Joy Mogensen har købt hus og vandrerhjem med sin ekskæreste: ”Vi deler det hele”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var på Øster Parkvej, hvor jeg boede med min mor, far og to søskende. Det var et villakvarter med brede veje, dejlige haver og små stier lige i udkanten af Ringsted. Da jeg var fem år, blev mine forældre skilt, og jeg flyttede med min mor til Benløseparken, hvor jeg tilbragte størstedelen af min barndom.

Det var meget anderledes, for det var nogle store boligblokke, og der mødte jeg for første gang arbejdsløse, kvinder med tørklæde og mænd, der sad og drak øl på vores legeplads. Dengang var det spændende, men i dag kan jeg godt se, det var et lidt hårdere kvarter. Mange vil nok sige, at jeg var et genert barn og måske lidt gammelklog.

Jeg blev oftest set med en bog i hånden, og jeg spillede meget klaver. De to ting gjorde mig til en lidt stille person. Når det var fredag, og vi havde tidligt fri fra skole, tog jeg forbi biblioteket og lånte bøger. Så gik jeg hjem og bagte en kage, lavede en kande te og læste bøger. Sådan gik hele weekenden, og min mor måtte minde mig om at komme ud til måltiderne."

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det var min bedstemor, som ikke lever længere. Hun prægede mig meget. Fordi min mor var alene med mig, var jeg ofte hos min bedstemor, som var et stille men bestemt menneske. Hun sagde ikke ret meget, men man var aldrig i tvivl om, hvad hun mente.

Det var ikke fordi, vi lavede så meget sammen, men jeg kan huske, at når man var hos hende, købte man bagerbrød, lavede håndarbejde og vaskede op i hånden – og det var hyggeligt. Hun var også god til at fortælle historier, og jeg elskede, når hun fortalte om at være den ældste pige i en søskendeflok på 22.

Hun gav mig på den måde forståelsen af, hvor langt samfundet er nået på kort tid. Hun havde ingen uddannelse selv, men hun var så stolt, da min søster kom på universitetet som den første pige i familien."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg blev valgt til byrådet som 24-årig, fordi jeg syntes, at der ikke var nok unge i byrådet. I dag hvor jeg ikke er i politik mere, kan jeg afsløre, at jeg ikke havde nogen plan med at stille op, og jeg havde ikke regnet med at blive valgt ind. Men jeg blev borgmester som 31-årig, fordi min forgænger spurgte, om jeg ville tage over.

Det var ikke min plan at blive fuldtidspolitiker, og det tør jeg godt at sige i dag, men dengang jeg var i politik, sagde jeg det ikke, fordi jeg var bange for, at folk skulle tro, at jeg havde sjoflet mig igennem.

I august sidste år måtte jeg dog erkende, at jeg ikke havde kræfterne længere. Da jeg fortalte det til min ekskæreste, Jens, sagde han: ”Skal vi ikke forpagte et vandrerhjem?” Jo, det kunne da være meget sjovt. Lige nu er jeg stadig på barselsorlov med Markus.

Jeg har helt ærligt ikke brug for at bestemme noget lige for tiden. Men når tiden kommer, vil jeg gerne åbne vandrerhjemmet for både de lokale, der kommer forbi, og give turisterne en oplevelse. Selv om der er ansatte til reception og køkken, kommer jeg som souschef til at lave lidt af det hele. Jeg har dog tænkt mig at kalde mig oldfrue – det lyder så sejt."

Hvornår har du været på afveje?

"Jeg havde virkelig ikke forventet, at Mette Frederiksen ville ringe mig op og spørge, om jeg ville være kulturminister. Først sagde jeg nej, men hun gav mig tid til at tænke mig om, og så sagde jeg ja, for jeg synes, man skal gribe de muligheder, livet giver. Jeg ville også gerne hjælpe Mette, men jeg var jo gravid, og det sagde jeg højt.

