Den afrikanske farm

Karen Blixen

Jeg læste "Den afrikanske farm" af Karen Blixen, da jeg var 19 år og rejste rundt i Kenya med en rygsæk på. Den bog var med til at åbne mine øjne for litteratur. Den rykkede et eller andet i mig. Jeg følte mig genkendt, når Karen Blixen beskrev sin udlængsel, sin følelse af ikke at høre til i den familie, hvor hun var blevet placeret, ikke at høre til på det sted, hvor hun var blevet sat, ikke i det land, hvor hun var født. Ud over genkendelsen var der oplevelsen af sproget, hele fortællingen, at det med at skrive også et langt stykke af vejen lå i blikket, at det handlede om at kunne se og bagefter beskrive, hvad man så, og at det kostede en del af sig selv at skrive

Mørkets hjerte

Joseph Conrad

Conrads fantastiske lille bog får mig til at ryste, bare jeg tager den op mellem hænderne. At læse den er som at stikke sine hænder, arme, hele kroppen gennem en masse små snørklede årer og gange af sætninger og ind i et mørkt hjerte. Bogen er et overflødighedshorn af sprog, sansninger og stemninger. Og Conrads menneskelige indsigt uendelig stor.

Gift

Tove Ditlevsen

"Gift" er efter min mening Tove Ditlevsens hovedværk. Her møder man forfatteren, når hun er bedst: kontant og kærlig, fandenivoldsk og skrøbelig, humoristisk og hård, kontant og kærlig. Man kan ikke andet end overraskes af ligefremheden, den legende lethed, Tove Ditlevsen kan beskrive narkomani, abort, en unødvendig øreoperation og utroskab på, og alligevel mærker man hele tiden brodden, eller sprøjtenålen nærmere, stikke ind i hende selv, i mænd og kvinder generelt, og ind i den borgerlighed, Tove Ditlevsen længtes efter, men samtidig ikke kunne holde ud. En bog der er skrevet frem med et stort mod en stor troværdighed.

Blå timer

Joan Didion

"Blå Timer" er en fri fortsættelse til Joan Didions "Et år med magisk tænkning," der handler om hendes mands død. Inden for halvandet år døde både Joan Didions mand og hendes datter. "Blå Timer" handler om tabet af datteren. Det er en fantastisk stærk og sårbar fortælling om det forkerte i at skulle begrave sin datter, om at stå magtesløs tilbage og om at mærke alderdommen snige sig ind på én og mærke, hvordan den nærmest fysisk tager over. Fordi Joan Didions sprog er så præcist og registrerende kan hun være ekstrem sentimental, uden det virker sådan. Det er en meget smuk og livsbekræftende bog.

Niels Lyhne

J. P Jacobsen

Jeg kan ikke blive færdig med at læse J.P. Jacobsen. Jeg kan læse hans noveller og hans to romaner "Niels Lyhne" og "Fru Marie Grubbe" igen og igen. Jacobsen er en sand mester stilistisk, og han kan skrive bøger, der her tohundrede år efter, de blev skrevet, stadig fremstår nutidige og moderne værker. Det karakteriserer en klassiker.