Lise Nørgaard: "Jeg er da ked af, at jeg ikke kan overvære min egen begravelse"

Hun taler meget lavt. Hvisker, vil jeg nærmest sige. Men Lise siger selv, at hun synes, at hun hvæser. Det er desværre en kronisk tilstand, har hun fået at vide, noget med stemmebåndene, der ikke længere kan vibrere sammen, og så bliver stemmen meget svag. Heldigvis er det ikke kræft, men hun er træt af, at hun ikke længere kan tale højt og klart, for hun befinder sig stadig som en fisk i vandet i selskaber og sammen med andre mennesker. Vi bestiller frokost.

Fiskefrikadeller til Lise, fiskefilet til mig. Og så et enkelt glas hvidvin. ”Du skal jo først køre om lang tid”, siger hun til mig. Og det er rigtigt. For det bliver en meget lang og helt vidunderlig snak. At sidde med en så underholdende, talende og vidende kvinde på 102 år, et ikon inden for sit – og mit – fag, er fuldstændig ubeskriveligt. Hvor har hun oplevet meget. Og hvor kan hun bare fortælle om det.

– Jeg har spekuleret meget over, hvilken hemmelighed, jeg skal fortælle. Men så gammel jeg er og så tit, jeg er blevet udspurgt, så er det svært at komme i tanke om hemmeligheder. Men jeg har fundet en…

Hun griner. Siger ikke mere om det lige nu. I stedet taler vi lidt om, hvordan hun kunne tænke sig at se ud på forsiden af ALT for damerne.

– Jeg har lige fået en ny dragt fra Stasia. Den er så smart. Og ret broget. Den er sort, turkis og beige. Den vil jeg have det godt i.

Du er altid meget elegant, hvad betyder tøj for dig?

– Synes du …?

Hun ser skeptisk og samtidig glad på mig.

– Altså, somme tider, når jeg går rundt derhjemme, er jeg ikke elegant! Men jeg elsker tøj. Jeg har altid interesseret mig for det, jeg havde på. Da jeg var barn, hadede jeg, at min søster og jeg skulle være ens. Jeg fik tøjet i rødt, hun fik det i blåt. Det bliver man træt af. Og mine egne tvillinger, Anne og Bente, de var også ens klædt, men da de begyndte at kunne sige fra, afslørede de, at de hele deres barndom havde hadet at være ens.

Så du gav det videre til dem, selvom du ikke selv havde kunnet lide det?

– Ja, lidt ... For de protesterede jo ikke, da de var små. Og de så yndige ud. Men så en dag, da vi skulle til en premiere, ville de ikke med. Hvorfor ikke, spurgte vi dem? ”Nej, for vi gider ikke tage med og se ens ud”. Og så sagde min mand, deres stedfar: ”Så lad dem da få lov til at prøve at købe selv”. De fik penge til at gå ud og købe hver for sig, og så kom de tilbage med hver deres rædsel, ha ha.

– Men senere blev de gode til det, og nu misunder jeg dem ALT det tøj, de har. Og når jeg spørger dem, hvor de har købt det, svarer de altid, at det vist var i Roms lufthavn. Eller i London. Eller hvor de nu ellers har været. De er meget smarte. Synes jeg. Jeg sætter også pris på, når andre ser ordentlige ud.

– Da jeg var chefredaktør på Hjemmet, var det lige i de år, hvor kvinderne realiserede sig selv ved at se farlige ud. Somme tider kom der nogle nyudannede journalister, og de så altså ud, så man troede, det var løgn. I store pelsjakker, så man nærmest skulle tro, at de var sådan nogle rensdyrnomader. Jeg tænkte tit, om de havde rensdyret tøjret udenfor. Og med langt, fedtet hår. Men så havde vi et trick.

– De var jo kønne unge piger, når de blev vasket og klippet, og derfor spurgte vi dem, om de ikke kunne tænke sig at være modeller til en serie, der hed ”Før og efter”. Det ville de gerne. Og så blev de fotograferet, som de var, og derefter tog moderedaktøren fat og forvandlede dem, så de så menneskelige ud. Lækre og kønne. Vi slog alle sammen hænderne sammen i begejstring og roste dem, så de ændrede type permanent. Og så kunne vi holde ud at se på dem.

