Seinabo Sey: ”Min musik er en kamp for retten til at være sårbar og tilpas i sin egen krop”

Musikalsk smeltedigel

Seinabo Sey er opvokset i Södermalm, en forstad til Stockholm, med sin gambianske far Maudo og etnisk svenske mor Madeleine. Som otteårig flyttede familien til Halmstad, hvor hun blev optaget på Östergårdsskolan for særligt musikalsk begavede børn.

Og som barn med to forskellige kulturer i ryggen, stak hun ud fra mængden, når hun lyttede til alt fra afrikanske rørige rytmer til nordisk, eftertænksom lyrik, husker hun.

– Min familie var meget eklektiske i forhold til musik. Jeg lyttede til Dead Prez (hiphop), Common Sense (reggae), Spice Girls ligesom alle andre og Björk (islandsk sanger). Men jeg voksede især op til tonerne af reggae. En af min fars yndlingsmusikere var den senegalesiske sanger Youssou N’Dour. Jeg elskede også amerikansk hiphop. Alle de musikalske elementer har jeg brugt som afsæt, da jeg selv begyndte at ville lave musik.

– Jeg husker tydeligt Alicia Keys som et idol, og jeg var helt besat af Destinys Child, men de var alt for poppede og koreografiske til mig. Jeg kunne ikke en gang forestille mig at være i stand til at danse på samme måde. Jeg var mere til koncepter, og derfor tiltalte Erykah Badu mig meget, fordi hun havde et helt særligt udtryk.

Kulturelt ophav

De frie rammer i hjemmet stod i stærk kontrast til den svenske struktur, som Seinabo blev introduceret for udenfor hjemmets fire vægge, eksempelvis i skolen. Men den store kontrast har udelukkende været positiv for hendes kunstneriske udvikling, mener hun.

– Jeg er selvfølgelig et direkte produkt af mit miljø som så mange andre. Sverige har lært mig at være struktureret omkring mit liv og min sangskrivning. En anden del af mig, den gambiske del, er mere flydende og fritænkende. Når jeg kombinerer de to sider af mig selv, så opstår der magi. Det kan være en svær ting at balancere med, men jeg har lært at trække på dem begge.

Har du nogensinde følt, at du var nødsaget til at indordne dig en bestemt stereotyp?

– Jeg har da klart kunne mærke, at jeg som sort har skullet indordne mig i et hvidt samfund. Jeg har altid skullet arbejde dobbelt så hårdt, hvilket jo er ret trist. Fra en tidlig alder fik jeg at vide, at jeg ville være fortabt, hvis jeg ikke arbejdede hårdt nok. Men det har også givet mig disciplin og plantet tanken om, at hvis jeg øver mig meget, så skal jeg nok blive god til det. Det er lidt et tveægget sværd.

Som et kald

Så Seinabo arbejdede ihærdigt for at dygtiggøre sig. Som 21-årig tog hun chancen, og valgte at gøre musikken til sin levevej.  

– Jeg tror ikke, at der findes et stykke papir eller en kontrakt, som tilskriver: ”Nu skal du være musiker fem år frem”. Man gør det alene ud fra tanken om at være tilstede, mens det står på. Jeg har aldrig følt mig sikker i mit valg, men jeg tog chancen, for jeg havde haft drømmen om at blive musiker, siden jeg var lille. Der er stor forskel på at gå fra drømmen til så at skulle realisere den. Men det var ligesom mit kald.

De fleste af Seinabos tekster er baseret på egne erfaringer, fortæller hun. De tanker, der ligger bag, afspejler alt fra kærlighed til tabet af mennesker, hun holder af.

– Jeg skrev en sang om tabet af min far. På mit første album havde jeg sangen “Burial”, som jeg også taler om, når jeg performer. Jeg taler højt om mit tab, og hvad jeg har lært af det, og hvordan jeg har håndteret det. Det er som en form for terapi, når jeg står foran et publikum og synger om ham.

Hvad kendetegner din musik både tematisk og genremæssigt?

– Nu har jeg svært ved at se min musik i et udefrakommende perspektiv, men min intention er at få folk til at føle sig forbundet til hinanden. Mindske følelsen af ensomhed og indlemme dem i en form for fællesskab. Jeg håber i hvert fald, at det er, hvad min musik formår at gøre.

– Jeg tror, at formålet med musik er at dykke ned i vores sprækker og revner som mennesker, og samtidig skabe en følelse af håb og samhørighed.

Hvilke tematikker dyrker du på dit nyeste album?

– Mit seneste album har handlet om at være så ærlig som overhovedet muligt. Jeg har sat selvet i perspektiv, og derfor blev det også en meget egocentrisk form for skriveproces. Størstedelen af tiden tænkte jeg ikke på andre mennesker – jeg ville bare nå ind til mig selv og sandheden.

– Min ide var fra start af at bruge ”jeg’et” mere i teksterne. Musik er i bund og grund meget bekræftende, så hvis du lytter til en tekst, hvor ”jeg” bruges meget, tror jeg, at det vil have en positivt afsmittende effekt på dit liv. Den følelse ville jeg gerne skabe hos folk – følelsen af at blive bekræftet.

