Natasja Crone er ikke bange for at råbe højt af børnene

På ægte 70'er-manér var bagsædet i forældrenes Citroën indrettet som en dobbeltseng. Kreativt og frit. Ingen seler til børnene. Og deromme lå Natasja Crone sammen med sin lillesøster Barbara og bumlede rundt, mens bilen nærmede sig filmfestivalen i Cannes. Et sigende billede på Natasjas opvækst. Forældrene var begge filmproducenter. Sammen havde de Crone Film. Et selskab, som moderen overtog alene, da forældrene i '83 valgte at gå hvert til sidst.

Skilsmissen ændrede dog ikke på, at de faste rammer glimrede ved deres fravær. Middagsbordet var aldrig familiens samlingspunkt, og ungerne stod ikke renskurede klokken otte klar til at blive puttet. Skulle forældrene på filmoptagelser i Kenya eller på Langeland, tog de døtrene med. I hvert fald så meget som det nu kunne lade sig gøre med skolen, for totale flower-power tilstande var der dog ikke i huset i Holte. De havde trods alt også en au pair. Men Natasja elskede at blive slæbt med til de mange filmoptagelser og filmfestivaler, og selvom mor Nina ikke stod klar med hjemmebag eller lift til håndbold, så var der ingen afsavn for Natasja. Det var bare den måde, som DE gjorde det på i deres familie.

− Når jeg ser tilbage, efter jeg selv er blevet mor, kan jeg forestille mig, at det kunne få andre forældre til at tænke "sikke noget rod". Det hele var mere frit og uden regler på godt og ondt. Specielt min far har helt lettet sagt, at han var glad for, at det gik godt. For vi havde heller ikke super mange regler som teenagere, og så kan det gå alle veje.

LÆS OGSÅ: Bonderøvens kone: Folks frækhed forbløffer

Men oprøret fra døtrene Crone udeblev. Barbara er gået i forældrenes fodspor og arbejder som filmproducent i dag. Natasja selv bor fem km fra huset, hvor hun voksede op. Og det nærmeste TV2's nyhedsdronning kommer på at gøre op med barndommens rodede forhold er hendes rolle som den dedikerede soccer mom for sine to sønner.

− Det er noget med at være tro mod det, man gør som forælder. Hvis mine forældre havde sagt "vi ved godt, at det er helt forfærdeligt, at vi skal være væk i en uge. Men når den er gået, så kommer I ned til os", så ville vi børn få ind, at der var noget lidt forkert her. Sådan var deres tilgang slet ikke. De elskede deres arbejde og gik vanvittig meget op i det. Det var de signaler, de sendte, og så kommer man som barn med på den.

Dine, mine og vores
Den indstilling har Natasja forsøgt at tage med ind i forholdet til sine egne børn. Og på denne typiske formiddag i skolernes sommerferie, hvor vi sidder på hendes terrasse i Vedbæk og spiser kirsebær, mens resten af kvarteret er ryddet for voksne mennesker, har hun lige kørt drengene på henholdsvis håndbold- og fodboldskole. At være soccer mom i aktion kan lade sig gøre, fordi hendes 12-timers vagter på TV2 giver noget frihed i den anden ende. Men på andre dage – de dage, hvor Crone præsenterer 19-nyhederne i Odense − skal hun forlige sig med, at hun ikke kan kokkerere til hele familien i Vedbæk i Nordsjælland.

− Jeg har haft rigtig meget dårlig samvittighed, men jeg har arbejdet med den og tænkt, "kan jeg lide mit arbejde, og vil jeg gerne lave det her?" Det vil jeg gerne, og derfor skal jeg være tro mod det. Så jeg har sagt til mine børn, at det er en gave at have et arbejde, som jeg rigtig godt kan lide. Det har nogle omkostninger, men det har også nogle fordele. Når jeg har hele hverdage fri, kan jeg stå... godt nok ikke med hjemmebagte boller, for det er ikke min spidskompetence, men jeg kan køre drengene til fodbold og håndbold og stå og se dem spille, fordi jeg ikke arbejder hver dag til kl. 17.

I 2004 blev Natasja skilt fra sine to drenges far. Fem år efter forelskede hun sig i kollegaen Lasse Sjørslev, som er journalist på TV2 News. Han bragte også to børn ind i forholdet, og pludselig blev Natasja "mor" til fire. En logistisk operation med dine, mine og vores.

− Man bliver nødt til at respektere, at man kommer ind i nogle menneskers liv, som ikke selv har valgt det. Vi har det sådan, at vores børn har en far og en mor, som er sindssygt dedikerede. Så min kæreste er ikke en ekstrafar, for de har allerede en far. Og jeg er selvfølgelig en del af Lasses børns liv som en ekstravoksen, men jeg føler ikke den der "hvordan skal jeg være mor her", for de har heldigvis allerede en mor.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: Succesfuld singlemor

Skilsmissen fra sønnernes far vil tv-værten helst ikke ind på. Når det bliver for privat, bliver hun blufærdig. I 2005 røg bruddet på BT's spiseseddel med en kioskbaskerstramning af, hvad hun egentlig havde sagt i et interview, som handlede om noget helt andet. I den periode fik hun brug for sin grundtro på, at alting nok skal gå.

