6 fantastiske steder at spise og drikke i København

Jeg er nyforelsket. I byen jeg bor i, København. Der er sket noget med den. Det er, som om den er vokset og har vredet sig fri af sin gamle skal, den mørke nussede sweater, der strammede over maven, og står nu med nedknappet silkeskjorte, solbrun brystkasse og åbne arme og dufter af sommerhud. Jeg har et udtalt behov for at give mig hen til sløve dage og lyse nætter, hvor Jens Unmack meget muligt kunne synge En nat bliver det sommer ud af åbne sprossede vinduer akkompagneret af grin og Tuborg-flasker, der mødes. Festen på tredje, du er glad for findes, selv om du ikke er inviteret.

Pernille Jensen, redaktør på Politikens københavnertillæg iBYEN, der hver uge beretter fra og guider til hovedstaden, ved også, hvad det gør ved København, at solen smelter og afklæder byen dens ham.

– For mig er København nærmest to forskellige byer alt afhængig af årstiden. Om vinteren putter vi os i vores lejligheder, pakker os ind i gigantiske halstørklæder og sejler rundt på de spejlglatte cykelstier. Og bang! Så kommer foråret, og vi vrimler ud for at finde en plads i solen. Det forstår enhver, der har overlevet en klassisk evighedsvinter i det her land jo. Men jeg synes, det er et sympatisk træk, at folk virkelig formår at bruge byen. Dronning Louises Bro, Sønder Boulevard, Kongens Have – de fungerer jo som fluepapir, så snart temperaturen sniger sig op på 15 grader. Så er det fandeme sommer!

Kongens Have charmerer. Foto: Andreas Stenmann.

Men det er ikke kun årstiden og solen, der får byen til at stråle. Der er sket noget med København. De grønne mure, der har pakket metrobyggeriet ind på Sønder Boulevard, omkring Nørrebroparken og Kongens Nytorv og en hulens masse andre steder, bliver væltet en efter en, så det er muligt at se langt og ane horisonten. Få udsyn. Som da jeg stod inde bag de gulv til loft-høje vinduer i byens nyeste luksusskud af en Chanel-butik, som er kommet i velfortjent storslået selskab med Hotel d'Angleterre, Det Kongelige Teater og Den Franske Ambassade, og kiggede ud på Kongens Nytorv. Jeg kunne se hele vejen ned gennem Nyhavn, helt ud til Kyssebroen og Christianshavn! Hvilken lettelse. Bevares, turisterne udstyret med selfiestang og praktisk rygsæk, placeret højt og stramt på ryggen, der trasker henover brostenene i rutefart fra Strøgets begyndelse og Churros-boden til Nyhavns nuttede pastelhuse er ikke helt på niveau med pladsens storhed, til gengæld pynter de på byens økonomi. Er der i øvrigt snart nogen, der sætter en tændstik til Nyhavns nussede fleecetæpper, som ligger på stolene under varmelamperne, der hænger tungt i helårsparasollerne?

LÆS OGSÅ: Stramt feriebudget? Her er de billigste storbyer i Europa

Anyway. Dér, inde i Kejser Karls hus, omgivet af bouclé, tweed og sammenflettede C'er, hvor jeg gloede ud på Kongens Nytorv, fik jeg også øje på Charlottenborg og kom i tanke om Apollo Bar. Hvis jeg fik en femmer, for hver gang den hvide statue i hvælvingen for enden af lokalet og gårdens Hay-Bouroullec-stole er blevet instagrammet, ville jeg være tættere end nogensinde på at få råd til den 2.55'er, jeg pludselig følte mig utrolig knyttet til. Al den Insta-hype irriterer mig, og det må jeg godt sige, for jeg er medskyldig. Jeg har selv tagget @apollo_bar i en story eller to. Men heldigvis sejrer retfærdigheden; der er ikke en finger at sætte på burrataen og tataren. Maden er velkomponeret, og stedet er småt og hyggeligt og højloftet og internationalt. Måske i virkeligheden opskriften på, hvorfor København er i verdensklasse? Byen er underspillet storslået.

Sindsygt Instagram-venligt på Apollo Bar. Foto: Andreas Stenmann.