– Det er jo sådan, at hvis man er journalist, er man faktisk nødt til at se nogenlunde ud, for ellers skal man bruge en masse tid på at overbevise den, man skal interviewe, om, at man er et normalt menneske og ikke en, der lige er kommet ud af en krog på Christiania. Det var et problem dengang, særligt når de kom fra DR. Men det ser man ikke mere. Nu er de smarte alle sammen. Lige som du er. Det er en fornøjelse. Der er noget æstetisk ved, at folk gider se ordentlige ud.

Lise Nørgaard er den første kvinde i ALT for damernes store interviewserie, der skal skyde det nye årti i gang. På redaktionen kunne vi næsten ikke få armene ned, da hun sagde ja til at være med. Selv er hun ikke helt sikker på, hvorfor vi så gerne ville have hende til at stille op, men så alligevel.

– Men måske er det, fordi jeg er så urgammel, at jeg er nået at blive kendt …?

Hun løfter hvidvinsglasset og skåler.

– Altså, alt det, jeg har oplevet og gennemgået – eller gennemlevet – man undrer sig. Jeg undrer mig virkelig over, at det er lykkedes mig at leve midt i historien. Fra Første Verdenskrig og så til nu. Gennem besættelsen også. Alle de møder, jeg har haft med historiske personer. Alt det, jeg har læst. Al den musik, jeg har hørt. Det kan somme tider være overvældende at tænke på. Jeg er en stor læser. Jeg har altid en bog i gang.

Hvilken bog læser du lige nu?

– Jeg er på Søren Pinds nye bog. Han er en af mine gode venner.

Hvilke bøger har du ellers på listen?

– En af mine yndlingsforfattere er Thomas Mann, og derfor interesserer jeg mig meget for hans tid. Og den falder sammen med mange af de komponister, jeg elsker. Jeg har lige en lille boghistorie. I søndags fik jeg mulighed for at føle, hvor ÆLDgammel, jeg er. Jeg sad i et selskab, og jeg havde lige læst en bog, som en østrigsk veninde havde sendt mig. Den handler om en korrespondance over 40 år mellem Alma Mahler og Arnold Schönberg. Min veninde sendte den til mig for at påvise, at Alma ikke var så led, som jeg troede.

Hun griner.

– Jeg læste den, som var det en kriminalroman. Den var så spændende. Da jeg blev jeg færdig, tænkte jeg over, hvem jeg kunne tale med om bogen. Min elskede svigersøn, Evind, der talte og læste tysk og interesserede sig for moderne musik, døde desværre i sommer. Men da jeg så sad til det selskab i søndags, spurgte jeg ud i forsamlingen – og de var alle akademikere – om der var nogen, der læste tysk. Der var dødlignende tavshed.

– De mente da nok, at de forstod det, men de gad ikke læse det. Så spurgte jeg, om der var nogen, der interesserede sig for Alma Mahler, og så var der sgu en, der spurgte: ”Hvem var hun?”. Til sidst spurgte jeg, om der var nogen i selskabet, der interesserede sig for tolvtonemusik, som var det, Schönberg opfandt. Og så var der en, der sagde: ”Vorherre bevares!”. Og ved du hvad, så følte jeg mig pludselig så forladt.

Hun ser et øjeblik helt trist ud.

Det er vel også det svære ved at nå en alder som din, at man mister familie og venner?

– Ja. Jeg har lige mistet min veninde Didder Rønlund. Hun kunne nu ikke læse tysk, men hun kunne så meget andet. Vi var tre. Eva Bendix, Didder og jeg. Vi løb ind i hinanden omkring 1951, og vi holdt sammen. I det hele taget holdt de kvindelige journalister sammen dengang, uanset hvilke blade de befandt sig på. Vi tre havde alle mindre børn på samme tid og var gode til at sidde og sladre om vores mænd, ha ha. Som vi alle var glade for. Vi grinede så godt sammen. Og hvis der var nogen, der generede os, sagde Eva: ”Nu hader vi kollektivt!”.

Hvordan er det at være den eneste tilbage, der kan huske de her ting?

– Det føles lidt ensomt.

Som det ser ud udefra, har du været god til at skaffe dig en ny omgangskreds?

