“Takket være demensen kom jeg til at lære min mor at kende som andet og mere end mor”

“Er det her ikke mit personnummer?,” siger Inas mor tøvende. Moderen hedder Doris, og hun står og peger på nogle tal, hun har skrevet ned på en lap papir. Ina, som har ventet udenfor, forklarer, at det er moderens telefonnummer, og der bliver hun helt bleg i ansigtet.

Da det begynder at gå op for Doris, at der måske er noget andet og mere på spil end almindelig glemsomhed, siger hun selv:

- Bare det ikke er blevet min tur.

Flere i familien har nemlig haft demens, og Doris ytrer samtidig et ønske om uanset at få det bedste ud af det, der venter. Det bliver til en opgave, som Ina tager alvorligt, da moderen får konstateret demens i 2014. Ina begynder at føre logbøger og intensivere besøgene i barndomshjemmet for at gå på feltarbejde i egen familie. Resultatet bliver bogen “Drengen, der blev væk: Om mor, mig og demensen”. Forløbet, hvori hun lærer sin mor bedre at kende, kalder Ina for “sin mesterlære”, og det er dén, du kan blive klogere på i podcasten "Ina lærte sin mor at kende gennem demensen".

- Der skete det, at hun fik adgang til alle sine livsaldre, og derigennem gjorde jeg det også. Jeg havde aldrig rigtig vidst noget om, hvordan hun havde været som barn og ung, men det fik jeg rettet op på nu - også da jeg fik indsigt i hendes liv som ung mor.

Her forklarer Ina, hvordan de begge fandt ud af at leve med demensen ved at prøve sig frem, fejle og lære. Ina lærte blandt andet, at den måde, som hun selv var opdraget til altid at sige sandheden på, ikke altid virkede i forholdet til moderen nu.

Læs også: Her er de 12 bedste podcasts i Talk Town (annonce)

Lærte hinanden at kende på ny

I podcasten fortæller Ina for eksempel om, hvordan hun begynder at spørge ind til Doris’ nye og usynlige verden, der er opstået med demensen. Paralleluniverset er blandt andet befolket af moderens afdøde forældre, afdøde søstre og afdøde mand. Og i stedet for at rette og rydde op, så forsøger Ina at komplimentere sin mor for de underlige opdækninger, de store mængder mad, som hun dagligt har klar til gæster, som kun hun kan se.

Gennem sin opvækst havde Ina lettest ved at relatere til sin far, fordi han bestred en udadvendt rolle som synlig mand på byens scene. Han var blandt andet leder af det lokale brandvæsen, spillede i orkestre og til lokalfester, imens han passede flere jobs og havde eget værksted. Doris var samtidig “medhjælpende hjemmeløbende hustru”, som hun selv har formuleret det. Et mindst lige så krævende arbejde, men ét, der tog en mere usynlig og selvfølgelig form, hvorfor Ina ikke fandt det lige så let at forholde sig til hendes mor. Tiden med demensen resulterede dog i, at Ina lærer sin mor at kende på flere, nye måder:

- Det, der faktisk sker er, at jeg lærer min mor at kende som menneske.

Lyt til podcasten "Ina lærte sin mor at kende gennem demensen" lige her.