Det har også altid undret mig, at Den Lille Havfrue er Danmarks 'største' turistattraktion. Men da jeg for nylig var på kanalrundfart med Netto-bådene, og vi tøffede forbi Langelinje og havfruen, gik det op for mig, at det jo netop er pointen; at hun er så lille. København er måske en af verdens mindste storbyer med smalle huse og smalle gader, hvor smalle tohjulede køretøjer hjuler rundt, så naturligvis er vores nationalklenodie også lille af statur. Nøgen og skrøbelig med ansigtet bortvendt og en arm over den bløde del af maven. Hun forsøger nok at beskytte sig selv for alle turisterne og deres kameralinser. Ligesom en anden af Københavns turistattraktioner, Rundetårn, er blevet gennemfotograferet. Forståeligt nok. Det er jo vitterligt en vanvittig konstruktion, sat op af en vanvittig herre, Christian 4., der ville lave en 3-i-1'er-bygning: kirke, bibliotek og astronomisk observatorium, da grundstenen blev lagt i 1637. Rundt og rundt og op og op i sneglegangen, så du bliver helt rundtosset, indtil du igen får overblik, og øjet rammer byens mange spir. Det samme er på spil i Københavns galimatias-foranstaltning Tivoli, der også arbejder ud fra rundtosse-højde-princippet, og hvis fineste opgave er at fucke folks balanceevne og sukkerbalance op. Jeg er vild med det.

Store Strandstræde kan altså noget. Foto: Andreas Stenmann.

Lad os tage tilbage til Nyhavn – og den lille sidegade Store Strandstræde. Her er der sket noget, og der sker stadig noget, for de gamle facader er plastret til med stilladser. Designeren Yvonne Koné var en af de første til at se potentialet. Det er fire år siden, hun åbnede butik i nummer 3. Siden kom avokado- og latte art-mestrene fra Union Kitchen og vinbaren Nebbiolo til, og så bæredygtige danske Aiayu, skønhedsimperiet Aesop, hvor gulvfliserne i øvrigt er inspireret af Rundetårns, Le Labos dufte, skobutikken Bruno og Joel, der er flyttet tilbage til gaden, danske Geismars, der har lavet sengetøj siden 1866, og senest den lille eksklusive dessertbar Winterspring med is og kage. Til kage hører kaffe, og den er København ekspert i at brygge. Der bliver nørdet igennem, og nogle gange kan du spørge dig selv, om det nu også er nødvendigt med al den omsorg for et skud koffein. Ja, det er det, bliver du alligevel enig med dig selv om, når du drikker den hos Prolog i Kødbyen, Democratic Coffee i Krystalgade, Andersen & Maillard på Nørrebrogade og Coffee Collective, der åbnede deres seneste kaffebar på Kristen Bernikows Gade sidste sommer. Sådan én stod Indre By faktisk og manglede. Og så er der byens restauranter og Michelin-stjernerne, der er blevet strøet udover København, og alle de andre listige steder, der pibler frem.

Kaffe skal drikkes på Prolog. Foto: Andreas Stenmann.

LÆS OGSÅ: Surfing og selvforkælelse: 14 ting, du kan lave i sommerferien, hvis du ikke skal ud at rejse

En af Københavns gode gamle kendinge er Café Europa på Amagertorv, som ligger i det absolutte smørhul. Et oplagt sted at iagttage høj som lav, ærkekøbenhavnere og turister drysse forbi. Et oplagt sted at mødes med en af ikke bare Københavns, men Amagertorvs, indfødte, hvis hjerte stadig banker for byen og kender den som sin egen bukselomme, tøjmanden Mads Nørgaard.

Hver dag går han ned i kælderen, hvor Café Europas køkken ligger, og smører sine egne madder. Ikke af den fancy pancy højtbelagte slags. Nej, et par rundtenommer med ost og skinke og måske en med sild. Det er hans privilegium, fordi han sidder i bestyrelsen. Mads og faren Jørgen Nørgaard startede caféen i 1989, og broren overtog i 1991. I dagens anledning, hvor han er blevet inviteret ud af Eurowoman, får han smørrebrødet serveret, én med æg og rejer og én med stegt sild. Vi sidder i det bagerste lokale i cafeen og kigger ud på Amagertorv og den flerfarvede flisebelægning, der er udført af kunstneren Bjørn Nørgaard, og som Jørgen Nørgaard var med til at tage initiativ til. På væggen hænger udkastet til belægningen med Bjørn Nørgaards streger dateret 1993. I selvsamme lokale havde Mads Nørgaard herretøjsbutik i 1986. "Dér var prøverummet, og dér var kassen," siger han og peger i det ene og det andet hjørne. "Og herunder havde jeg second hand-butik," han peger på gulvet under os. "Nørgaard under jorden hed den." Siden overtog Mads også farens butik, Nørgaard paa Strøget, som ligger et par numre længere henne og med kontor i samme opgang, så han hver dag kan kigge ned på Amagertorv og livet, der passerer forbi.

