"Jeg har brændt nallerne å kærligheden et par gange"
Foto: Jens Rosenfeldt Huxi Bach

"Jeg har brændt nallerne på kærligheden et par gange"

Tv-vært og komiker Huxi Bach tror på, at han får sparket benene væk under sig af den eneste ene. Kom med bag facaden på en af landets sjoveste mænd.

UDGANGSPUNKT

- Mit barndomshjem var ikke bare med klaver, men med flygel. Fra jeg var helt lille, faldt min lillebror Hans og jeg i søvn til den trygge lyd af min far, som spillede nede i stuen. Han er klassisk komponist og ordensmenneske, min mor er skolelærer og impulsiv. Vi boede i en lille, rød murermestervilla i Hasseris ved Aalborg med en stor andel af frihed under ansvar. Jeg vil da gerne vedstå mig, at Hasseris er det pæne kvarter i Aalborg, men der er dem, der bor op ad bakken, og dem, der bor i husene ned mod grusgraven, som er den billige ende. Vi boede i den sidste del, så jeg kommer ikke fra et velhaverhjem. Men vi manglede ikke noget, vi kom på sommerferier, og min bror og jeg måtte gå til de ting, vi ville.

" Mit forhold til min mor er næsten det samme som for 25 år siden."

– Jeg var en ret almindelig, lyshåret dreng med en kort fase, da jeg var omkring de 10 år, hvor jeg var en lille smule tyk. Når jeg kom hjem fra skole, spiste jeg en hel pose hvide Hatting-flutes, og da det gik op for min mor, at de havde den uheldige virkning, blev der nedlagt forbud mod Hatting-flutes. Derefter strakte fedtet sig lige så langsomt. Det er en af min mors yndlingshistorier. Hun er ret sjov. Det synes hun også selv. Hun elsker at give sine børn latterlige julegaver, og så har hun et meget højt og insisterende grin. Mit forhold til min mor er næsten det samme som for 25 år siden. På en eller anden måde er der sket meget lidt, og jeg tror, at min mor stadig synes, at hun har to drenge på ti og otte år.

– Min far har altid talt imod, at min bror og jeg skulle have noget med musik at gøre. Vi skulle tage en uddannelse. Han har undervist i mange år på konservatoriet og har set, at det er de færreste musikere, der lever godt af det. Det er et røvballeliv. Men jeg kan ikke komme helt uden om musikken.

– Da jeg var omkring de 20, var der ikke noget federe end at fylde en lejet trailer med grej og køre ad helvede til for at spille til et bryllup for 500 kr. Der er jeg nok blevet en lille smule mere magelig. Men jeg har aldrig haft ambitioner omkring det og går ikke og skriver kærlighedssange ved nattetid og samler ind til en plade. Jeg har fiflet lidt med nogle satiriske viser og har spillet på Tønder Festival et par gange, men det er lidt under radaren, fordi det eneste, jeg vil have ud af det, er sjov.

LÆS OGSÅ: "Jeg har selv begået den fejl i mit kærlighedsliv" 

"Jeg kyssede en pige for første gang i 8. klasse."

– I 6. klasse fik vi en ny dreng i klassen. Han hed Jeppe og havde store flyveører, og vi indgik et øjeblikkeligt makkerskab. Da de andre i klassen – og måske særligt pigerne – begyndte at gå i gaden i Aalborg, sad Jeppe og jeg i hans kælder og hørte gamle kassettebånd med Dirch Passer. Det var der ingen damer i, men det blev på en måde definerende for mig, at det var grinet, der trak. Jeg gik fra at være en lille fyr, der bare gik og larmede og sagde nogle sjove lyde en gang imellem, til at være bevidst om, at jeg kunne få andre til at grine.

– Vi talte også om piger, mens vi sad dernede i kælderen, men vi gjorde intet ved det. Jeg var ikke en af de populære drenge. Jeg kyssede en pige for første gang i 8. klasse. Terese hed hun. Hun var høj og havde et meget stort, lyst, krøllet hår. Vi kendte ikke rigtigt hinanden, hun gik i min parallelklasse, og bagefter kunne jeg ikke finde ud af, om vi var kærester. Men efter 14 dage kom hendes veninde Lene og sagde, at nu havde Terese slået op. Så sluttede det.

