og jeg knoklede løs, men i 2002 begyndte jeg at få det dårligt. Jeg fik hjertebanken og svært ved at trække vejret, og da jeg gik til lægen med mistanke om lungebetændelse, kiggede hun skeptisk på mig og spurgte, hvor meget jeg arbejdede. Og så begyndte jeg bare at tude. "Jeg arbejder fra 8 til 23," græd jeg, og jeg blev sendt hjem med besked om ikke at vise mig på Christiansborg de næste 14 dage.

– Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor jeg gik ned med stress, og jeg følte mig svag, fordi jeg ikke kunne klare presset, når alle de andre kunne. Det viste sig så bare, at det kunne de heller ikke. Da jeg vendte tilbage til arbejdet og fortalte om mine symptomer, var der mange, der nikkede genkendende og fortalte, at sådan havde de også haft det. Det var bare ikke noget, man talte om. Efterfølgende skruede jeg lidt ned for arbejdstimerne og de høje krav, jeg stillede til mig selv. At gå ned med stress lærte mig at holde fri og sige fra, når jeg blev for presset – men en almindelig arbejdsuge lå stadig på 50 timer.

– Det var fedt at være med til at gøre en forskel, og jeg var glad for politikerlivet, men allerede i 2009 begyndte jeg at holde øje med stillingsopslag i det private erhvervsliv. Det er næsten umuligt at karriereplanlægge i politik, og jeg var ikke sikker på, at jeg kunne rykke højere op. Desuden havde jeg svært ved at se mig selv blive i Folketinget, til jeg blev 65. Men så ringede Lars Løkke i februar 2010 og tilbød mig en post som forsvarsminister – og så sprang jeg selvfølgelig til!

– Jobbet som minister var på nogle punkter mindre stressende end jobbet som almindeligt folketingsmedlem. Jeg fik hjælp til en masse praktiske ting, havde en chauffør og havde folk til at hjælpe med at skrive mine taler. Til gengæld fulgte der med ministerposten en forventning om, at jeg orienterede mig på alle nyhedskanaler, vidste alt om alting og var evigt tilgængelig.

– Som minister blev jeg for alvor et kendt ansigt. Jeg gjorde mig meget umage med at holde mit privatliv privat, og der er for eksempel aldrig blevet filmet i mit hus. Men selvfølgelig genkendte folk mig på gaden, og det lagde faktisk en dæmper på, hvor meget jeg gik ud. Thomas og jeg orkede simpelthen ikke, at en romantisk middag blev afbrudt af folk, der hilste, tog et billede eller bare sad og gloede.

– Ministerjobbet er det fedeste job, jeg har haft, men i 2011 var det slut. Venstre kom i opposition, så jeg tænkte, at det var nu, jeg skulle prøve noget andet. Jeg begyndte at komme i spil til nogle direktørposter, men det var ikke ligetil at få det rigtige job. Jeg blev mødt af fordomme og oplevede blandt andet at blive fravalgt med den begrundelse, at jeg havde en politisk farve. Det har alle jo, tænkte jeg!

– I 2013 fik jeg et job hos kommunikationsbureauet Advice, og i 2014 blev jeg direktør for Danske Havne. Jeg arbejder lidt mindre i dag, end jeg gjorde som politiker, og jeg har fået tid til at gå til kor og til italiensk, men min arbejdsuge er stadig lang, og det vil den nok altid være. Den største forskel på livet i dag og på livet som politiker er, at jeg nu har fri, når jeg har fri. Jeg bliver ikke stoppet af mennesker på gaden, og jeg kan slukke telefonen og tillade mig at trække stikket ud i weekenden.

– Jeg er glad for min karriere og mit job, og jeg har ikke planer om at vende tilbage til politik. Men af og til savner jeg da at være så tæt på magtens kerne. Jeg kan godt lide at bestemme, og der er altså et eller andet helt specielt ved at sidde der, hvor beslutningerne om vores fremtid bliver taget.

LÆS OGSÅ: "Jeg synes aldrig, at det, jeg gør, er godt nok"

LÆS OGSÅ: "Jeg er blevet en bedre far og en bedre mand"

LÆS OGSÅ: ”Kærligheden er omdrejningspunktet i mit liv”

Gitte Lillelund Bech, 47

Overtog Bertel Haarders plads i Folketinget i 1999. Har været formand for Det Udenrigspolitiske Nævn og var forsvarsminister fra 2010 til 2011. I 2013 trådte hun ud af Folketinget og fik et job som lobbyist i kommunikationsbureauet Advice, og siden 2014 har hun været direktør i brancheorganisationen Danske Havne. 1. maj rykker hun tilbage til Advice. Bor i Snekkersten sammen med sin mand Thomas Egebo og den yngste af hans sønner.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview