Michelle voksede op med en traumatisk barndom: "Det har været så skamfuldt"
Michelle Charlton voksede op i et hjem med alkohol, knust glas, brækkede næser og en mor, der benægtede i en sådan grad, at Michelle selv blev i tvivl. Nu har hun forsøgt at rekonstruere sin barndom – i håb om at komme fri af traumerne.
Billederne står knivskarpt frem. Men kun i glimt. En brækket, blødende næse. Et gulv overstrøet med knust glas og en dør, der er sparket ind. En mor, der ligger forslået på gulvet.
"I dag har jeg et ret præcist overblik over, hvad der skete og hvornår. Jeg har skrevet det hele ned i en tidslinje: Hvornår jeg måtte tilkalde politiet, hvornår min mor blev slået, hvornår jeg selv fik bank, og hvornår hun første gang forsøgte at tage sit eget liv. Det har været nødvendigt, for indtil for nylig var mine erindringer ét stort rod. Brudstykker og fragmenter, der ikke hang sammen, men kun fandtes som uhyggelige glimt fra en tid, jeg i virkeligheden helst ville glemme."
Lod som ingenting
Ordene er Michelle Charltons. Hun har netop udgivet bogen Lykkebønner, som er en selvbiografisk roman om at vokse op i et hjem med alkohol og vold. For blot få år siden havde sådan en bog dog været utænkelig, for selv om de ting, der fandt sted bag familiens villafacade i et velhaverkvarter nord for København, både var voldsomme og grænseoverskridende, så var de også gemt fuldstændigt væk.
"Min mor og hendes mand benægtede, at noget var galt," fortæller Michelle i dag.
"Over for omverden, men også over for sig selv og mig. Selv når det var værst, affejede de mine indvendinger med, at jeg var sart og gjorde et stort nummer ud af ingenting; at det var normalt, at bølgerne gik højt mellem voksne. De fik mig til at tvivle på, at det, jeg så, var sandt; på min egen dømmekraft," fortsætter hun og tilføjer:
"De stjal min virkelighed."
I dag har Michelle taget den virkelighed tilbage.
"Da min mor døde for seks år siden, havde jeg set hende én gang, siden jeg midt i 20’erne brød kontakten," fortæller hun.
"Jeg havde troet, at jeg ville blive lettet. Over ikke altid at skulle forklare, hvorfor jeg ingen kontakt havde med hende. Men jeg blev overmandet af en stor vrede. Og en trang til at gøre den historie, de havde taget fra mig, til min."
Hjem til mormor
Michelle gennemtrawlede derfor sine minder og begyndte at sætte dem i system. Fra de første øl, hun blev sendt til købmanden for at hente, til de mange eftermiddage, hvor hun kom hjem fra skole, bange for, hvad der ventede, og de voldsomme slagsmål mellem hendes mor og morens mand, der med tiden blev en del af hverdagen.
"Det var ikke bare skænderier, det var vold. Og når det hele var overstået, og vi sad der midt i kaosset, nægtede de fuldstændig, hvad der var sket, og at der overhovedet skulle være et problem," fortæller Michelle.
"Det kulminerede en dag, hvor jeg blev skubbet ned ad trapperne. Jeg blev rasende. Al vreden boblede over, og jeg skreg og råbte, men i stedet for at blive hørt blev jeg smidt ud. Jeg var 15 år, da jeg flyttede ind hos min mormor. Og jeg kom aldrig hjem igen."
Der blev oprettet en sag hos kommunen, da Michelle søgte om at komme på ungdomspension, men da hun valgte at blive boende hos sin mormor, blev sagen aldrig færdigbehandlet. Men den fandtes fortsat derinde i arkiverne som et eneste håndgribeligt bevis på, at noget havde været helt galt i Michelles barndom. Og da hun selv blev mor, fik hun brug for at se dokumenterne. Hun søgte om aktindsigt uden at vide, at hendes mor og stedfar per automatik også ville modtage den gamle anmeldelse.
Genkendte ikke datter
"Min mors mand ringede fuldstændig ud af det blå og inviterede mig på middag," fortæller Michelle.
"Jeg har aldrig savnet min mor; jeg har aldrig puttet mig tillidsfuldt ind til hende, men altid syntes, hun var ulækker. Utilregnelig og lugtende af alkohol. Men jeg har jo savnet at have en mor. Og efter at jeg selv var blevet mor, havde jeg nok også en drøm om, at min søn skulle have en mormor. Så jeg sagde ja."
Invitationen viste sig dog at være det, Michelle beskriver som et bagholdsangreb. Den gamle sag fra kommunen lå klar på stuebordet, fortæller hun, og hun fik besked på at indrømme, at intet af det, hun havde fortalt dengang som 15-årig, var sandt.
"Det blev et endegyldigt brud. For jeg hverken kunne eller ville lade, som om det, jeg havde sagt dengang, var løgn. Det ville have været som at udslette mig selv; svigte det barn, jeg havde været," siger Michelle og fortsætter:
"Jeg så kun min mor en enkelt gang siden. Det var godt 20 år efter bruddet, til min nieces barnedåb. Hun rakte hånden ud for at hilse på mig og spurgte, hvem jeg var."
LÆS OGSÅ: Lærke Bagger: “Det var et maraton - jeg blev så syg bagefter”
Alkohol stjal mor
For Michelle føltes det, som om hendes mor havde slettet hendes eksistens. Og da hun gik rundt i morens hjem efter hendes død, var det som at gå rundt blandt en fremmed kvindes efterladte ejendele.
"Det var en stor del af bevæggrunden for at gå i gang med at skrive min egen historie ned," siger Michelle.
"Jeg tror, det var et forsøg på at skrive mig selv frem igen."
Det begyndte som en tidslinje. Med årstal og nedslagspunkter, men Michelles noter blev efterhånden mere detaljerede og beskrivende. Og til sidst voksede en roman frem – skrevet fra barnets perspektiv.
"Skriveprocessen har været afgørende for mit arbejde med de traumer, der har klæbet til mig. Det har været så skamfuldt, selv om jeg har vidst, at det ikke var min skyld. Men når man bliver valgt fra af sin egen mor, føler man sig uelskelig. Uværdig til kærlighed simpelthen," forklarer Michelle.
"Det har taget årevis af terapi, samtaler med en præst og intenst historieskriveri at nå til en erkendelse af, at det ikke var mig, min mor valgte fra – men alkoholen, hun valgte til. Det er en afgørende forskel. Det er ikke børn af alkoholikere, der er noget galt med, men sygdommen," fortsætter hun og slutter:
"Jeg håber, at andre med samme baggrund som min kan læse min bog og bruge den til selv at komme videre og begynde at hele."