Liselotte Lyngsø
SPONSORERET indhold

Fremtidsforskeren: Unge der spiller bingo, går til fællesspisning og går op i dyrevelfærd er eksempler på en særlig tendens

Partiet Alternativet og de unge, der spiller bingo og går til fællesspisning og går op i dyrevelfærd er eksempler på, at de feminine værdier er ved at komme i spil, siger fremtidsforsker Liselotte Lyngsø.

Af:: Marie-Louise Truelsen Foto: Stine Heilmann, Bjarke Johansen, Anitta Behrendt og Gitte Pedersen
26. jan. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Som udgangspunkt mener jeg, at de maskuline ­værdier stadig kører derudad i vores samfund. Det feminine skal dog nok komme, når vi kigger langt nok frem. Partiet Alternativet og de unge, der er begyndt at spille bingo og gå til fællesspisning ­inde i Absalonkirken i København er gode eksempler på, at de feminine værdier er ved at komme i spil. Det samme er de ­unge mænd, der står ved, at de er vegetarer, og som begynder at græde, når de ser et dyr blive slået ihjel. Kig også på den mere cirkulære tilgang til tilværelsen, som vi ser i forbindelsen med bevægelsen mod madspild og hele det kæmpe engagement, der begynder at vise sig med deleøkonomien.

– Alle de usynlige bånd, der lige nu bliver knyttet mellem folk i lokalområderne på grund af de her ting, kan man godt kalde en feminin understrøm. Og det er netop tiltag, der ikke er synlige på samme måde som byggerier af højhuse eller kæmpe broer. Man kan jo ikke umiddelbart se og måle samkørsel, genbrug eller folk, der spiser sammen, men det kommer langsomt hen ad vejen, efterhånden som de digitale rum for ­alle de ordninger popper op. Der er rigtig meget gang i at gøre ­tingene på en anden måde, men det har bare ikke fået politisk eller økonomisk status, fordi man kigger på det med maskuline øjne.

LÆS OGSÅ: Kirsten Stendevad: “Vi har så utrolig travlt med at gøre tingene på den maskuline måde”

– Politisk ser det stadig stereotypt ud både her og i ­udlandet. Når USA f.eks. har valgt Trump til præsident, tror jeg, det handler om en kæmpe længsel efter "de gode, gamle dage". Der sker så meget i forhold til den digitale og den globale udvikling, og vi har en generation af yngre mennesker, der helst skal have fem forskellige karrierer og leve, til de er 120 år. Samtidig har vi en ældre generation, som har været vant til at have én tv-kanal, og som pludselig skal forholde sig til, at livet er noget, man selv skal sammensætte. Det skaber en helt karikeret længsel efter dengang, hvor mænd var mænd og kvinder var kvinder. Også selvom det ikke nødvendigvis var på den måde i gamle dage. Det er en form for protest, at man vælger en mand som Trump. Samtidig må man sige, at historien lige så godt kunne have været helt omvendt. Hillary var tæt på at vinde, og så havde vi sagt, hvor er USA dog et progressivt land ved at have en kvinde ved roret.

– Helt grundlæggende må jeg sige, at det feminine tog ikke bare kører af sig selv, men der er nogle bølger, der er begyndt at vælte frem og tilbage. Nogle steder går bølgerne faktisk højt, andre steder sker der ikke så meget. Men som fremtidsforsker tør jeg godt sige, at det umiddelbart lover godt.

LÆS OGSÅ: Sådan klarer du dig på det nye arbejdsmarked

LÆS OGSÅ: Kvinder mangler realistiske lederrollemodeller

LÆS OGSÅ: To kvindelige topchefer: Her er de største udfordringer som kvinde i bestyrelseslokalet