Teenageres dagbøger bliver læst højt i stor stil.
SPONSORERET indhold

"Hvor var jeg clueless, naiv, pinlig, uvidende og dødirriterende"

Teenagere burde få større anerkendelse for de hårde ting, de går igennem.

27. mar. 2015 | Livsstil | Eurowoman

Vi kan allesammen have det hårdt og kæmpe med f.eks. introverthed i en ekstrovert verden eller føle os ensomme, selvom vi er sammen med andre. Men teenagere er dømt til at have det hårdt.

Når bogen 'Teenagedagbogen – til helvede med fortiden' af Stinne Skovbjerg udkommer fredag, er det produktet af en nyfunden interesse for teenagedagbøgers positive effekt på voksne. For hvis der er en ting, vi alle har tilfælles, er det, at vi har været teenagere og gennemgået de mange svære følelser, der følger med de år. Og det er måske i virkeligheden meget sundt at nærstudere sin gamle dagbog for at komme i nærkontakt med, hvem ens upolerede selv var.

Før vi ser lidt nærmere på, hvorfor teenagere har så mange store følelser, og hvorfor dagbogen er et vigtigt redskab, skal vi først høre om en succes på Nørrebro Teater i København, der vitterligt fik folk til at græde af grin.

Det var simpelthen for pinligt
Alle tre shows er totalt udsolgte, når voksne tre aftener læser højt af deres teenagedagbøger på Nørrebro Teater i København. Så der er allerede planer om at gentage succesen. Men hvorfor skal folk pludselig stå på en scene og læse højt af deres dagbøger?

Bagmændene til projektet er journalisterne Stinne Skovbjerg og Rebecca Svensson. Og det hele startede egentlig, da Stinne Skovbjerg gennemgik gamle kasser og faldt over sine dagbøger fra teenageårene.



- I starten klappede jeg dem bare sammen, fordi det simpelthen var for pinligt. Men så læste jeg lidt videre og fandt nogle passager, der fik mig til at grine højt, siger Stinne Skovbjerg.
Hun fandt på at lægge et par af dagbogssiderne op på Facebook, hvor reaktionen var overvældende. Folk syntes, det var hysterisk morsom læsning. Det fik Stinne Skovbjerg til at oprette Facebook-siden, Teenagedagbogen, dedikeret ene og alene til hendes dagbogsuddrag, og ud af det sprang ideen til at lave et show.

Stinne Skovbjerg slog pjalterne sammen med radiojournalist Rebecca Svensson, der selv tidligere havde læst op af sine dagbøger på P3, og fik Nørrebro Teater med på ideen.

Deler fortid med sin sidemand
Men hvad får en flok voksne mennesker ud af at stille sig op på en scene og læse op af deres for længst og lykkeligt glemte pinligheder?

- Ja, det er pinligt at gøre. Men på en måde er det også en accept af en del af sig selv, mange kan have meget svært ved at omfavne. For når de fleste ser tilbage på teenagedagene, tænker de; ej, hvor var jeg clueless, naiv, pinlig, uvidende og dødirriterende. At læse op af sin dagbog er en accept af, at det er en del af en selv, siger Stinne Skovbjerg.

Samtidig er det en gave for publikum at være vidne til, da de selv bliver mindet om deres fortid.

- Og det kommer der altså nogle ret sjove oplevelser ud af, at man pludselig deler fortid med sin sidemand, som man ellers ikke kender noget til, siger Stinne Skovbjerg.
Stinne Skovbjerg ser dagbogs-showene som et frisk pust i vores polerede Facebook/Instagram-tider, hvor folk ikke nødvendigvis viser deres sande jeg, men netop et poleret jeg.

- Når du skriver dagbog, kommer du i kontakt med dit inderste og ærligste jeg. Dagbogsversionen – og netop ikke Facebook-versionen – af dig selv med alle dine grimmeste, dummeste og nogle gange mest usympatiske sider. De ender næsten med at blive smukke, fordi man står ved dem i en tid, hvor alting er meget poleret.

Pigerne lægger makeup igen
Den stemning, det sætter folk i, når de er vidne til andres dagbogspinligheder, er alle pengene værd ifølge Stinne Skovbjerg:

- Det er sådan noget med, at pigerne i pausen går ned og lægger makeup igen, fordi de, af at grine, har tudet den af. Og folk bliver rørt af dagbogsoplæsningen, fordi den sætter gang i en tur down memorylane. Der er også mange, der føler det som befriende, at man i fællesskab omfavner alle de pinlige ting, man har været igennem. Men det største kompliment, vi har fået, er næsten, at publikum efter showet har set på hinanden med en større genkendelse, forståelse og medfølelse. Som om de genkendte sig selv i hinanden. Så selvom den ene er direktør, og den anden er bistandsklient, så deler vi en fælles fortid; vi er gået igennem de samme ting i teenageårene, vi har skrevet de samme kiksede kærlighedsdigte.