− Jeg har haft mange udfordringer privat, hvor jeg har skullet bruge min evne til at sige, "jeg skal igennem det her". Alle, der selv har prøvet det, ved godt, at når man bliver skilt eller på andre måder påfører dem, man elsker allerhøjest, en smerte, så er det et giga nederlag.

Den rigtige, lykkelige familie
Netop fordi blufærdigheden står i vejen for, at hun flasher de store nederlag i offentligheden, kender vi ikke rigtig Natasja Crone. Hun er hende der fra tv – fra Nyhederne, de kongelige begivenheder som dåb og bryllupper, hvor hun troligt er tonet frem med Jes Dorph ved sin side, og fra dengang hun var underholdningsvært og præsenterede "Stjerne for en aften" og ikke mindst Melodi Grand Prix. Altid med lækkert tøj og lækkert hår. Næsten lidt urørlig.

− Jeg kan mærke, når jeg møder folk, der ikke kender mig på forhånd, at jeg godt kan syne af at være sådan én, der altid har styr på alting. Intet kan røre mig, og tingene kommer utrolig nemt til mig. Én med et virkelig tykt panser. Men ingen runder de 42 år uden et eller andet i bagagen, og tingene er bare mere nuancerede end som så. Vi går alle sammen rundt og rydder op, vasker op og stiller friske blomster frem hver gang, vi skal have gæster. Og laver Facebook-opdateringer om, at "endnu en fantastisk dag er slut, og børnene har bare været så nuttede og sagt så mange sjove ting. Og jeg fik lige bagt en kage og slået græsset og pudset vinduerne".

− Sådan er hver dag bare ikke, og det ved vi godt, hvis vi skal være ærlige over for os selv. Vi har bare enormt svært ved at dele det med hinanden. Der er kommet en tendens til, at vi kun viser de super fine facader frem. Det er sjældent, at jeg kommer hjem til nogen, hvor der er pisse rodet, og børnene græder. Men det sker jo hjemme hos alle. Det kan være helt befriende at komme hjem til nogen, hvor der ligner noget, der er løgn. Så ved man, at det ikke er det, det handler om.

Alligevel indrømmer hun, at hun selv ligger under for angsten for at vise realiteterne frem. Der er pænest i huset i Vedbæk, når der kommer gæster. Men hun forsøger at gå imod tidsstrømningen, der beskriver den rigtige, lykkelige familie som én, hvor man ikke skændes, og der altid er pænt og rent og børn, der smiler.

− Jeg har det fint med at sige til mine veninder: "Jeg råbte så højt af mine børn i går, at jeg fik ondt i halsen." Vi er nødt til at turde sige højt, at kæden hopper af engang imellem.

Læs resten af interviewet på næste side... Undskyld, det skulle ikke have rimet
Så tingene er ikke helt så polerede, som de kan synes i Crones hjem. Hun har bare en evne til at lande på benene. Og vil ikke være en klynker. En egenskab, hun fortæller, at hun har taget med hjemmefra, og som har været afgørende for, hvor hun er i sit arbejdsliv i dag. Krydret med en god omgang tilfældigheder. Tv-karrieren begyndte på DR Sporten i 1998. En dag løb hun ind i underholdningschefen i kantinen. Han havde et problem: Værten på det danske Melodi Grand Prix havde meldt fra. "Var det noget for dig?"

− Så stod jeg der med en sandwich med skinke og ost og sagde "øøøhh... selvfølgelig!" Det lå slet ikke i kortene. På den måde har jeg slet ikke været en målrettet karrierekvinde, men jeg synes heller ikke, at det hele bare er faldet ned til mig. Jeg har taget nogle chancer, og jeg har skullet kæmpe, når jeg var der. Men samtidig er det ikke en katastrofe, hvis noget lukkes ned, for jeg tror på, at så kommer der noget, som er ligeså godt.

Som nogen måske husker, vandt Brødrene Olsen, og Natasja satte punktum for det danske Melodi Grand Prix i 2000 ved at synge ABBAs "Thank You For The Music". Men den helt store prøve kom, da den forholdsvis nyudklækkede underholdningsværtinde skulle stå på scenen i Parken i København sammen med Søren Pilmark og præsentere Det Internationale Melodi Grand Prix 2001. Præstationsangsten hang i det ganske land. Kunne man i Danmark sætte det show op, som traditionen krævede? Natasja selv var mere bekymret for, om hun ville snuble eller glemme, hvad Estland hed på fransk. Men showet gik i luften som planlagt, og som forventet fandt BBC's institution af en kommentator, Terry Wogan, hurtigt på et lidet flatterende kælenavn til det danske værtspar. "Dr. Death and the tooth fairy". Men det, ingen på Danmarks Radio havde forventet, var den øredøvende kritik af, at alt, hvad der kom ud af munden på Dr. Død og Tandfeen, rimede.

