Selina Juul: Som noget nyt holder jeg fri om lørdagen

34-årige Selina Juul står bag forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, og hun har tidligere givet os tips til, hvordan man mindsker madspild.

Hun er så ihærdig, at hun har beordret sig selv en ugentlig fridag og nu arbejder på at starte en tænketank. Selina Juul er en af de pionerer, som Eurowoman sætter fokus på netop nu.

Jeg stammer oprindelig fra det kommunistiske Rusland, hvor jeg blev født i en akademisk middelklassefamilie. Vi havde mad nok, men vi skulle bruge alt op, for det var ikke altid, der kom nye madrationer i butikkerne. Min bedstemor var god til at strække maden langt, og hun smed aldrig noget ud. Da jeg kom til Danmark, så jeg klassekammeraterne smide deres madpakker i skraldespanden, og det blev jeg virkelig sur over. Jeg tænkte allerede over det dengang, og jeg havde nogle voldsomme diskussioner med dem. Man smider ikke bare mad ud. I 2008 fik jeg nok og lavede derfor en Facebook-gruppe som en protest mod madspild. Efter to uger var vi i landsdækkende medier, og efter tre måneder kontaktede Rema 1000 mig for at fortælle mig, at de, med inspiration fra os, ville stoppe alle mængderabatter, fordi det fik folk til at købe for meget mad.

Jeg har i mange år tænkt over, hvad jeg kunne gøre for at bidrage til en bedre verden. Når vi kigger på verdens situation, går det ned ad bakke. Vi bliver flere og flere mennesker, får færre og færre ressourcer, og klimaforandringerne eskalerer. Madspild er en lille del, men vi bliver nødt til at sætte ind, hvor vi kan, for det handler om vores overlevelse. Planeten skal nok overleve, men hvad med menneskene? Vi er her ikke om 200-300 år, hvis vi udrydder alle vores ressourcer og ikke bruger dem ordentligt. Det er noget, alle kan relatere til. Folk ved, at de smider mad ud, og det prikker til samvittigheden, så de bliver opmærksomme på det.

Det var meget voldsomt for mig pludselig at stå så synligt i pressen. Jeg er uddannet grafisk designer, så jeg er ikke en medieperson. Men det blev hurtigt meget alvorligt. Jeg blev inviteret ind på Christiansborg og ned i Europa-Parlamentet og FN. Så skal du dæleme læse på lektien. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at oparbejde en madspilds-encyklopædi i min hjerne. Det gode var, at det hele var positivt. Der har aldrig været negative artikler. Alle synes, at det er en god sag. Min strategi har altid været, at man skal bidrage med noget nyt hele tiden, så man ikke går i stå. Mange organisationer kører i den samme rille, men jeg tænker hele tiden på at angribe det fra forskellige vinkler, og hvad man kan gøre i alle led. Og jeg tænker på, at folk ikke skal få nok af Selina Juul. Vi har mange dygtige fødevarekyndige frivillige i Stop Spild Af Mad, som kan gå i medierne og have vagten, så det ikke kun er mig alene, der har den tjans.

Skal jeg være helt ærlig, er jeg dybt asocial. Jeg kan ikke lide medierne eller at tale på konferencer. Jeg vil hellere sidde hjemme og tegne eller skrive kronikker og bøger. Et eller andet sted gør jeg vold på mig selv, fordi det er imod min natur at stille mig op offentligt, men jeg gør det, fordi jeg ved, at det batter, og fordi det er vigtigt. Det vildeste, jeg har prøvet, var til en konference i Berlin, hvor jeg troede, jeg skulle tale for 300 mennesker, men der kom 1.300. Når jeg står på scenen, tænker jeg ikke over det. Jeg gør det bare, og jeg gjorde det godt i Berlin. Jeg er god til én ting, og det er at tale om madspild. Det er jeg ekspert på. Hvis DR ringer og spørger, om jeg vil være med i et program, der handler om noget andet, siger jeg nej tak. Jeg kan ikke tale om udenrigspolitik eller tøj, og jeg synes, det er vigtigt at sige nej. I dag har vi masser af eksperter i medierne, der udtaler sig om alt. Men man kan ikke være ekspert på alt.

