Fra arkivet: Daniel Rye var gidsel i Syrien

Denne artikel blev oprindeligt bragt i ALT for damerne d. 8. oktober 2015. Vi publicerer den igen i anledning af, at filmen "Ser du månen, Daniel", som er baseret på Puk Damsgaards bog af samme navn om Daniel Rye, har biografpremiere d. 29. august 2019.

"Det hele snurrede rundt, da Daniel rejste sig, og han nåede ikke at reagere, før hans hænder blev vredet om på ryggen og lagt i håndjern. Nogle fremmede fingre nærmede sig hans ansigt, fjernede hans briller og gav ham bind for øjnene. Der blev stille i rummet, mens hans pung, mobil og pas blev fjernet fra lommerne. Han gjorde ikke modstand. Heller ikke, da han blev ført væk fra Aya og Ayman i stuen og ledt ned i en kælder, hvor han blev skubbet ned på en madras. Han lå på siden med armene på ryggen, da han hørte, at døren blev smækket i og låst. Håndjernene sved om håndleddene, bindet om øjnene strammede. Han var så bange, at hans tanker og følelser forsvandt.”

Sådan beskriver Puk Damsgård i bogen ”Ser du månen, Daniel” de minutter, som freelancefotograf Daniel Rye gennemlevede den 17. maj 2013, hvor han blev taget som gidsel af ekstreme islamister i den syriske by Azaz. Daniel blev først løsladt 13 måneder senere efter at have gennemlevet et mareridt af fysisk og psykisk tortur. 13 måneder, hvor hele indsamlingen til hans frigivelse foregik uden at blive omtalt i medierne. 13 måneder, han først er parat til at tale om nu, hvor bogen om hans gidseltagning kommer.

Daniel er tidligere elitegymnast. Opvokset i Hedegård tæt på Billund med sin mor og far samt storesøster og lillesøster. Han har været verden rundt med sin sport, og efter et VM i Canada begyndte kameraet at tage mere og mere af hans tid.

Efter afslag fra Danmarks Journalisthøjskole fik han et job som assistent for den erfarne freelancefotograf Jan Grarup, og han kom med på en reportagetur til Somalia. Først efter turen gik det op for Daniel, hvor farligt et område han havde været i, men det afskrækkede ham ikke. Han vidste, at han ville være reportagefotograf, og krigen i Syrien begyndte at optage ham.

– Hver gang jeg læste om Syrien, handlede det om meget voldsomme ting, som folk generelt ikke kan identificere sig med. Jeg savnede det lidt mere menneskelige aspekt. Den lidt langsomme historie fra Syrien. Jeg fik den ide, at jeg ville ind i landet og møde nogle ganske almindelige familier for at fotografere, hvordan det var at leve i et land med borgerkrig. Jeg ville vise hverdagen, hvor børnene spiller fodbold og går i skole, og hvor de voksne passer deres arbejde og gøremål. Det var det, der drev mig.

Daniel begyndte at forberede sin tur til Syrien. Han fik fat i et sikkerhedsfirma, fik tegnet kidnapningsforsikring, udstyrsforsikring og hvad der ellers var nødvendigt, og han fandt nogle lokale samarbejdspartnere.

– Min daværende kæreste støttede op om projektet, og mine forældre var vant til, at jeg rejste meget og altid havde levet et aktivt liv. De var i bund og grund kommet dertil, hvor de tænkte: Daniel er voksen, det skal nok gå. De ville ikke sætte sig i vejen for mine drømme og min mission. Planen var, at jeg skulle fem kilometer ind i Syrien, være der i to dage, og så ud igen. Jeg efterlod en seddel hos mine forældre med telefonnumre og de informationer, de havde brug for, hvis der skulle ske noget. Og så tog jeg af sted.

