Isabella Arendt
Foto: Claus Boesen Isabelle Arendt er formand for Kristendemokraterne trods sin unge alder.

Isabella Arendt: "Jeg kan sagtens acceptere, at andre ikke tror på Gud"

Troen er noget nær den vigtigste vejleder i Isabella Arendts liv, men der er kun én, som har fundet vejen til hendes hjerte.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var et lukket vænge i Nørre Lyndelse syd for Odense, hvor vi flyttede til, da jeg var tre år, og min lillebror lige var blevet født. Det var et helt klassisk børnevenligt 60’er-kvarter med stisystemer. Mine forældre var lyserødt forelskede og har været det i 28 år. Det var ret pinligt, da jeg var teenager, når der gik totalt Joan Ørting i den, og de kyssede i køkkenet, når jeg havde venner med hjemme. Men i dag synes jeg bare, det er sødt. Jeg gik til gymnastik, og min far ville rigtigt gerne have mig til at gå til spejder, men jeg hader kryb, så jeg nægtede. Stakkels far der fik sådan en sippet pige. Jeg var et lidt gammelklogt barn, som helst ville være i mit eget selskab, og jeg kunne bruge ugevis på at bygge Lego-borge, som min lillebror kunne lege med. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg blev politisk aktiv, da jeg var 14 år. Det var ikke en bevidst beslutning om, at jeg ville vie livet til politik. Det var bare fordi, jeg syntes, det var spændende. Jeg fulgte med i valget i 2007, og jeg var folketingskandidat som 18-årig og tog alene til Viborg for at føre valgkamp i tre uger. Det var spændende, men også hårdt for jeg havde ingen venner der. Alle på min alder havde travlt med fester og kærester. Kristendemokraterne kom ikke i Folketinget, men ved sidste valg gik vi 120 procent frem, og jeg blev partileder, så det var svært at se det som en fiasko. I dag arbejder jeg fra vores hovedkontor på Amager, men jeg har mange rejsedage, for jeg skal være synlig i hele landet og udvikle politik på mange områder. Lige nu handler det meget om bæredygtighed, men jeg skal også have styr på baglandet og håndtere medierne.

LÆS OGSÅ: "Jeg har ikke været i tvivl, de to gange jeg er blevet friet til"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg er kristen, og min tro fylder meget. Tro er abstrakt, men min bedstemor har altid kunnet gøre det konkret for mig, og jeg ser meget op til hende. I gymnasieårene kæmpede jeg med ensomhed og lavt selvværd. Jeg trivedes overhovedet ikke. Mine forældre var der for mig, men det er ikke altid godt nok, når man er teenager. Min bedstemor elskede mig, som kun en bedstemor kan gøre, fordi hun ikke skulle opdrage mig. Jeg var blevet meget tidligt voksen og involveret i politik, og jeg skulle forholde mig til store ting som budgetter, personangreb og den slags. Jeg havde ikke mange venner, for jeg syntes, det sociale var svært. Min bedstemor lod mig være barn. Hos hende kunne jeg sidde som 20-årig og spille brætspil og se tegnefilm.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Caspar, som jeg mødte, da jeg var 20 år og blev gift med i 2018. En af hans venner, som jeg arbejdede sammen med på et hotel, var Kirsten Giftekniv. Han sagde blot ”Jeg tror, du vil synes om ham,” og så tænkte jeg: ”Jeg kan jo altid blokere ham, hvis han er træls.” Men vi har været sammen siden. Vi startede med at se amerikansk fodbold sammen, for den interesse har vi til fælles. Caspar er meget rolig og stabil. Det lyder kedeligt, men det var lige det, jeg havde brug for, da vi mødtes. Jeg var flyttet til København for at studere. Jeg havde kæmpet med ensomhed i gymnasiet, og så flyttede jeg 250 kilometer til en by, jeg ikke kendte. Casper er uddannet cand.merc. og lige nu jobsøgende. Det er ikke fordi, han ikke er ambitiøs. Han vil bare hellere have en hund og holde fri i weekenden. Han er god til at minde mig om, hvad der er vigtigt i livet. Når jeg forsvinder ind i mit eget hoved og politiske problemer, så siger han: ”Hvad er det værste, der kan ske, når bare du har din familie og venner.”

