Nick Cave
Foto: Getty Images Nick Cave har fået tilnavnet 'mørkets fyrste', men hans musik rummer også en følsomhed.

Nick Cave: "Der er noget næsten heltemodigt ved at lide i stilhed”

I fire årtier har Nick Cave, 62, med sine sange skabt et sortrandet univers af sorg, selvdestruktion og længsel. Udstillingen Stranger Than Kindness på Den Sorte Diamant er skabt i samarbejde med kunstneren selv og fremstiller et liv, der har været præget af afhængighed, indre dæmoner og sprækker i sjælen. Med følsomheden lige under overfladen.

Få kunstnere har skildret eksistentielt mørke så intenst og mesterligt som Nick Cave. Med rødder i postpunkens støjende guitarer har han skrevet nogle af musikkens stærkeste sange om døden, selvdestruktion, vold og gammeltestamentlige temaer som dødssynder og begær. Men selv om Nick Cave har fået tilnavnet ‘mørkets fyrste’, lurer følsomheden lige under overfladen. Og de seneste par år har mørket fået flere dimensioner.

Når Nick Cave udforsker tilværelsens skyggesider i sine tekster, er det, fordi hans liv har været domineret af mørke. Han er født i Australien i 1957 i en lille landsby udenfor Melbourne af en mor, der var bibliotekar, og en far, der var lærer i matematik og engelsk. Som ung blev han introduceret til litterære klassikere som Nabokovs Lolita og Dostojevskijs Forbrydelse og straf. Men allerede da han var 19 år, brød hans verden sammen, da faderen døde i et biluheld.

“Tabet af min far skabte et vakuum, et rum i mit liv, hvorfra mine ord begyndte at flyde og finde deres formål,” har han sagt i et interview med musikmediet NME.

Nick Cave startede sin karriere i 1978 i Londons musikmiljø i postpunkbandet The Birthday Party og senere The Bad Seeds, som han stadig spiller med i dag. Fra starten trak hans tekster på en grundstemning af melankoli, men også barske historier fortalt fra nye perspektiver i rockmusikken. Som fx på nummeret The Mercy Seat fra 1988-albummet Tender Prey, der skildrer en morders sidste tanker på dødsgangen: “And the mercy seat is waiting / And I think my head is burning / And in a way I’m yearning / To be done with all this measuring of truth.”

LÆS OGSÅ: Tine Høegs favoritdigte "er enkle og kloge og får mig til at føle mig mindre alene"

Op gennem 80’erne var Nick Cave dybt afhængig af heroin. Han lignede en radmager, rablende Gollum, når han stod på Londons spillesteder i skinny jeans med mørkt tilbagestrøget hår og tyndt overskæg. Hans deroute kulminerede, da han i 1986 blev taget med heroin på sig i New York og en uge senere blev truet med en pistol i Los Angeles, hvor han forsøgte at købe stoffer i af byens mindre pæne kvarterer. Han blev først clean i 1988, da han blev anholdt i London for besiddelse af stoffer og tvunget i afvænning.

Nick Cave5.jpg
Nick Cave ser verden gennem mørke briller. Foto: Gosha Rubchinskiy.

Fuckfinger til konventionerne

Selv om Nick Cave allerede i slutningen af 80’erne blev hyldet for den dybsorte eksistentialisme i sine tekster, har han altid givet fuckfingeren til rockscenens konventioner og genrepuritanisme. Efter flere stærke albums fik han sit kommercielle gennembrud i 1996 med Murder Ballads med dystre sange om psykopatiske mordere og hævngerrige typer.

På hittet Where the Wild Roses Grow gav han Kylie Minogue, der dengang mest var kendt for at lave dansevenlig pop, noget gotisk kant, som fik rockparnasset til at vrænge på næsen. 

I den ikoniske musikvideo flyder Minogue rundt i en sø som et smukt lig med blodrøde læber, mens Nick Caves figur vasker blodet af sine hænder, lukker hendes opspilede øjne og lægger en rød rose i den halvåbne mund. Symbolikken er ikke til at tage fejl af. 

Samme år stjal den sortklædte rockfyrste igen overskrifterne, da han afviste at modtage en MTV Award for bedste mandlige kunstner og fik Kylie Minogue til at læse et brev op, hvor han bl.a. skrev: 

“Jeg vil gerne bede om, at min nominering til bedste mandlige kunstner trækkes tilbage. Desuden kan andre priser eller nomineringer i de kommende år blive præsenteret for dem, der trives med konkurrenceelementet i prisceremonierne. Jeg gør ikke. Jeg har altid været af den opfattelse, at min musik er unik og individuel og eksisterer udenfor de verdener, der er beboet af dem, der reducerer ting til noget, der kan måles. Jeg konkurrerer ikke med nogen.” 

