Overvejer du at skifte job midt i livet? Mød to kvinder, der tog springet

Den nemme løsning

En af de mange, der har gjort overvejelserne til virkelighed, er den nu 40-årige Anne, som valgte at skifte kurs, efter kroppen længe havde prøvet at råbe hende op. Hun blev langsomt ædt op af stress og var konstant irriteret. Men adrenalinen fra den boomende forretning og den store ordreomsætning holdt hende kørende. Hun var netop kommet tilbage fra barsel med sit tredje barn, og selvom det ikke var den bedste løsning for hende, var Anne alligevel tilbage med fuldt karrierefokus. For det var dét, hun altid havde gjort.

"Jeg havde længe taget den "nemme" løsning og var blevet i jobbet, selvom jeg på alle måder kunne mærke, at det var forkert for mig. Jeg mærkede en snurren i fingrene et par gange, men slog det hen. Til sidst kunne jeg bare ikke slå det hen længere."

Da Anne endelig kom retur til Odense efter at have stirret ud i luften i seks timer ved en tankstation på den sjællandske motorvej, var hun dog klar til forandring. Hun lod sin mand og en medarbejder overtage hovedansvaret i firmaet, men hængte dog stadigvæk i og tog ansvaret for markedsføringen. Ved siden af dyrkede hun yoga og gik ture, som hun havde fået fortalt ville være godt for hende, hvis hun var lidt stresset.

Lige lidt hjalp det, og efter hun en kold decemberdag beslutter sig for at gå til lægen, tager Anne det endelige skridt væk. Væk fra det, hun kender, væk fra det, hun plejer. Hun beslutter sig for, at det er tid til at lægge arbejdslivet fuldstændigt om, hvis hun skal finde sig selv igen. For den eneste måde, hun kan gøre det på, er at finde noget nyt og helt andet, der giver mening for hende der, hvor hun er i sit liv netop nu.

"Det skal være noget, hvor jeg kan se en mening i at være væk fra mine børn. Det skal være vigtigt og noget, der gør en forskel. Noget, hvor jeg kan bruge det, jeg er god til, i stedet for hele tiden at blive holdt nede. Jeg vil væk fra hele den overfladiske pengeverden og ind til noget, hvor jeg kommer helt ind til kernen af mennesker og dem, der har det svært."

LÆS OGSÅ: Carolyne Rasmussen: "Før var racisme hverdag, men verden ændrede sig, efter jeg blev "Melvins mor"

Tilbage på skolebænken

Anne har købt ringbind og blyanter, for det skulle man bruge til undervisningen, sidst hun gik i skole for mere end 20 år siden. Det hele ligger klar foran hende, det samme gør en computer. Grundet coronanedlukningen er første skoledag på sygeplejerskeuddannelsen nemlig online. Men trods nerver for teknologien blev hun fyldt af en glæde, som hun ikke havde mærket længe. En lyst til at lære mere. En lyst til at komme ud af sengen om morgenen.

"Jeg følte virkelig, at jeg var kommet på rette hylde. Og det føler jeg stadigvæk. Mit firma var meningsfuldt, fordi det var mit eget og noget, jeg havde skabt. Men jeg mistede langsomt gnisten, fordi min egen og min families udvikling gik i en retning, der ikke passede til udviklingen i virksomheden. At jeg er i gang med sygeplejerskeuddannelsen, giver til gengæld virkelig mening for mig lige nu."

Øjnene bliver fugtige, og stemmen hakker lidt. Annes genfundne glæde er svær for hende at skjule. Hun lægger dog også vægt på, at det hele ikke kun har været en leg. For foruden den lange proces, der skulle til, før hun tog valget, er det heller ikke altid lige sjovt for den lille familie på fem og to hunde, at Anne er tilbage på SU. Men de får det til at fungere, fordi Anne arbejder lidt ved siden af studiet, og fordi hendes mand har et vellønnet job.

"Jeg føler mig heldig hver dag, for jeg ved godt, at det ikke er alle, der kan det, som jeg har gjort. For det kræver, at man har en ubeskrivelig fleksibel familie og omgangskreds, men også en vis portion penge i ryggen. For når man er 40 år og skal holde både sig selv, børn, hunde, hus og have kørende, så skal der noget mere til end blot en SU."

Hvilepuden

Det er ikke kun danskere i starten af 40’erne, der vælger at skifte kurs. Også Tina Meter på 55 år valgte for nylig at tage et drastisk spring til noget helt nyt. Hun havde i 2018 arbejdet som frisør i næsten 30 år, både som ansat og med egen salon. Men hun så flere og flere kollegaer på sin egen alder blive slidt ned og komme på revalidering – en indsats til personer med begrænsninger i arbejdsevnen. Der ville hun ikke selv ende. Hun havde brug for en tænkepause, kom på nedsat tid i frisørsalonen og tog sideløbende vagter som ufaglært på et hjem for autister.

