Simona Abdallah: Måtte gifte sig for at blive fri

Den spinkle kvinde med det store, sortkrøllede hår skrår kraftfuldt over fodgængerovergangen, mens hun slår ud med armene og sender et skævt smil op mod himlen. Det er en af årets få rigtige sommerdage. Vi sætter os i skyggen af et træ på kirkegården tæt ved Simona Abdallahs lejlighed. Den 33-årige dansk-arabiske perkussionist bor i sin lille lejlighed, når hun ikke er ude at optræde – og det er hun mange af årets dage, senest som en del af Frank Hvam og Casper Christensen show ”Casper og Frank – nu som mennesker”.

Hendes temperamentsfulde udstråling står i stærk kontrast til hendes lille krop. Der er noget stålsat og stædigt ved hende. Ellers var det nok heller aldrig lykkedes hende at opnå den frihed, hun har kæmpet for i årevis og betalt en høj pris for. Fordi hun har insisteret på at leve sit eget liv som professionel musiker. Alene, uden mand og børn. Lyder det som en selvfølge? Som noget, enhver kvinde, der er opvokset i Danmark, da bare kan vælge den dag, hun fylder 18 år og bliver myndig? Det er det ikke, når man er opvokset i en arabisk familie i en af landets største ghettoer. Simona Abdallah ryster langsomt på hovedet og bider sig i læben, når hun fortæller om alle de mennesker, hun har mødt gennem tiden, som rådede hende til at flytte hjemmefra, når hun fortalte, hvor fastlåst hun følte sig i sin arabiske families lejlighed i Gellerupparken i Århus.

– I den arabiske verden er der ikke noget, der hedder, at man er myndig – hverken når man er 18 eller 28 år. En kvinde bliver boende hos sin familie, indtil hun finder en mand, for en kvinde må i princippet ikke bo alene. Min familie vil altid synes, at skyggen af en mand er bedre end skyggen af en væg. Og en kvinde vil altid være under en mand, sådan er det bare. Hun er enten under sin far og sine brødre eller under sin egen ægtemand. Når kvinden bliver gift, trækker familien sig. Så er hun ikke deres ansvar mere. Så er det manden, der får lov at bestemme, hvad hun må og ikke må. Og det bliver jeg simpelthen SÅ PROVOKERET af! At der kan komme en fremmed mand, jeg ikke en gang selv kender, der kan behandle mig, som han vil, forklarer Simona og ryster på hovedet.

– Og hvis parret bliver skilt, flytter kvinden tilbage til familien for at bo, indtil en ny mand frier.

Pigerne er familiens ære
Da Simona blev teenager, voksede trangen til frihed i hende. Hun havde ikke lyst til at blive arabisk husmor med fem børn som sin egen mor. Hun ville hellere spille på sin storebrors aflagte darbukatromme, besøge veninder og have de samme rettigheder som sine tre brødre.

Hvad måtte du ikke?

– Jeg tror, vi skal vende den om og spørge: Hvad måtte jeg? Jeg måtte gå i skole og på arbejde og direkte hjem derfra. That’s it. Jeg måtte ikke gå på café, gå i biografen eller overnatte hos en veninde. Jeg måtte ikke tage med på lejrskole, til fest eller gå til håndbold. Jeg kom i forhør, hver gang jeg skulle besøge en veninde, selvom hun boede i blokken lige ved siden af. Og jeg fik næsten altid en afvisning, når jeg spurgte om lov til noget, for så fik min familie fred og undgik rygter. De var enormt bange for familiens ry. De der store paraboler på altanerne i ghettoen er ligesom folks store øjne og ører, der holder øje med en, og folk er hele tiden er på vagt. Hvilken kvinde er det nu, det skal gå ud over? Hvem har trådt ved siden af? Til sidst mistede jeg helt lysten til at spørge om lov til noget. Og hvis jeg fik lov at gå ud, slappede jeg ikke af, for jeg måtte kun tage af sted i en time, så skulle jeg tilbage igen. Hvad fanden kan man nå på en time, spørger hun indigneret.

