41-årige Julie i USA: ”Det er virkelig gået op for mig, hvor stor en forskel der er på danskere og amerikanere…”

Om hverdagen

Det føles, som om alt er påvirket nu. Vi har to børn på 6 og 10, som går i en privat Montessori-skole, og den lukkede ned sammen med folkeskolerne i midten af marts. Som det ser ud nu, er der ingen skoler, der åbner på denne side af sommerferien, så al læring og undervisning foregår herhjemme med udgangspunkt i de “virtual learning”-materialer, som børnenes lærere sender ud. 

Legeaftaler - både for børn og voksne - er også helt ude af billedet. Vi har haft lidt nabohygge med bål og masser af afstand i vores indkørsler, men derudover har hverken vi eller børnene set andre mennesker siden midt marts. Indkøb foregår med maske, mens børnene enten bliver hjemme eller ude i bilen. Al sport har været aflyst i samme periode, så vores hverdag består stort set kun af hjemmeskole og lejlighedsvise ture ud i det fri med god afstand til alle andre.

Min mand går stadig på arbejde - han er en af de essentielle - så jeg er alene med børnene og hunden hele dagen. Jeg får sneget en daglig løbetur ind, men det er den eneste alenetid, jeg har. 

Om bekymringerne 

Lige nu er min største bekymring - på det personlige plan - hvornår vi kan komme til at se vores familie igen. Mine forældre skulle have været på besøg i slutningen af marts, men det blev selvfølgelig afblæst. Vi havde rejseplaner med både min og min mands familie denne sommer, men lige nu er det svært at få øje på, hvordan det skal lade sig gøre. Vi har ikke set vores familie siden sidste sommer, og hvem ved, hvornår vi får dem at se igen? Det er svært, og børnene savner deres bedsteforældre, fætre, kusiner, onkler, tanter. USA klarer sig virkelig ikke godt lige nu, så jeg frygter, at det kommer til at tage lang tid, før grænserne og flyruterne er åbne nok til, at vi kan rejse frem og tilbage. Og hvad nu hvis nogen i vores familie derhjemme bliver smittet og hårdt ramt? Det er en tanke, der ikke er til at bære.

På det samfundsmæssige plan er det virkelig gået op for mig, hvor stor en forskel der er på danskere og amerikanere, når det handler om at følge myndighedernes anvisninger og retningslinjer. Ikke at jeg ikke vidste det - det er jo "Land of the free", det her! - men det er virkelig blevet tydeligt. Danskerne brokker sig og tager diskussionen op om, hvorvidt de hårde stramninger virkelig er nødvendige, men i bund og grund er vi ret gode til at indordne os. Amerikanerne har en helt anden attitude, der i manges tilfælde betyder, at ingen skal komme og bestemme noget som helst over dem og deres rettigheder. Alle konspirationsteoretikerne, der råber op om fake news, og hvordan det er medierne (og demokraterne), der overdriver og skaber sig. Det betyder desværre også, at alt, alt for mange ikke følger de regler og retningslinjer, der er udstukket - og det gør mig virkelig bekymret for, at det vil tage foruroligende lang tid for landet at komme ud af den her krise. 

Julie Bendtsen ved sit hjem i North Carolina. Foto: Privat

Jeg savner min familie, og at det kun var vores egen tid og økonomi, der satte grænsen for, hvor tit og hvornår vi kunne se dem. Jeg savner mine børns skole, som vi altid har været så ubeskriveligt glade for, og jeg savner at hænge ud med venner over drinks og en bøf. Jeg savner at gå til koncerter, at gå på date nights med min mand - og så savner jeg ishockey! Inden krisen gik vi til Carolina Hurricanes-kampe mindst en gang eller to om måneden, men det stoppede også brat.  

Derudover har amerikanerne jo slet ikke samme økonomiske og sundhedsmæssige sikkerhedsnet, som vi kender fra Danmark, og der er ingen tvivl om, at rigtig, rigtig mange vil blive helt uoverskueligt hårdt ramt af det her.  

Om håbet

Når jeg læser om indsatsen og effekten i Danmark, gør det mig håbefuld, og jeg tror på, at Danmark nok skal komme godt ud på den anden side. Og så giver det mig håb, at vi trods alt lever i en så medicinsk og videnskabeligt udviklet og fremadstormende tid, at en vaccine og et lægemiddel rent faktisk er realistiske muligheder inden for en overskuelig fremtid. 

Jeg håber, at vi lærer at værdsætte. Ikke kun værdsætte alt det, vi normalt kan og har og lige nu savner - men også værdsætte den tid og det tempo, de fleste af os nu er tvunget til at forholde os til. Tid med vores helt nære familie, tid med vores børn, tid med os selv. Tid til at ringe til et ældre familiemedlem eller en ven, der er alene, og høre hvordan de har det. Og lytte til svaret.