LÆS OGSÅ: Rosa fra Bagedysten: "Alle kunne jo se med et halvt øje, at der var noget anderledes ved mig"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Langt det meste er sødt og venligt, og 90 procent af dem, der henvender sig, vil blot bakke mig op eller melde sig ind i partiet. Der er også folk, der stopper mig på gaden for at få en selfie. Det skete jo aldrig inden valget. Men jeg er også blevet hånet for min tro, for nogle kan have svært ved at acceptere, at jeg ser anderledes på liv og død. Jeg kan sagtens acceptere, at andre ikke tror på Gud, men de kalder mig kvindefjendsk og uintelligent. Nogle har skrevet til mig, at jeg ikke burde få SU på universitetet, og jeg er blevet kaldt religiøs ekstremist. Det rammer hårdt i en tid med terror. I starten gik det ud over mit selvværd, men jeg har fået mere teflon nu. Dem, der skriver hadefulde mails, gemmer sig bag en skærm, mens jeg er et menneske af kød og blod. Jeg er faktisk begyndt at skrive tilbage til nogle af dem. ”Ved du, at jeg læser dine mails? Mener du det, du skriver? Hvordan ville du have det, hvis nogen skrev det til dine børn?” Så er der nogle, der fortryder, hvad de har skrevet.

Hvornår tog du en genvej?

– Mange har kæmpet hårdt for posten som partiformand, og selv om jeg nok har arbejdet 25 timer om ugen som frivillig, så har jeg på sin vis fået det forærende. Stig (Den tidligere formand for KD, Stig Grenov, red.) havde valgt mig til sin næstformand, og siden indstillede han mig til formand, og jeg blev valgt. 

Da Stig blev syg, kunne jeg se, at partiet havde brug for, at jeg trådte til. Det skete på min 26-års fødselsdag. Stig skulle i partilederrunde, mens jeg spiste middag i København med min mand. Bagefter skulle jeg til Aarhus for at være med i valgkampen næste dag. Da jeg stod på Hovedbanegården, kunne jeg se, at en af de frivillige havde ringet flere gange til mig. Da jeg ringede tilbage klokken 20.15, spurgte han: ”Hvor langt er du fra Hovedbanegården?”, og jeg svarede: ”Jamen jeg står her!” Så gik jeg op til partilederrunden, som blev afholdt der. Jeg havde fået en gin & tonic og et par glas vin til middagen, så jeg måtte lige have verdens største kop kaffe og ringe og panikke til min mor, inden jeg gik på skærmen. Da vi gik i gang klokken 21, vidste jeg godt, hvad jeg skulle sige, for som næstformand havde jeg jo selv været med til at formulere en stor del af Kristendemokraternes politik. De andre partiledere var så søde. Pia Olsen-Dyhr spurgte flere gange til mig og til Stig, og da debatten var slut, tilbød Pernille Vermund mig et lift i sin minibus. Pludselig var jeg en historie. Jeg skulle lave alt Stigs arbejde, og oveni det kom der 14 portrætinterviews dagen efter. Det var både sjovt og surrealistisk. Pludselig vidste hele Danmark, hvem jeg var. Jeg følte mig dog ikke så ny. Jeg havde jo faktisk levet 26 år, inden det her skete. 

Indtil da havde jeg læst statskundskab på universitetet. Jeg mangler faktisk kun specialet, og da jeg droppede ud, var min mor vist lidt bekymret for, om jeg skulle blive til noget, men så siger jeg altid: ”Mor, jeg er partileder”.

LÆS OGSÅ: Skuespiller Xenia Lach-Nielsen om kærlighed: "Peter og jeg hører sammen"

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at blive klogere, for der er så meget, jeg ikke ved. Før valget var jeg familieordfører, og der følte jeg mig på hjemmebane. Nu er jeg partileder og skal vide noget om alle udvalg og følge med i, hvad der sker i hele Danmark. Jeg har jo aldrig prøvet at være kontanthjælpsmodtager, og indtil for nyligt vidste jeg ikke, hvor stor en hektar er. Men jeg er også nysgerrig, og lige nu synes jeg, fødevareproduktion og osteløbe er spændende. Alle andre på min alder bliver færdig med en uddannelse nu, men jeg føler, jeg lige er gået i gang med en 40 år lang uddannelse. 

Hvad tænkte du på vej herhen?

– At jeg i går bagte macaroons derhjemme, men jeg ødelagde to hele plader. Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke, og alligevel lignede mine macaroons lilla hundelorte, så jeg smed det hele ud i raseri. Det skulle have været en hyggelig søndag derhjemme med lyserøde kager, men jeg bed af Caspar, da han kom ud i køkkenet. Da jeg bagefter gik ind i stuen, sagde han, at jeg skulle lægge mig på sofaen og tage et tæppe på og se et afsnit af Bonderøven og lære lidt om, hvordan man sætter hø i hæs. Det virkede. Efter 40 minutter. 

Hvem er Isabella Arendt Vlasman?

Isabella Arendt fakta.jpg

  • Født 1993.
  • Formand for Kristendemokraterne. 
  • Blev partileder under valgkampen i 2019, da Kristendemokraternes hidtidige formand, Stig Grenov måtte sygemelde sig. 
  • Har læst statskundskab på Københavns Universitet. 
  • Gift med Caspar Vlasman, parret har ingen børn.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Interview, Politik og Livsstil