Hun har tit spurgt sig selv, hvorfor det er pigerne i familien, der skal kontrolleres og umyndiggøres.

– Jeg har meget svært ved at forstå det. Men det handler jo om, at pigerne er familiens ære. Og selvom man bor i et frit land, hvor folk har kærester, og man ikke nødvendigvis skal giftes for at få lov at være sammen, er man enormt bange for, at de arabiske kvinder bliver lige så frie, som danske kvinder er, for det er jo en synd, at man er sammen med et andet menneske, før man bliver gift. Derfor prøver familien på alle mulige måder at undgå, at pigerne når dertil. Og der kommer religionen så ind og spiller en rolle, fordi der er så meget, der er haram, forbudt.

Det var også forbudt for en kvinde at spille musik. Det var i orden, så længe Simona var lille og sad på sit værelse og tampede på sin storebrors aflagte darbukatromme. Og det var også i orden, at hun spillede til udvalgte kvindefester. Men da hun blev giftemoden, blev det ildeset. Det gjorde man ikke. Så Simona spillede kun på tromme inde på sit værelse, mens hun lagde store og vilde planer om en dag at rejse verden rundt med den lille, vaseformede tromme. 

Læs også: Sanne Gram fandt kærligheden i Libanon

Kunne ikke dyrke sex
Som 16-årig traf Simona Abdallah et valg: Hun ville have sin frihed. Vejen dertil gik gennem – en mand.

– En kvinde vil altid være under en mand, men jeg ville hellere være under én mands kontrol end under en hel families. Derfor begyndte jeg at jage en mand, der ville sætte mig fri.

Eller det vil sige: To unge mennesker kigger hinanden an til forlovelses- og bryllupsfester. Så ringer mødrene sammen. Drikker kaffe, mens svigermor beder om svigerdatterens hånd på sin søns vegne. Så overvejer kvinden, typisk i en 14 dages tid, om hun vil sige ja, mens familien undersøger den måske fremtidige ægtemands fremtid. Til sidst spørger kvindens far, om hun vil gifte sig med manden.

Simona har været forlovet fire gange, har brudt to af forlovelserne og er blevet gift to af gangene.

– Min første ægtemand var en fantastisk mand. Frisindet og openminded, smuk og veltrænet. Og så havde han sit eget pizzeria. Det var fantastisk, for så var han ikke hjemme mellem klokken 11 og 23. Så havde jeg frihed.

Men ægteskabet fungerede ikke. Simona var ikke forelsket i sin mand. Og det knuger i maven, når hun fortæller om den nat, hendes mødom skulle tages.

Hendes mand havde købt pornofilm med hjem, så de kunne lære, hvordan de skulle have sex. Simona var nervøs, for hun var bange for, hun ikke kunne tænde på sin mand. Da de prøvede at dyrke sex, gjorde det ondt på Simona. Hendes mand pressede ikke på, og de opgav. Næste aften prøvede de igen. Simona mærkede ingenting. Parret havde købt gin og grapesodavand, fordi de håbede, det kunne få dem til at slappe af og komme i gang. Simona startede med at tage en lille tår. Der skete stadig ikke noget. Til sidst drak hun store slurke af ginflasken. Hun havde aldrig været fuld før, og pludselig gik kroppen i chok. Hendes mand ringede efter sin mor, der hældte stærk kaffe i Simona, holdt om hende og satte hende i et badekar med varmt vand, indtil hun kom til sig selv.

Tredje aften kom Simonas mor og svigermor på besøg for at give gode råd om sexakten. Mens de to ældre kvinder ventede i gæsteværelset, forsøgte Simona og hendes mand en tredje gang. Det føltes stadig helt forkert. Først fjerde aften lykkedes det for Simona og hendes mand at gennemføre et samleje, så Simona kunne vise sin mor blodet fra sin brudte møddom.

Tiltrukket af kvinder
Efter et halvt år blev Simona og hendes mand skilt.

