Peter Lund Madsen
Foto: Peter Nørby, Kasper Wenstrup og Peter Hauerbach Peter Lund madsen.

Peter Lund Madsen: "Jeg var bange for at blive sindssyg"

Nu skal du møde en verdensmester i bekymringer. Som ung frygtede Peter Lund Madsen oprigtigt, at han var sindssyg. I perioder satte bekymringerne hans sociale liv på fuldkommen standby. I dag er den folkekære formidler af naturvidenskab knap så bekymret, og den selvtillid, han før i tiden ledte forgæves efter, har han i dag fundet i hjerneforskningen.

Dagene forløb altid på nøjagtig samme måde. Den unge Peter Lund Madsen tog hver eneste dag direkte hjem fra lægestudiet, lagde sig på sin seng. Og bekymrede sig. Indre monologer og ængstelige tanker tog hinanden i hånden og gik i ring på øverste etage. "Hvad nu hvis...?" spurgte han sig selv – efterfulgt af alverdens teser. "Hvad nu hvis jeg dumper eksamen? Hvad nu hvis der udbryder atomkrig? Hvad nu hvis min kæreste ikke er forelsket i mig mere? Hvad nu hvis verden går under?"

Sådan lå Peter Lund Madsen på sengen og forsøgte at få tankerne til at makke ret og indtage deres pladser i geleddet, lige indtil han stod op for at komme på universitetet næste morgen. Han havde for alvor mødt det karaktertræk, der skulle vise sig at blive hans faste livsledsager: bekymringen. Forløbet varede to-tre måneder og ramte ham ad flere omgange.

– Jeg var reelt bange for at blive sindssyg. Det var sådan virkelig bekymring, og det forpestede i perioder mit liv, siger han.

Det var en gordisk knude: Jo mere han tænkte, jo mere kom han til at tænke over, hvorfor han tænkte, som han tænkte, og svaret ledte han efter i de gamle psykiatribøger.

– Der var ingen reel grund til at frygte det, men jeg troede bestemt, der var noget galt med mig. Jeg var bekymret og ængstelig og tænkte utroligt meget over tingene – jeg var især bange for skizofreni og at ende på sindssygeanstalten, siger Peter.

Bekymringerne om sindssygdomme slap han senere, men bekymringer i al almindelighed har fulgt ham lige siden som et uomtvisteligt, menneskeligt karaktertræk. Velkommen til Hjernemadsen!

LÆS OGSÅ: Naja Munthe: Jeg er nyforelsket i min krop

Johnny Reimars sportsvogn
Peter Lund Madsen har et klart erindringsbillede fra sin barndomsgade Krebjergvej i Mørkhøj. Helt tydeligt husker han, hvordan popstjernen Johnny Reimar, der boede på samme vej, fræsede forbi deres hus i sin grønne sportsvogn. Hvordan en lavstammet bøgebusk kantede op til rækkehusene, og hvordan gadelamperne kastede skygger på vejen. Han har heller ingen problemer med at huske, at Johnny Reimar boede i nummer 8, mens han selv boede i nummer 66 – med sin tre år yngre lillebror Anders og sine forældre. Peter Lund Madsen er nemlig udstyret med en hukommelse, der med ørnebratte detaljeringsdyk i former, farver og ordlyd lagrer hans oplevelser i hjernen. Om nogle år vil han sikkert også tydeligt huske, hvordan han lige nu sidder ved køkkenbordet i sin Frederiksberg-lejlighed. Hvordan kulørte lamper snor sig om altanens gitre bag ham, hvordan små Matchbox-biler og legetøjsfigurer stirrer ud på ham fra glasmontrer på væggen, mens han slubrer glohed neskaffe. Vurderet på ordvalget alene virker Peter Lund Madsen sommetider ældre, end han egentlig er. Som en gråsprængt, nobel herre i 70'erne, der for eksempel taler om sine forældre, der "løftede sig ud over bondelivets trængsler og ind i bylivets behageligheder," om "et uhyre heltemod" eller om kvinden, "der blev ensom" – altså single.

Som dreng var Peter Lund Madsen ikke ensom i ordets reneste forstand, men han savnede en bedste ven og døjede med en haltende selvtillid:

– Jeg var langsomt udviklet og... var dreng i lang tid. Altså, jeg blev mand sent. Engang læste jeg om én, som sagde, at det værste var at blive hurtigt udviklet, og jeg tænkte, "Nej, det værste er at være langsomt udviklet," og så tænkte jeg, at det generelt bare er svært for mange i den alder. Men når man er sent udviklet, så er glæden og tilfredsheden til gengæld så meget større, når den lige pludselig kommer op af sig selv, siger Peter og laver en næsten lodret hældning på sin arm.

