"Min kone og jeg har evnet at finde hinanden på en voksen måde"
Foto: Jens Rosenfeldt

Nikolaj Koppel Interview

"Min kone og jeg har fundet hinanden på en voksen måde"

De fleste kender ham som pianist og tv-vært, og for nylig skiftede han DR ud medTivoli. Multitalentet Nikolaj Koppel griber livets muligheder, men omdrejningspunktet er altid børnene og ægtefællen gennem 17 år, som han stadig elsker at vågne op ved siden af. Her fortæller han om at bevare nøglen til forelskelsen i en travl hverdag.

Udgangspunkt
– Jeg kommer af en stor og meget musikalsk familie, hvor mange musikgenrer er repræsenteret hen over tre generationer. Mine børn spiller ikke, men lur mig, om der ikke skulle være en blokfløjte et eller andet sted, som bliver taget op på et tidspunkt af et af Herman D. Koppels oldebørn. I min familie er der aldrig blevet sat spørgsmålstegn ved musikken. Det var lige så naturligt, at der stod et flygel i stuen, som at der var et køleskab i køkkenet. Da jeg var lille, kunne jeg finde på at spørge folk, jeg kom hjem til, hvor deres flygel stod. Alle havde jo et flygel i min verden.

– Jeg begyndte at spille, da jeg var 3 år. Når min far spillede kammermusik hjemme i stuen med sin trio, havde jeg et bræt og en pind og lod, som om jeg spillede på et strygeinstrument. Der var ingen decideret tvang i forhold til at spille, det var bare noget, man gjorde. Oprøret kom, da jeg var 16-17 år og gik i byen og drak mig fuld som alle andre unge. Jeg trak i håndbremsen i forhold til, at jeg ikke nødvendigvis ville gå i den retning, som alle i familien pegede, bare fordi de mente, at jeg havde talent.

– Jeg insisterede på, at jeg skulle gå i gymnasiet, for det gjorde normale børn jo. Og så øvede jeg mig ved siden af, for jeg fandt relativt hurtigt ud af, at det var fedt at være god til noget. Og for at springe tilbage til mine egne børn, så kræver min kone og jeg ikke, at de spiller klaver eller violin, vi kræver til gengæld, at de gør sig umage med det, de gør. Det giver et enormt selvværd at kunne nogle ting, uanset om det er at spille tennis eller bage brød. Min datter er for eksempel megagod til at optage, instruere og klippe sine helt egne kortfilm, og så passer hun i øvrigt sin skole på en rigtig god måde. Min søn er enormt samfundsinteresseret og sidder med noget så umoderne som hele to fysiske aviser en halv time hver eneste morgen.

LÆS OGSÅ: Anders Agger: "Kvinder er allermest kvindelige, når..."

– Da jeg stod på den anden side af gymnasiet og tænkte, okay, hvor skal jeg hen, overvejede jeg at læse jura, fordi jeg er et ordensmenneske og god til at læse, men så var der jo musikken, der stod og sagde: Du behøver ikke, men du må godt. Og så var det den vej, jeg gik. Indimellem skal man jo "rejse hele jorden rundt" for at komme tilbage til det sted, man kommer fra. Jeg tog ikke på den jordomrejse, som mange af mine jævnaldrende gjorde, men jeg nåede at overveje en masse andre muligheder, inden jeg vendte tilbage til udgangspunktet. Musikken. At jeg så 12 år senere lavede et vendepunkt, det er en anden historie.

Punktnedslag
– Jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvor vigtigt det er for mig at rejse. Inden for de seneste år har jeg rejst en masse i forbindelse med velgørenhedsarbejde, og det var blandt andet en stor oplevelse at have min datter med på en tur med Røde Kors til nogle af de fattigste egne i Laos. Folk i de områder havde aldrig set små, hvide børn før, og de gik og rørte ved hende, som om hun var fra Mars. Jeg tror, at det var en øjenåbner for min datter at opdage, hvordan verden også ser ud. Jeg tænker, at det er noget, hun en dag vil se tilbage på som et vendepunkt i sit liv og som en oplevelse, der gav hende en anden og mere social bevidsthed. Jeg er lige blevet udnævnt til ambassadør for SOS Børnebyerne, og når jeg skal besøge nogle af projekterne, er det en oplagt investering for mig at tage familien med og vise børnene en anden vinkel på verden.