Gidseltagningen

Daniel var sammen med sin lokale ”fikser” Aya og sin chauffør i et døgn i den syriske grænseby Azaz, inden han blev taget til fange og kastet ned i en kælder uden sine briller og personlige ting, men med bind for øjnene og håndjern på. Gidseltagerne troede angiveligt ikke på hans historie om, at han bare ville ind og fotografere hverdagen i byen.

– Da jeg blev smidt ned i den kælder og lå på madrassen, gik der en million tanker igennem hovedet på mig. Først og fremmest tænkte jeg: Hvor lang tid kommer det her til at tage? Jeg tænkte over, hvad jeg vidste om andre journalister, der var blevet taget til fange før mig, og jeg vidste, at det hed sig, at folk generelt var blevet løsladt relativt hurtigt. Jeg tænkte, at hvis det var et pengespørgsmål, ville min forsikring tage over, så jeg var sådan set rimelig rolig, men også spændt på, hvad der ville komme til at ske. Hvor voldsomt ville det blive? Og jeg tænkte, hvis de lukker mig ud herfra, så skal jeg bare tilbage til grænsen med det samme.

Fortrød du lige der, at du var rejst til Syrien?

– Jeg tænkte, hvorfor fanden jeg havde valgt lige præcis den fikser. Jeg skulle have været mere kritisk over for hende, for der havde været flere små tegn på, at hun måske ikke havde helt styr på det. Men derudover sagde jeg til mig selv, at jeg ikke kunne lave om på det, der var sket, og jeg skulle ikke bruge min energi på at tænke over, hvor dum jeg var. I stedet begyndte jeg at gennemgå min historie inde i hovedet, for jeg vidste, at det ville blive vigtigt, at jeg sagde præcis det samme, hver gang de spurgte mig, hvem jeg var, og hvad jeg lavede.

LÆS OGSÅ: Anklageren i Ubådssagen: "Der var dage, hvor jeg var trist og ked af det, når jeg kom hjem"

– Efter to-tre timer på madrassen tog de mig med ud i en bil, hvor jeg kunne høre min chauffør lige ved siden af mig. Han var virkelig bange, bad til Allah og græd højlydt. Hans frustration fik mig til at indse, at det her var meget, meget skidt. Pludselig var jeg overbevist om, at de lige om lidt ville holde ind til vejsiden og skyde os i baghovedet.

Hvordan var det at se døden i øjnene?

– De sidste fire timer havde været virkelig voldsomme, og min hjerne havde kørt på højtryk, men da jeg indså, at jeg skulle dø, fik jeg det sådan: Nå, det var det. Jeg behøver ikke bekymre mig om, hvordan de behandler mig, for det er hurtigt overstået. Og så blev jeg egentlig meget rolig. Og meget træt. Jeg lænede hovedet op ad bilen og begyndte at tænke lidt på mit liv og alt det, jeg havde oplevet. Og jeg blev faktisk lidt glad og stolt på mine egne vegne, for selvom jeg kun var 24 år, havde jeg haft et rigt liv med masser af kærlighed og oplevelser. Jeg accepterede fuldstændig, at jeg skulle dø nu, og jeg tænkte, at så ville jeg komme op og besøge min biologiske far, som døde af kræft, da jeg var tre år gammel, mine afdøde bedsteforældre – og vores kat, der var død nogle år forinden. Det beroligede mig.

Torturen

Da bilen stoppede, blev Daniel ikke skudt. I stedet blev han ført ned i en ny kælder, hvor han sad i omkring ti dage med sin chauffør. Det var egentlig meget fredeligt, og det eneste, der rigtig skete, var, at Daniel blev udspurgt om forskellige ting nogle gange hver dag. Han begyndte at tænke, at han nok snart blev frigivet. Det skete dog ikke. I stedet blev han flyttet til et nyt sted. Et torturcenter i Aleppo, hvor han de næste 14 dage blev tortureret voldsomt.