Da jeg kom tilbage fra barsel i januar, efter min datter var død, var jeg kun kulturminister i halvanden måned, inden landet lukkede ned. Jeg plejer at sige, at jeg er den, der har været kulturminister på normale vilkår i kortest tid, men det føltes alligevel som et helt liv.

Da jeg besluttede mig for at stoppe som minister, gik jeg direkte hjem og sov. Det havde været de mest absurde to år af mit liv, og endelig kunne jeg sove. Jeg sov faktisk næsten, indtil det var efterårsferie, og min familie ringede jævnligt og spurgte, om jeg var okay. Men det var en lettelse, for jeg havde ikke mere energi efter at have mistet min datter, have været minister og corona. Der var ikke mere i reservedunken."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja, da min datter døde fire uger inden termin. Jeg fik aldrig forklaringen på hvorfor. Jeg kunne have ladet hende obducere, men jeg ville hellere have hende med hjem hos mig. Uanset hvilket svar obduktionen ville give mig, så ville hun jo aldrig blive levende igen. Den slags valg er både meget individuelle, men også meget grænseoverskridende – for alle.

Alene det at skulle tænke på, hvordan man transporterer et dødt barn hjem. Der kom også nogle på vejen og sagde tillykke og spurgte, om de måtte se hende, men jeg svarede bare nej. Det næste svære var, at hun jo skulle holdes kold i modsætning til, hvad man har lyst til: at holde sit barn tæt og varmt.

Jeg havde svært ved at sove den første aften, men min familie var ved at være godt brugte, så det var min ekskæreste, Jens, der kom og var sammen med mig. Det havde jeg godt nok aldrig troet. Efter et par dage gik jeg ned i lighuset med hende.

At have et dødt barn derhjemme er noget, som flere og flere vælger at gøre i den situation, men det er jo ikke noget nyt, for man havde også sine døde hjemme i gamle dage. Du skal sige ordentligt goddag, før du kan sige farvel. Jeg fødte et barn, der lignede et sovende barn, og jeg var glad for hende, selv om hun ikke levede og stolt over, at min krop kunne frembringe hende.

Jeg elskede hende, selv om hun var død. Men det fik mig også til at tænke over, hvor meget jeg kunne elske et barn, der levede. Sarah gav mig en forsmag på, hvor meget jeg ville elske Markus, og jeg havde sådan lyst til at få et barn til."

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

"Da jeg blev gravid med Markus, var jeg rædselsslagen for, at det skulle gå galt igen. Men jeg fandt ro ved at gå ture, og en dag gik jeg forbi dette hus, som var til salg.

Min ekskæreste Jens ville gerne flytte til Roskilde, men ingen af os havde råd til at købe huset alene. Så talte vi om, at nu hvor vi alligevel har et vandrerhjem sammen, kunne vi lige så godt også købe et hus sammen. Det endte med at jeg lå på barselsgangen med Markus og skrev under på skødet med NemID.

Jens og jeg var kærester i cirka fire år, men gik fra hinanden i 2018. Vi er virkelig gode venner, men jeg kan godt mærke, at andre ville synes, det var lettere, hvis vi var kærester. Vi bor hver for sig i huset, så man kan sige, at vi deler det hele, men vi har hver vores soveværelse."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er på vej mod nye horisonter. Jeg har lige holdt mit første foredrag om mit liv, og jeg var rystende nervøs. Jeg er jo vant til at holde politiske taler, men det her er noget andet. Jeg vil bare stadig gerne bidrage til den offentlige debat og for eksempel fortælle, hvordan det er at miste sin identitet som politiker og mor – på én gang. Jeg skal snart holde foredrag igen, og jeg glæder mig.

Jeg vil gerne bruge min historie til noget, så den ikke virker meningsløs. Faktisk gør det mig også glad at tale om min datter. Når jeg taler om min bedstemor og min datter, er det som om, de stadig er her."