I 90’erne, mange år før streamingtjenester og musikapps, var salgstal og awards stadig den vigtigste målestok for succes i musikbranchen, så Nick Caves kontante udmelding gik verden rundt og fik mange til at undre sig. Selv var han formentlig ret ligeglad med, hvad folk på landets musikmedier mente.  

LÆS OGSÅ: Okay Kaya: "I stedet for at kontakte mine venner, fulgte jeg bare med i deres digitale liv"

Året efter skiftede han retning og skruede ned for dramaet på den mesterlige The Boatman’s Call, der viste en ny, inderlig side af ham. Numrene på albummet var stadig i mol, men der havde sneget sig en mildhed ind i teksterne. Der var kommet sprækker i den cool, men også hårde facade. Fx på nummeret Into My Arms, der er en øm kærlighedserklæring til ekskæresten og sangskriveren PJ Harvey, som han dannede par med i midten af 90’erne. 

Nick Cave1.jpg
Into My Arms. Tæt omslynget med PJ Harvey back in the days.

De to var en kort overgang rockscenens sortklædte it-par, der indspillede duetten Henry Lee, også fra Murder Ballads, sammen og indtog musikmagasinernes forsider. Forholdet gik i stykker på grund af Nick Caves brug af stoffer og udsvævende rockstjerneliv. Han har senere fortalt, at deres forhold ikke kunne holde til hans affærer eller at rumme to sårbare kunstnersjæle, der kæmpede med hver deres dæmoner. Trods bruddet er ømheden for PJ Harvey overvældende på Nick Caves nok mest kendte nummer Into My Arms: “I don’t believe in the existence of angels / But looking at you I wonder if that’s true / But if I did I would summon them together / And ask them to watch over you.”

Sit livs tragedie

I 1997 giftede Nick Cave sig med modellen og modedesigneren Susie Bick, der også præger coveret til hans album Push the Sky Away fra 2013. Parret flyttede til Brighton i England og fik i 2000 tvillingesønnerne Arthur og Earl. Susie Bick gik hjemme, da børnene var små og er indehaver af mærket The Vampire’s Wife med lange, gotisk-inspirerede velournederdele, skjorter med kalvekrøs og pinupkjoler i klassisk Morticia Addams-stil. 

Nick Cave4.jpg
Der er skruet op for effekterne, når Susie og Nick Cave går til fest. Her til The Met Gala i New York.

 I 2015 gennemlevede parret deres sit livs tragedie, da deres 15-årige søn Arthur faldt ned fra en klippe i en LSD-rus tæt på familiens hjem i Brighton og døde. Pludselig var Nick Cave ikke længere kun en mytisk rockgud, han var en far midt i den største sorg, et menneske kan opleve. Men i stedet for at isolere sig eller gå i hundene har han brugt de sidste par år på at udforske sorgens landskab. 

Den hjerteskærende dokumentarfilm One More Time With Feeling fra 2015 skildrer Nick Caves sorgproces. Han havde faktisk indspillet et helt album med The Bad Seeds, men efter Arthurs død, valgte han at droppe det og starte forfra. Det gav ikke mening, når hele hans tilværelse var ramlet. I stedet følger dokumentaren indspilningen af albummet Skeleton Tree, der netop handler om hans forsøg på at begribe sønnens død.

“Jeg troede, at det ville være umuligt at sørge offentligt. Impulsen var at skjule min sorg. Men det viser sig, at det at være tvunget til at sørge åbent, grundlæggende frelste os. Der er noget næsten heltemodigt ved at lide i stilhed, at blive indesluttet i en verden af erfaring. Men det er en illusion og en meget farlig, livstruende situation at sætte dig selv i. Det har Susie og jeg lært. Vi er opmærksomme på hinanden, opmærksomme på, at vi ikke lukker ned,” sagde Nick Cave i et interview med The Guardian i 2017.

Så i stedet foldede han sorgens faner ud. Albummet Skeleton Tree og det efterfølgende Ghosteen fra 2019 beskriver savnet, fortvivlelsen, vreden og håbet med referencer til Det Gamle og Nye Testamente. De to albums viser Nick Cave som et menneske, der gavmildt blotter sine dæmoner, fremfor en distanceret rockgud. Som når han på Bright Horses synger om at vente på en død teenagesøn, selv om han godt ved, at han ikke kommer hjem igen: Oh the train is coming, and I’m standing here to see / And it’s bringing my baby right back to me / Well there are some things too hard to explain / But my baby’s coming home now, on the 5:30 train.”

En næstekærlig ypperstepræst

I kølvandet på udgivelsen af Skeleton Tree tog Nick Cave på en ny slags turné for et siddende publikum, der kunne stille spørgsmål fra salen. Det kom der nogle nye og mere intime koncerter ud af, hvor den mørkklædte musiker svarede på alt lige fra sine fortrydelser i livet til, om han tror på telepati. Resultatet var en nytænkning af koncertformatet. Som The Guardian beskrev Nick Caves optræden: “Han er halvt standupper, halvt sorgrådgiver og halvt præst.”

