Danica Curcic har netop vundet en Robert for bedste kvindelige bi-rolle i 'Stille Hjerte'. Se hvorfor du kommer til at høre meget mere til hende. Med fire film og et Shakespeare-stykke på Det Kgl. Teater, var 2014 skuespillerinden Danica Curcics år. Her kan du møde den unge stjerne til en snak om farlige forventninger, voldtægtsscener på film (med sin egen kæreste!) – og hvordan det føles at blive udnævnt som en Shooting Star på filmfestivalen i Berlin.
En dag i 2012 træder Danica Curcic ind på Store Scene i Det Kgl. Teaters Skuespilhus i København. På de forreste tilskuerpladser sidder instruktør Katrine Wiedemann og scenograf Christian Friedländer. Det er første prøvedag på stykket Lulu, forestillingen om den smukke, men fordømte forførerske, og Danica Curcic, som går på Skuespillerskolen og endnu er ganske ukendt i den danske offentlighed, har til sin egen vilde overraskelse landet den altoverskyggende hovedrolle. Snart vil hun blive udråbt som teaterverdenens nye stjerne i medierne, og det inden Lulu overhovedet har premiere.
Og halvandet år senere vil hun komme til at stå på en ganske anden slags scene, på filmfestivalen i Berlin, officielt tituleret som en af årets Shooting Stars i europæisk film.
"Ja, vi starter," lyder det fra salen, det store smukke rum i Skuespilhuset.
26-årige Danica tager en indånding, og i sit hoved gentager hun endnu en gang: "Jeg ER Lulu, jeg ER Lulu nu," inden hun går i gang med sin monolog. Nerverne aftager, som ordene kommer. Der er kun én vej herfra, og det er frem på scenen, ud over kanten og op, op, op.
Naturlig og sensuel
Halvandet år senere, på en mere end almindelig regnvåd vinterdag i København, møder Eurowoman Danica Curcic på hendes agents kontor i det indre København. Med regndråber i håret og ikke et strejf af makeup er hun smuk på en helt naturlig og meget sensuel måde, som tv-seere muligvis vil kunne genkalde sig fra hendes rolle som lesbisk universitetslærer i Broen II. Og så griner hun meget. Et stort, varmt grin. Hendes lange, mørke hår falder skødesløst over skuldrene, tøjstilen er afslappet – boyfriend-jeans, støvler og en oversize sweater – og pandehåret karakteristisk rodet. Hendes look er lige dele eksklusiv boheme og Nørrebro-hipster – brokvarteret, hvor Danica Curcic da også bor til daglig sammen med sin kæreste, skuespillerkollegaen Peter Christoffersen (kendt som Julian i tv-serien Broen II).
Hun nyder et par ugers ferie efter lige at have indspillet fire film i rap. Siden sommeren 2013 er Danica Curcic fløjet fra det ene filmset til det næste og har spillet over for store danske stjerner som Nikolaj Lie Kaas i Fasandræberne, Ghita Nørby i Bille Augusts Stille hjerte, Bodil Jørgensen i Malta – All Inclusive og Cyron Melville i Lev stærkt. Det har været en udmattende, men særdeles lærerig maraton-oplevelse for skuespillerinden, som hidtil kun har været kendt for teater og tv. Nu står hun over for sit store filmiske gennembrud, men først skal Danica Curcic et tur på de skrå brædder igen, i stykket Tigerhjerte svøbt i kvindehud – En Shakespeare-collage, der får premiere 10 april. Det er i forbindelse med dette, at vi har sat skuespillerinden stævne. Det, og så det faktum, at den nu 28-årige skuespiller i år er blevet udnævnt som Shooting Star ved filmfestivalen i Berlin på baggrund af sin præstation i filmen Lev Sstærkt (premiere 26. juni). En ære, der bl.a. tidligere er overgået landsmændene Mikkel Boe Følsgaard og Pilou Asbæk, og som betyder, at Danica Curcic snart vil blive eksponeret til en række prominente udenlandske filmfolk.
