”Man lærer at distancere sig. Det er ikke min sorg. Det er ikke mit barn”

Af Anne Nørkjær Bang. Fotos af Tine Sletting.

Der er en afdeling på Rigshospitalet i København, hvor afstanden mellem liv og død er lidt kortere end de fleste andre steder. Hvor store, kantede maskiner trækker vejret for små, sovende spædbørn, hvor voksne, som i årevis har gået friske og rørige rundt, ligger nærmest ubevægelige i hospitalssengene. Hvor hjertestop er noget, man har et helt praktisk forhold til, noget man regner med.

– Folk kan godt synes, at det er lidt skræmmende at komme herind. Med ledningerne og maskinerne. Men for os er det en arbejdsplads. Man vænner sig til at se menneskerne bag, siger Anni Christensen. Hun er sygeplejerske på Rigshospitalets intensivafdeling og har været det i 14 år. Hun elsker sit arbejde, også selvom det ofte involverer voldsomme op- og nedturer, skuffelser og afsked.

– Jeg elsker simpelthen det her speciale. Der er aldrig to dage, der er ens. Og man har så meget kontakt med patienterne og de pårørende. For mig er der ikke noget bedre job, siger hun smilende.

Anni Christensen arbejder med de voksne patienter i Hjertecenteret på Rigshospitalets intensivafdeling.

Larmende maskiner, slanger og dropstativer er hverdag for sygeplejerskerne på afdelingen.

På Rigshospitalets intensivafdeling kommer der patienter fra hele landet. Mennesker, som har været med i en ulykke, som er blevet skudt eller stukket med en kniv. Mennesker, som er blevet syge i hjerte- eller lunger, eller netop har været igennem en omfattende operation. Børn, som har en medfødt hjertefejl, fået noget galt i halsen og fået hjertestop eller er faldet ud af et vindue fra tredje sal. Nogle ligger der i flere måneder, andre i et par dage, og så er de ude igen. Patienterne er vidt forskellige, men et har de tilfælles: De har været tæt på døden. Nogle af dem lidt for tæt.

LÆS OGSÅ: "Uanset hvor umage jeg gør mig, vil jeg altid være anderledes"

Derfor har sygeplejerskerne på denne afdeling ikke otte patienter hver, de skal se til, men én. Der er et område til børn og et til voksne, men da der ofte er flere voksne end børn, skal børnesygeplejerskerne også kunne hjælpe til hos de voksne. Én kan stå en hel dag og synge stille for et spædbarn, for at holdes dets opmærksomhed væk fra slangerne, en kan fare rundt og dosere medicin og indstille apparater hos en voksen akutpatient, som netop er kommet ind på afdelingen. Sådan er hverdagen her – uforudsigelig.

– Vi behandler dårligere og dårligere patienter, så arbejdet bliver mere og mere udfordrende. Man kan hele tiden mere og mere, lægerne bliver klogere og dygtigere og kaster sig ud i større opgaver. Vi behandler patienter i dag, som førhen ville være døde, siger Tina Mathiasen, som er intensivsygeplejerske, primært på børneafdelingen. Hun har været på afdelingen 13 år.

– Der er mange forskellige aspekter i sygeplejen, og jeg tror, at der er meget afhængigt af, hvilken type person, man er, hvad man lige fanger interesse for. Jeg kan godt lide, at dagen er uforudsigelig, og at man bliver kastet lidt rundt i nogle situationer. Man bliver presset og udfordret. Og så kan jeg også godt lide teknikken og maskinerne, siger hun.

En hård start på livet
Vi møder Tina Mathiasen en forårsmorgen på intensivafdelingens børneafsnit. Der er et varmt, gulligt lys i lokalet og den eneste lyd derinde er det mekaniske åndedrag fra respiratorerne og voksenstemmer, der taler sagte sammen eller hvisker beroligende ord. Der er tre børn på afdelingen den dag, to med medfødte hjertefejl, én med en "erhvervet" hjertefejl. De ligger roligt og sovende med tuber ud af de små næsebor. Af og til er der et apparat, der bipper, en alarm, der går i gang. Men det er ikke noget, der får sygeplejerskerne til at rynke så meget som et øjenbryn. De sørger for ro, hvor der kunne være panik, de holder orden, hvor der ellers ville være kaos. Det er altafgørende egenskaber for en sygeplejerske på intensivafdelingen, fortæller Anni Christensen senere:

– Hvis vi stresser rundt eller virker nervøse, så kan de pårørende mærke det med det samme. Det svarer til, når vi sætter os op i en flyvemaskine. Der skal stewardessen og kaptajnen helst heller ikke se bange ud. Så man skal virkelig være bevidst om at have en rolig adfærd, også selvom det koger lidt, og adrenalinen pumper, siger hun.

LÆS OGSÅ: "Jeg var nødt til somme tider at lade telefonen ringe, når jeg kunne se, at det var min far"

Tina Mathiasen står ved 3 måneder gamle Charlie, som ligger i en åben kuvøse og trækker vejret gennem en respirator. Han er netop blevet opereret og er ved at vågne. Hans øjne er bare smalle sprækker, som hviler på de runde babykinder, men han rør på sig, og spærrer så øjnene op og ser op på sin mor og far, som også står ved kuvøsen. Han ser overraskende rolig og tilfreds ud, næsten mere rolig, end den gruppe voksne som har samlet sig om hans lille leje.

– Udover størrelsen, så er forskellen på at arbejde med børn og voksne, at børn har en anden måde at takle forløbet på, fortæller Tina Mathiasen.

– Børn er nysgerrige, de vil op og sidde, og de vil lege. Vi kan få dem til at smile. Måske. Og så rumsterer man jo rundt med dem, og de er igennem en masse væmmelige ting, de græder og er kede af det. Men når de lige har snøftet af, får de øje på en bamse ovre i vindueskarmen, og så er de klar igen. De kan godt være bange, men de har ikke den der voksne bekymring. De er mere i nuet. Hvis det er noget lort, så er det noget lort, og hvis det er hyggeligt, så er det hyggeligt.

Tina Mathiasen med Charlie og hans forældre. 

Selvom børnene her ofte er meget syge, fylder pårørendeplejen næsten lige så meget som patientplejen på afdelingen, fortæller Tina.

– De forældre, vi har med at gøre, er jo ofte i krise. Og det skal vi kunne håndtere, samtidig med at vi skal behandle et rigtig dårligt barn. Vi skal forsøge at være rolige og informere dem på det niveau, de har brug for, sørge for at lytte og tale og turde være hos dem i en vanskelig situation, siger hun.

LÆS OGSÅ: Min psykolog sagde: "Skriv hændelsesforløbet ned." Det gjorde jeg så

De fleste børn, som havner på intensivafdelingen, kommer ud igen. Men der er også tilfælde, hvor det ikke går. Og de tilfælde kræver en helt særlig indsats fra sygeplejerskerne, fortæller hun:

– Når forældre mister deres børn, er der rigtig mange, der fjerner sig, fordi situationen er så ubærlig at være i. Og så er det vores opgave at tage en rolig snak med dem og hjælpe dem til at få en god afsked, så de ikke senere skal hjemsøges af dårlig samvittighed over ikke at have været der. Det virker forkert at sige, at vi ved, hvad de har behov for. Men det gør vi altså et stykke hen af vejen, siger hun og tilføjer:

– Men det er hårdt arbejde, for man bruger sig selv så meget. Man kan være meget mere træt, når man kommer hjem fra arbejde efter en dag, hvor man har siddet stille med en mor, som har mistet sit barn, og barnet ligger i sengen ved siden af, end efter en dag, hvor man har knoklet rundt og mangler folk og bliver hevet og flået i fra alle sider.

Sygeplejerske Dorthe Ingerslev Stormly tager blodprøve på en voksen patient. Sygeplejerskerne på afdelingen arbejder tæt sammen og hjælper hinanden, når alarmerne bibber og bølgerne går højt. 

Det er ikke min sorg
Sygeplejerskerne på afdelingen lærer på den hårde måde med tiden at distancere sig fra deres følelsesmæssigt krævende hverdag. Flere af dem gentager ordene: "Det er ikke min sorg", da jeg spørger ind til, hvordan man de kan tage hjem fra arbejde med et sind i nogenlunde ro, efter en dag hvor de for eksempel har oplevet et forældrepar tage afsked med deres barn eller stået på sidelinjen med børn, som netop har mistet deres mor eller far:

– Det er jo vores arbejde, siger Tina Mathiasen.

– Vi har nogle værktøjer, rent fagligt. Og så taler man selvfølgelig med sine kolleger. Man bliver hele tiden bedre til det. De første par år, man er sygeplejerske et sted som her, går man jo grædende hjem fra arbejde sådan en dag. Men man lærer at distancere sig. Det er ikke min sorg. Det er ikke mit barn. Men det, jeg kan gøre, er at hjælpe de pårørende, støtte dem og være professionel.