– Folk går langsommere på Amagertorv end på resten af Strøget. De kommer ned i gear, fordi pladsen er stor og åben, og de kigger sig omkring på de smukke istandsatte huse. Se bare Illums Bolighus og Royal Copenhagen, det er nogle smukke privatejede og drevne butikker.

Mads er så stor fan af København, at han kaldte sit tøjmærke for Mads Nørgaard Copenhagen tilbage i 1986. "Dengang var det ikke så chikt at kalde noget 'København'."

Københavner-klassikeren Cafe Europa på Amagertorv. Foto: Andreas Stenmann.

Hvorfor er du fan af København?
– Her er en rummelighed, som du ikke finder mange andre steder; vi har en tolerance over for hinanden og accept af forskelligheder. Selv om byen er lille, er den stor nok til at agere storby med subkulturer, udstillingssteder og spillesteder. Og så er her enormt pænt. Byrummet er indrettet enestående sammenlignet med andre storbyer. Alle kan være med, og alt er i øjenhøjde, siger Mads Nørgaard.

Hvad er der galt med byen?
– At det hele er så helvedes meget i øjenhøjde. Vores store tolerance gør også, at der sjældent opstår store konflikter, fordi vi "altid finder ud af det". Clashes kan være frugtbare! Indimellem kan jeg godt føle, at vi drukner i jovial hygge.

Hvordan har byen tidligere opført sig?
– I 80'erne var her ikke specielt fedt. Her var beskidt, og 8'eren kørte lige heromme bagved i Læderstræde ud til Staden. Der var ikke den samme nænsomhed og det samme ambitionsniveau. Her var ingen udendørscafeer og ingen altaner. Hvis der er nogen, der tror, at det var fedt dengang, Mads ryster lidt på hovedet og stikker gaflen i en reje.

– Jeg havde butik her, og udenfor løb de rundt på rulleskøjter i det tøj, de havde stjålet i min butik om natten, efter de havde smadret ruden. Folk samlede sig i små grupper og tog dårligt polsk speed. Det var ekskluderende og ækelt.

Hvad er København blevet til?
– En meget mildere by. Et arrangement som Distortion er et godt eksempel på, hvad København kan. Folk taler kun om, at det lugter og larmer helt vildt. Yes, sir, sådan er det, når så mange folk fester. Men tænk på, at alle fyrer den af, og det går, bank under bordet, godt! Og de er gode til at rydde op efter sig selv. Det er vigtigt for byen, at vi giver vores kreative talentmasse de bedste muligheder for at udvikle sig; at de kan blive ved med at betale for at leje sig ind i øvelokaler og værksteder på Refshaleøen fx.

Så får Mads øje på noget ude på Amagertorv.

– Se lige! Hun er flot!

Han nikker mod en ældre kvinde på den anden side af ruden. Hun bærer en orange turban, Suzanne Brøgger-style, er klædt i pink spadseredragt og kommer trækkende med sin cykel. Cykelkurven er pyntet med kulørte plastikblomster. Ja, hun stikker dejligt ud. For, helt ærligt, vi ligner jo hinanden i vores print-T-shirts, mom-jeans, sneakers, en stofpose og den klassiske knold i nakken. Man kan altid kende en københavner på den skødesløse knold i nakken...

– Den kvinderolle, som københavnske kvinders påklædning afspejler, er i høj grad ligestilling og selvstændighed. "Jeg har et job, jeg er mor, jeg vil være lækker, og jeg gør det for mig selv." I udlandet, tror jeg, og det siger jeg helt forsigtigt, at kvinder klæder sig på for deres mænd. Fred være med det! Der er ikke noget galt med at klæde sig på og af for hinanden, det gør man fuldstændig, som man har lyst til. Men du skal også bare kunne klæde dig på for dig selv. Det er min tolkning, at det gør vi herhjemme. Danske kvinder er både praktiske og sexede.