– Generelt havde jeg sådan en underlig todeling, for på den ene side var jeg enormt usikker på, om jeg nu var dygtig og god nok, men inderst inde havde jeg en fornemmelse af, at ligegyldigt hvad jeg valgte i livet, så ville jeg lykkes med det, husker han.

Og den mavefornemmelse viste sig at holde stik. Til sine forældres glæde proklamerede han allerede som 10-årig, at han ville være læge, og kom et skridt nærmere drømmen, da han blev optaget på medicinstudiet i Odense.

– Det krævede et uhyre heltemod at flytte til Odense – det var jo før broen! Min studietid var på mange måder en kedelig tid. Jeg havde de år en fornemmelse af, at jeg var på jagt efter en eller anden fest, jeg aldrig fandt og døjede i perioder meget med mine bekymringer. Men rent fagligt var det fabelagtigt – jeg havde ikke gået længe på studiet, før min hjerne faldt på plads, og jeg tænkte: "Det her, det er pissenemt." Jeg fik selvtillid og blev en eksamensmaskine, siger Peter, som blev mester i at læse fagbøger, fremlægge indviklede pointer og høste fine karakterer til gengæld.

LÆS OGSÅ: Benedikte Utzon: gravid efter 10 forsøg

Pling! Hjerneforsker
Det var også Eksamensmaskinen, der troppede op på Rigshospitalets 8. sal en vinterdag i 1987. Peter Lund Madsen havde trukket en hvid kittel over sin spinkle 26-årige krop før lægestudiets vigtige afsluttende eksamen, Mundtlig medicin. Opgaven lød at diagnosticere en kvindelig patient, som fortalte ham, at hun pludselig var besvimet og vågnet op med voldsom hovedpine. Peter Lund Madsen dunkede en gummihammer let mod hendes knæ, kildede hendes fodsåler og tappede en finger blidt mellem øjnene. Reflekserne var i orden: Altså ingen tegn på neurologisk sygdom. Han lyttede på hendes lunger og spurgte nærmere ind til hovedpinen. Tænkte. Rationaliserede. Som Peter Lund Madsen nu gør bedst, og han var ikke det mindste i tvivl: Kvinden havde Basilaris-migræne. Voldsom hovedpine, uklar tale, svimmelhed, kvalme og bevidstløshed var alle symptomer relateret til den del af hjernen, der forsynes med blod af pulsåren Arteria Basilaris. Deraf navnet Basilaris-migræne. Med ceremoniel nøjagtighed fremlagde han sine pointer om hjernesygdommen og fik et klart 13-tal.

– Hvilket var sjældent givet, tilføjer han historien.

Han kunne lige så godt være blevet eksamineret i knoglebrud eller gynækologi, men skæbnen ville, at han endte med en hjernesygdom. For at præmiere sig selv tog han efter eksamen på Café Sorgenfri og spiste flæskesteg, og som han sad der og gnaskede gris, fik han en åbenbaring, der blev afgørende for resten af hans liv: "Jeg skal være hjerneforsker. Pling! Selvfølgelig skal jeg det. Det er jo for helvede det sjoveste."

Så kort derefter blev han ansat på Rigshospitalet, tjente penge på at forske i hjernens kringlede kroge og rejste senere til USA for at samarbejde med førende amerikanske hjerneforskere ved National Institute of Mentale Health.

– Hjerneforskning er jo jammerligt kedelig udenadslære, men jeg blev samtidig enormt fascineret af hjernen og begyndte fra da af at bruge min viden til at forklare min egen og mine omgivelsers opførsel. I dag udspringer min verdensopfattelse af det, og jeg bliver tit så glad, for meget af det, som vi oplever i verden og som mennesker falder på plads, når vi forstår, hvordan hjernen fungerer. Det giver mig et sammenhængende verdensbillede, som jeg fungerer fint i.

