Hvad stiller vi op med vores dominerende nabo?

Spørgsmål om dominerende nabo

Vi bor i et dejligt kvarter, hvor naboskabet altid har været godt.

Her bliver holdt vejfest, vi hjælper hinanden og sørger ellers for at holde den gode tone, hvor venligheden hersker, uden at vi blander os for meget i, hvordan vi ellers lever vores liv.

Desværre viste hun snart andre knap så charmerende sider af sig selv. Vi oplevede bl.a. at blive forstyrret af hende, da vi en aften sad og grillede i vores have. Her beklagede hun sig over røgen, det selvom hun bor to huse fra os. Hun klager også over larm fra naboens børn, selvom hendes mand gerne står og hamrer og banker til sent ude på aftenen inde hos dem. Genboens hund, der gør, en anden nabos træer, der skygger ned i hendes have, der er faktisk ikke grænser for, hvad hun kan finde på at have en mening om.

Det er tydeligt, at hun er vant til at kommandere rundt med både mand og børn, men både jeg og mine naboer, er ved at være trætte af, at hun er begyndt at behandle os på samme måde, men hvordan griber vi det an?

Vibeke Dorph råder til at ignorere

Problemet med besværlige naboer, er, at man ikke rigtig kan slippe af med dem. De bliver boende tæt på en, og går man ind i en kontrovers med dem, så ender det ofte med at blive et ret ubehageligt naboskab. Det er ikke rart, for hvis der er et sted, hvor vi alle har brug for at have et Helle, så er det hjemme hos en selv.

Derfor er mit råd til dig også en lille smule kedeligt, for det lyder kort sagt således: Ignorer. Din nabo lyder nemlig som den type menneske, der ikke bare trives fint med at koste rundt med andre, en lille konflikt, sætter hun sikkert også pris på. Det er heldigvis en tilbøjelighed, som hun er ret alene om. For de fleste af os foretrækker jo at leve i harmoni med vores naboer, det virker det jo også til, at I andre indtil nu har gjort det.

Derfor synes jeg, at I skal forsøge at glide af på alle hendes beklagelser. Smil venligt og træk på skuldrene, men lad være med at slukke for grillen, kvæle hunden eller fælde træerne, blot fordi hun mener, at det kræves. Hun står jo heldigvis ret alene, omgivet som hun er af ellers fredelige og fordragelige mennesker, så der grænser for, hvor meget skade hun kan forvolde med sine beklagelser.

Tål hende, sæt foden venligt ned, når det kræves, og glæd dig så ellers over, at du til forskel for hendes mand og børn kun skal trækkes med hende, når du nu og da render ind i hende ude på vejen.