”Inden han nåede at opfatte, hvad der skete, tvang flere hænder ham ned på ryggen og et bildæk blev presset ned over hans ben, så knæene stak op gennem dækket. En stok blev placeret under knæhaserne, så benene blev låst fast i positionen gennem bildækket. Han blev vendt om på maven, så hans nøgne fodsåler var blottet. Han gispede efter vejret. En sviende smerte ramte ham. Med et kabel eller en slange bankede de løs mod undersiden af fødderne. Daniel skreg, og de trykkede en strømpistol mod hans ribben og skulder. Han skreg igen – han kunne ikke holde det tilbage.

Hvem er du? blev der råbt.

Jeg er Daniel Rye Ottosen, stammede han og fik nye pisk.

Du lyver, du lyver, råbte forhørslederen. Sig nu, hvem du er.

Daniel græd og skreg.”

Daniel kunne høre andre fanger, der også blev tortureret, og det blev bare ved og ved. Dag efter dag. Med strømpistoler, slag og ophængning i kæder. Daniel fik stort set hverken mad eller vand, kiloene raslede af ham, og toiletbesøg var noget, han måtte klare i sin celle. I ”pauserne” var han lænket til en radiator. Efter en uges tid kunne Daniel ikke mere. Han prøvede at tage sit eget liv.

– Jeg var hængt op i loftet og havde begge fødder på jorden, og så lykkedes det mig at få fat i et bord med benene og få det slæbt hen under mig. Jeg kravlede op på bordet, tog kæden rundt om halsen og hoppede ned. Men de hørte det, vagterne, så de kom ind og pillede mig ned.

Hvor er man mentalt, når man forsøger at tage sit liv på den måde?

– Så er man der, hvor man tænker, okay, det næste skridt er, at min mor skal se mig blive halshugget. Det var noget af det, der skræmte mig allermest, og det skulle de pikhoveder fandeme ikke have lov til. Så var det bedre at tage situationen i egen hånd. Jeg havde været igennem en uges meget, meget voldsom tortur, jeg var fuldstændig brækket ned. Det var bedre at dø, men det var samtidig skræmmende at opleve, at jeg skulle komme helt derud, hvor jeg besluttede at tage mit eget liv. Jeg har sgu altid været så glad for at leve. Og jeg havde aldrig rigtig forstået, hvordan folk kunne begå selvmord. Det forstår jeg nok bedre i dag.

Flugtmuligheden

Efter selvmordsforsøget blev Daniel lænket til radiatoren igen. Han fik øje på en lampeskærm i det nærmeste hjørne og kom til at tænke på en film, hvor hovedpersonen havde fået lukket sine håndjern op med et søm. Daniel fik fat i lampeskærmen med sine fødder, trak den hen til sig og fik brækket et stykke metal af. Han lirkede det rundt i håndjernene, hørte et klik, låsen gik op. Han fik mast sig ud gennem vinduet et sted, hvor skodderne var ødelagt, hoppede ned og fik en lille snert af friheden.

– Jeg var på flugt halvanden time, tror jeg. Det var surrealistisk og uvirkeligt at løbe gennem Aleppos gader. Virkelig. Jeg havde ikke sko på, så mine fødder gjorde rigtig ondt, men det var lige meget, jeg skulle jo bare af sted. Det var tidligt om morgen, jeg prøvede at gemme mig, men jeg kunne ikke finde et godt sted. Uanset hvor jeg kom hen, blev jeg mødt af en stor væg eller huse med folk indeni. Så jeg endte med at hoppe ud i en kornmark, men blev fundet kort efter at nogle lokale, som skød efter mig og fik fat på mig. De udgav sig for at være ”gode” og gav mig lidt vand og noget mad. De tog mig med ned i en kælder, og jeg tænkte ved mig selv, at jeg nok snart skulle se min mor igen.