Hverken udmærkelsen eller den forestående filmberømmelse er dog helt gået op for Danica Curcic endnu. For hvordan forholder man sig egentlig til, at ens liv formentlig snart vil ændre sig fuldstændig – og at ens arbejde vil blive kendt ikke bare i hele Danmark, men også ud over landets grænser? Selv passer hun på med at have for høje forventninger.
"Jeg er slet ikke vant til at se mig selv på film, så jeg er helt nervøs for, hvordan jeg kommer til at tage mig ud i de forskellige film. Selvfølgelig stoler jeg på, at jeg har haft mig selv med i arbejdet, og at mit samarbejde med instruktøren har været godt. Men hvem ved, om det, der føles godt og ægte for mig, også ser ligesådan ud på kamera," funderer hun.
Annonse
Hvad er danskhed i dag?
Danica Curcic har med egne ord altid haft et performer-gen i sig. Men før hun var i 20'erne, turde hun ikke drømme om at blive skuespiller. I stedet spillede hun klaver som barn og drømte, som så mange andre piger, om at blive dyrlæge.
"Da jeg kom i praktik hos en dyrlæge i 8. klasse, gik det dog selvfølgelig helt galt. Jeg skulle assistere en ældre dyrlæge med operationen af en stor rottweiler, men da vi løftede den bedøvede hund op på briksen, tabte jeg dens hoved på gulvet. Derefter blev jeg sendt ind i rummet, hvor dyrene vågner efter bedøvelse, og tilbragte resten af min praktik der. Det var et rum fyldt med tis og bræk på gulvet. Det kurerede min trang til at blive dyrlæge," griner Danica Curcic.
I gymnasiet blev hun så optaget af film, at hun og to venner begyndte at lave deres egne kortfilm. Filminteressen fik hende til at søge ind på film- og medievidenskab på Københavns Universitet, hvor hun gik i dybden med både filmhistorie og kortfilmsproduktion.
"Det første år på studiet var helt fantastisk. Bl.a. fik jeg lavet en kortfilm om et ungdomshus i Sarajevo, som betød enormt meget for mig, eftersom min familie er af østeuropæisk oprindelse," fortæller hun.
Begge hendes forældre er serbiske og kom til Danmark i 1986, da Danica Curcic var bare et år gammel. Faren havde fået arbejde på den jugoslaviske ambassade, og meningen var, at familien efter et par år i København skulle vende tilbage til Serbien. Da der imidlertid i 1991 udbrød krig mellem Serbien og Bosnien, valgte hendes forældre at blive i Danmark for bestandig.
"Min familie og jeg var i Serbien én gang under krigen. Man kunne ikke flyve til landet, så det foregik med bus. Mine forældre var meget imod præsident Slobodan Milosevic, så vi var med til nogle demonstrationer dernede. Tilbage i Danmark sendte vi tøj og andre ting ned til vores familie," fortæller skuespillerinden.
I dag besøger hun stadig sine serbiske slægtninge mindst en gang om året og tilbringer sommerferierne i familiens sommerhus ved vandet i Montenegro.
Annonse
"Det er det bedste sted og der, hvor jeg slapper helt af. Der er utrolig smukt."
Skuespillerindens østeuropæiske rødder betyder bl.a., at hun i dag både taler og forstår serbisk – men også, at hun har oplevet at blive fravalgt til roller, hvor man ikke mente, at hun så 'dansk nok' ud.
"Det er stadig en begrænsning at være etnisk i filmverdenen herhjemme. Jeg føler nogle gange, at Danmark er et for lille land til, at man kan lade en mere mørklødet pige spille en 'Camilla'. Jeg synes, det er lidt absurd, for hvad er danskhed egentlig i dag? Er det stadig kun blå øjne og lyst hår?"