"Min søn havde haft job på bostedet, og det misundte jeg helt vildt. For det rykkede jo noget helt andet menneskeligt i stedet for blot at rykke rundt på folks frisurer. Der gik heller ikke ret lang tid, før jeg mærkede, at arbejdet med borgere med autisme ramte noget i mig og gav mig en ny form for glæde. Så jeg tog flere og flere vagter, og til sidst stoppede jeg som frisør."

Men efter to gode år på hjemmet for autister, viste et tilsyn, at der på bostedet var for mange ufaglærte i forhold til faglærte. Hun fik derfor valget, om hun ville tage pædagoguddannelsen og blive, eller om hun ville finde noget andet. Efter store overvejelser takkede hun pænt nej tak til at tage uddannelsen.

"Selvom jeg elskede jobbet, havde jeg ikke modet til det på det tidspunkt og turde ikke tage springet. Uddannelsen var for lang og uoverskuelig for mig med min alder, jeg følte mig for etableret til at skulle på SU – og så foregik meget af uddannelsen med en computer i hånden, hvilket skræmte mig."

Tina valgte derfor at søge tilbage til frisørfaget. For det vidste hun, hvad var, og det vidste hun, hun var god til. Men efter en uge på jobbet mærkede hun allerede de gamle følelser blusse op igen. Følelsen af at være kørt død i rutinerne, manglen på glæde og inspiration samt en uforklarlig følelse af konstant irritation, som hun ikke vidste hvor stammede fra.

"Før ville jeg tælle dagens kunder med stor glæde og se dem hver og en som en mulighed for at gøre en forskel og få fortalt en ny, spændende historie. Men det blev lige pludselig til, at jeg i stedet stod og talte, hvor mange der var tilbage, før jeg var færdig. Nu skulle dagen bare overstås," fortæller hun.

"Følelsen er svær at forklare, men jeg var bare virkelig ked af det. Jeg håbede, at når jeg kom tilbage, ville jeg få følelsen af, at jeg stadigvæk var på rette hylde i frisørfaget, som jeg var engang. Men det var jeg bare ikke. Det var næsten dét, der var hårdest. Alle de år, og så syntes jeg bare ikke, at det var fedt mere."

Hun havde håbet, at den nye lækre salon og de nye gode kollegaer ville puste liv i klippelysten igen. Det gjorde det stik modsatte. Skuffelsen over, at så mange år i frisørfaget nu føltes så ubetydelige, ramte hårdt, men gav hende også en klar tanke om, at det nu var slut med at bruge frisørfaget som hvilepude. Hun skulle prøve noget nyt.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg: "I dag vil jeg kun bruge min tid på det, der gør mig lykkelig"

Voksenelev

Tina søgte tilbage som ufaglært på et demensafsnit og havde det egentlig dengang rigtig godt med udsigten til at være ufaglært, indtil hun 15 år senere kunne gå på pension som 68-årig. Men da coronanedlukningen kom, fik hun mulighed for at blive voksen social- og sundhedshjælperelev i halvandet år med en løn, som svarede til kun lige under dagpengesatsen. Med en elevløn ville det, modsat hvis hun havde været på SU, forsat være muligt for Tina at få det hele til at løbe rundt, selvom hun sprang ud i noget nyt. Så hun søgte elevpladsen – og fik den.

"Jeg tænkte, at nu skulle jeg springe ud i det, den her chance får jeg ikke igen. Men det var ekstremt grænseoverskridende at skulle starte i skole. Det var ligesom at være Tina 16 år på ny."

Tina sov stort set ikke natten før sin første skoledag, og det var med svedige hænder, hun åbnede computeren til første undervisningstime, som i hendes tilfælde også foregik online på grund af coronanedlukningerne. Det var sjovt og lærerigt at starte i skole igen, men det var også hårdt. Hun havde ikke gået i skole siden 1989, og at det var så længe siden, hun sidst havde været på skolebænken, viste sig hurtigt og meget tydeligt i klasseværelset.

"Jeg sad med bøgerne på en helt anden måde end mine yngre klassekammerater. Jeg kunne bruge fire timer på en opgave, hvor de var færdige på halvanden. De kunne trække ind og trække ned på computeren, hvor jeg sad og skrev det hele i hånden og lavede plancher i stedet for et PowerPoint," fortæller hun.

"Jeg var faktisk flere gange ved at stoppe, fordi jeg ikke kunne finde en struktur i det, der passede til mig og der, hvor jeg var i livet. Det var svært at studere igen med skolegang og lektier, der skulle laves om aftenen og i weekenderne, når man har levet et helt andet liv og lavet noget helt andet i 30 år."

Det lykkedes dog til sidst at finde en struktur, og hun fandt måder at løse de mange opgaver på, som gav mening for hende. Hun var den ældste elev, men samtidig også den, der fik de højeste karakterer. Og det er hun sikker på er erfaringens skyld.