– Ja, det er rigtigt. Jeg vil sige, at det dummeste, man kan gøre, hvis man bliver alene, det er at sætte sig ned og vente på, at ridderen på den hvide hest skal komme forbi. Man skal gå ud blandt de mennesker, man altid er gået ud med. Og man skal gå ud med nye mennesker.

– Det har været en fordel for mig at kende mennesker, der ikke inddeler deres vennekreds i par, men som er fuldstændig ligeglade med, om de inviterer enlige mænd eller enlige kvinder. De enlige kvinder er jo i overtal, men det generer dem ikke. Det er selvfølgelig også via mine interesser, at jeg har fået nye venner. F.eks. gennem musikken. Eller yngre kolleger, som jeg kan snakke og grine med.

– Forleden var jeg til en middag hos sangeren Jens Christian Wandt. Og det var næsten alle sammen unge mennesker, der var med. Musikere. Balletdansere. De var så smukke, men de var også enormt kærlige. Og kultiverede. Og pludselig opdager man, at man har fælles interesser med helt unge mennesker. F.eks. balletdanseren Ida Praetorius. Hun er vidunderlig.

Hvad har du til fælles med Ida Praetorius?

– Jeg er gammel ballettoman. Kommer stadig meget gerne til ballet. Og det åbner jo en samtale, når jeg kan sige til hende, at jeg var der den aften, hvor hun blev udnævnt til solodanser på Det Kongelige Teater.

– To dage før hun døde, besøgte jeg hende, og der tog hun min hånd og sagde: ”Lise, vi to har vel nok haft et dejligt liv”. Og det rørte mig så dybt. For hvis jeg havde haft et liv som Helles, var jeg gået ud og havde hængt mig. Hvad hun stod igennem … Det var helt utroligt. Det beundrer jeg stadig. Hun klarede alle skær med en stolthed, som næsten var betagende.

Hvilke historiske begivenheder husker du især?

– Jeg oplevede som ung, at min far måtte op til vandtårnet i Roskilde og befri bankdirektøren, der var blevet taget af Frihedsbevægelsen. Det var en privat hævnakt. Han stod sådan her op ad vandtårnet.
Hun rækker armene i vejret.

– Det er den scene, jeg bruger i ”Matador”, hvor Skjold Hansen bliver taget for værnemageri og bliver stillet op på samme måde. Jeg tror, at alle, der levede dengang, har en personlig historie både om den 9. april og den 5. maj. Mine forældre havde et hus i Roskilde med en lang mur langs hovedfærdselsåren til Ringsted. Tyskerne skulle marchere der for at komme fra København til Korsør, da de skulle forlade landet efter befrielsen. Jeg havde taget mine små børn ud og havde stillet dem op på nogle bænke langs muren, så de engang kunne sige, at de havde set tyskerne forlade Danmark.

Kan de huske det i dag?

– Nej, for ved du, hvad jeg gjorde? Nu skal du høre. Tyskerne kom gående – en samling elendige individer, gamle mænd og drenge – med lasede, blodige klude om fødderne og med små trækvogne med de få ting, de lige havde fået hamstret. Og med deres hunde, som man vidste ville blive taget fra dem og skudt ved Korsør.

– De holdt et hvil lige overfor, hvor vi stod, og da de rejste sig igen for at gå videre, blev de beordret af deres officerer til at synge og gå med hævede hoveder. Drengene, der var stærkere, hjalp de gamle mænd op og slæbte dem ud på kørebanen. Og så stod jeg der og opdagede for første gang, at sejren ingen sødme har.

– Det var ikke noget at lade børn se på. Så jeg tog dem væk. Det var slagne mennesker, og det var så uhyggeligt at se på og vide, hvad de kom hjem til. De var jo ikke alle sammen onde. Drenge i konfirmationsalderen og gamle, gamle mænd. De gjorde bare det, de havde fået besked på. Det med, at man tror, at det er så pragtfuldt at sejre …

Hun holder en længere pause.

– Det kan man godt tænke over. Og det gør jeg den dag i dag.

Tjeneren kommer og henter vores tallerkener. Lise beder om en dobbelt espresso og om at få den sidste fiskefrikadelle med hjem til sin kat. ”Det er da vist en forkælet kat”, siger tjeneren grinende og lover at komme tilbage med en lille pakke.