Det vigtigste, jeg har lært på denne rejse, er det danske sprog. Mit sprog er blevet forbedret helt utrolig meget. Jeg bliver nødt til at kunne formulere mig skarpt, når medierne ringer. Uanset hvor godt et budskab du har, kommer det ikke ud, hvis ikke du taler sproget ordentligt. Jeg kan godt lide det politiske spil, men jeg bliver aldrig politiker. Jeg er blevet spurgt om at stille op for flere partier, men når du først melder dig ind i politik, får du en bestemt farve og retning at tale ud fra. Lobbyisme er meget mere mig. Jeg er vedholdende. Jeg bider mig fast, og jeg bliver ved. Og det er vigtigt, hvis jeg skal nå mit mål.

Det er helt vildt og fantastisk, at Stop Spild Af Mad har fået så mange priser. Jeg er meget smigret, men det er ikke priser til mig, det er til sagen og til alle de frivillige, der er med. Det vildeste var at få Nordisk Råds natur- og miljøpris. Det er jo en Oscar inden for det her område. Jeg bruger priserne til at brande sagen og sparke døre ind. De skal ikke bare stå og støve på et skrivebord. De skal bruges til at gøre sagen endnu større. Stop Spild Af Mad er og bliver en græsrodsbevægelse, men tiden er moden til at tænke større. Derfor er jeg i gang med at lave en tænketank. En helt ny og struktureret organisation, der bliver verdens første tænketank mod madspild, og vi har allerede tunge aktører som FN med. Stop Spild Af Mad er blevet kæmpestort, og jeg er ene kvinde om det. Der er selvfølgelig mange frivillige, men jeg kan ikke sige til dem, at de skal arbejde til klokken tre hver nat, ligesom jeg selv gør. I tænketanken skal der ansættes medarbejdere og forskere, der arbejder med nye ideer, og så skal jeg skabe synlighed om problemet. Som overordnet stifter, men ikke som daglig leder.

Jeg har været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og så var mit drive og min historie rigtig. Selvfølgelig hviler jeg ikke på laurbærrene. Jeg har et ansvar for, at bevægelsen ruller. De første par år troede folk, at jeg var skralder, fordi madspild ofte forbindes med skraldere. Men skraldere laver symptombehandling. Det er fint, at de skralder, men de skralder den mad, der er smidt ud, og det mindsker ikke madspild. Maden skal slet ikke smides ud. Vi begynder at kunne se sort på hvidt, at danskerne har mindsket deres madspild. Ifølge Berlingske Tidendes nyeste undersøgelse har mere end hver anden dansker smidt mindre mad ud de seneste fem år. Det er helt vildt at se sådan nogle resultater. Det gør mig virkelig stolt.

Som noget nyt holder jeg fri om lørdagen. Jeg bliver nødt til at have en dag, hvor jeg ikke laver noget, og hvor jeg ikke tænker på madspild. Det bedste er, når der ikke er nogen mails. Så løber jeg en tur, læser eller skriver på min science fiction-bog. Jeg har ikke haft en normal ungdom, fordi jeg har arbejdet med Stop Spild Af Mad, siden jeg var 28 år. Jeg går ikke i byen eller slentrer rundt og shopper. Alle mine vågne timer går med det her, og jeg har måttet ofre tid med venner, som jeg ikke ser særlig ofte. Når de andre sidder og hygger sig fredag aften, sidder jeg og læser en madspildsrapport. Jeg ser heller ikke tv. Der er mange ting, jeg ikke gør, som andre gør. Jeg kan ikke finde på at lave ting, der er spild af tid. Hvis man vil noget i livet og skabe en bevægelse, må man ofre sig. Man kan ikke bare sige, at det må de andre tage sig af. Vi skylder os selv som mennesker at bruge vores potentiale. Tænk på, hvor kort vores tid som mennesker er. Det værste ville være at sidde som 80-årig og se tilbage på et liv og ærgre sig over noget, man ikke fik gjort.

LÆS OGSÅ: Mads Holgers kæreste: Kærligheden er en drabelig affære

LÆS OGSÅ: Sexolog Maria Marcus: Jeg fik min første orgasme som 40-årig

LÆS OGSÅ:  "Hvis folk så mit hjem uden at kende mig, ville de nok tro..."