Mette Nørgaard

Foto: Henrik Bjerregrav På Thøger Larsens Vej 6 i Aalborg har Mette også en lille butik, hvor hun sælger sin marmelade og sin sirup.

Mette blev enke og enlig mor på en nat - nu har hun fundet en ny vej i livet

På en nat blev Mette Engdal Nørgaard enke og enlig mor til tre børn. Tiden efter hendes mands pludselige død står som en tåge. Men Mette fandt styrken til at kæmpe sig tilbage, og i dag er hun flyttet med sin marmeladefabrik til Aalborg og fundet kærligheden igen.

Duften af appelsin er intens. Faktisk dufter det som essensen af appelsin – et ekstrakt, der fylder det højloftede rum her i et villakvarter i Aalborg-bydelen Skalborg. Her bor Mette med Poul og deres sammenbragte børn, og i baghuset har hun marmeladefabrik. Derfor duften af appelsiner.

"Jeg er i gang med at koldtvandsblanchere dem."

Mette Engdal Nørgaard forklarer, hvordan hun laver sin appelsinmarmelade, som begynder med en masse, fintskårne appelsiner, der ligger og damper i en enorm gryde, som kan tippe. Erfarent griber den 45-årige marmelademutter en si, tipper gryden og lader vandet løbe fra appelsinerne.

LÆS OGSÅ: Sofie Østergaard: "Jeg mistede simpelthen tilliden til verden, da min mor døde"

"Jeg gentager processen nogle gange for at få lidt af den bitre smag væk."

Mette arbejder effektivt i sit marmeladeværksted, hvor hun regerer alene. Når appelsinerne er klar til selskab, blander hun sukker, gulerødder og ingefær i, og på en dag har hun produceret nogle hundrede glas under navnet Sorring Bær. Selvom Sorring ligger i det midtjyske, så har fabrikken hjemme her er i Skalborg. Ikke fordi Mette havde planlagt det, men fordi livet viste sig at have nogle store udfordringer til hende.

Én nat ændrede alt

Vi skruer tiden tilbage til årsskiftet 2007/08. Mette og hendes daværende mand var lige vendt hjem til Danmark efter fire år i USA. De havde fundet et hus i landsbyen Sorring tæt på Silkeborg, og både parret og deres tre børn faldt godt til. Genboen viste sig at være en marmeladefabrik, som frivillige i byen drev. Produkterne kaldte de Sorring Bær.

"Jeg tænkte: Der skal jeg arbejde, og 14 dage efter var der et stillingsopslag, hvor de søgte en lønnet medarbejder i 15 timer om ugen. Det passede mig perfekt," mindes Mette.

Hun er uddannet levnedsmiddeltekniker, så marmelade var ikke fjernt for hende at kaste sig over. Mette var glad for at arbejde på marmeladefabrikken, og da de frivillige tre år senere ville sælge den, slog Mette og hendes mand til.

"Jeg stod for driften, og han stod for alt det med økonomien. Det fungerede godt," som hun siger.

En nat, to år senere, ændrede det hele sig.

"Min mand fik et akut hjertestop midt om natten. Han var 37 år. Vores børn var der. Det hele skete så hurtigt, og pludselig var jeg alene med tre børn på syv, ni og 12 år. Jeg kan huske, hvad der skete og så alligevel ikke. Der er et år efter hans død, som jeg nærmest ikke husker," fortæller hun.

Mette fortæller om et lokalsamfund, der spændte et sikkerhedsnet ud under hende og børnene. Om naboer, der gjorde haven klar til bisættelsen ugen efter, om mad i fryseren og om utrolig velvillighed.

"Det var fantastisk for os at bo i en by som Sorring. Det var en stor hjælp," erkender Mette.

Samtidig er hun tydeligvis også en kvinde, der sætter en ære i at klare sig.

"Du har aldrig set mig sidde i et hjørne og sige: "Det er synd for os!" Hvis jeg kan vælge mellem kæmp eller flygt; så kæmper jeg!"

En ny begyndelse

Og hun kæmpede! For sin familie, for sin tilværelse – og for sin marmeladefabrik, som nu skulle bære familien økonomisk. Banken var velvillig, arven hjalp hende i overgangen, og Mette fortsatte med marmeladen.

"Det havde sine fordele, at jeg arbejdede alene, for når jeg blev overmandet af sorgen, kunne jeg sætte mig på en skammel og græde i ti minutter uden at gøre nogen forlegne," fortæller hun.

Et par år senere, i 2015, mødte hun Poul, som hun nu bor sammen med i Aalborg.

"Jeg kunne mærke, at jeg trængte til at komme fra Sorring. Det var et sted, hvor jeg stadig, i 2016, blev mødt med: ”Det er megasejt, at du kæmper” – og dels er jeg ikke god til ros..."

Mette smiler og fortsætter så:

"Og så trængte jeg til at være Mette og ikke Mette, som har mistet Søren."

LÆS OGSÅ: Peter Mygind har to råd, han giver videre til sine børn. Det ene lyder: "Omfavn dine lorte…"

Hun satte huset til salg, blev upopulær hos sine børn, der ikke ville flytte, men som Mette påpeger:

"Poul var fraskilt, hans børns mor bor her, og vi havde ikke så meget, der bandt os til Sorring, så det virkede oplagt, at det var os, der skulle flytte. I forhold til mine børn, var jeg sikker på, at de ville få det bedre med en glad mor!"

Sådan blev det. Familien rykkede til Aalborg

"Det er rart, at jeg heroppe er Pouls kæreste. I dag synes mine børn også, at det var okay, men de syntes godt nok, jeg var dum dengang," fortæller Mette med et lille smil.

Mens hun har fortalt sin historie, har Mette hældt mere vand fra appelsinblandingen, målt sukker op, som er kommet i gryden – og hun har presset den vaskede ingefær gennem en slowjuicer for at få saften ud. At hun kunne flytte sin lille fabrik med sig, var en appelsin i turbanen, for på Pouls grund lå nemlig et tidligere autoværksted:

"Han havde bredt sig, men nu har han kun seks kvadratmeter," fortæller Mette med et grin.

Sorring Bær, alias Mette, har nemlig overtaget lokalerne, som er sat i stand til marmelade- og og sirupsproduktion.

"Jeg elsker at gå herude og høre radio eller musik og arbejde. I det år, der gik, efter Sørens død, havde jeg mange tanker, der gik på, om jeg skulle beholde fabrikken. ”Skal-skal ikke”, tænkte jeg, og jeg er glad for, at det blev et skal," siger Mette med et smil under den grønne kasket.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Kærlighed og Karriere

610x200_woordy_knap2.jpeg