Hella Joof om sit livs kærlighed: ”Det var i mødet med ham, at jeg udviklede noget blødt inde i mig”

Hvordan starter din dag?

“Medmindre jeg laver film og skal op klokken seks, bruger jeg ikke vækkeur. Og selv når jeg skal møde tidligt, vågner jeg, inden vækkeuret ringer. Jeg var på et tidspunkt på et Alpha-kursus, hvor jeg lærte at kigge på uret, inden jeg skal sove, og så beslutte, hvad tid jeg skal vågne, så kroppen selv trapper ud af den dybe søvn, og du ikke bliver vækket, mens du sover tungt.

Jeg er hellig omkring min søvn, for jeg bliver et dårligere menneske, hvis ikke jeg sover mindst otte timer. Så der er ikke plads til unødvendige morgenmøder og eftertjek i mit liv. Jeg stoler på, at folk er dygtige til deres arbejde og skal ikke gå og tjekke op. Jeg afskyer pseudoarbejde, hvor vi sidder og lader, som om vi skriver på maskine.”

Er du by- eller landmenneske?

“Jeg har været et inderligt bymenneske, fordi jeg er opvokset i forstaden. Birkerød. Dengang drømte jeg bare om at bo i en herskabslejlighed på Frederiksberg. Men nu er jeg blevet en udkantsbonderøv. Jeg elsker at bo et sted, hvor folk ikke lige får fikset den ødelagte forlygte på bilen, og alle hilser med pegefingeren, når vi passerer hinanden. Jeg var nok ikke begyndt at skrive, hvis ikke jeg boede på landet. Der er ro.”

Har du et lokalt stamsted?

“Nej! Jeg har en kummefryser. Det har man på landet. Der er ét pizzeria. De har endda opkaldt en pizza efter mig – selv om det er en rodsammenpizza, jeg nødig ville spise med kødstrimler og tacosauce. Pizzamanden glemte at spørge.”

Hvad optager dig lige nu?

“Døren, der skal lukkes (hun kigger mod døren på Granola, som ikke lukker ordentligt, så kold luft strømmer ind, red.), er et godt billede på, hvad jeg tænker på. Alle de indlysende ting, vi lige så godt kunne fikse. Døren, velfærdssamfundet, ældreplejen.

Strukturer, der ikke fungerer, som vi alligevel reproducerer igen og igen. Vi skal være taknemmelige for vores samfundsmodel, men den er eroderet fuldstændig. Vi ved godt, at det ikke er langtidsholdbart. Vi lever i et tillidssamfund, men vi kontrollerer alt og allevsom med døren. Den skal hele tiden lukkes i stedet for at blive repareret én gang for alle.”

Hvilken titel identificerer du dig mest med?

“Instruktør og forfatter. Men det er klart, at jeg bruger min uddannelse som skuespiller, når jeg instruerer. Jeg er meget øm omkring falske toner, tics og ubevidst gestik. Skuespillerne skal være bevidste om deres mimik. Jeg er meget nørdet, når det kommer til at finde et sandt udtryk.”

Har du oplevet ord-misundelse – f.eks. da du læste Stine Pilgaards bog?

“Da jeg læste Stine Pilgaards første bog, Min mor siger, blev jeg helt forelsket og gav den til alle. Og da jeg siden læste 'Meter i sekundet', ringede jeg omgående til Stine og tilbød min arbejdskraft, hvis hun ville have bogen filmatiseret. Jeg bliver ikke ord-misundelig men ord-forelsket og ord-ærbødig.

Når man læser Inger Christensens 'Sommerfugledalen', bliver sjælen løftet, og Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye bog 'Sange om stilhed og hjem' gjorde mig stille af lykke. Hun er en hjerteåbnende kunstner, og bogen er noget af det smukkeste, der er skrevet på dansk i mange år.”

Du er lige fyldt 60 år. Er du så voksen nu?

“Ja. Jeg er voksen. Nu går den ikke længere. Men min generation og dem, der er lidt ældre, har udvidet begrebet. Vi ved jo godt, at vi ikke kommer på plejehjem og bliver passet, medmindre vi selv kan betale for det. Vi skal holde os i gang og relevante. Voksne skal tage ansvar.

Jeg kan ikke klare, når voksne giver deres børn ret i, at kloden brænder, og det hele er for sent. Det er en handlingslammende masochisme. Vi må ikke gøre børn klimabange og samtidig hive dem med på juleferie til Thailand. Børn forstår ikke dobbeltmoral – kun de voksne.”

Hvad har du fortrudt mest i dit liv?

“Jeg ville gerne have forstået tidligere, at jeg ikke var særligt udvalgt til at bære korset. Indtil jeg var i 30’erne, troede jeg, at smerte var min skæbne, og noget jeg ikke selv havde indflydelse på. I dag kalder jeg de mange år, hvor jeg havde det dårligt, for grundforskning, og jeg ved, at vi selv beslutter, om vi vil være her frivilligt eller under protest.

Hvis alle du møder på en dag, uden undtagelse, er nogle idioter, så er det dig selv, der er den eneste fællesnævner. Dét tænker jeg meget på. Når alt er noget lort, har jeg overset noget, som jeg selv kan gøre anderledes.”

Hvem er dit livs kærlighed?

“Det er Snit. Min mand. Det betyder ikke, at jeg ikke har elsket andre meget højt. Både tidligere kærester og min eksmand, som jeg er så glad for. Han og min datter ligner hinanden meget. Jeg glæder mig til at blive gammel med Snit.

Det var i mødet med ham, at jeg udviklede noget blødt inde i mig, som var indkapslet. Ellers kunne jeg godt være blevet en rasende, rødvinsdrikkende nattedebattør. Jeg føler mig fuldstændig accepteret af ham, og jeg accepterer ham fuldstændigt. Vi er så uendeligt forskellige, men vi har lært at kalibrere, så kærligheden kan få lov til at gro.”

Hvor er det bedste sted at spise morgenmad i verden ifølge dig?

“Jeg er meget glad for det her sted, Granola. Men jeg er også vild med et dejligt hotel i Thailand, hvor man bare spiser masser af frisk mango og papaya og en æggehvideomelet.”