– Idet jeg begyndte at slappe af og drømme om friheden, hørte jeg en stemme: Hellooo Daniel, we missed you! Jeg genkendte stemmen med det samme. Det var torturmesteren. Jeg fik håndjern på igen og mistede fuldstændig modet. Jeg havde det sådan: Så skyd mig dog for fanden! Ja, jeg er fra CIA. Ja, jeg er ham, I mener jeg er. Ja, jeg har gjort alt, hvad I siger, at jeg har gjort. Og skyd mig så. Henret mig. Jeg gider bare ikke være igennem det her lort. Da Daniel pludselig bare sagde ja til alt, var det, som om gidseltagerne tænkte, nå, okay, så er han ikke den, vi troede. Og efter endnu en uges tortur blev han flyttet til et andet fængsel i Aleppo. Da han ankom, fik han et glimt af sig selv i et spejl.

– Jeg var gået fra 85 kilo til omkring 55 kilo. Jeg havde store, sorte øjne, og fordi jeg havde haft håndjern på, var mine hænder svulmet op til dobbelt størrelse.

Han viser sine håndled frem. Arrene er stadig skræmmende tydelige.

– Jeg kunne se helt ind til knoglerne, hvor håndjernene havde siddet. Lige der gik det op for mig, hvor surrealistiske de sidste 14 dage havde været: Det er fucking virkelighed det her. Det er mig, der er ham der inde i spejlet. Og jeg er selv skyld i min situation. Men jeg fik det også sådan, at nu havde jeg overlevet de her tre uger, nu måtte jeg fandeme mande mig op og tage det sidste også. Jeg var helt nede, det kunne kun blive bedre herfra.

– Jeg blev ført hen i et rum, hvor der var et lille tæppe, en flaske vand og lidt mad. Jeg lagde mig ned og faldt i søvn. Kort efter blev jeg vækket af to franskmænd, som også var blevet kidnappet fire dage forinden. Det var mit første møde med andre vesterlændinge, og det var enormt befriende. På det tidspunkt havde jeg jo sagt til mig selv, at jeg var den dummeste af de dumme i verden, fordi jeg var taget derned, men pludselig så jeg en ældre, erfaren krigsjournalist og en anden fotograf, som også var blevet taget. Hold fast, tænkte jeg, jeg er ikke den eneste, der er røget i denne saks. Det var en rar følelse. Det lyder underligt, når jeg siger det i dag, men det var faktisk en rar følelse lige der.

Frigivelsen

På dette tidspunkt var et kæmpe maskineri allerede var i fuld gang derhjemme for at få Daniel fri. Forsikringen var i gang. Forældre og venner var i gang. Men ISIS var også på dette tidspunkt ved at få godt fat og tog hele tiden nye gidsler. Daniel endte med at være en del af en af historiens allerstørste kidnapningssager, hvad angår journalister og fotografer. 24 i alt. Heriblandt amerikaneren James Foley, som senere blev henrettet. Ham og flere andre vesterlændinge sad Daniel i fængsel med.

Fangerne kom ind i en form for hverdag, hvor de lærte hinanden godt at kende, og de gjorde, hvad de kunne, for at få struktur på dagene. Daniels bidrag var, at han underviste de andre i gymnastik. Det gav ham selvtilliden tilbage, at han kunne noget, som de andre havde glæde af. Fangerne opfandt også små lege og spil til at fordrive tiden med.

LÆS OGSÅ: Mariam Jalabi: "Min datter taber ikke ved, at jeg er passioneret omkring en sag"

Da det begyndte at se ud, som om Daniel snart kunne blive løsladt – der blev taget de såkaldte proof of life-billeder, og han skulle svare på proof of life-spørgsmål hjemmefra – bad James Foley ham om en tjeneste. Han ville gerne have, at Daniel lærte et brev udenad, så han kunne ringe til Foleys forældre, når han kom ud og ”læse brevet op”. Foley kunne mærke, at hans egen frigivelse havde lange eller måske endda ingen udsigter. Hverken Storbritannien og USA forhandler med gidseltagere. Det viste sig også, at Daniel og en tysker blev de sidste af gidslerne, der kom ud i live.