Brækkede næsen til optagelsesprøve
Efter sin bachelor i film- og medievidenskab var Danica Curcic blevet sulten efter selv at prøve at stå foran kameraet. Hun brændte efter at bruge sin egen krop i arbejdet, og da hun på daværende tidspunkt havde en kæreste, som boede i Californien i nærheden af en skuespillerskole, tog hun en hurtig beslutning og rykkede teltpælene op. I Californien blev hun optaget på Dell'Arte International School of Physical Theatre, hvor hun tilbragte et år med at lære sig at spille skuespil med kroppen. På skolen blev de så imponerede af Danica Curcics talent, at hun blev tilbudt at blive to år mere og tage en master-uddannelse. Det var et fristende tilbud, men efter en del overvejelse afslog hun og vendte hjem til Danmark, bevæbnet med en drøm om at komme ind på Statens Teaterskole.
Først måtte hun dog lære 'at være dansk' igen. Udlandsopholdet havde gjort noget ved hendes danske sprog, og Danica Curcic gjorde sig mange tanker om, hvem hun egentlig var på dansk. Det hjalp dog, da hun flyttede i kollektiv i Valby og blev omgivet af andre kreative sjæle, og ikke mindst, da hun fik job i baren i det nybyggede Skuespilhus. Her fik hun set en masse teater og tog derudover også timer hos en polsk skuespillerlærerinde for på den måde at forberede sig til den svære optagelsesprøve på Statens Teaterskole, hvor blot otte ud af over 800 håbefulde kommer ind hvert år. Danica Curcic kom igennem nåleøjet – men ikke før hun havde brækket næsen til den tredje optagelsesprøve
Hun og de andre ansøgere skulle spille dyr og kravle rundt på gulvet, og da Danica – som spillede løve – ville 'æde' en pige, som spillede mus, bankede de to hovederne sammen. Om det var denne dramatiske opvisning i fysisk udfoldelse (Danica spillede videre med brækket næse), der gjorde udslaget, vides ikke, men ind på Statens Teaterskole kom hun. Tre år senere blev hun opdaget:
"Jeg og de andre elever fra skolen havde spillet en forestilling på Det Kgl. Teater, hvor skuespilchefen Emmet Feigenberg var til stede. Efterfølgende var alle henne og hilse på ham, på nær mig, som ikke nåede det. Jeg havde det så dårligt med det og var sikker på, at jeg havde forspildt mine chancer for at blive spottet for evigt. Men to dage efter lå der pludselig en voicemail på min telefon, hvor Emmet udbad sig et møde med mig på teatret. Jeg kom derud og fik at vide, at teatret gerne ville ansætte mig for et år eller to," fortæller Danica Curcic, endnu med benovelse i stemmen.
Annonse
"Shit, jeg er med i hver eneste scene!"
Blot et halvt år senere blev den unge skuespillerinde tilbudt sin første store hovedrolle, i forestillingen Lulu af instruktør Katrine Wiedemann.
"Da jeg læste stykket, tænkte jeg: "Shit, jeg er med i hver eneste scene!" Det var så stort. Måske endda lidt for stor en rolle til en, der var så grøn."
Lulu fortæller historien om en ung forførerske, som både udnytter og udnyttes af en lang række mænd. Det var en kontroversiel og eksplosiv rolle, der krævede enormt meget af skuespillerinden. Oven i det blev forestillingen ramt af en alvorlig ulykke under generalprøven, da en 450 kg tung scenevæg væltede ned over skuespiller Søren Sætter-Lassen og sendte ham på hospitalet med svære kvæstelser.
Forestillingen fortsatte dog, og ca. 20 gange nåede Danica Curcic at træde på scenen som Lulu.