"Modsat mange af mine klassekammerater har jeg allerede haft mange år på arbejdsmarkedet, og allerede der havde jeg en fordel i forhold til dem, der kommer direkte fra folkeskolen. Men især fordi jeg har været i en branche, hvor jeg dagligt har haft med rigtig mange forskellige mennesker at gøre, har jeg fået en masse kompetencer, som jeg har kunnet tilpasse både til uddannelsen, men som jeg også kommer til at gøre stort brug af fremover."

Den rette hylde

Tina blev i slutningen af maj færdig med sin uddannelse, mens Anne stadig har et par år tilbage. Begge er de stærkt overbeviste om, at de har taget den helt rette beslutning: At trodse nervøsiteten for teknologi og at være alderspræsident og dermed tage springet ind på en ny uddannelse. Men faktisk er de også begge glade for, at de først tager uddannelsen nu.

"Hvis jeg havde læst til sygeplejerske som 20-årig, er jeg ikke sikker på, at det var gået lige så godt, og at jeg havde været lige så glad for det, som jeg er nu. Dengang skulle det hele gå hurtigt og være sejt. Det behøver det ikke at være nu. Nu skal jeg bare lave noget, som giver mening for mig, og som gør, at jeg glæder mig til at stå op hver morgen," fortæller Anne, som samtidig er sikker på, at hun nu tager uddannelsen på en anden måde, end hun ville have gjort tidligere.

"Jeg har lært af, hvad jeg som ung gjorde rigtigt og forkert i forhold til min tidligere uddannelse og mit arbejdsvalg. Derudover tager jeg det hele mere afslappet, fordi jeg har fået nemmere ved at trykke på pytknappen."

Tina er heller ikke i tvivl om, at hun har fået en anden ro med alderen, som har gavnet hende, men at alderen også har gjort, at hun vil have noget andet ud af sit arbejdsliv end tidligere.

"Jo ældre man bliver, jo mere rolig bliver man – og jeg er sikker på, at det ikke havde givet mig den samme glæde og meningsfuldhed, hvis jeg havde taget min nye uddannelse, da jeg tog frisøruddannelsen tilbage i 90’erne," istemmer Tina, der dog, når hun ser tilbage på uddannelsesforløbet, er i tvivl om, om hun kunne gøre det igen.

"Det er svært at være eksamenspresset i den her alder, og det tog mig lidt længere tid at komme i gang med de mange opgaver, end det gjorde for de unge. Jeg fandt dog et system, der fungerede for mig, men det var stadig en stor mundfuld."

LÆS OGSÅ: Suzanne Berdino er født ind i Cirkus Arena, men forlod det som 43-årig: ”Jeg var en pige, så det ville aldrig blive mit”

Livet udvikler sig

Selvom studietiden har kostet kræfter for begge kvinder, så er de begge hurtige til at sige, at de i allerhøjeste grad vil anbefale andre, der bare så meget som overvejer et jobskifte, at undersøge mulighederne.

"Jeg vil virkelig råde andre til – uanset alder – at lave et skift. Der er også mange, der står i det samme fag og bare bliver mere og mere sure, tvære og indædte, ligesom jeg gjorde til sidst. Frisørfaget gav mig til sidst ikke den samme tilfredsstillelse mere, som det gjorde tidligere, hvilket betød, at jeg heller ikke gav noget tilbage," fortæller Tina og fortsætter:

"Selvom processen var svær, så kommer det til at gøre mit arbejdsliv så meget bedre – og hvis jeg kan gøre det med så lidt computerkendskab, som jeg havde, så kan alle gøre det. Det handler bare om at finde modet til at springe ud i det. Man kan altid alliere sig med de yngre i klassen, for de kan få gavn af din erfaring, og du kan få gavn af deres computerfærdigheder. Vær åben for det. Jeg har i hvert fald ikke fortrudt."

Men ifølge Anne bør man også tænke sig om en ekstra gang, før man kaster sig ud i et så stort karriereskift som de to kvinder, især hvis man ikke har muligheden for at få en elevløn som Tina.

"Der er nogle konsekvenser ved at komme tilbage på SU, som jeg er sluppet lidt for, fordi der har været lidt ekstra penge på kistebunden at tage af og en god familie at trække på. Havde jeg været enlig mor, som sad med lån, havde min situation været en helt anden, for det kan være voldsomt i mange henseender at gå fra at have et fuldtidsjob til at være studerende," siger Anne og tilføjer:

"Men hvis man ikke trives, der hvor man er, synes jeg, at man skal taget springet, hvis man har midlerne og muligheden. Find noget, der er meningsfyldt netop nu, og som du brænder for, hvad enten det er et nyt job eller en ny uddannelse. For verden er ikke statisk, og det er måske ikke det samme, der gav mening for dig, da du var 20 år, som nu, hvor du er 50 – og det er helt okay. Livet udvikler sig hele tiden og går i forskellige retninger, og det må vi også gerne selv gøre."