Daniels familie, venner og andre havde i al stilhed samlet 2.040.000 euro ind, og da pengene var blevet afleveret, trådte han ud i sollyset for første gang i over et år. Han blev flyttet til et såkaldt safe house og siden fulgt over den tyrkiske grænse.

– På den ene side var jeg enormt glad, men samtidig var det fuldstændig modbydeligt at skulle efterlade de andre, for vi havde alle på fornemmelsen, at jeg og tyskeren var de sidste, der ville blive frigivet.

– Vi blev afleveret hos nogle grænsevagter i Tyrkiet, der sad og så VM i fodbold. Først var der ikke rigtig nogen, der reagerede på, at vi kom, men så var der pludselig en af dem, der stak mig en mobil og spurgte, om jeg havde lyst til at ringe til min mor. Det var slet ikke faldet mig ind, at jeg kunne det, men jeg ringede op og sagde: Hej mor, det er Daniel… Jeg er fri! Og så græd vi begge to.

Henrettelsen

Daniel havde det overraskende godt, da han kom tilbage til Danmark. Men da James Foley et par måneder efter blev henrettet for rullende kameraer – og det samme siden skete for flere af de andre gidsler – fik Daniel frygtelige mareridt om at være taget til fange igen.

Har du haft dårlig samvittighed over, at du overlevede, og de andre ikke gjorde?

– Det har jeg vel. Det har været underligt, at jeg kom ud, og de ikke gjorde. Det kunne jo lige så godt have været mig, der var blevet tilbage. Det var så voldsomt i fængslet. Det var ikke værdigt for noget levende væsen. At de blev dræbt, betød for mig, at de nu har fået fred. Hvis det var mig, ville jeg hellere være død end at sidde i det fængsel uden håb.

Du var med til James Foleys mindehøjtidelighed?

– Ja, jeg havde ringet til dem lige efter, jeg blev løsladt for at overbringe James’ ”brev” mundtligt. Og det var utrolig rart bagefter at komme over og møde dem. Det var rart at få grædt igennem. Jeg havde sgu ikke rigtig grædt for real siden James og de andre blev dræbt. Så at sidde der i kirken og græde igennem for fuld hammer var en kæmpe befrielse. Jeg kunne også mærke, hvor betydningsfuldt det havde været for James’ familie, at jeg havde overbragt hans ”brev”, og det gav mig en selvtillid i forhold til, at jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne. Jeg behøvede ikke at bebrejde mig selv noget, jeg kunne ikke have gjort mere.

I dag er han kommet godt videre. Han har fået en ny kæreste, han er kommet i gang med at fotografere igen, og han har købt et lille kolonihavehus i Odense, hvor hans storesøster også bor.

– Jeg har fundet mig selv på en anden måde. Jeg har accepteret, at jeg ikke skal bo i en lille lejlighed i København, for det giver mig en helt sindssyg klaustrofobi. Jeg skal have et sted, hvor jeg kan være mig selv, hvor jeg har en have og noget, jeg kan gå og bygge på. De andre beboere aner ikke, hvem jeg er, og det nyder jeg. Min nabo kan ikke rigtig lide mig. Jeg tror, det er, fordi jeg kører forbi hans hus i min
bil ret ofte. Det er et lille problem, som går mig på, men det kan jeg egentlig godt lide, for det får mig til at føle mig normal. Det er sgu meget fint, at jeg lige skal vise mit værd på sådan en helt basal måde.

– Jeg har det rigtig fint med at leve lidt minimalistisk og med perioder, hvor jeg har tid til at prioritere de rare ting i livet. Inden jeg tog af sted til Syrien, var jeg meget i tvivl om mange ting. Gør jeg det godt nok? Mon folk respekterer mig for det, jeg laver? Mon folk synes, jeg er god nok? Nok nogle meget normale tanker for en ung mand, der er ved at finde sig selv. Og det synes jeg, at jeg har nu. Jeg synes sgu, at der er kommet en ro på.