"Jeg var ret nervøs inden, for flere medier begyndte allerede at udråbe mig til det nye stjerneskud inden premieren. Jeg havde jo slet ikke bevist noget endnu, så det var lidt stressende. Da anmeldelserne kom, var de ikke alle lige positive, og jeg kunne ikke lade være med at tage det hele på mig, hver gang jeg læste noget negativt. Den første uge, vi spillede stykket, tænkte jeg hele tiden, at der sad en dommer og holdt øje med mig nede i salen. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig ordentligt," siger hun.
Ikke bange for at være nervøs
Normalt er hun dog ikke bange for nerverne, der følger med at stå på scenen foran hundredvis af mennesker. Nogle gange endda nærmest nøgen.
"Det ville være lidt uhyggeligt, hvis man ikke fik nerver på inden en premiere. Men det er et fantastisk rum, man skaber med publikum, når det hele på scenen går op i en højere enhed. Man kan nå til et punkt, hvor det hele nærmest sitrer, og det er så fedt," siger Danica Curcic og laver jazzhænder tilsat store begejstrede øjne.
"Efter et par uger forsvinder de fleste af ens nerver, og det er dér, man skal sørge for ikke bare at begynde at spille på rutinen. Det er en kunst at få stykket til at leve, men det er også meget forskelligt fra aften til aften, om folk i salen er på – og om salen overhovedet er fyldt op. Den slags skal man passe på ikke kommer til at gå én på, mens man spiller."
For Danica Curcic, som er teateruddannet, har det været en helt ny oplevelse at medvirke i film.
"Det er virkelig en udfordring, når man spiller skuespil på film, at glemme, at der hænger en lydstang lige over ens hoved, at der er kameraer på begge sider, og så skabe sit eget intense rum. Men i modsætning til teater kan du til gengæld på film for det meste redde de scener, der blev knap så gode. Om ikke andet i klipperummet ..."
I filmen Lev stærkt, der som tidligere nævnt har skaffet den danske skuespillerinde international opmærksomhed allerede inden premieren, spiller Danica Curcic pigen Signe, som kommer til at stå imellem de to venner Nikolaj (Cyron Melville) og Martin (Jakob Oftebro). Fyrene er optaget af at køre gaderæs med alkoholen pumpende i blodet, men alt går galt, da de en aften dræber en ung pige på vejen. Martin ryger i fængsel, og Nikolaj går fri.
Ramt af skyldfølelse vil Nikolaj gøre alt for at hjælpe Martin videre, men kærligheden kommer i vejen, da Nikolaj forelsker sig i Martins drømmepige Signe. Det er en rå film i et tempo, vi ikke ofte ser i Danmark, instrueret af Christian E. Christiansen, som også stod bag Råzone fra 2006.
Danica Curcics karakter er filmens moralske stemme, og da vi taler sammen, har hun endnu ikke selv set filmen, men hun er tydeligt spændt. Ikke mindst fordi det er med denne film, hun skal præsenteres for verden ved filmfestivalen i Berlin i februar.
"Jeg er meget stolt af at komme fra Danmark som skuespiller, for der er virkelig stor respekt for vores film og tv-serier i udlandet."
En vigtig proces
Hun er fuld af beundring for de mange store danske skuespillere, hun i løbet af efteråret 2013 fik mulighed for at arbejde sammen med. Og ikke mindst instruktørerne Hella Joof (Malta – All inclusive), Bille August (Stille hjerte), Christian E. Christiansen og Mikkel Nørgaard (Fasandræberne).
"Det har været fantastisk at få så forskellige roller. Nogle har været meget intense, men det har været en vigtig proces for mig," understreger Danica Curcic.
Hun peger på sin rolle i Fasandræberne (premiere 2. oktober) som den mest fysisk og psykisk krævende rolle til dato.
"Jeg spiller pigen Kimmie, som har været igennem nogle forfærdelige ting. Hun er på flugt og bærer på en stor sorg, så hver dag på settet skulle jeg bruge enormt meget energi på at komme op i det rette, helt stressede gear. Det kan være svært for kroppen at slippe den følelse lige med det samme," siger Danica Curcic, som bl.a. hørte klassisk musik undervejs for at slappe af mellem scenerne.