Typisk Onkel Anders
Efter halvandet år i USA vendte han, konen, Rinette, og deres to sønner tilbage til Danmark, hvor der igen ventede Peter en ansættelse på Rigshospitalet. Men drømmen om at blive sin generations store hjerneforsker med eget laboratorium smuldrede langsomt. Fremtidsudsigterne var ikke, som han håbede, og før han blev for muggen over sit arbejdsliv, tog konsekvensen og vendte forskermiljøet ryggen til fordel for en programrække på DR, der fik navnet "Hjernemadsen." Et nyt karrierespor havde åbenbaret sig for Peter Lund Madsen – nemlig den niche at mikse videnskab og underholdning, som han sidenhen har gjort i adskillige tv-programmer og teaterforestillinger. Flere gange sammen med sin lillebror, journalist og entertainer Anders Lund Madsen, som han nærmest konsekvent omtaler "Onkel Anders." Folk blander dem tit sammen.

– Det er helt fint. Danmark er et meget lille land, og jeg har aldrig følt, at jeg har stået i skyggen af min bror. Men da vi lavede vores store show på Bellevue Teater, gjorde det da ondt, når folk grinede mere af ham end af mig..., siger han og afbryder sig selv med et:

– Neeeej.

– Det åbner mig faktisk. Han blev jo kendt lang tid før mig, og min forudsigelse var, at jeg ville blive enormt misundelig, for misundelse kan godt være en af mine dårlige karakteregenskaber. Det blev jeg til min overraskelse ikke. Der er ikke nogen tvivl om, at han tiltrækker sig mere opmærksomhed. Han er jo lillebroren – det er så typisk. Han får al opmærksomheden, mens jeg, storebroren, kommer og sørger for at sige tak til værtinden. Men jeg synes, han har fortjent det. Selvom folk ikke altid kan se det, er han sindssygt dygtig, siger Peter Lund Madsen, der som barn ikke havde et tæt forhold til sin bror:

– Dengang var det ikke sådan "Der kommer Lund Madsen-brødrene, og de holder bare sammen." Under gymnasietiden havde vi næsten ingen psykologisk kontakt, vi snakkede ikke meget sammen og havde helt forskellige omgangskredse. Men som voksne opdagede vi vores mange ligheder og har fået et specielt bånd. Vi tænker utroligt ens.

LÆS OGSÅ: Lærke Winther: Der var ikke nok kærlighed tilbage

Den trygge kontinuitet
Når Peter Lund Madsen skal beskrive sit kærlighedsliv, siger han "stabilt." Han mødte sin kone, Rinette – som han kalder "Ringo" – til et bryllup for 24 år siden. Hun havde en anden kæreste dengang, og Peter, som havde lavet en pagt med sig selv om aldrig at lægge an på en anden mands kvinde, holdt sig på afmålt afstand.

– Men et år senere blev hun ensom, siger han så.

Og Peter Lund Madsen kunne mærke, at den nyskilte singlepige var helt rigtig for ham.

– Et råd, man skal give til sine børn, og som gælder til alle tider: Gift dig først, når du er helt sikker på, at du har fundet den helt rette, for så undgår du mange følelsesmæssige problemer sidenhen. På den måde tror jeg, at vi mennesker er skabt til at være sammen i lang tid. Rinette og jeg har aldrig haft nogen store kriser. Vi har skændtes voldsomt, men kun om ting, vi ikke rigtigt kan huske bagefter: "Hvem sagde hvad, og hvem blev sur først." Aldrig store emner, og aldrig sådan noget med at flytte fra hinanden.

Efter syv år fik de deres første søn, Jacob, og senere Daniel.

– Rinette og jeg har været sammen længe, og jeg kan godt lide kontinuiteten. Vi har en fælles historie. I gamle dage handlede parforhold ikke om forelskelse – mand og kone og børn var et arbejdsfællesskab, som skulle holde sammen ligegyldigt hvad. I dag er det eneste, som binder os sammen, nogle overordnede følelsesmæssige principper, og det er i realiteten meget svagt, og der er i virkeligheden pissemange argumenter for at gå fra hinanden.

Tilbage i kitlen
Sindssygdom har altid virket "enormt fremmedartet og skræmmende" på Peter Lund Madsen, så for at afmystificere området gik han i 2000 i gang med at uddanne sig til psykiater. Bog- og teaterprojekter og karrieren som underholdende "Hjernemadsen" satte studiet på standby, men nu vil han færdiggøre det, og år 2013 er viet til en tilværelse som førstereservelæge på Hvidovre Hospitals psykiatriske afdeling sideløbende med kurser og tung lektielæsning.

