Kvindelige globetrottere: Vi lever rejsedrømmen ud!

Folk siger, at jeg er heldig…

…fordi jeg har rejst så meget. Det handler bare ikke om held, men om at træffe modige valg i dit liv, der gør det muligt at leve dine drømme ud. For selvfølgelig bliver jeg også bange. Både for den økonomiske usikkerhed og nætterne alene i en kæmpe ørken, siger Ida Tin, 32 år. Iværksætter, nybagt mor og globetrotter på standby.

Ida Tin var et år, da hun første gang sad bag styret på en motorcykel. Med sin mor, Nina Rasmussen, i ryggen og sin far, Hjalte Tin, på en anden motorcykel ved siden af. Gennem Sydamerika. Forældrene har rejst verden rundt og bl.a. levet af at fortælle og skrive om det. Og Ida Tin og broderen Emil var med overalt. Det bliver man måske en smule arveligt belastet af, konstaterer Ida Tin.

– Jeg er jo forkælet på den måde – det skal være spændende hver dag. Jeg er ikke god til rutiner og alt for faste rammer, min track record udtrykker det ret godt: Jeg er 32 år og har kun prøvet at have to faste job – og jeg blev fyret fra dem begge to.

Til gengæld er Ida Tin god til at være chef, især sin egen. Hun er uddannet projektleder hos Kaospiloterne i Århus og har i nogle år haft titlen som ”direktøs” i hendes og faderens firma Moto Mundo, som arrangerer motorcykelture for eventyrlystne i hele verden. Hun har selv deltaget som rejseleder på mange af turene og har kørt på motorcykel gennem lande som Vietnam, Cuba, Chile, Afrika, Chile og Mongoliet.

Den mest skelsættende rejse foretog Ida Tin for godt tre år siden. For første gang helt alene. Og på motorcykel gennem USA. I hendes bog ”Direktøs”, som hun efterfølgende skrev om rejsen, fortæller hun bl.a.: ”Der var opstået et meget insisterende billede i mit hoved. Mig, alene på motorcykel gennem ørkenen. Med et telt og min computer koblet til en satelitterminal, et mobilt kontor. Mad lavet på min campingbrænder, et par armbøjninger hver morgen og ellers produktiv arbejdstid. En dogmetilværelse uden mode, aviser, veninder, cafeer, den kendte opgang og nærmeste Netto”. Og i dag siger hun:

– Jeg kan godt lide de ting, der plejer at fylde mit liv, men jeg havde lyst til at prøve at sortere dem fra i en periode. Og jeg trængte til at træne min modighedsmuskel.

Uroen skal kikkes i øjnene

For selv om man som Ida Tin har masser af offroad-rejseerfaring, så bliver man faktisk bange indimellem, når man tager andre veje i livet end de brede og asfalterede, siger hun. Der er den helt konkrete angst – som hun mærkede nætterne, hun tilbragte i sovepose under en blafrende teltdug alene i en mørk skov eller en øde ørken, hvor mobilnettet ikke rakte, og ingen anede, hvor hun var. Og så er der den anden frygt, der går hånd i hånd med at leve et liv uden det almindelige sikkerhedsnet. Selv hendes forældre, eventyrveteranerne og globetrotterne, kikker den dybt i øjnene med jævne mellemrum.

– Min mor og far har aldrig haft en sikker indkomst. Og i min barndom har jeg masser af gange set dem sidde og lægge budget sammen for at se, om de nu kunne klare den. Det endte altid med, at de smilede og blev enige med hinanden om, at det skulle nok gå – og jeg ved ikke engang, om det var et realistisk budget – eller om det mere var et ritual for at berolige dem selv.

– Folk har tit sagt til mig, at jeg er heldig, fordi jeg har rejst så meget. Det handler bare ikke om held, men om at træffe nogle valg i sit liv, som gør det muligt. Og det kræver meget energi og selvdisciplin at leve et ”frit” liv – for man vælger trygheden fra.

– Mine veninder bor fedt, har bil, pensionsordninger og betalt ferie. Alt det har jeg byttet væk for mit frie liv, og det hører med i det store billede, når folk siger: ”Ihh, hvor har du et spændende liv”. Det har jeg, og jeg elsker mit bytte. Men jeg betaler for det med bl.a. en vis usikkerhed – som også kan være virkelig god træning for min modighedsmuskel.