"Alligevel var der flere gange hvor jeg havde lyst til at græde, når arbejdsdagen var forbi. Ikke fordi jeg var ked af det, men fordi kroppen var så anspændt."
Oven i hatten var det også på optagelserne til Fasandræberne, at Danica Curcic kom ud for sin karrieres hidtil mest mærkværdige oplevelse: en voldtægtsscene med sin egen kæreste som skurken.
Voldtægtsscene med kæresten
Peter Christoffersen og Danica Curcic mødtes på Statens Teaterskole og blev efterfølgende kærester. De medvirkede begge i Broen II ("Vi døde i samme afsnit!"), men havde ingen scener sammen. Under indspilningerne af Fasandræberne blev kæresteparret imidlertid sat på en prøve, da filmens voldtægtsscene skulle i kassen.
"Jeg var virkelig glad for, at det var os to, der skulle indspille den scene sammen. Vi er jo så tætte privat og kender hinandens kroppe, så vi kunne godt tage fat, uden at det blev ubehageligt. Jeg kunne gå meget længere i den scene, end jeg ville have kunnet med en fremmed, for jeg følte mig helt tryg med Peter."
"Men selvfølgelig er det da mærkeligt, inden man skal filme sådan en scene. Min rolle i filmen hader jo hans rolle og vil bare have, at han skal dø. Vi havde flere actionscener sammen, hvor jeg skal slå på ham – det er ikke lige i den situation, at man skal lade sin irritation over, at han ikke har taget opvasken derhjemme, tage over!"
Tigerhjerte svøbt i kvindehud
Hun håber, at hun og Peter Christoffersen også i fremtiden kommer til at spille sammen, og gerne på teatret. Selv skal hun lige om lidt have sin vante gang i Skuespilhuset igen med Tigerhjerte svøbt i kvindehud – En Shakespeare-collage. Den unge instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen skal instruere bl.a. Danica Curcic, Helle Fagralid og Kirsten Olesen i en kollage af tekster om kvinderne i Shakespeares dramaer.
"Vi er et rent kvindehold både på og bag scenen, hvilket er ret fedt. Og så er Shakespeare jo bare ren poesi. Det er ægte følelser og ord, man som skuespiller bare har lyst til at lege med," lyder det begejstret fra Danica Curcic.
I stykket ændrer de klassiske Shakespeare-karakterer desuden både alder og køn, fortæller skuespillerinden.
"Kirsten Olesen (bl.a. kendt fra Arvingerne, red.) skal fx spille Julie fra Romeo & Julie. Det, at en moden kvinde som hende spiller unge Julie, giver pludselig historien et helt andet lag. Og jeg har en scene som Richard III over for Helle Fagralid som Lady Anne. Selvfølgelig giver det ikke altid mening at skifte en rolles køn fra mand til kvinde, men det kan give nogle spændende resultater."
Gik i sort
På spørgsmålet, om hun nogensinde har prøvet at gå i sort på scenen, de fleste skuespilleres værste mareridt, tænker hun lidt.
"Det kan ske i bidder, at ord forsvinder. Nogle gange sker det for én selv, andre gange for den medspiller, man står over for. Det er et interessant moment, hvor man mister al kontrol og bare står blottet på scenen. Alle sanser bliver skærpet, og man er så lysvågen som aldrig før. Kan man virkelig ikke komme videre, må ens medspiller tage over. Og derfor er det også vigtigt, at man er superopmærksom på hinanden, når man spiller teater."
"Det er vigtigt i sådan nogle situationer, at man ikke går i panik. Det er jo bare virkelighed, og i virkeligheden kan alting ske."
For bare halvandet år siden stod hun grøn og ung på scenen i Skuespilhuset og følte sig bedømt fra alle sider. I dag skal der mere end 650 par kritiske øjne til at hyle Danica Curcic ud af den.
