Melissa ”Inya” Kakooza: ”Jeg var i chok, da jeg fik min diagnose"

Musikken har altid boet i Melissa ”Inya” Kakooza.

Hun kunne synge, før hun kunne tale, og da hun og hendes søskende skulle underholde forældrene og deres gæster som børn, var det altid Melissa, der sang, mens hendes lillebror, Melvin Kakooza, oftest var en ”lille vært”, der spillede guitar sammen med deres storesøster Maureen.

Melissa var tre år gammel, da familien flyttede fra Uganda til Fredericia, og hun husker tilbage på et hjem fyldt med meget forskellig musik:

”Min mor lyttede meget til r&b og introducerede os blandt andet for TLC, Toni Braxton og Angie Stone. Hun dyrkede den der 90’er-lyd, for hun var kun 18 år, da hun fik mig, og et par år ældre da hun fik Melvin, så hun var ung mor. Vores far lyttede meget til reggae og traditionel ugandisk og congolesisk musik, og så fik min mor en eller anden mærkelig ting med noget dansktop,” siger Melissa og griner højt.

Vi sidder i hendes hyggelige stue på Amager, omgivet af planter og afrikansk kunst på væggene. På dørkarmen hænger en grøn Stine Goya-kjole, som hun for nylig har haft på i en musikvideo, og ved siden af legetøjet til sin 9 måneder gamle datter står et hvidt klaver.

Hun har skænket te og sætter sig godt til rette i den blå sofa, hvor der er kort imellem de store, varme grin:

”Vi hørte faktisk rigtig meget Danser med drenge, Ray Dee Ohh, den slags – især hvis der var en brun kvinde med, haha. Så vi har hørt meget dansk musik. Vi har også sunget gospel og lovsang i vores kirker herhjemme, så jeg har været vant til, at sangen fyldte meget og kom meget naturligt,” siger Melissa og forklarer, at den musikalske opvækst i den grad har været med til at præge hende som artist:

”Det har gjort mig mere kritisk, fordi jeg har sammenlignet mig selv med kæmpestore stjerner og tænkt: Det er dér, jeg vil være. Derfor er det faktisk først sent i mit liv, at jeg er begyndt at synge professionelt, for det er først nu, at jeg har følt mig klar.”

Melissa "Inya" Kakooza er 32 år, bosat på Amager og mor til to. Foto: Jesper Skoubølling

Læs også: 12 ting, du (måske) ikke vidste om Melvin Kakooza

Grænseløs adfærd

Melissas nye album, Musical Hallucinations, er et produkt af den lange rejse, der indtil videre har formet hende som menneske – på godt og ondt.

For der har været mange nedture i hendes 32-årige liv, fortæller hun.

”En del af min historie handler om, at jeg blev mor i en relativt tidlig alder i forhold til min venneflok, der først får børn nu. Jeg blev gravid som 22-årig og følte mig meget ensom i det hele. Det var også her, jeg for alvor begyndte at kæmpe med søvnløse nætter. Jeg kunne være oppe i mange dage uden at sove, og uden at jeg blev træt, selvom min krop havde brug for søvnen, og det påvirkede mig meget psykisk” siger Melissa og forklarer, at hun i det hele taget har haft svært ved at sætte grænser i sit liv – også når den grænseløse adfærd er kommet udefra:

”Jeg har oplevet flere mænd i mit liv, som har overtrådt mine grænser, og det har betydet, at jeg i lange perioder har følt mig grim og værdiløs, men musikken blev virkelig min redning. Da jeg for alvor begyndte at synge og fik ros for det, slap jeg endelig fri. Derfor er det også mit budskab, at alle mennesker har noget, de er gode til – og at det ofte er den ting, der kan redde dem.”

I det hele taget nåede Melissa i slut 20’erne et punkt, hvor tankerne blev for intense, og hvor hun både havde det svært med sig selv og andre:

”Det hele brændte bare sammen for mig. Jeg havde en omgangskreds, som ikke behandlede mig særligt godt, og i dag kan jeg godt se, at jeg også lod mig selv nå ud til et sted, hvor folk kunne behandle mig dårligt. Det knækkede jeg bare fuldstændig over, og jeg følte mig udnyttet, alene og havde dumme tanker.”

Læs også: 13 tegn på bipolar lidelse

Et vigtigt vendepunkt

Derfor blev det på mange måder også et afgørende vendepunkt for Melissa, da hun for 2,5 år siden fik diagnosen bipolar.

For selvom hun først tænkte ”det her kommer til at ødelægge mit liv” – så vidste hun inderst inde, at hun havde brug for hjælp til at håndtere sine forskellige sindsstemninger, og at det nu endelig ville blive muligt at få den.