– I det hele taget var min forstadsbarndom en tryg base, som kan synes kedelig i forhold til at få noget kreativt ud af det. Alligevel havde jeg en fest, men der er ikke noget at skrive hjem om som sådan. Der var solskin om sommeren og snemænd om vinteren. Det var vel lykkeligt. Jeg har altid følt mig elsket og er taknemmelig for at have haft en opvækst, som ikke er alle forundt. Det har givet mig en særlig selvtillid, at alt kørte fint, at der var opbakning hjemmefra, og at der var små sejre at begynde livet på. Der er ikke noget, der stikker ud. Ingen traumer. Som min gode ven Annika Aakjær sagde til mig engang: ”Det er sådan noget, der gør, at du aldrig kommer til at skrive en god sang.” Der er ikke noget, der har gjort rigtigt ondt. Og gode sange kommer fra det, der har gjort nas.

MIDTPUNKT
– I klassen var jeg den larmende dreng, som blev smidt på kontoret, fordi jeg satte spørgsmålstegn ved alt. Jeg havde en vis grad af opmærksomhedshunger, det indrømmer jeg blankt. De andre måtte meget gerne grine af mig, og jeg tog det aldrig alvorligt, når jeg røg på kontoret, men charmede og snakkede mig fra det.

– Jeg synes, at jeg har lidt på hjerte, som jeg gerne vil give til folk. Når jeg optræder, er det en fed fornemmelse at sige noget, som rammer på den ene eller anden måde. Det er ubetaleligt, når folk kommer bagefter og siger, ”hold kæft, hvor var det sjovt”, eller ”hold kæft, hvor var det forkert. Jeg er fuldstændig uenig med dig”. Den fornemmelse kan jeg ikke opnå på andre måder end ved at være midtpunkt.

LÆS OGSÅ: Michelle Hviid: "Forladt for tredje gang på et år"

– Man kan ikke sige det uden at lyde en smule arrogant, men jeg mener, at jeg har ret i nogle betragtninger omkring samfundet eller nogle fænomener, som gør, at jeg er værd at lytte til. Når nogen så gør det tilvalg, det er at købe en billet til mit show og måske også hyre en barnepige, så forpligter det. Og det handler ikke kun om at få folk til at grine. Det svære ligger i det alvorlige, og jeg tør godt bruge fem minutter i showet på at fortælle om mine holdninger til ting, som man ikke skal grine ad. Det kan være lange fem minutter, og jeg skal lige synke og huske, ”det er o.k., de går ikke”.

"Der er hele tiden en grød af nyheder og nyt på nettet, og man skal hente sine børn og til hot yoga og alt muligt andet..."

– Vi befinder os i en informationsmalstrøm. Der er hele tiden en grød af nyheder og nyt på nettet, og man skal hente sine børn og til hot yoga og alt muligt andet, og det hele forsvinder i en kakofoni. Det gør, at politikere og meningsdannere kan slippe af sted med at sige vilde ting, uden at nogen råber op. I mit første show funderede jeg over et indlæg, som Søren Espersen og Kristian Thulesen-Dahl skrev i Politiken. De meldte ud, at den helt overordnede linje for Dansk Folkeparti var, at vi skal støtte det normale og bekæmpe de abnorme. Den fik bare lov at stå. Ingen samlede op på den. Hvad fanden betyder det? Hvem er normal, og hvem er abnorm? Og skal de abnorme så bare gå ud i skoven og dø? Den udmelding forsvandt bare i larmen. Derfor har jeg taget på min kappe at samle op på nogle af de ting, der er sket det sidste års tid eller halvandet, som jeg undres over, at vi ikke har tænkt mere over.

HOLDEPUNKT
– Ud over mine forældre og min bror er min lejlighed mit holdepunkt. Jeg har boet her i 11 år, og lige så meget som jeg ikke kan lide at være bundet af et fast arbejde, er jeg meget afhængig af en fast base. For at få balance, tror jeg. På mange måder er jeg et stort vanemenneske. Jeg bor alene, og når jeg går og passer mig selv, sidder jeg på den samme stol hver aften og spiser aftensmad, mens jeg ser Simpsons.

– At min lejlighed er mit holdepunkt, betyder også, at jeg går med livrem og seler. Det er en ejerlejlighed, så jeg ikke kan blive smidt ud. Jeg har et fastforrentet, måske lidt for højt, lån, for så ved jeg, hvad jeg betaler. Der er fuldstændig ro på bagsmækken, og det gør også, at jeg får lidt mere selvtillid. Hvis jeg er sikker på, at der er et net under mig, når jeg kaster mig ud i nye ting, ryger jeg ikke hele vejen igennem, hvis det går galt. Der er nogen og noget, der griber mig, og det er vigtigt.

LYSPUNKT
– Der er meget langt imellem, at jeg har en dag, hvor jeg føler mig nede, og at alt går imod mig. Jeg er god til at se glasset som halvt fyldt. Hvis man får et par små sejre i barndommen, er man godt med, for når noget så ikke lykkes, kan man klare udfordringen i det. Mine barndomssejre var alt fra at få det der lille grin i klassen, til da jeg spurgte min far, om jeg måtte spille bas, og lånte en elbas og øvede nogle uger med Lars Henrik på klaver og Philip på trommer. Og så spillede vi til forårskoncerten. Jeg følte mig som den sygeste rockstar, selvom publikum var relativt taknemmeligt og havde klappet ligegyldigt, hvor dårligt vi spillede.

"Et andet lyspunkt er mine to gudbørn."

– Et andet lyspunkt er mine to gudbørn. Når man får en perleplade af en fireårig pige, og hun spørger, om hun må bo hos mig i ti dage, fordi hun godt kan lide at være her, så skinner solen på selv den mørkeste dag. Det er to af mine gode venner, som har fået to piger, og jeg er blevet begavet med den fine titel skytsfar, fordi de ikke er døbt. Det er en titel, jeg bærer med stolthed.

Vendepunkt
– Som 22-årig flyttede jeg fra Aarhus til København og satte for første gang foden på Danmarks Radio, 2860 Søborg. Den sagnomspundne by. Det var et vildt vendepunkt og i virkeligheden der, jeg blev voksen. Jeg følte fra den første dag, at jeg hørte til, og så knoklede jeg. Jeg ved ikke, om man kan kalde det skæbnen, men pludselig blev jeg trukket i en retning, som trak en tråd helt tilbage til, da jeg gik og lavede sjove lyde i 4. klasse. Jeg fandt ud af, hvor min styrke lå, og at jeg kunne bruge mine talegaver på en ny måde. Men jeg blev også nødt til at gøre mig umage og måtte erkende, at verden faktisk krævede noget af mig.

LÆS OGSÅ: "Jeg havde bare ikke lyst til at leve"

– For det gør verden, og det forpligter. Nu springer jeg i det, og der er altid smuttere, men generelt gør vi os for lidt umage. Jeg synes ikke, at journalisterne gør sig umage. Eller politikerne. Se nu Annette Vilhelmsen og hele det cirkus. Hvis du bare tager en dyb indånding og tæller til ti og stiller dig selv spørgsmålet: ”Inden jeg giver Lisbeth Zornig en million kroner, må jeg så det? Er det en god ide?” Tre-to-en nej, det er ikke en god ide! Det er ikke så meget mere umage, man skal gøre sig. Og hvis du er i tvivl, så spørg om hjælp i stedet for bare at tage en chance.

BLØDT PUNKT
– Jeg har et blødt punkt for børn og skal også selv have nogle. Små piger kan få mig til at smelte, særligt mine skytsbørn, så på den måde er jeg en blød mand.

"Jeg gyser selv, når jeg ser andre fortælle om deres store brud med en kæreste i medierne."

– Sidste gang, jeg græd, var til min mormors begravelse for tre år siden. Helt klassisk. O.k., måske har der været hændelser siden begravelsen, hvor jeg har fældet en tåre, men det har været i forbindelse med mit kærlighedsliv. Og det har jeg virkelig ikke lyst til at tale om. Ikke fordi der er sket frygtelige ting, men det er bare sindssygt lukket land for mig. Jeg gyser selv, når jeg ser andre fortælle om deres store brud med en kæreste i medierne. Det er også en unfair situation at dele det, fordi jeg kun kan fortælle min side af historien.