– Det er en vildkat, der kommer på min altan, hvor den står og miaver. Den hedder af samme grund Misser von Miav. Den kommer og fedter for mig, når den er sulten. Den vil egentlig gerne bo hos mig, men så skal jeg lade døren stå åben til det fri, og det kan jo have sine vanskeligheder på den her tid af året. Hvis jeg lukker døren, vil den ud med det samme.

Jeg troede, at du havde hund?

– Det har jeg også altid haft. Men min sidste hund døde for 12 år siden, og jeg savner den hver dag. Hvert øjeblik. At der er en, der vil tage imod mig og oven i købet være glad for at se mig, uanset hvor grim og sur jeg er. Det var meget hårdt for mig at miste min mand og senere min søn, men da hunden døde, fik jeg en depression. Jeg kunne hverken spise eller drikke. Jeg ringede til min nevø, som er læge, og han kom med lasagne fra en delikatesse, en flaske rødvin og en recept på lykkepiller.

Hun griner stille.

Tog du pillerne?

– Ja, i to dage. Så var depressionen overstået, og jeg begyndte at spise igen. Men jeg savner sådan lige at kunne stikke hånden ned og nusse en hund. Jeg mangler nogen at nulre. Derfor får katten lov at komme ind somme tider. Men det er ikke det samme. Katten elsker mig kun, fordi jeg giver den mad. En hund er så trofast. Da jeg i sin tid blev ansat på Gutenberghus som journalist, fik jeg to ting indført i min kontrakt. Det ene var, at jeg aldrig skulle skrive på elektrisk skrivemaskine, og det andet var, at jeg måtte have to puddelhunde med på arbejde. Og det fik jeg lov til. Puddelhundene var nu ikke så begejstrede for det, så de benyttede sig ikke rigtig af det.

Og kom du aldrig til at skrive på elektrisk skrivemaskine – eller computer?

– Nej! En dag gik døren til mit kontor op, og der stod to mænd med et kæmpe lokum af en computer, som de ville ind på mit kontor med. ”Nej, det skal I ikke”, sagde jeg. ”Ud!”. Og da vi så havde udvekslet disse begavede meninger et stykke tid, hev jeg min kontrakt op af skuffen og viste dem den. Så måtte de gå igen. Og jeg fik aldrig lært at bruge hverken elektrisk skrivemaskine eller computer. I dag kan jeg da godt se, at den er helt gal. Min datter, Bente, som ellers har nok at se til, er nødt til at ordne alle mine finanser. Hun siger, at hun er glad for at kunne hjælpe, men hvad gør andre gamle damer og herrer, der ikke har kvikke døtre?

Savner du at skrive?

– Nej. Og jeg har foræret min skrivemaskine væk. Den var en skandale til sidst. Bakken har fået den. Den står i Korsbæk derude. Jeg har så grim en håndskrift, at jeg dårligt kan være bekendt at skrive et takkekort. Og det værste er, at jeg har svært ved at læse andres håndskrift. Jeg får lange, lange breve fra rare mennesker, der fortæller mig deres livshistorie, men jeg må bede min datter, Dorte, om at læse dem højt og skrive mine svar, som jeg dikterer.

– Det er hendes funktion, hi hi, og min tredje datter, Anne, har opgaven med at slæbe mig rundt til lægerne. Jeg føler mig tit som sådan en gammel bil, der skulle have været hugget op for længst. I stedet bliver jeg kørt rundt til alle mulige værksteder, hvor de vil have mig behandlet, så jeg kan køre lidt kilometer endnu. Til ørelæger, halslæger, øjenlæger, hudlæger og alt muligt andet. Og så tænker man, det er dog forfærdeligt, som man er til besvær. Jeg spæner hen ad de lange gange på hospitalerne med min rollator og føler mig fuldstændig idiotisk.

1980’erne var Lises bedste årti, siger hun. Indtil hendes anden mand, Jens Nørgaard, døde i 1984. Han var hendes livs kærlighed.

Har du aldrig haft lyst til at finde en ny mand efter ham?

– Nej, for ved du hvad, jeg har ikke noget behov for at have en mand for enhver pris. Jeg havde en masse mænd omkring mig, da jeg blev ledig på markedet, men de var enten gift med dejlige damer, eller også var de ikke helt acceptable. Og der er også noget andet, man skal tænke på. De mænd, der opsøger en i den alder, de har også selv en familie. Og så må man spørge sig selv, om det er den, man vil have med rundt om juletræet?