”Jeg var i chok, da jeg fik min diagnose, og alligevel tror jeg også, at jeg vidste det på forhånd. Hele mit liv har jeg for eksempel undret mig over, hvorfor jeg ikke bliver træt. Den der træthed, andre beskriver, den mærker jeg ikke. Jeg kan måske føle træthed hver anden uge eller en gang om måneden, men hvorfor er jeg ikke træt? Jeg har jo brug for søvn. Min form for bipolaritet har generelt været mere ovre i det maniske end det depressive. Men når depressionerne er kommet, så har de været meget tunge. Og de lange maniske perioder har drænet mig fuldstændigt,” forklarer Melissa.

”Da jeg fik diagnosen, gik det op for mig, hvad det er for nogle stemninger, jeg består af. Jeg får medicin nu, der gør, at jeg ikke er totalt all over the place. Men før medicinen kunne jeg sagtens have 14 dage, hvor jeg ikke rigtig sov, eller jeg kunne pludselig få lyst til ikke at være her længere, eller jeg kunne købe et eller andet vanvittigt. Nu forstår jeg, at det er noget, som diagnosen bringer med sig. Denne her lidelse er ikke decideret personlighedsspaltende, men det føles sådan, fordi man ER anderledes, når man gennemgår de her forskellige faser og stemninger. Du ville ikke kunne kende mig, hvis jeg havde det dårligt og enten var i en manisk eller depressiv periode. Derfor er diagnosen også inspirationen bag mit album, som jeg har ladet være fuldstændig råt og ærligt, for det er det, denne her diagnose er. Den er virkelig rå. Men den kan også være virkelig smuk og givende,” siger hun og uddyber:

”Den giver mig for eksempel mulighed for at koncentrere mig meget intenst om et projekt eller om andre mennesker. Og medicinen hjælper mig med at styre intensiteten. Det har virkeligt reddet mig og optimeret mig, at jeg søgte hjælp. Virkelig.”

Læs også: Melvin Kakooza troede, at det var stress: "Det har været op og ned"

Musikalske hallucinationer

Diagnosen – og hjælpen – blev også startskuddet til det album, Melissa længe havde drømt om at lave:

”Mit album hedder Musical Hallucinations, fordi det er en reel lidelse, som jeg har i forbindelse med min bipolaritet. Jeg havde aldrig hørt om bipolaritet før, men da psykologen nævnte, at jeg også lider af musikalske hallucinationer, tænkte jeg, at det lød ret badass, haha. Jeg kan simpelthen høre lyde, der ikke er der. Og det var egentlig noget, jeg troede, at alle kunne, men nu ved jeg, at det bestemt ikke er alle, der kan det. Jeg hører lyde hver dag, ikke nødvendigvis sange, men rytmer og flows, som jeg bruger aktivt i min musik. Det er en del af mig og en kæmpe gave,” siger Melissa.

Hun forklarer også, at hun – når hun ser tilbage på de sidste mange år – tror på, at der har været en mening med de mange kampe:

”Jeg har været igennem så mange traumer i mit liv, som jeg nu kan synge om, og derfor bilder jeg mig ind, at der var en plan med, at jeg skulle igennem alle de her ting, så jeg kunne skrive nogle gode sange med noget på hjerte.”

Melissas nye album er i høj grad inspireret af den mentale rejse, hun har været på. Foto: Moses Odanga

Melissas mission

Hvis Melissa selv skal svare på, hvorfor hendes album skiller sig ud fra andet musik herhjemme, så beskriver hun den som tung og ikke-mekanisk. Universet er fyldt med jazzede, soulede, r&b’ede og også lidt rockede lyde i det spektrum, der hedder råt til fint – præcis som hendes eget sind.

Og så spiller teksterne og historiefortællingen en afgørende rolle i forhold til de lyde, der dominerer i hvert nummer, forklarer hun:

”Det her album rummer sange, der handler om alt fra metoo til bipolaritet og selvmordstanker, så selve historierne er virkelig voldsomme, og de har stor betydning for lydene og sangene generelt,” siger hun og forklarer, at hun tror, at musikken vil ramme dybt hos dem, der hører det.

Og måske især hos psykisk syge og udsatte kvinder, som hun brænder for at gøre en forskel for:  

”Jeg synes virkelig, at vi skal have skabt et netværk for psykisk syge, hvor vi kan mødes og snakke åbent på tværs, fordi der er så mange af os, og fordi vi er ”spredt ud” på forskellige diagnoser. Jeg tænker især på os kreative, hvor jeg virkelig har haft brug for ligesindede at sparre med, som forstår denne her mind of mine, som bipolar girl, og som forstår, hvor jeg kommer fra. Vi mangler mere awareness og et community – for man kan ikke overleve svære ting alene. Det kan man bare ikke.”

I det hele taget skal vi blive bedre til at snakke – og synge – om de problemer, vi hver især dealer med, mener Melissa.

”Jeg tror, at det kan være rigtig afgørende for nogle mennesker at høre min musik – ikke på grund af mig, men på grund af det, jeg har været igennem. Så de kan se, at man godt kan fungere, selvom man har været igennem nogle svære ting,” siger hun.

”Og at det også er okay at snakke om, at man nogle gange ikke fungerer.”