I efteråret 2018 lancerede Nick Cave bloggen Red Hand Files, hvor fans kan spørge ham om alt mellem himmel og jord. Intet spørgsmål er for stort eller småt, og Nick Cave besvarer dedikeret spørgsmål om alt fra kropspositivisme og selvhad til sorg og religion. Red Hand Files de eftertænksomme svar er et helle fra internettets rasende og polariserede debatter, hvor der er rum for noget så sjældent som ømhed og næstekærlighed.

Nick Cave8.jpg
Kunstneren som ung mand i 1989.

Det er rørende læsning uanset, hvor i livet man befinder sig. Som da han svarer en fan, der spørger, om han tror på Gud: “For mig er det et spørgsmål om, hvad det vil sige at tro. Sagen er, at imod al min dømmekraft, er det umuligt for mig ikke at tro, eller i det mindste ikke stille spørgsmålstegn ved folks tro, hvilket på en måde er det samme.”

LÆS OGSÅ: Knud Romer møder Ditte i ny podcast: ”Når mørket falder på, kommer angsten”

I en alder af 62 år er Nick Cave på mange måder midt i sin tredje guldalder. Han har udsendt 17 albums, skrevet to romaner og sammen med sin faste makker Warren Ellis desuden en lang række soundtracks. Ud over at være en af rockscenens mest kompromisløse og indflydelsesrige kunstnere har han de sidste par år desuden fået rollen som ypperstepræst for næstekærligheden. I et interview med BBC har han sagt, at han mener, en moderne rockstjerne både skal være monstrøs og guddommelig på samme tid. 

Men han er også et menneske og en kunstner, der viser os, at der er en måde at leve med mørket på. En kunstner, som gavmildt udforsker sine dæmoner og sprækker i sjælen, så alle vi andre føler os lidt mindre alene. Sangskriveren og multikunstneren er ikke færdig med mørket, og det bliver han nok aldrig:

“Uanset hvor meget vi justerer det i studiet, er der ingen lille knap, der kan få det til at forsvinde – endnu. Måske en dag vil vi være i stand til at få mig til at lyde glad eller tilfreds på en plade.” 

Hvem er Nick Cave

  • Født 1957 i en landsby udenfor Melbourne i Australien.
  • Har udsendt 17 studiealbums og lavet soundtracks til en lang række film. Har udgivet romanerne Da æselet så englen (1999) og Bunny Monroes død (2005) og prosadigtet Brækposesangen i 2015. I 2005 skrev han manuskriptet til filmen The Proposition. Har siden 1999 været gift med modellen og designeren Susie Bick. De har to sønner sammen, hvoraf den ene døde i en ulykke i 2015.
  • Aktuel med albummet Ghosteen fra november 2019 og udstillingen Stranger Than Kindness på Den Sorte Diamant, som åbner senere på året.

Stranger Than Kindness

Stranger Than Kindness: The Nick Cave Exhibition på Den Sorte Diamant fokuserer på Nick Caves univers som musiker, historiefortæller og kulturelt ikon. Udstillingen indeholder både kunstværker, lydinstallationer og mere end 300 objekter fra Caves egen samling fra The Nick Cave Archive på Arts Centre Melbourne, Det Kongelige Bibliotek og en række private samlere. Den fremstiller Nick Caves arbejde og inspiration samt håndskrevne breve, design og billeder fra hans liv. Udstillingen er skabt og designet af Christina Back fra Det Kongelige Bibliotek og Janine Barrand fra Arts Centre Melbourne sammen med Nick Cave, der selv har kreeret lydsiden. I forbindelse med Stranger Than Kindness udkommer også bogen af samme navn. 

Nick Cave_Stranger Than Kindness.jpg

Stranger Than Kindness udstiller bl.a. billeder og objekter fra Nick Caves liv som håndskrevne breve, notesbøger og afklippet hår, såmænd.

Nick Cave_Stranger Than Kindness2.jpg

Nicke Cave6.jpg

Udstillingsplakaten til Stranger Than Kindness. Foto: Ben Smith.

Nick Cave3.jpg

Kreativ direktør for Gucci, Alessandro Michele, med vennen Nick Cave – i Gucci, som er sponsor på udstillingen i København.

 

Mixtape: 5 vigtige Nick Cave-numre

Mercy Seat – om en drabsmands tanker på dødsgangen.
Red Hand Hi – om den hævngerrige morder af samme navn.
Into Your Arms – ballade om forholdet til PJ Harvey.

Jesus Alone – tindrende smuk hymne om tabet af sønnen Arthur.
Bright Horses – klaverballade om tabet af sønnen. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Interview og Livsstil