"I alt for mange år prøvede jeg at skrue ned, være stille og pæn..."

Det er fire år siden, jeg læste bogen – altså længe før Sofie Lindes tale i 2020, før Tessas rap til Blachman året efter og før Politikens fødselsdagsportræt af Pernille Rosendahl, hvor hun blev lige dele jordet på sin faglighed og nedgjort som et kønt vedhæng til betydningsfulde mænd.

Bogen hed ”Too Fat, Too Slutty, Too Loud – The Rise and Reign of the Unruly Woman” og gjorde det klart, hvorfor vi – stadig – ikke var klar til at rumme kvinder, der ligger uden for ”pæn pige”-normen.

Her blev en rappende Nicki Minaj fremhævet som ”too slutty”, en gravid Kim Kardashian som ”too fat” og en debatterende Hillary Clinton som ”too loud”.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jeg vil glæde mig over al den modstand, jeg før 2020 ikke vidste, min hverdag manglede"

Jeg læste bogen på et tidspunkt, hvor jeg tænkte, at den amerikanske kultur nok var lidt mere ekstrem, når det kom til synet på kvinder.

Jeg tænkte, at nok er vi på fornavn med Jante og vilde med indstuderet ydmyghed, men vi var stolte af, at danske kvinder turde råbe højt, sige fra og fylde i landskabet. Jeg troede, at vi i Danmark var kommet videre fra den ligheds- og gennemsnitlighedsdoktrin, der fyldte i min barndommens gade.

For i 80’ernes folkeskole skulle man hverken have ”X factor” eller være stjerne i sit eget univers. Man skulle være gennemsnitlig. Helst have de samme fløjlsbukser på som sidekammeraten, den samme JEVA-taske, den samme ostehaps og leverpostejmad i madpakken. Man skulle ligne de andre, også selvom det betød, at man ikke kunne kende sig selv.  

Jeg passede ikke så godt ind i skabelonen. Jeg var impulsiv, energisk, hurtigt læsende og endnu hurtigere snakkende. Og jeg var følsom og nærtagende og humørfyldt og tyggegummi-tyggende. Jeg var ”too much” i mine læreres øjne. Jeg skulle ”skrue ned”, for min stemme var som en ”skærebrænder”.

I alt for mange år prøvede jeg at skrue ned, være stille og pæn. Men det var svært og kedeligt og heldigvis slet ikke noget, mine forældre støttede mig i. Og der kom veninder, venner, kærester og kolleger til, der også kunne klare både humør, kulør og tyggegummi. Jeg troede, det var sådan, vi var ved at blive herhjemme. Mindre 80’er-smålige og mere 20’er-large.

LÆS OGSÅ: Efter festen: "Næste morgen vågnede jeg til noget uhørt..."

Men nej. Min datter kan ikke bare spejle sig i en rollemodel som Pernille Rosendahl, der besidder en magisk stemme, en Hollywood-værdig scene-præsens og et mod til at mene noget om kvinders forhold, ligestilling og kærlighed. Hun skal også fortsat se, at hvis du lyser op i landskabet, står der altid en kommentator klar med en spand iskold ord-flom til at slukke din ild.

Hun skal lytte til podcasts, hvor et helt panel taler om Drew Sycamore, der har lagt hele Danmark ned med det ene hit efter den næste og skrabet bordet rent for priser og alligevel bliver skoset for, at det måske lige lød lidt ”for godt”, lidt ”for produceret”.

Jeg håber, at den danske smålighed er skrøbeligere end de kvinder, der bliver udsat for den. Jeg håber, at internettets trolde bliver tæmmet, og jeg håber, at vores nationalkarakter snart får en mere rummelig makeover.

Og indtil da ønsker jeg, at alle danske kvinder – uanset om de er popstjerner, politiske aktivister eller blot en strittende kaktus på en arbejdsplads fuld af ”wall flowers” – lader sig inspirere af den måske mest utæmmede kvinde, der findes, nemlig Madonna, der på kvindernes kampdag udtalte: ”The most controversial thing I have ever done, is to stick around”.