LÆS OGSÅ: "Det har været et kæmpe tabu for mig hver eneste dag"

Sådan har Anni Christensen det også. Der er altid nogen her på afdelingen, det er mere synd for end sygeplejerskerne, synes den gennemgående holdning at være:

– Der er nogle dage, når der har været rigtig mange alarmer, hvor jeg godt kan være træt i hovedet, når jeg kører hjem. Men så tænker jeg altid: Jeg skal kun være her i 8 timer, patienten skal være her i ugevis, måske månedsvis. Så at jeg lige bliver lidt stresset over nogle alarmer, det må være i småtingsafdelingen. Jeg kan gå hjem, jeg kan gå ud og få luft. Det kan de ikke, siger hun og tilføjer:

– Jeg har en cykeltur på 10 km hjem, og på de 10 km tømmer jeg hjernen. Der er kun ganske få tilfælde, hvor det kryber ind under huden for alvor. Men det kan være meget forskelligt. Nogle gange er det svært at forklare, hvorfor der lige er én sag, der rammer dig. Du kan ikke rigtig styre det.

Anni Christensen på kontoret inden hun skal ind på afdelingen og begynde sin vagt. Hun holder af de senere vagter, hvor hun kan holde formiddagene fri til andre gøremål. 

Skyldfølelse, sort humor og små, lyse øjeblikke
Der er dog også tidspunkter, hvor skyldfølelsen og selvbebrejdelserne sniger sig ind på sygeplejerskerne, fortæller de. Hvor selv gode og gennemprøvede psykologiske værktøjer og lange cykelture ikke kan holde tankerne på afstand: Var det min skyld, at det gik galt? Gjorde jeg det bedste, jeg kunne?

– Når man møder ind, starter man jo lige med at tænke: Hvad er worst case scenario i dag? Hvori ligger risiciene? Og hvis det sker, har jeg så det, jeg skal bruge? Er jeg forberedt? Og når man så alligevel engang i mellem er ude for, at et eller andet kommer bag på én, også selv det bare er en lille ting, så lærer man lektien. Hold nu op, hvor man ærgrer sig over, at man ikke lige forudså det. Vi er nok gode til at bebrejde os selv, også selvom tingene ikke hænger sammen på den måde, siger Tina.

– Der kan det nogle gange være rart at tale med en læge om det, for så griner de nogle gange lidt af én og siger: "Jamen, du kan jo nok se, at ingen af os kunne have forudset, at det ville gå sådan". Det kan godt være rart at høre.

Selvom det er sjældent, at der som her er tid til at holde fælles pauser på afdelingen, er det afgørende, at der er god stemning og et godt fællesskab blandt kollegaerne, fortæller Tina Mathiasen (i midten). 

Personalet på afdelingen har desuden opbygget en god, afvæbnende humor, som kan punktere nogle af de situationer, der har vokset sig for store og tunge, fortæller Anni Christensen:

– Jeg synes, at vi er gode til at støtte hinanden og hjælpe hinanden, når nogen har brug for hjælp i hverdagen. Og så har vi en god humor, sådan lidt sort, siger hun.

Og det er vigtigt. For på intensivafdelingen er holdånden ikke bare en faktor, der gør det sjovere at være på arbejde. Den er livsnødvendig. I ordets mest bogstavelige forstand, fortæller Tina Mathiasen:

– Hvis folk ikke kan arbejde sammen, så dør patienten. Så det skal man kunne, og det kan vi heldigvis her.

I begyndelsen ser man næsten kun maskinerne, fortæller sygeplejerskerne på afdelingen, som med tiden bliver fortrolige med avanceret teknologi - og vænner sig til at se menneskerne bag den. 

En tom børneseng bliver trillet ind på børneafsnittet. Men det er gode nyheder. Lille Emil, et af børnene på afdelingen, har været igennem et godt forløb og er nu klar til at rykke fra intensivafdelingen ud på Rigshospitalets børneafdeling. Forældrene er der, og de ser lettede ud. Selvom det, der foregår inde bag deres ansigter formentlig er langt mere komplekst, for endsige kaotisk. Som Tina Mathiasen siger:

– Man skal nok kunne trives lidt i kaos for at arbejde et sted som her. Men gør man det, er det et fantastisk sted at være. Man bliver udfordret og lærer nyt hver eneste dag. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre arbejde end det her. Og det er ikke alle steder, man kan sige dét om efter 13 år.

LÆS OGSÅ: Kvinder mangler realistiske lederrollemodeller

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark

LÆS OGSÅ: Min første tid med kræft: "Det føles sygeligt ensomt"