Teenagere har til alle tider tyet til deres lille bog, når de har haft noget på hjertet – og dét har de ganske ofte. Men hvad er det, den dagbog helt præcis kan?

- Den kan være terapeutisk, fordi man kommer i kontakt med den ægte side af sig selv. Hvis du er rigtig meget på Facebook og lægger det her polerede billede op af dig selv, vil du kunne nå til et punkt, hvor du næsten vil begynde at tro, at det er dit sande jeg. Sidder du derimod og skriver i en dagbog, kommer du i kontakt med dine inderste følelser og har mulighed for at nå lidt mere ind til kernen af, hvem du selv er. Hvis man skriver dagbog, er man også med til at give et indblik i, hvordan det har været at vokse op i Danmark på den tid og på det sted, vi kommer fra. Vi kan være med til at skabe nogle tidsbilleder, som, jeg personligt synes, er interessante for et samfund at have.

Kærlighed, sex og kærestesorger
Dagbøger handler om de store følelser. Og følelserne føles ekstra store for teenagere, fordi de oplever alle følelser for første gang i de år. Faktisk mener Stinne Skovbjerg, at vi burde have stor respekt for det teenagere gennemgår, i stedet for – som der kan være en tendens til – at gøre lidt grin med dem.

- Du løsriver dig fra dine forældre, og alting er første gang for dig; kærlighed, sex og kærestesorger. Og så er du enormt usikker; du kender ikke dit nye jeg, du har ikke lært dig selv at kende, og samtidig har du ingen erfaringen at trække på; du har ikke haft en kæreste før, og så skal du pludselig navigere rundt i alt det. Det kræver virkelig meget! Det gør den periode meget særlig, siger Stinne Skovbjerg.

En person, der også er med på, at teenageres følelsesliv skal tages alvorligt, er personlig rådgiver Christian Arnth Jørgensen, der står bag sitet teenageproblemer.dk. Han nævner selvværdsproblematikker og manglende tro på egne evner/formåen som værende de største årsager til kvaler i teenageårene. Og dagbogen er et sted for en teenager at læsse af.

- Teenagere tyer til dagbøger, fordi de ikke føler, at de kan snakke med andre om deres udfordringer. Meget af det kommer også af skyld/skam. "Det er pinligt at have sådan nogle tanker". De synes, det er ubehageligt at snakke med forældrene om det, i det de ikke kender forældrenes reaktion på forhånd, siger Christian Arnth Jørgensen.

Dagbøger og kæledyr
Christian Arnth Jørgensen ser dagbogen som et godt redskab for de unge. Lidt ligesom et kæledyr kan være:

- Det er en god måde at bearbejde tanker på. Jeg ser det samme mønster med kæledyr. Derfor kan det for udenforstående ofte virke som en voldsom overreaktion fra de unge, når hamsteren, hesten osv. dør eller bortsælges. Men i virkeligheden er det fordi, at dyret eller dagbogen "indeholder" de allerinderste tanker fra den unge og repræsenterer en stor form for tryghed, siger Christian Arnth Jørgensen.

Men hvorfor reagerer teenagere så voldsomt, nogle ville måske sige dramatisk, på ting? Christian Arnth Jørgensen mener, at vores ungdomskultur/præstationskultur er skyld i dén udvikling.

- De unge er i dag i helt særlig grad blevet ansvarlige overfor valg end tidligere. Alt skal være perfekt og kun 12-taller virker. De unge sætter lighedstegn mellem deres præstationer, karakterer, og deres egen værdi som menneske. De er ikke stærke og kompetente nok til at skille selvværd og selvtillid ad. Desværre ser jeg også flere og flere forældre, der falder i fælden og næsten kun benytter sig af præstationsbetinget ros og anerkendelse. Dette, tror jeg, er med til at gøre, at de unge reagerer meget voldsomt på modgang, siger Christian Arnth Jørgensen.

Hvis Christian Arnth Jørgensen var teenager igen, ville han råde sig selv til ikke at være så bange for at være uperfekt. Teenagere skal være bedre til at kunne lide sig selv, som de er og være mindre optagede af, hvad andre synes.

Hvis du vil vide mere om dagbogsuddrag og –oplæsning og evt. selv deltage, kan du gå ind på Facebook-siden Teenagedagbogen her, eller du kan følge programmet 'Kære Dagbog', der vises på DR3 i løbet af året. 

'Teenagedagbogen – til helvede med fortiden' af Stinne Skovbjerg udkommer fredag d. 27. marts fra Forlaget Turbine.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt: "Jeg er nået frem til, at jeg er, som jeg er"

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du motiveret til at løbe

LÆS OGSÅ: "Jeg har ikke brug for at vide, at min mand snakker med én og samme kvinde hele aftenen, og at de (åh skræk) ligefrem også danser"