– Jeg kunne ikke give ham det, han ville have, og jeg var ikke glad i forholdet, for jeg elskede ham ikke, som en hustru skal elske sin mand. Det, syntes jeg, var synd for ham. Og jeg kunne heller ikke få det til at fungere seksuelt.

Jeg spørger, om Simona er til kvinder.

– Jeg hader at blive sat i bås, men jeg har ikke nogen følelsesmæssige relationer til mænd generelt og har aldrig haft det. Og ja, jeg synes, kvinder er mere tiltrækkende end mænd. Derfor var det også frygteligt, hver gang jeg skulle forloves eller giftes, for jeg vidste jo, at jeg har et følelsesmæssigt problem med mænd. Hvordan skulle jeg så komme igennem et ægteskab? Men alternativet var, at jeg skulle bo hjemme resten af mit liv – og hvor fedt er det lige?

Efter sin skilsmisse blev Simona forlovet for tredje gang, men brød forlovelsen efter otte måneder. Som 23-årig blev hun forlovet for fjerde gang og gift for anden og sidste gang. Parret flyttede til Købehavn, men ægteskabet gik hurtigt i hårdknude. Simona og hendes mand flyttede fra hinanden og blev skilt.

– Så tog jeg den sidste kamp op med min familie og nægtede at komme tilbage til Gellerup. Jeg ville bo for mig selv, uden mand og børn, og leve af min musik. Jeg var villig til at betale prisen for det. Og det har jeg så sandelig kraftedme også gjort!, udbryder hun.

For reaktionen fra Simonas familie var voldsom.

– Min familie har truet mig enormt meget på livet, men det er bare tomme trusler. I vores kultur truer man meget pigerne. Man siger f.eks. ”Vi slagter dig, hvis vi ser dig med en mand”, ”Vi slagter dig, hvis du ikke hører efter, hvad der bliver sagt, for du er vores navn, og du skal ikke ødelægge hele familiens navn.” Da jeg sagde, jeg blev boende i København alene, sagde min bror: ”Hvad med folks snak?”. ”Hvad vil folk sige?” Hvad fanden er det, de ikke forstår? Jeg er så ligeglad med folks snak.

På et familiesamråd diskuterede familien Simona. Og vendte tilbage med meldingen om, at hun havde halvandet år til at komme tilbage til familien.

– Det var en måde for dem at sige på, at de lever med mit valg, men det kunne de ikke sige ligeud, for hvad skulle de så sige til folk i ghettoen?

Et lykkeligt menneske
Simona understreger, at hun har et okay forhold til sin familie i dag. Det er ikke en tæt relation, og hun besøger dem heller ikke så tit, men de har sluttet fred med hinanden.

– Min familie lever med den måde, jeg lever mit liv på i dag, og så har jeg en søster og en bror, der støtter mig 100 procent. Jeg har en god forbindelse til min nærmeste familie i dag, men der er også 60 procent af den øvrige familie, der er tavse i forhold til min livsstil. Og jeg ved, at der er en stor del af familien, der jævnligt gennemsøger nettet for at se, om der er nogle steder, de kan sætte fingeren på, hvordan jeg lever.

Simona har fået sin frihed og lever i dag som professionel musiker. Hun har senest varmet op for Frank Hvam og Casper Christensen på deres turné og står foran sit musikalske gennembrud.

Hun er et lykkeligt menneske.

– Jeg troede aldrig, jeg ville nå langt. Jeg har det fuldstændig, som jeg vil have det. Jeg kunne ikke ønske mig et bedre liv. Jeg drømmer ikke mere, for mine drømme er blevet opfyldt. Jeg har en passion for musik – det er min skæbne. Det står skrevet til mig, at det er det, jeg skal her i livet. Jeg har den ultimative frihed, og hvis jeg bliver kørt over i morgen, dør jeg lykkelig, for jeg havde virkelig aldrig troet, at jeg ville få så meget ud af livet. Det vil jeg gerne give videre: Det betaler sig at kæmpe, have noget temperament og være stædig en gang imellem. Ellers bliver man trampet på. Især som arabisk kvinde.

Læs også: Simi Jan frygter kidnapning mest