En politisk frontkvinde?

I 2016 slog Seinabo et slag for kvinder ved Swedish Grammy Awards. Hun havde inviteret 130 kvinder af forskellig etnicitet op på scenen, og det blev en performance, der i medierne straks blev sammenlignet med Beyoncés politiske erklæring ved Super Bowl-showet tidligere på måneden. 

– Shit, det var en meget interessant periode i mit liv. Jeg kendte slet ikke til Super Bowl, førend jeg så Beyoncés performance. Jeg synes selv, at min performance ligger langt fra hendes. Jeg har været fan af hende, siden jeg var lille, så at blive sammenlignet med hende virker helt absurd. Den eneste lighed var, at vi var to sorte kvinder på en scene – og pludselig skulle vi være ens?  

Så du forsøger ikke at agere politisk fortaler gennem din musik?

– Jeg mener, at alting vil kunne kategoriseres som politisk i det store perspektiv. Musik er vibrationer og energier, men det er også politisk ladet. Uanset om jeg vil det eller ej, er mine musikvideoer hyper politiske. Jeg er en sort kvinde, som lever i den hvide del af verden. Alt, hvad jeg gør, og alle mine oplevelser er farvet af det faktum, for jeg vil altid stå uden for den større masse.

– For at få folk til at kunne lide mig og min musik, er jeg nødsaget til at følge mine forældres råd om at være en god repræsentant for sorte. Det har jeg valgt at gøre via min karriere som sanger, så jeg kan sprede kærlighed og finde ind til essensen af, hvem vi er som mennesker.

Selvom Seinabo ikke ser sig selv som politisk fortaler, er hun stor fortaler for kvinders rettigheder. Instagram er i den sammenhæng blandt andet hendes daglige talerør.

– Jeg mener, at mine tekster er fokuseret på at opløfte folk til at gøre det, de drømmer om. Min musik er en kamp for retten til at være sårbar og tilpas i sin egen krop. Og her er det nødvendigt at starte med kvinder, den gruppe der har mindst magt.  

– Vi kvinder er desværre alt for vant til at acceptere rollen som ”de sensitive”. Vi sættes i bås, så det er nemmere at håndtere os. Det kræver ikke meget af en kvinde at fremstå excentrisk i andres øjne, hvorimod mænd kan have millioner af idiosynkrasier.

– Vi venter på, at mænd fortæller os, hvad der er en god ide, eller hvem af os der er mest sexet. Det er lidt som om, at vi venter på en form for tilladelse til at være den bedste version af os selv. Men vi er nødt til at bryde ud af den bås, og ikke mindst befri os selv fra konformiteten i de skønhedsidealer, der eksisterer.

Tilstedeværelse i nuet

Seinabo har ikke et endegyldigt mål for sin musikkarriere. Det er rettere en konstant påmindelse om, at hvert sekund tæller, fortæller hun, da spørgsmålet falder på, om der er en dybere mening med hendes musik.

– Det er ligesom med livet – jeg vil sprede kærlighed for at være lykkelig. Der behøver ikke være et endegyldigt mål, for det handler i bund og grund om at være tilstede i nuet og være glad for hvert minut, der går. Og den kreative proces kan man alligevel ikke kontrollere.

– Jeg er 28 år nu, og der har været mange op- og nedture i min karriere, så jeg har brug for at være opmærksom på at leve i nuet. De valg, jeg træffer nu, kommer til at forme min fremtid. Branchen er hård, og der er meget pres, jeg skal håndtere – både i forhold til mig selv og min opfattelse af mig selv som artist. Jeg tror snildt, at jeg kunne have valgt et nemmere job, men på den anden side ville jeg ikke ønske, det var anderledes – for jeg elsker jo musikken.  

Hvor ser du så dig selv som musiker om 10 år?

– Åh, det er et godt spørgsmål. Jeg tror faktisk, det er noget, jeg er ved at finde ud af nu. Jeg håber, at jeg altid, altid, altid vil kunne synge, for det er, hvem jeg er. Jeg ville være meget ulykkelig, hvis jeg ikke sang. Men at basere sin karriere omkring det, kan nogle gange være svært.

– Måske vil jeg satse på at arbejde inden for det kreative felt – få mit eget label. Jeg er ret glad for tanken om at udgive musik, PR-arbejdet bag og hele den kreative proces op til. Uanset hvad, handler det om, at jeg finder noget, som gør mig glad. Alt kan ske.

Inden vi når så langt, kan du få glæden af at se Seinabo på dette års Heartland Festival. Men hvad kan vi se frem til, hvis vi vender snuden mod Egeskov Slot på Fyn d. 1. juni?

– Jeg glæder mig helt ekstremt meget, og det er jo lige om hjørnet. Faktisk vil det være det sidste show med præcis den setting, så det bliver en anelse sentimentalt for mig. Det bliver ligesom enden på vores tour, som vi har været i gang med siden januar, så vi kommer med et stort band og et meget gennemøvet show, som man kan glæde sig til.