LÆS OGSÅ: Cathrine Saks: “De er klassiske og pæne og vigtigst af alt behagelige at have på på en lang dag med møder”

Men bliver det ikke også meget praktisk?
– Jo, men hvis du skulle klæde dig på i de fine franske huses design fra top til tå, skulle du have en chauffør, to derhjemme til at passe børnene og en, der passer haven, et strygejern og en meget rig mand, og så kan du gå i fint fransk design. Det er et helt andet beat, vi har her. Vi er praktiske, men vi er også æstetiske omkring praktikken.

Mads Nørgaard bor på en husbåd, en gammel færge fra Fur, på den del af Holmen, der har Refshaleøen som nabo. Han har sine favoritpletter i byen.

Kan man skrives op til en lejebolig i en husbåd? Foto: Andreas Stenmann.

– Superkilen (offentlig park, red.) på Nørrebro er mindblowing! La Banchina (serveringssted, red.) på Refshaleøen kan du godt glæde dig til at opleve. At sidde på Dronning Louises Bro i solen. Og Det Kongelige Biblioteks Have og Kongens Have. Jeg elsker Kongens Have!

Er der et eller andet, du vil sige til københavnerne?
– Vi har en sygt fed by, og det synes jeg godt, vi kan anerkende en lille smule mere. Vi skal værdsætte den og passe den og ikke brokke os over, at Distortion larmer. Det er en weekend om året. Slap af!

Tak til Mads Nørgaard. For ja, vi skal slappe af – og nyde alt det, byen gør for, at vi kan hygge igennem. Pernille Jensen kender godt københavnernes trang til at stille kedsomhedskløen.

– Vi er en by af selskabspapegøjer, der hilser enhver undskyldning for en kop kaffe, et glas vin eller en drink velkommen. Det kan du også se på et initiativ som den nedlagte kirke Absalon på Vesterbro, der summer af liv fra morgen til aften med yogatimer, drag-bingo, perlepladeworkshops og virkelig billig kaffe. Og så er vi blevet meget bedre til at gå ud og spise. Engang var det noget, vi primært gjorde, når vi skulle fejre en mærkedag. Nu er et restaurantbesøg noget, der kan forsøde en dødssyg tirsdag. Fordi det ganske enkelt er blevet både bedre, billigere og mere almindeligt at spise ude, siger Pernille Jensen.

Nordisk stemning, og meximad på Sanchez. Foto: Andreas Stenmann.

Jeg tror også, at det er blevet mere almindeligt at handle i byens butikker igen og for en stund glemme nethandlen. Butikkerne gør det indiskutabelt tiltrækkende at tage sig en god gammeldags shoppetur. Prada på hjørnet af Amagertorv, Illums Beauty Hall, der har et nøje kurateret udvalg af skønhedssager, Holly Golightlys spritnye store butik i Borgergade, Guccis gennemrenoverede butik, der er genåbnet på Østergade og føromtalte Chanel-flagskib. Det er på højt niveau, og dér tøjbudgettet får sig en over nakken. Det er dér, de japanske turister går amok, og københavnerne går ind og snuser og måske plukker et par solbriller, en pung eller en nicheduft ned fra hylden, som bliver sat sammen med en blomstret vintagekjole, New Balance-sneakers og knolden, for guds skyld, knolden, der lige nu bliver holdt fast på københavnernes hoved af et sommerfuglespænde med glimmer. The Ganni Girl, den københavnske kvinde, som kreativ direktør Ditte Reffstrup lader sig inspirere af gang på gang, fordi "de er frisindede og legende ukomplicerede – ved instinktivt, at mode handler om at opdage din egen stil og finde tøj, du elsker at have på, fordi det får dig til at føle sig fantastisk, uanset hvad modesæsonen dikterer."

Spis på Nr. 30. Det er pissehyggeligt, og maden og vinen er god. Foto: Andreas Stenmann.

Nok snak om København! For solen skinner, de grønne mure er faldet, og det er nu, byen byder sig til. Burrataen vil spises på Apollo Bar, Rundetårn vil gøre dig rundtosset, vinen vil drikkes på La Banchina, og de Prada-solbriller køber ikke sig selv. Og selv om Den Lille Havfrues kropsholdning er utilnærmelig, så lur mig, om ikke der bor en indre blogger i hende, der gerne vil fotograferes og eksponeres. Bliver det hele lidt for meget og lidt for hektisk, så gå en tur, når solen er kravlet ned bag husene, og vip med tæerne i sandalerne, når vinduerne på tredje forsikrer dig om, at En nat bliver det sommer.