– Det er jo en fantastisk svær ting i forhold til børn og børneopdragelse at finde den rigtige måde – og det rigtige tidspunkt – at indvie dem i den virkelige verden. Se nu for eksempel de terrorangreb, der fandt sted i Paris og København. I vores del af verden vokser de fleste børn op i skæret fra den hyggelige natlampe og med bamsehistorier i sengen, og så lige pludselig en dag er man nødt til at fortælle dem, at der findes terrorister. Eller at der er hungersnød. Og hvordan gør man det? Min udgave er ikke at putte for meget sukker på. Jeg prøver at male det realistiske billede op, og det realistiske billede handler jo også om, at vi lever i en verden, hvor der desværre findes galninge. Men der har altid i historiens løb været galninge, i dag bliver de bare meget mere eksponeret.

– Tingene foregår nærmest live i fjernsynet, og det gør, at man godt kan blive lidt mere bange, end man ville have været, hvis man bare havde læst om det i avisen. Jeg siger til mine børn, at det selvfølgelig handler om at være fornuftig i sin hverdag, men ellers leve normalt og ikke lade de mørke kræfter vinde ved at være bange for dem. Jeg prøver også at fortælle dem om, hvad det er, der kan gøre, at nogle mennesker kommer så langt ud, at de reagerer, som de gør. Jeg ved ikke, om det er den pædagogisk korrekte måde, men det er sådan, jeg prøver at forklare det.

LÆS OGSÅ: Topchef: Min sekretær måtte huske mig på, at jeg skulle hente min søn

Nulpunkt
– Det var et nulpunkt for mig, da jeg mistede min morfar, komponisten og pianisten Herman D. Koppel. Mine forældre blev skilt, da jeg var 9 år, efter at vi havde boet en årrække i Australien. Da vi flyttede tilbage til Danmark uden min far, boede Herman lige ved siden af os i Holte, og han var i ordets bogstaveligste betydning en BEDSTEfar. Sjovt udtryk, "bedstefar", for det er den bedste far, man kan have, og det er jo sikkert også en ret fed rolle at få. Man kan tage ungen med på fisketur og udøse af sin visdom, men slippe for nattetjansen og driftsopgaverne. Man kan være ham den seje med alle røverhistorierne. Min bedstefar spillede en særlig rolle i mit liv, for ud over at være bedstefar og nok i nogen grad mit maskuline forbillede i mangel af en nærværende far, var han også min klaverlærer i rigtig mange år. Han underviste mig, indtil jeg kom på konservatoriet, og jeg havde stadig en time hos ham i ny og næ lige til det sidste.

– Jeg holdt forbindelsen meget, meget tæt til ham, lige til han gik bort i 1998, et par måneder inden sin 90-årsfødselsdag. Han var desværre blevet meget senil til sidst, så man kan sige, at midt i det store frygtelige tab, så var der også en vis lettelse over, at han havde fået fred. Den lettelse kunne dog overhovedet ikke konkurrere med det nulpunkt – den smerte – der lå i at tage afsked med ham og se hans døde krop. Efter han var gået bort, var vi inde og tage afsked med ham. Det meste af familien stod i sådan en halvcirkel rundt om hans seng, og det var første og hidtil eneste gang, jeg har set et dødt menneske. Men den lettelse, som jeg troede der ville være – og som jo også var der i et eller andet omfang – trådte i baggrunden for det tab, der først blev endeligt og virkeligt i det sekund, han ikke var der mere.

– Jeg stoppede min karriere som koncertpianist et par år efter, han døde, og der er mange, der har fortolket det sådan, at jeg holdt op med at spille, fordi han døde. Men de to ting havde sådan set ikke meget med hinanden at gøre. Jeg er sikker på, at Herman, hvis han havde hørt udgangspunktet for, at jeg traf det valg, ville have bifaldet det, selvom han jo havde fulgt mig og skubbet på mig igennem alle klaverårene. Herman var et af de største musiknavne, der har været i det 20. århundrede, og i vores familie var han sådan en slags "godfather". Men han var jo først og fremmest menneske, og han ville have lyttet til mig og sagt: "Du må træffe det valg, der er det rigtige for dig". Og det rigtige for mig har været at forlade musikken som udøvende og gå over i journalistikken og senere ledelse. Det er en meget ensom tilværelse at være pianist, og man har fuldstændig tunnelsyn hen imod næste koncert. Jeg har ikke noget imod tunnelsyn, men jeg har noget imod at være alt for meget alene. Derfor valgte jeg nye veje, hvor jeg fik kollegaer, som jeg kunne arbejde sammen med hen mod et fælles mål.