– Jeg glæder til at blive endnu klogere på sindslidelsernes væsen, som i virkeligheden er meget firkantet og forståeligt. Mange af os har et underligt forhold til det – vi prøver at skubbe det væk fra os selv, men det skal være en del af familien. Jeg glæder mig til at tale med patienter igen og bliver på en eller anden måde et bedre menneske, når jeg tager en kittel på. På nogle måder er det nemmere at være et kendt ansigt som læge. For patienten virker det i starten trygt og fint og godt, at det er én, som de "kender", der skal tilse dem.

Hvordan det hele skal spænde af, og hvordan han nøjagtigt skal bruge sin viden om sindslidelser i fremtiden, er han endnu ikke begyndt at bekymre sig om.

– Men det kommer nok, siger han.

For den bekymring, han særligt udholdt i studietiden, er stadig en notorisk del af Peter Lund Madsens væsen.

– Jeg er altid bekymret. Altid. Når jeg er glad, og alting i princippet er godt, bekymrer jeg mig bare om ligegyldige ting, forklarer han.

Lige for tiden handler det om to skjorter fra Turnbull & Asser, han købte for nylig. De passede ham fint i butikken, men nu er han blevet bange for, at de efter en tur i vaskemaskinen vil stramme i halsen.

– Det er selvfølgelig til at overskue konsekvensen af den bekymring, men den slags tanker fylder altid i mit hoved – i større eller mindre grad. Jeg tror, det er noget... det er bare noget, man har fået, og jeg tror, at man gør alle parter en tjeneste ved at sige: "Det er bare, fordi du er så bekymret. Punktum." Det nytter ikke noget at gøre det til et problem, for så har du pludselig to problemer, siger han.

– Man bliver jo født med forskellige karakteregenskaber. Mine børn har også fået noget af den usikkerhed, som især prægede mig i ungdommen, og jeg synes faktisk, det er fint med nogle benspænd, for modstand er godt på rigtigt mange punkter. Det er en vigtig del af livets skole. Du bliver simpelthen dum af mangel på modstand. Har jeg perioder uden problemer, hvor alting bare kører, kan jeg mærke, at jeg bliver dummere på den måde, at jeg bliver lidt mere hovskisnovski over for dem, der jamrer. "De kan da også bare tage sig sammen. Se nu mig," tænker jeg. Men det er sgu ikke kun dig selv, der bestemmer – sommetider sørger tilfældighederne for, at problemerne står i kø. Og gennem hele livet er det nødvendigt med jævne mellemrum at blive mindet om, at det også er, fordi du er heldig, at det går godt. Det glemmer man, siger Peter Lund Madsen og fortæller, at han allerbedst kan lide de uperfekte mennesker. De folk, der ikke fører sig frem, "som om alting er pissenemt."

– En af de ting, som er fantastisk ved at arbejde på psykiatrisk hospital – og det mener jeg virkelig – det er, at de psykiatriske patienter jo i dén grad har prøvet at have ballade og problemer. De er enormt godt selskab, for der er fandeme ikke noget Fætter Højben over dem. De kender til modgang, ved, hvor enormt besværligt livet kan være, og det giver nogle menneskelige kvaliteter, som jeg rigtigt godt kan lide.

Kunne ikke genkende far
Livets hidtil største modstand oplevede Peter Lund Madsen selv i 2007, da han mistede sin far. Hans væsen forandrede sig allerede tre år tidligere, og Peter Lund Madsen tog hele tiden sig selv i at bortforklare sin fars vaklende forstand. Men da de alle var samlet juleaften 2004, og hans far pludselig proklamerede, at han ikke anede, hvor han var, kom erkendelsen:

– Det skete på en måde, hvor der ikke var nogen diskussion. Jeg tænkte: "Det er fandeme ikke i orden, der er noget galt." Og efter et par års bortforklaringer erkendte jeg det endelig den aften.

Hans far var blevet ramt af demens og døde nogle år senere som 81-årig.

– Den sygdom er så deprimerende, for det går langsomt og støt den gale vej. På en måde gavnede det mig, at jeg vidste, hvad der nøjagtigt foregår oppe i hjernen under en sygdom som demens – det fjernede mystikken, men det ændrede ikke på, at det gjorde uhyre ondt ikke at kunne genkende sin egen far. Det er den største modgang, jeg har haft, men det er jo noget, mange skal igennem, siger han og gør holdt et øjeblik.

– Overordnet set synes jeg faktisk, at jeg har haft ualmindelig lidt modgang i livet, siger han og griber så fat i den usynlige krykkestok af bæven, der altid står ved siden af ham:

– Og det bekymrer mig...

– For hvornår kommer den så?

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Angst