Cowboy eller housewife

Turen alene rundt i USA endte med at blive en regulær dannelsesrejse, siger Ida Tin. Og de to modsætninger, der allerede inden afrejsen trak i hver sin retning inde i hende, blev undervejs trukket skarpere op, så hun vendte hjem med en endnu stærkere længsel efter både at være den frie vagabond – men også at møde kærligheden og få et barn. Et valg mellem at være cowboy eller housewife, føltes det som, siger hun.

– Jeg fandt ikke en stille ørken, der kunne fungere som effektivt arbejdsværelse. For jeg opdagede, at det mobile kontor, jeg drømte om, ikke handler om at sidde i ensomhed et sted, men om at lære at være i transit og kunne skabe mit eget fredfyldte, mentale rum, uanset hvor jeg er. De store naturoplevelser, som er en del af rejsen, er god underholdning, det er jo storslåede landskaber. Men rejsen rundt i USA lærte mig, at jeg kan nyde roen, når jeg er i naturen – i modsætning til at skulle være i naturen for at finde ro, for den skal jeg finde i mig selv.

LÆS OGSÅ: Sådan foretrækker danskerne at rejse

Jeg tvang mig selv til at få en base

Men allermest er det mødet med mennesker, der gør indtryk, og de kan være meget intense – især når man rejser alene, siger Ida Tin.

– Man er afhængig af andre menneskers lyst til at hjælpe – med at finde vej, en seng at sove i, et måltid mad – og den sårbarhed gør, at man selv er mere åben, og at der opstår et rum for folk, hvor de kan give kærlighed. Vi har sjældent den slags møder med hinanden hjemme i vores hverdagsliv, og man kan godt blive afhængig af den intense måde at leve på, spændingen, oplevelserne, følelserne. Det mærkede jeg tydeligt, da jeg kom hjem igen.

– Men sådan har jeg heller ikke lyst til at leve – altid på vej et nyt sted hen. Så jeg købte en lejlighed i København for at tvinge mig selv til at være og mærke, at det også er dejligt at have en base og et hverdagsliv – hvorefter jeg mødte en mand fra Berlin, som jeg forelskede mig i.

Ida Tin smiler skævt. Det er to et halvt år siden nu, og hun er på en måde stadig i transit. Mellem sit gamle cowboyliv og det nye som mor. Sønnen Eliot på halvandet år kravler rundt i sofaen, han er lige vågnet efter en lur. De er begge to hjemme i København på besøg og næsten lige landet. I dag bor Ida Tin sammen med kæresten i Berlin, og bortset fra en tre-måneders tur i elbil tværs over USA sammen med hendes forældre og søn er det netop det lille liv hjemme, som har fyldt mest de sidste par år.

– Jeg har ikke de samme muligheder for at rejse lige nu, og det føles som et vist frihedstab. Men jeg træner min modighedsmuskel på andre måder. Jeg har startet et nyt firma med et biotekprodukt, som måler kvinders fertilitet, og det er en anden form for eventyr, som også kræver, at jeg i den grad udfordrer mig selv og min angst for, om det nu vil gå godt og kan bære igennem.

Ida Tin har skrevet bogen ”Direktøs” om sin rejse alene på motorcykel rundt i USA – ”et eventyr om at leve enkelt, lytte til sit hjerte og møde verden”. Fantastisk skrevet, kan i høj grad anbefales. Udkommet på Rosinante.

IDAS BEDSTE RÅD TIL DIG, DER VIL LEVE (REJSE)DRØMMEN UD

Træn din modighedsmuskel: Start i det små og øv dig. At rejse på egen hånd er en kompetence, der skal trænes som alt andet. Du må gerne udfordre dig selv, men hvis du er bange, er du gået for langt i forhold til dine egne grænser. Bliv inden for det felt, hvor du er spændt, men samtidig i tilpas kontrol.

Rejs, når du har overskud: Eventyrrejser, især dem, du tager på egen hånd, kræver et mentalt og følelsesmæssigt overskud. Alt går ikke, som man forestiller sig, og man skal kunne tage tingene, som de kommer. Uden overskud er det også svært at møde mennesker – og uden de møder bliver din rejse ensom.

Lyt til din mavefornemmelse: Og lad være med at være dumdristig, der er steder, hvor du ikke skal færdes alene. Spørg evt. de lokale om råd.

Se din uro i øjnene: Hvis dit behov for tryghed og din angst for usikkerhed forhindrer dig i at udleve din rejsedrøm, så prøv at stille dig selv spørgsmålet: Hvad er det værste, der kan ske? Og mærk efter, hvad der kommer efter ”katastrofen”. Måske er det plads til noget helt nyt og bedre.

Navn: Ida Tin

Alder: 32 år

Uddannelse: projektleder fra Kaospiloterne.

Job: Har drevet motorcykelrejsefirmaet Moto Mundo sammen med sin far, rejseveteranen Hjalte Tin. Har nu startet eget biotekfirma, BioWink, i Berlin. Holder også foredrag om sit liv og sine rejser.

Forfatter til: ogen ”Direktøs” (forlaget Rosinante).

Privat: Bor i Berlin sammen med sin kæreste, der er kommunikationschef i et solcellefirma. Sammen har de sønnen Eliot på halvandet år.

Har boet i: Sydafrika, London, Indien, Spanien, Berlin samt Århus og København.

Har rejst på motorcykel i: bl.a. Sydamerika, Asien, Rusland, Mongoliet, Cuba og Kina samt USA.

Medlem af: De kvindelige Eventyrers Klub.

Se mere på: Idatin.com.

Læs om den berejste Mikie Breum på næste side.

Nogle kvinder holder barsel, jeg tager ud at rejse…

...og så kommer jeg tilbage efter et halvt år og fortsætter min karriere. Vi kan faktisk godt leve på andre måder end lige efter bogen, hvis vi virkelig ønsker det, siger Mikie Breum, 40, der konsekvent har indrettet sin økonomi, så hun føler sig tryg og sikker på et meget lille budget. Resten af lønnen går nemlig til hendes store passion – rejser til alle afkroge af verden.

– Hvor stor en oplevelse er det at købe en sofa i forhold til at rejse?

Mikie Breum stiller spørgsmålet. Vi sidder i hendes lille kolonihavehus uden for København, hvor hun bor sammen med sin kæreste i sommerhalvåret. Hun har en sofa. Men den har ikke været dyr. Hun har også en billig lejlighed – som tit er lejet ud i halve år af gangen. For Mikie Breum rejser, når hun overhovedet kan. Driften mod nye horisonter, andre landskaber, store naturoplevelser og det ærlige, nøgne møde med et vildt fremmed menneske har hun haft, siden hun som 16-årig udvekslingsstudent boede et halvt år i Costa Rica.

– Jeg har altid været meget bevidst om, at jeg ikke har lyst til den normale tilværelse med hus, bil, arbejde til klokken 17 og aftenkaffe foran fjernsynet, for jeg synes, at det ”spiser” hele mit liv op – og det er det sværeste ved at komme hjem efter en rejse. Så er jeg er tilbage i de rutiner igen, indtil næste gang jeg kan tage af sted. Hvorimod jeg føler mig fuldstændig i live, når jeg f.eks. vandrer i naturen. Derfor lever jeg konsekvent for mindre, end jeg tjener. Min kæreste og jeg bruger f.eks. kun ca. 3.500 kroner om måneden på mad, tøj og fornøjelser.

– Du bestemmer selv, hvor stor en grad af frihed, du vil have i dit liv. Og hvis du lever dyrt, er det klart, at friheden til at vælge anderledes bliver mindre. Jeg synes faktisk ikke, at jeg har valgt trygheden fra. Jeg har bare sørget for, at der rent økonomisk ikke skal ret meget til, for at jeg netop føler mig rolig.

Jeg er ikke væk i længere tid end en barselsorlov

Mikie Breum er uddannet cand.scient.adm. og arbejdede indtil for to et halvt år siden som fuldmægtig i Rigsrevisionen. Jobbet forlod hun til fordel for en lang rejse gennem New Zealand, Australien og Syd- og Centralamerika kun med ganske korte pitstop i Danmark. Hun kom hjem i foråret og fik efter kort tid job som økonomi- og udviklingskonsulent i Frederiksberg Kommune.

– Vi kan godt leve vores liv på andre måder end den gængse. Vi er jo vant til, at kvinder er væk på barsel i en længere periode og kommer tilbage og genoptager karrieren. Jeg er væk, når jeg rejser, og fortsætter så min karriere. Det har fint kunne lade sig gøre ind til nu.

Til gengæld har Mikie Breum valgt ikke at få børn. Det kan ikke forenes med hendes nomadeliv, siger hun.

LÆS OGSÅ: Tomas Villum Jensen: "Kenya har gjort et helt utroligt indtryk på mig"

– Jeg er ikke bange for ret meget og udfordrer hele tiden mine egne grænser og min modighedstærskel – men jeg har også kun mig selv at tænke på.

Mikie Breum har sammenlangt rejst i otte år og gennem 60 lande. Rejserne har varet seks til otte måneder, og de fleste har hun foretaget alene. Og selv om det er dejligt at være af sted med kæresten Søren, der er mindst lige så eventyrlysten, så har hun haft de største oplevelser på egen hånd, siger hun.

– Jeg er meget åben, og det er let at komme i snak med folk, når du rejser som backpacker. Der er masser, der også rejser alene, og så følges man måske i nogle dage. Og de lokale er nysgerrige og interesserede, især du kommer som ene kvinde – for så er du jo ufarlig i deres øjne. Jeg er tit blevet inviteret hjem at bo hos folk, og det kan være nogle meget ærlige, fantastiske og dybe møder – for vi kommer jo aldrig til at se hinanden igen, og derfor er der ikke noget på spil.

Hvis de lokale kan overleve, kan jeg også

Mikie Breum har sat nogle få regler op for sig selv, når hun rejser alene og som hvid kvinde i områder, hvor mange andre ikke engang ville turde færdes i en større flok.

– Grundlæggende er min indstilling: Hvis de lokale kan overleve der hver dag, så kan jeg også. Men jeg drikker mig aldrig fuld, når jeg er alene. Jeg spørger de lokale, hvor længe det er sikkert at færdes ude om aftenen. Og ankommer jeg til en skummel busstation om natten, så tager jeg enten en taxa derfra eller venter med at gå, til det er blevet lyst.

Mikie Breum rejser også på tomlen om nødvendigt. Det har hun gjort både i Afrika, Sydamerika og senest på turen i New Zealand. Selv om de lokale korser sig.

– Jeg tror, at risikoen for at blive samlet op af en voldsmand er minimal – i hvert fald er den ikke større end den risiko, du løber, hvis du går med en fremmed mand hjem fra en date eller et diskotek.

Er der så slet ikke noget, der kan ryste en hardcore globetrotter? Mikie Breum griner:

– Jeg har prøvet at være på en helt almindelig chartertur en uge til Tunesien, fordi jeg trængte til varme og sol. Jeg tog af sted alene, som jeg har gjort masser af gange før – og opdagede, at jeg følte mig helt pinligt forkert, for alle andre var jo del af en venneflok eller en familie.

MIKIES BEDSTE RÅD TIL DIG, DER VIL LEVE (REJSE)DRØMMEN UD

Forhold dig til din frygt: Det er naturligt at være bange for noget, man ikke kender. Så snak f.eks. med nogle, som har rejst der, hvor du drømmer om at tage hen. Hør om deres erfaringer, få deres gode råd, stil dem alle de spørgsmål, du har brug for at kende svaret på.

Flyt din modighedstærskel: Begynd i det små, og ryk dine grænser lidt ad gangen. Jo flere gode erfaringer, du har, jo mere tør du. Første gang rejser du måske med rejseleder i en gruppe. Næste gang er I måske nogle venner, der selv arrangerer en tur. Tredje gang starter du måske med en flok, men skilles undervejs. Og fjerde gang tør du måske også vandre alene.

Find rejsefæller på nettet: Du behøver ikke være afhængig af, at kæresten eller vennerne deler dine rejsedrømme. Du kan også finde rejsefællerne på nettet, f.eks. på Backpackerplanet.dk.

Spar sammen til din drøm: I mange lande i f.eks. Asien og Sydamerika kan du leve rigtig godt for ca. 6.000 kroner om måneden, hvor du bor på hotel og spiser alle måltider ude. Med flybilletter og forsikring har du derfor brug for ca. 50-60.000 kroner for at være af sted i et halvt år. Lej din bolig ud, mens du er afsted. Så er det ikke en umulig drøm.

Mikie Breum har skrevet bogen ”Blandt pungdyr og vulkaner” om sin rejse alene rundt i New Zealand og Australien. Bogen er udkommet på forlaget Frydenlund.

Navn: Mikie Breum

Alder: 40 år

Uddannelse: Cand.scient.adm.

Job: Økonomi- og udviklingskonsulent i Frederiksberg Kommune.

Forfatter til: bogen ”Blandt pungdyr og vulkaner” (forlaget Frydenlund).

Privat: Har en kæreste og bor i København.

Har boet i: Spanien.

Har rejst i: 60 lande og været på alle syv kontinenter; Afrika, Asien, Europa, Syd– og Centralamerika, USA, Oceanien og Antarktis.

Medlem af: De Berejstes Klub.

FACEBOOK: Bliv ven med ALT for damerne