Brændpunkt
– Terroren var jo klart et brændpunkt, og jeg har faktisk en lille mærkelig historie om det. Den lørdag, hvor terroren ramte København, var jeg med min familie og nogle venner i sommerhus. Vi havde lagt mærke til, at når vi var sammen, var der hele tiden en af os, der havde en skærm i hånden, og netop den lørdag ville vi lave et lille forsøg, hvor vi låste alle vores telefoner og ipads inde fra klokken 15 og indtil sengetid. Jeg vidste, at der ikke var noget presserende arbejde, jeg skulle tage mig af de næste syv timer, og for børnene handlede det om ikke at være på det ene sociale medie efter det andet. Så vi låste skærmene fysisk inde og væddede om, hvor mange notifikationer vi havde fået, når vi tog dem ud af skabet igen. Og så skal jeg ellers love for, at vi fik talt sammen, spillet meyer og lavet mad uden afbrydelser i de syv timer. Det frygtelige var, at da vi så tændte vores telefoner igen sent om aftenen, kunne vi se, at der var sket forfærdelige ting i København.

LÆS OGSÅ: Er du klar til at få børn? Her er 10 ting du skal være forberedt på

– Det var en meget mærkelig oplevelse at have været "sat af" nyhedsstrømmen lige præcis sådan en dag som den 14. februar 2015. Jeg havde det meget både-og med det, for det er jo en integreret del af terroristernes strategi, at deres anslag dækkes som breaking news. Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvor meget perspektiv man får af de nyhedsudsendelser, der nærmest kører i båndsløjfe på alle kanalerne. Da vi gik "på" klokken 22, blev vi jo opdateret på ganske få minutter og kunne i princippet slukke igen. Men i stedet var vi på de næste to timer, uden at der egentlig kom noget nyt frem. Så vi gik i seng, og næste morgen vågnede vi op til, at der var sket endnu mere forfærdeligt i nattens løb.

– Det var egentlig okay at være stået af nyhedsstrømmen, men jeg skal bestemt ikke gøre os til helgener. For fra det øjeblik vi vendte tilbage, har vi været en del af nyhedsstrømmen igen, og ja, vi havde alle haft abstinenser i de timer, hvor vi ikke var på. Vi mennesker er jo lidt som aber. Hvis de lærer, at der indimellem er en banan i en kasse, de kan åbne, når de har lyst, så tjekker de hvert andet minut, om der er kommet en banan i kassen. Det er den samme mekanisme, der gør sig gæld-ende for de fleste af os, når vi tjekker vores telefon hele tiden. Vi skal liiige se, om der er kommet en mail. En sms. Eller om Liverpool har scoret. Og ja, jeg er også selv offer for det, og jeg har ikke løsningen i forhold til, hvordan man skal håndtere det. Og ja, jeg var meget lettet over at få min telefon igen den lørdag.

Omdrejningspunkt
– Familien er mit omdrejningspunkt. Min kone og jeg har været gift i 17 år, og der er nok mange, der tænker, at det er godt nok lang tid. At det må være svært. Og ja, det er selvfølgelig indimellem også svært, men hvis ikke det først og fremmest var fantastisk, så var ægteskabet jo ikke. Meningen er, at man skal være gift, fordi man elsker hinanden, og fordi man vågner ved siden af hinanden og tænker: Det er stadig det rigtige valg at vågne her. Når man fornemmer den der lidt sødlige, dårlige ånde, der kommer ud af ens partner, når hun stadig sover, skal man stadig have lyst til at ligge lige præcis dér ved siden af hende.

– Men selvfølgelig er parforholdet også hårdt arbejde. I begyndelsen er der de meget forelskede år, og så kommer de år, der også er præget af "drift". Driften af blebørn, små børnehavebørn og første-skoledag-børn. Derefter skal man finde hinanden igen på en voksen måde. Den fase er vi i nu, selvom vi stadig har børn, der skal have madpakker med, og forældremøder. Og det er en livsbekræftende befrielse at sige, at min kone og jeg har evnet at finde hinanden på en voksen måde.

– I bund og grund har vi altid været der for hinanden, og jeg tror, at det handler om at være meget bevidst om, hvad der gør, at man er sammen, og så dyrke det. Hvorfor blev vi forelskede? Det element skal stadig være synligt. Du kan ikke intellektualisere dig frem til det, du skal stadig helst have nøglen til den forelskelse. Vi lever i et samfund, hvor der er en masse debat om, hvor hårdt man har det som småbørnsforældre. Men der er også dem, der siger, hey, I har langt mere tid med jeres børn i dag, end man historisk har haft, og hvis I bare droppede alle jeres speltdogmer og fire gange fitness om ugen, så ville ligningen gå bedre op. Vi stiller for store krav, og det kan jeg godt selv genkende.