Hun kigger underfundigt på mig.

– Men man kan jo sagtens være gode venner, uden at mændene skal flytte ind og have vasket deres underbukser i min vaskemaskine, ikke?

Hvad var det særlige ved din anden mand?

– Han havde humor, han var frygtelig sød ved mine børn, og han var stor i slaget. Det sidste har jeg et par gode historier om. Jeg gik til ballet hos Inge Juul Hansen, hvor der kom en masse fine damer fra Nordsjælland. Jeg havde fået et meget smukt Dior-tørklæde af min mand, og en dag hængte jeg det i garderoben, da jeg skulle danse. Da jeg kom ud, var det væk. Nogen havde taget det.

– Nå, men jeg var så ked af det, og så gik Jens hen og bad om at få importeret et tørklæde mage til, som han forærede mig. Han så helt genert ud, da han kom med det, og det var så utrolig sødt. En anden gang kom jeg hjem med en smart ny kjole. Da jeg prøvede den på for Jens, fortalte jeg ham, at der havde været to smukke kjoler i butikken, som jeg næsten ikke havde kunnet vælge imellem. Næste dag kom han hjem med den anden kjole til mig. Sådan var han.

Vi har fået regningen, men inden vi rejser os for at køre tilbage mod Skodsborg, er der lige et sidste spørgsmål.

Hvad er din hemmelighed?

– Det er, at jeg er overtroisk!

Okay, det kommer lidt bag på mig, du virker ikke som den overtroiske type …?

– Nej, men det har heller ikke noget at gøre med sorte katte, for dem elsker jeg. Og det har heller ikke noget at gøre med 13-tallet, for jeg børn og børnebørn, der er født den 13., og de er meget vellykkede. Overtroen manifesterer sig ved, at jeg tager varsler. Hvis telefonen ringer, før jeg er kommet ud af sengen, så skal det nok blive en dårlig dag. Jeg hader telefoner.

Hvorfor?

– Det er jo ikke en måde at komme ud af sengen på, vel? Og den skal heller ikke ringe, mens jeg er i bad. Og når jeg begynder at lave min morgenmad, skal det helst være uforstyrret, for ellers kan det også godt gå galt. Og med uforstyrret mener jeg, at jeg ikke skal forstyrres, når jeg koger mit æg. Det gør jeg efter min moster Thyras metode. Jeg putter ægget i koldt vand, og når vandet begynder at koge, synger jeg første vers af ”Vor Gud han er så fast en borg”. Ægget skal helst op ved første sætning af andet vers.

Så er det helt perfekt?

– Du har aldrig fået så perfekt et æg! Men kan du forestille dig, hvad der sker, når den satans telefon kimer midt i det hele? Så bliver det en virkelig dårlig dag.

Har du fortalt alle dem, der kan finde på at ringe, at de ikke skal ringe på det tidspunkt?

– Ja, men de tror, jeg er sindssyg, når jeg begynder at forklare, at det forholder sig sådan!

Har du rent faktisk oplevet, at det bliver en dårlig dag, hvis telefonen ringer på det tidspunkt?

– Ja, for jeg begynder at gå og kludre. Og når telefonen bliver ved med at kime, bliver jeg nødt til at tage den og sige: ”Jeg koger æg!”. Og så tror de, at de har ringet til den gale. Når jeg hader telefoner og kan tage varsler af dem, så er det fordi, jeg har en fast tro på, at jeg var blevet en meget bedre forfatter, hvis ikke Sir Graham Bell havde gjort sin opfindelse. Nu skriver jeg jo ikke længere, men da jeg stadig gjorde, var jeg nødt til krølle papiret sammen og begynde helt forfra, hvis telefonen ringede. Og på den måde kan man jo ikke være en ordentlig forfatter, vel?

Jeg gætter på, at du så ikke har mobiltelefon?

– Jeg har en, som ingen kender nummeret på. Og den bruger jeg kun, når jeg er på hospitalet. Ellers er det fastnet. Og jeg har også hemmeligt nummer på den. Men en verdensomspændende mafia har fundet ud af nummeret. Når de så ringer, og jeg spørger, hvor de har mit nummer fra, siger de muntert: ”Ja, det er min hemmelighed!”