Mette Ferderiksen
SPONSORERET indhold

Mette Frederiksen: “Vi danser for lidt i det her land”

Mette Frederiksen har netop rundet 40 år. Hun kan se tilbage på en barndom, hvor uligheden var lige uden for døren, en længsel efter Afrika og mødet med den store kærlighed. Men hun kan også se frem mod et drivhus, som lurer i fantasiens horisont.

Af: Marie Varming Foto: Sara Skytte
18. dec. 2017 | Livsstil | Hendes Verden

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var min barndoms gade i Grønlandskvarteret i Aalborg, hvor jeg boede hele min barndom og tidlige ungdom. Det var et blandet boligområde, hvor mange havde det svært, og jeg skulle ikke kigge langt for at se alvorlige problemer, når jeg gik på vejene i 80'erne. Jeg havde en tryg base derhjemme, og min farmor og farfar, min morfar og onkler og tanter boede alle sammen lige i nærheden. Det var en rigtig rundboldsvej. Mor var dagplejemor, og far var typograf, så han arbejdede aften og nat og var hjemme om dagen. Vi havde sådan et rundt køkkenbord, hvor der om eftermiddagen altid sad nogen og spiste ostemader og røg. Alle røg jo dengang.

Din levevej?
– Jeg tror, jeg blev politiker allerede i barndommen af at se, hvor store forskelle, der er i menneskers muligheder i samfundet. Jeg kunne se, at nogle af drengene i mit område blev kørt ud på et ... sidespor er ikke det rigtige ord, men ligegyldigt hvad de gjorde, så ville de aldrig have samme muligheder som andre. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg besluttede mig for at blive politiker, men jeg har altid været politisk engageret. Som barn handlede det dog mere om regnskoven og truede dyrearter. Et par veje væk fra hvor jeg boede, lå biblioteket. Engang lavede bibliotekarerne, Hanne og Aase, en udstilling om apartheid. Da jeg så den, vidste jeg, at jeg skulle kæmpe mod uretfærdighed. Jeg var 24, da jeg blev valgt ind i Folketinget.

LÆS OGSÅ: Johanne Schmidt-Nielsen: Jeg er gravid

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Det har jeg det meget afslappet med. Det er bare et stort privilegium for mig at snakke med forskellige mennesker, når jeg handler, cykler eller står i fitnesscenteret. Jeg har lært, hvor klog man bliver af at lytte frem for at snakke selv hele tiden. Jeg er i øvrigt ikke et alene-menneske. Jeg trives bedst i andres selskab. Den eneste gang, jeg har oplevet, at det var svært, var da min mor var syg, fordi jeg var meget ked af det. Når jeg gik fra hendes hospitalsstue med tårer i øjnene, var det svært at være Mette Frederiksen.

Hvad er dit livs omvej?
– Da jeg var 18 år, tog jeg til Afrika for første gang. Jeg var blevet gode venner med en herboende kenyaner, som var vokset op langt ude på landet ved Victoriasøen. Jeg fik lov at tage ned og bo ved hans familie, og jeg blev meget betaget. Jeg vendte tilbage til Afrika igen og igen, for jeg oplevede nærmest en længsel efter Afrika. Senere læste jeg Afrikastudier på Københavns Universitet.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Grundlæggende er det min familie, men især min farfar. Han var en underfundig og livsklog herre, og han var meget konkret i sine værdier som solidaritet og ordentlighed og læresætninger som for eksempel, at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Han havde ikke gået ret mange år i skole, og for nyligt fandt jeg hans gamle karakterblad fra 7. klasse. Han havde topkarakterer i alt undtagen sløjd, tror jeg, det var, men han blev taget ud af skolen for at tjene penge. Han blev chauffør og portør. Danmark havde meget stor ulighed dengang, og vi er som samfund gået glip af så mange mennesker, som ikke fik lov til at vise, hvad de kunne. Ulighed er bare dumt.

LÆS OGSÅ: Hele Europas mutti: "Hun er ikke noget stilikon, hun er helt ligeglad, og i virkeligheden er det med til at styrke hendes popularitet, at hun er sparsommelig"

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Jeg vil ikke kalde det at miste vejgrebet, men der er ting, der har været svære. Jeg har prøvet det, både da min mor døde, og da jeg blev skilt. Begge gange har jeg oplevet et stort behov for at være i fællesskab med andre. Jeg synes, vi har en tendens til at undervurdere det at sørge. Vi klapper bare hænderne mod hinanden, og så går livet videre. Men jeg har en oplevelse af, at sorgen ikke forsvinder. Når man for eksempel mister mennesker til sygdom, så bliver tabet lettere med tiden, men det tager tid at komme sig, og man skal tage sig den tid. I mange andre kulturer er sorgen legitim, og man må gerne dyrke den.

Hvornår har du stået ved en korsvej?
– Da min mor var syg, var jeg beskæftigelsesminister med to mindre børn. Min far og jeg var enige om, at vi gerne ville give min mor den sidste tid hjemme og passe hende selv, men det ville være uforeneligt med at være minister. Jeg undersøgte mulighederne for orlov, men det var faktisk ikke muligt, så jeg besluttede mig for, at min mor var vigtigere end at være minister. Det blev dog ikke aktuelt, for det gik så stærkt til sidst. Det er den eneste gang, jeg har overvejet at trække mig, men det er jo også den eneste gang, jeg har mistet min mor.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er 40 år. Det er ikke noget særligt for mig nu, men hvis du havde spurgt mig, da jeg var 18, ville jeg have sagt, at det nærmest var slutningen af livet. 40 år er noget helt andet i dag, end det var, da jeg var barn, og de sang Ensom dame 40 år i Giro 413, som vi hørte derhjemme. I dag tænker jeg, at jeg stadig er i første halvdel af livet.

– Jeg er også på vej mod næste folketingsvalg, hvor jeg håber på at vinde danskernes tillid. I 2005 stoppede Lykketoft som formand for Socialdemokraterne, og jeg kom i spil som ny formand, selv om jeg kun var 27 år. Jeg var ikke sikker på, om jeg var dygtig nok til opgaven, så jeg sagde nej. I dag er jeg sikker på, at jeg ikke havde kilometer nok i benene dengang, men det er jeg til gengæld sikker på, at jeg har i dag. Jeg er også glad for, at mine børn nu er store og modstandsdygtige, hvis jeg bliver statsminister. Min datter spurgte mig faktisk forleden, om hun stadig ville kunne demonstrere mod en regering, hvis det var mig, der stod i spidsen for den. Og ja, det ville jeg sagtens kunne leve med.

Mette med sine to børn Ida Feline og Magne. Foto: Lars E. Andreasen.

Hvad tænkte du på, da du var på vej herhen?
– At jeg har en sløj søn derhjemme og en datter, der kom hjem fra terminsprøve. Derudover talte jeg med vores borgmesterkandidat fra Holbæk, og jeg kom også i tanker om, at jeg skal huske at bestille duge til min fødselsdag, hvor jeg holder en god gammeldags fest. Jeg har lagt den efter, hvornår bandet kunne. Jeg synes, vi danser for lidt i det her land.

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: "Jeg ville aldrig have hørt efter dengang"

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem..."
– Et drivhus. Jeg tænker ikke ret meget på tiden efter politik, men når du nu spørger, så ser jeg et drivhus for mig. Nu har jeg set det drivhus nogle gange for mig, og jeg er også begyndt at indrette det i min fantasi. Der skal være et gulv af sådan nogle gamle mursten på højkant og plads til, at vi kan sidde nogle mennesker derude og tage forskud på sommeren om foråret og forlænge den ind i efteråret. Mest af alt er drivhuset nok et billede på, at ting skal gro, og der kommer en dag, hvor jeg får mere tid. Men jeg må også erkende, at der bliver meget stille den dag, jeg er færdig i politik.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har min kæreste fuldstændig og aldeles. Som nogle venner sagde til os forleden, så er vi "meant to be". Vi har fem børn tilsammen og elsker hinanden ubetinget. Jeg synes, det er en vidunderlig rejse og gave at få flere børn ind i sit liv. Vi har meget tætte relationer til vores børn, men samtidig respekterer vi også, at de har et behov for at være sammen med deres andre forældre. Lige nu bor vi ikke sammen, men der kommer en dag, hvor vi flytter sammen.

Med kæresten ved Anker Jørgensens bisættelse. Foto: Klaus Bo Christensen.

Anbefalet til dig