– Og jeg tror, at min generation rent faktisk ER en lille smule forkælet. Vi vil det hele. Fantastisk karriere, fantastisk parforhold og materielle goder, der kan vise vores omverden, hvor meget vi har nået. Vi stiller flere og flere krav på et urealistisk niveau i stedet for at vende blikket mod de nære ting og dyrke dem. Måske skal vi skrue lidt ned for hele det ræs, der handler om det perfekte liv. Man er nødt til at prioritere. Hvad er det for nogle must-wins, man har i sit liv? Hvis man har en must-win, der hedder, "Jeg elsker min familie, og jeg vil gerne have, at vi skal være sammen", så må man lægge en meget stor procentdel af sine kræfter der. Hvis man gerne vil lykkes med sit arbejde og brænder for det, så lægger man en stor procentdel der. Og ja, jeg er så typen, der gerne vil begge dele, men det betyder altså, at nogle andre ting falder fra. Og så sover jeg i øvrigt alt for lidt.

Endepunkt
– Forhåbentlig er der ikke noget endepunkt lige her og nu. Jeg er super tilfreds med mit nye job, hvor jeg skal stå i spidsen for kulturen på en legeplads som Tivoli. Her er balletbørn, rockmusik, symfonisk musik, Tivoligarden, børneteater, revy, og jeg skal komme efter dig. Jeg føler virkelig, at jeg har fået ansvaret for et område, som både i bredde og dybde har utrolig mange muligheder. Tivoli er ikonisk og et fælleseje. Alle har en mental aktie i Tivoli, fordi det er et sted, man kommer, fra man er ganske lille. Jeg synes, at det er fantastisk, at jeg kan være med til at få ting til at gå op i en højere enhed, som for eksempel nu hvor vi har fået Lady Gaga og Tony Bennett til at komme og spille i Tivoli til sommer. Jeg har altid syntes, at Lady Gaga leverede et godt popprodukt, men at hun faktisk også er en af de bedste jazzsangerinder, jeg har hørt i mange år, var lidt af en åbenbaring.

– Et sted, der betyder meget for mig i Tivoli, er garderoberne oppe i koncertsalen, hvor man kan kigge ned på de ubekymrede, små børn, der sidder i Veteranbilerne. Veteranbilerne er simpelthen en af de mest ikoniske forlystelser i haven, fordi det ofte er de små børns første møde med en forlystelse, og fordi fire ud af fem unger tror, at de selv styrer. Det sjove er, at Veteranbilerne er lige så stor en forlystelse for de voksne. De voksne vil sgu da med i vognen, og de sidder jo ikke og kigger på blomsterne. De sidder og kigger på deres unge, og så bliver de selv som børn igen.

– Hvis man skal finde det ene Tivoli-øjeblik, der indkredser et karma-moment, så er det, når bedstefaren sidder med sit barnebarn på 6 år, som med tungen lige i munden er 112 procent sikker på, at hvis ikke han styrer ordentligt, så kører bilen af sporet. Og bedstefaren sidder i zen og oplever barndommen og kærligheden i sin 70-årige krop. Det er der noget fantastisk smukt ved, og alt det kan man følge oppe fra garderoben, hvor jeg har stået mange gange som udøvende kunstner. At stå der var som regel forbundet med en vis nervøsitet, men når jeg så kiggede ned på bedstefaren og barnebarnet tænkte jeg: Hvad er det værste, der kan ske? Det kan godt være, at jeg går i stå i takt 938 eller spiller en forkert node, men når man kigger ned på bedstefaren, kan man godt se, at det ikke er så betydningsfuldt i det store billede.

LÆS OGSÅ: 8 tegn på han er manden, du skal have børn med

LÆS OGSÅ: Skader du dine børn ved at lægge billeder af dem online?

LÆS OGSÅ: Derfor er det så svært at være bonusmor

Nikolaj Koppel, 46

Gift med Sille Kroyer Koppel, som er grafisk designer. Sammen har de Simon, 17, og Emilie, 12. 

Søn af operasangeren Lone Koppel og pianist og operadirektør John Winther. Barnebarn af pianisten, komponisten og professoren Herman D. Koppel.

Uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har turneret som pianist i bl.a. USA og Skandinavien.

Sprang ud som journalist i 2000 på Information og senere Euroman. Fra 1. januar 2015 under-direktør i Tivoli med ansvar for kultur og underholdning efter fire år i DR som bl.a. kanalredaktør og vært på adskillige tv-shows som Eurovision Song Contest og Kronprinsparrets Priser.

Nyudnævnt ambassadør for SOS Børnebyerne.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview