”Når min mand hæver stemmen, bliver jeg en lille pige, der er bange for sin far”
Har du nogensinde prøvet at miste evnen til at tænke i rationelle baner i en diskussion med din partner? Nogle gange kan vi blive kapret af hjernens vagthund amygdala, som fortæller vores nervesystem, at der er fare på færde. Det betyder, at følelserne tager over, og at selv ganske harmløse episoder kan gøre os ude af stand til at tænke rationelt. Her hjælper terapeut Rikke Thuesen et par med at opdage, hvornår det sker for dem.
Henrik og Mie er i terapi for første gang. De har opsøgt mig, fordi de gang på gang havner i fastlåste situationer, der påvirker deres parforhold negativt og skaber stor afstand mellem dem. Jeg beder dem om hver især at fortælle mig, hvordan de oplever de situationer, og Henrik tager ordet.
"Jeg vil gerne forklare min måde at se det på. Det virker, som om jeg ikke rigtig kan få lov til at være, som jeg er. Mie tillægger mig alle mulige urimelige og urigtige egenskaber og beskylder mig for at være aggressiv og ude efter at såre hende, og det er sgu da det sidste, jeg ønsker. Jeg elsker hende jo."
Efterhånden som Henrik taler, stiger hans stemme i volumen, han gestikulerer med armene, og ”jeg elsker hende jo” kommer ud med meget høj stemme og med begge arme løftet op foran kroppen i en hurtig bevægelse. Han er tydeligt frustreret.
Mies kropssprog har ændret sig, mens Henrik talte. Hun er sunket lidt sammen, har trukket benene op under sig i sofaen, og øjnene er lidt opspilede og stivnede. Jeg spørger hende, hvad der sker inde i hende, når hun hører Henrik fortælle. Mie rømmer sig og svarer med en lidt spag stemme.
"Jeg føler mig rigtig utilpas lige nu … Jeg føler, at Henrik er vred og skælder ud, og det gør mig virkelig utilpas."
Jeg spørger Mie, om hun er med på at prøve en lille øvelse og opfordrer også Henrik til at være med. De nikker begge to til det. Jeg beder dem sætte sig godt til rette med fødderne godt placeret på gulvet, ranke rygge og sænkede skuldre. Så beder jeg dem rulle lidt med hovedet og eventuelt at vippe lidt i sædet og med fødderne, så de mærker, at de har god kontakt til sofa og gulv. Træk så vejret dyyyyyybt ind, siger jeg, og fortsætter:
Hold det lidt, og pust langsomt ud. Hvis I får lyst til at gabe, så gør det. Jeg beder dem trække vejret dybt ind og ud et par gange mere og spørger dernæst Mie, hvordan hun nu har det. – Jeg er lidt mere rolig, kan jeg mærke. Ligesom at hjertet er faldet lidt ned på plads igen.
Ok, og fortæl mig nu, hvad det var, der gjorde dig utilpas lige før?
"Jamen det er Henriks tonefald og kropssprog. Jeg synes, han taler så højt, nærmest som om han råber, og så fægter han med armene, og jeg synes også, han virker kold og vred."
Kold og vred?
"Ja, som om han skælder ud og er ude efter at gøre mig ondt."
Hvilken følelse giver det dig?
"Jeg bliver megabange og føler mig lille og udsat."
Jeg vender mig mod Henrik, og spørger, hvad han tænker om det, Mie siger.
"Det gør mig da virkelig ked af det, men også lidt irriteret, hun har kendt mig i mange år, og det er jo sådan, jeg taler. Jeg er sgu ikke vred eller ude på at gøre hende ondt. Jeg har bare en høj stemme og bliver engageret."
Læs også: Psykologi: "Jeg vil ikke være som min egen mor"
Når vi reagerer på en bestemt måde følelsesmæssigt på en bestemt type adfærd, kommer det som regel et sted fra, så jeg spørger Mie, om hun har oplevet at føle sig utryg og utilpas i andre situationer, hvor folk taler højt med både stemme og krop.
"Ja, det har jeg oplevet før. Jeg har det ikke så godt med meget højtråbende folk."
Kan du genkende det fra din barndom eller ungdom?
"Næh, der var meget fredeligt hjemme hos os. Det skete en sjælden gang imellem, at min far blev flintrende arrig. Når han hævede stemmen, så var der virkelig noget galt. Og jeg var rædselsslagen de få gange, det skete, fordi det var så uvant."
Kan man forestille sig, at når du i dag oplever folk, der råber eller taler højlydt og bruger stort kropssprog, så kan det minde dig om de gange, din far blev flintrende arrig?
"Det har jeg aldrig tænkt over, men når du siger det, så føles det som om, du rammer noget rigtigt. Det er da ikke rimeligt overfor Henrik, at han bliver til min far", siger hun og smiler, imens hun kigger over på Henrik.
"Nej, og det er da heller ikke så sært, du bliver utilpas, hvis min måde at være engageret på minder dig om nogle skræmmende episoder med din far", siger han.
Herfra taler vi om, at det at de bliver bevidste om, hvad der er på spil, er første skridt til at ændre på de fastlåste konflikter. At de nu kan samarbejde om at få Mies nervesystem bragt i ro. Henrik kan f.eks. være opmærksom på at kigge på Mie med kærlige øjne, tage hendes hånd eller gøre noget andet, der kan støtte hende, så hun får ro til at berolige sig selv. Og Mie kan arbejde med sin vejrtrækning og med at være afslappet i kroppen, når hun mærker utilpasheden. Det er et samarbejde, som ikke kan undgå at styrke samhørigheden mellem dem.