Krimiforfatter Elsebeth Egholm: "Aarhus har alle storbyens mørke sider"

Artiklen er et del af Euroman og Eurowomans magasin, der er lavet for at hylde Aarhus. Magasinet er sponsoreret af Bestseller.

Jeg begyndte for alvor at skrive i femte klasse. Der mærkede jeg suset, når jeg skrev en god historie. Vi fik til opgave at skrive en stil om Hiroshima-bomben, og det blev en drivende sentimental historie. Jeg var også god til at skrive om dyr. Jeg skrev en historie om krybskytter, som skød en girafmor, og så var ungen alene tilbage. Det var virkelig de store følelser, og sådan har det været siden. Det emotionelle spiller en stor rolle i mine bøger. Hovedpersonen skal virkelig ud og svømme. De dybe følelser vækker en genklang i læseren. Selv om vi lever med en glitrende overflade af teknologi, er der ikke langt ned til urmennesket og de store følelser af kærlighed, had og ren og skær overlevelse.

Min perfekte arbejdsdag starter om morgenen med en kop kaffe og en skål havregrød med et halvt æble skåret i tern. Vores hund, en labrador, skal altid have skrællen. Han sidder troligt og venter. Herefter går jeg i gang med at skrive eller redigere. Mit kontor er et lille rum, det ville være dejligt med et større, men sådan er huset nu engang indrettet. Her roder virkelig meget. Jeg har tingene liggende i flere lag på skrivebordet. Hvis jeg skal bruge noget, er der nærmest tale om en arkæologisk udgravning.

LÆS OGSÅ: Christian Mørk: "Det var som at drikke sig hamrende fuld hver dag at være sammen med hende"

Jeg er ikke særlig god til at skille arbejdet fra mit privatliv. Det flyder totalt sammen for mig. Jeg kan gå ud og tømme opvaskemaskinen midt i en sætning. Min kæreste har vænnet sig til det. Han skriver selv. Han er min vigtigste medlæser.

Jeg bruger Aarhus som kulisse for mine historier. Selv om Aarhus ikke er nogen storby, har den alle storbyens mørke sider. Der er kriminalitet og kvarterer, som er mindre sikre. Vi har alle uddannelsesinstitutionerne og de kreative fag, som skaber en stor gennemstrømning af unge mennesker, og vi har skov og strand og industri, alt sammen inden for en lille radius. Bag det hele ligger havnen, og her tænker jeg ikke på den pæne del med de nye lejligheder og de fine udsigter; jeg tænker på den gamle, arbejdende havn. For en krimiforfatter er skibe og containere interessante at arbejde med, for der er ingen grænser for, hvad man kan finde om bord på skibe og i aflåste containere.

LÆS OGSÅ: Aarhus' bedste restauranter: 10 steder, du skal gå efter

Jeg har besluttet mig for at holde en pause med Dicte, som jeg har beskæftiget mig med i mange år. Min nye hovedperson hedder Rina. Hun er en lidt mere actionpræget heltinde, som kan slå en overfaldsmand på flugt og stikke af fra politiet. Hun er læge om dagen, og om natten klatrer hun på højre bygninger og laver streetart. Hun lever et splittet liv, som en anden Batman. I min research har jeg tilbragt tid sammen med en lokal kunstner, som går på opdagelse i høje bygninger, hvor der normalt ikke er adgang. Sammen med sin ven kan han finde på at kravle op på taget af DLG-bygningen for at se, hvordan byen ser ud fra en anden vinkel. Jeg er desværre ikke så modig selv. Det nærmeste, jeg kommer, er klatrevæggen i Gellerupbadet. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var lige så vovelysten som Rina.

Selv om Rina er handlekraftig, har hun også sine svage sider. Jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at give hende et handicap, ellers ville hun klare udfordringerne alt for let. Jeg besluttede mig for, at hun har hukommelsestab, som handler om en episode, hun gennemlevede, da hun var barn. Oven i dette lider hun af ansigtsblindhed, som gør, at hun har svært ved at huske ansigter. I stedet forsøger hun at genkende mennesker på andre træk, det kan være et modermærke, en tatovering, en parfume eller en måde at bevæge sig på. Jeg kender det i mild grad fra mig selv, at det er svært at genkende ansigter. Det sker for mig indimellem. Det er ret ubehageligt.

Jeg elsker at redigere, for på det tidspunkt ved jeg, at historien ligger der. Det er en kæmpe lettelse, at den er kommet ned på papir, så nu kan jeg koncentrere mig om det sproglige. Så trimmer jeg teksten, sletter med hård hånd og arbejder med lyden af ordene. Jeg ser, at teksten forbedres for mit blik. Jeg nyder det virkelig. Det er belønningen for alle de mange timer foran skærmen.