– Jeg har ikke som sådan fravalgt kærligheden, men jeg har i høj grad tilvalgt mit arbejde, og derfor er der ikke er så meget tid til følelser i forhold til et kærlighedsliv. Til gengæld lægger jeg mange følelser i mit arbejde og får det virkelig dårligt, når jeg ikke gør det godt nok. Så bliver jeg ked af det og sover dårligt, men samtidig er det også sindssygt motiverende. Når jeg beder folk tage sig sammen og gøre sig umage, skal jeg praktisere, hvad jeg prædiker.

HOLDEPUNKT
– På min 34-årsfødselsdag stod jeg på scenen på et udsolgt Bremen og havde premiere på mit første onemanshow. Det var et stort øjeblik. Men også en mærkelig fornemmelse, fordi jeg pludselig stod der, hvor jeg gennem ti år havde tænkt, at jeg skulle stå en dag. Da folk klappede efter showet, og jeg gik ud og kom ind igen, fik jeg vist sagt til publikum, at det havde været min bedste fødselsdag nogensinde. Jeg var opfyldt af en følelse af kæmpe sejr, og så sænkede der sig en underlig ro, som kom af, at det, jeg havde kæmpet for i mange år, gik, som det skulle. Jeg kunne godt! Det var en meget rar følelse, som jeg så som en anden junkie vil jagte resten af mit liv.

– Jeg har svært ved at skelne mellem højdepunkter i privatlivet og i arbejdslivet, for jeg ville have lavet det show, selvom ingen i salen havde betalt for at se det. Men jeg har haft nogle fantastiske rejser med min bror. Vi har blandt andet kørt tværs over USA og har været to måneder i New Zealand. Det sidste var vi, da jeg fyldte 32. Det var sommer dernede, og vejret var fantastisk. Vi havde købt lammekød hos en lokal bondemand og rødvin på en vingård, og så sad vi på en campingplads ved en stor grill, mens solen gik ned. Lammet sydede, og vi blev lidt plimmelim af den fantastiske vin. Pludselig var jeg omringet af ænder. Sådan nogle øjeblikke er fantastiske, og det kan vel godt tælle som et højdepunkt.

"Derfor bekymrer det mig ikke så meget, at der ikke er en fru Bach og tre børn."

BRÆNDPUNKT

– Jeg har brændt nallerne på kærligheden et par gange, men jeg vil ikke sige, at jeg fortryder det, for hvis jeg blev stillet over for valget i dag, ville jeg gøre det samme igen. Med kærligheden er vi ude i så irrationelt land, at det må man bare springe ud i, og så kan man brænde nallerne, men det er en del af pakken. Og hvad skal man ellers gøre? Som Lord Tennyson skrev: ”

Better to have loved and lost than never to have loved at all

”. Bare for at blive litterær her på falderebet.

– Jeg kan sagtens nå at få børn og kone eller bungee jumpe for den sags skyld. Jeg tror på, at jeg en dag får sparket benene væk under mig af den eneste ene, og at jeg ikke vil være i tvivl om, at det er det rigtige. Derfor bekymrer det mig ikke så meget, at der ikke er en fru Bach og tre børn. Men jeg har ikke lyst til at blive en gammelfar, og jeg vil rigtigt gerne have børn, inden jeg bliver 40. Det fylder bare ikke mere i min bevidsthed lige nu, end mit arbejde gør.

– Det kan tolkes som arrogant, at jeg tror på, at kærligheden bare kommer snublende ind over mit arbejde. Men i virkeligheden er jeg mere gammelromantisk og tror på, at vi alle sammen har en sjælefrænde. Der er én bestemt til mig derude, som jeg nærmest ikke kan undgå. Hun er der, og på et tidspunkt løber vi ind i hinanden.

LÆS OGSÅ: Mette var mistænkt for at have mydet sin mand

Huxi Bach

Huxi Bach (Christian Bækgaard Bach), 36 år, radio- og tv-vært og satiriker.

Vokset op i Aalborg sammen med sine forældre og lillebroren Hans. Bor på Vesterbro i København.

Måske kender du ham fra radioprogrammet ”Den løse kanon” på P3 sammen med Karen Thisted, ”Huxi og det Gode Gamle Folketing” på Radio 24syv og ”Må vi komme med?” på DR 1 sammen med Jan Gintberg.

Oplev ham i onemanshowet ”Hjælp – en ny (men stadig uautoriseret) forelæsning”, der spiller i hele landet i løbet af foråret.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kærlighed