LÆS OGSÅ: Linn Ullman: Man kan ikke gå gennem livet uden kriser

− Jeg havde ikke set det komme. Jeg havde det selv sådan: "Nå, det rimer. Who cares?" Men hov − a lot cares. Sorry! Jeg blev overrasket over, at det fyldte så meget, og hvis jeg skulle have gjort det igen ugen efter, så havde jeg nok ikke turdet. Men nu var det jo overstået. Men undskyld, det skulle ikke have rimet.

Derefter kørte det, Natasja selv kalder "underholdsningstoget". Hun kunne ikke rigtig stige af og fik sagt ja til alt for meget. Samtidig blev hun centrum for utrolig meget opmærksomhed.

− Det var ALT, folk forholdt sig til. Sko, bryster, arme, hår, makeup, næse. Hvad som helst! Det var ret hårdt hele tiden at blive vurderet på udseendet og fremtoning. Jeg tog et stort sving der med underholdningen, og jeg er glad for, at jeg er færdig med det.

Følelsesmæssigt helt ude i tovene
I 2006 kom opstarten af nyhedskanalen TV2 News. Natasja forlod den sikre havn på DR og tog chancen, selvom den nye kanal kunne have været en dundrende fiasko. Muligheden for at lave fejl uden at havne på forsiden af Ekstra Bladet tiltalte hende, og hun kastede sig hovedkulds ind i projektet.

− Det giver en form for stædighed og disciplin, når man dedikerer sig 100 procent til noget. Og det gør, at man har modet til at tage nogle nederlag. Jeg tror ikke, at man får lige så meget ud af de ting, man gør, hvis man siger, at de ikke er vigtige for én. Så mister man også den der ubeskrivelige lykkefølelse, når tingene lykkes.

I det hele taget har den tilsyneladende afbalancerede 42-årige nyhedsvært en lille tendens til at smide alt ind i sine projekter.

− Jeg har svært ved at gøre ting for sjov. Totalt konkurrencemenneske. Jeg har kæmpet lidt med det med børnene, for de har det på samme måde og hader at tabe. Men jeg kan ikke lære dem, at det er ligegyldigt, for det mener jeg ikke, at det er. Nu kommer jeg til at fremstå som en totalt belastende type, som bare vil vinde i alle livets forhold. Jeg kan godt affinde mig med, at jeg nogle gange taber, for det gør jeg. Også på mit arbejde. Jeg har bare lært mig selv ikke at bryde grædende sammen.

LÆS OGSÅ: Louise Lehrmann om Jes Dorph: Sådan blev vi kærester

Hun understreger, at hun trods alt ikke kaster sig ud i glidende tacklinger, når hun spiller fodbold med ungerne, men hun signalerer, at hun vil vinde. Og hun lader i hvert fald ikke bare drengene løbe med sejren. Det er de samme mekanismer, der er på spil, når hun sidder foran skærmen og suger fodbold til sig. Hun så stort set alle kampene til sommerens EM og kan komme følelsesmæssigt helt ud i tovene under en straffesparkskonkurrence.

− Jeg kan få det fysisk dårligt, og jeg har ikke engang noget i klemme. Der er så meget, der bliver afgjort på så kort tid. De har ét forsøg, og den skal bare være der, mens en hel nation ser på. Der er så meget på spil, at jeg slet ikke kan have det.

Hvis det er dén Crone, Danmark får at se under OL, når hun er ankerkvinde på TV2's dækning af den enorme sportsbegivenhed, bliver der masser af tårer i den bedste sendetid.

Største øjeblikke som journalist
VM i Frankrig i 1998:
− Det var min første store opgave på tv, og jeg var højgravid. Det var landsholdet med Schmeichel, brødrene Laudrup og Thomas Helveg. Det var så vild en oplevelse at være til et fodbold-VM med alle verdens bedste fodboldspillere samlet på ét sted. Det gik godt for holdet, og det var Laudrups sidste landskamp. Det var dér, jeg tænkte, at det her vil jeg gerne noget mere af.

10-års dag for 11. september i 2011:
− At dække det er en af de ting, der har sat sig. Vi boede på et hotel lige ved siden af Ground Zero på 27. etage, og udsigten fra mit værelse var lige ned på hullerne efter tårnene. Man kunne bare ikke få øjnene fra dem. Filmen med bygningerne, der styrtede sammen, kørte inde i hovedet. Jeg kunne stå og kigge ned på de mennesker, som gik rundt dernede som små myrer, og jeg vidste bare, at de havde mistet deres familie lige der. Det var en ekstrem stærk oplevelse.

− Jeg var der sammen med Ulla Terkelsen, som jeg på alle måder beundrer. Hendes søn var i New York den dag for nu 11 år siden. Så det kom tæt på. Det var en sindssyg emotionel dag for alle. Den der helt knugende fornemmelse sammen med oplevelsen af, at vi rejser os, og livet går på en eller anden mærkelig måde videre – også for de mennesker, der har mistet en søn eller datter eller far. Dér skulle jeg kæmpe med en klump i halsen.