Mads Mikkelsen har hovedrollen i 'Jagten'.
SPONSORERET indhold

Cannes: ALT møder Mads

"Mads! Mads!" råber de, fotograferne med deres store paparazzi-linser. Mads Mikkelsen og Thomas Vinterberg smiler bredt, og det har de grund til. Godt nok pjaskregner det ned over den røde løber, hvor de står, og palmerne langs strandpromenaden, den berømte Croisette, bøjer i den stærke vind.

Af: Iben Albinus Sabroe
21. maj. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

'Jagten' har taget Cannes med storm
Men Thomas Vinterbergs nye film "Jagten" har bogstaveligt talt, taget Cannes med storm, sådan som en af Englands førende anmeldere formulerer det i sin avis The Guardian.

Derfor summer det af glæde og forventning, da jeg samme morgen befinder mig i et elegant telt på terrassen af festivalpalæet. "Jagten" som er den første film Thomas Vinterberg har med i konkurrence i Cannes, siden "Festen" for 14 år siden vendte op og ned på filmbranchen med sin rå dogmestil.

Nu er han tilbage med et skarpt, minimalistisk, men også dybt bevægende drama om en nylig fraskilt pædagog, Lucas, der anklages uskyldigt for seksuelt overgreb på sin bedste vens datter. Anklager og foragt spreder sig som en virus i den lille by.

Dansk stjerne i Louboutin-stilletter
Anne Louise Hassing sidder iført cocktailkjole og tårnhøje, cremefarvede Louboutin-stilletter midt i et interview og fortæller om sin rolle som den lille piges mor, mens jeg bliver ført hen til en anden af filmens kvindelige stjerner. Det er første gang i 27 år, at Susse Wold spiller med i en film. For først nu har hun fået tilbudt en rolle, hun for alvor havde lyst til.

"Jeg gider ikke spille diva. Jeg har ikke spillet diva, siden "Den kroniske uskyld", siger hun om sin rolle som den vampede mor, der snupper sin datters kæreste i filmen fra 1985. I "Jagten" spiller hun børnehaveledere Grethe, der handler i bedste mening, da hun reagerer på pigens Klaras uskyldige løgn.

"Jeg synes, det var skønt at Thomas kunne se mig som en børnehavepædagog i en lille provinsby," siger hun om rollen, der allerede har mig og mine danske kolleger hernede til at hviske om et stort comeback for Susse Wold på film.

"Jeg blev så vred, da jeg læste manuskriptet"
For Mads Mikkelsen kan det til gengæld betyde, at han vinder prisen som bedste mandlige skuespiller hernede, som er en stor cadeau.

"Jeg blev så vred, da jeg læste manuskriptet, vred over det, der sker for Lucas, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af den vrede. Hvis det havde været mig, det var sket for, så havde filmen varet ti minutter, for jeg var bare gået amok," griner han og lover at blive ved med at lave danske film, selv om der er flere store internationale jobs på, som "The Necessary Death of Charlie Countryman", en actionkomedie med de to unge stjerner Shia LaBeouf og Evan Rachel Wood.

Om "Jagten" vinder en pris, afgøres på søndag. I mellemtiden venter vi på opklaring af vejret. Stjerner kommer der i hvert fald nok af, for både Brad Pitt, Viggo Mortensen og Nicole Kidman er på vej.