Skuespiller Diêm Camille: "Jeg ville gerne ligne mine danske veninder, og det kommer jeg jo aldrig til"

Faktisk har Diêm Camille selv taget initiativ til dette interview. Hun er vant til, at man ikke får noget forærende, men at man, hvis man vil opnå sine drømme, må være proaktiv, opsøge folk, se muligheder frem for begrænsninger og gøre opmærksom på sig selv.

Siden hun var 10, har hun drømt om at lave film og tv, men uanset hvor meget hun håbede på en dag at blive opdaget på gaden og blive tilbudt gennembrudsrollen, skete det bare ikke. Hun tog sagen i egen hånd og opsøgte alt, hvad hun kunne opstøve af online statistsider, castingbureauer og instruktører og greb alle muligheder, hun fik, også selv om det betød, at hun blev typecastet som sexarbejder, skanky lady eller hende, “der bliver smidt ind for at skabe en mangfoldig stemning in a white crowd,” fordi hver mulighed var et skridt nærmere drømmen.

Og med tiden blev stereotype statistroller til mere alsidige, menneskelige roller: lesbisk kriminaltekniker i serien 'Sommerdahl', katolsk nonne i filmen 'Den store stilhed' og praktiserende læge i filmen 'Ønskebarn'. Tre roller, der, ifølge Diêm Camille, kan spilles af alle, fordi de ikke er bundet op på etnicitet, men som oftest går til hvide, og som derfor var ekstra fede for hende at spille, fordi de beviste – både over for hende selv og over for omverdenen – at hun kan spille roller, “hvor det ikke handler om min melanin eller kulturelle baggrund.”

'Bad Bitch' kom som “en diskokugle af energi,” som Politiken skrev, og oplyste de danske tv-skærme i november sidste år. En dobbelt-Robert-nomineret serie, som Diêm Camille har brugt to år på at overbevise DR om at lave, og som hun selv har skrevet manuskript til og spiller hovedrollen i. For som hun siger: “Hvis ingen giver dig roller, så skab dine egne.”

Hun begyndte med karakteren Nikki, der er indehaver af salonen Crown og med sine lange blå fletninger, sin tilbøjelighed til at tjekke sin mobil, mens hun har sex, og sin meget udadvendte energi er, hvad de i serien kalder “ekstra.” Dernæst skabte hun et univers, hvor alt er tilladt, og hvor det er Nikki og hendes venner, der er i kontrol. Men så er der den virkelige verden, lige så snart de træder uden for salonen, hvor overboen er racist, og “hver gang de har det pisse nice, siger: “Vågn op, du er stadig bare sort.””

For sådan hænger det sammen, når man er afrikaner i Danmark, siger Diêm Camille. Alt andet ville være urealistisk. Med afsæt i sin egen historie har Diêm Camille givet karakteren Nikki en stærk facade, men et sårbart indre, for det er hårdt at være splittet mellem to kulturer, der forventer modsatrettede ting af dig. Det har Diêm Camille mærket på egen krop – i form af OCD og angst. Og med tiden har hun fundet ud af, at der er en stor styrke i at være ærlig og sårbar og snakke om, hvordan man rigtig har det.

“Det hjælper ikke kun en selv, men også andre.”

At gå i split gør sgu nas

Den 31-årige skuespiller og manuskriptforfatter er glad for, at der er sat god tid af til interviewet.

“Jeg har oplevet en del i mit liv! Much to discuss,” som hun skriver i en mail forud for interviewet, der finder sted i hendes hyggelige lejlighed i Skovlunde uden for København, som er det sted, hvor hun er allerbedst tilpas. Her er der ingen forventninger til, hvordan hun skal være, og hun skal ikke bekymre sig om at leve op til andres standarder for, hvornår man er en “rigtig ivorianer” eller en “rigtig dansker,” et pres hun ofte føler uden for sit eget hjem.

“Jeg synes, at det er ærgerligt, at det at leve i en dobbeltkultur betyder, at man skal sidde fast i midten. Jeg arbejder på, at det skal være okay at have et ben i begge lejre, men for det meste ender jeg bare i en split, og det gør sgu nas.”

Diêm Camille blev født i 1992 i Abidjan, den økonomiske hovedstad i Elfenbenskysten. Et par år efter aftalte hendes forældre, at hun skulle bo med sin bedstemor i et stort hus sammen med sine tanter, onkler og sin fætter, som hun legede med hver dag. Hun var tryg og glad, men da hun var fem år, ændrede alt sig fra den ene dag til den anden, da hun blev fløjet 5.600 kilometer væk fra det liv, hun kendte, fordi hendes far havde mødt en dansk-fransk kvinde, der boede i Aarhus.

Diêm Camille kan ikke huske, at hun fik at vide, at hun skulle flytte til Danmark for evigt, men da hun sammen med sin far i 1997 – efter aftale med moren – landede i lufthavnen og mærkede den kølige septembervind på sine kinder, var det, som om hele hendes krop vidste, at hun aldrig ville komme tilbage til Elfenbenskysten.

Goodbye palm trees, halløj birk. At komme til Danmark var som at lande på en ny planet. Og farens ukuelige tro på assimilering og kompromisløs opdragelse gjorde det ikke nemmere for hans datter. Nærmest øjeblikkeligt stoppede han med at tale fransk og deres regions stammesprog til hende. Som prototypen på en drømmeindvandrer ville han være en del af det danske samfund, og sagde hans datter et ord på sit modersmål, blev der først svaret, når hun kunne dansk. I løbet af bare et halvt år i modtageklassen på Møllevangskolen talte hun dansk, hun kom i en almindelig 0. klasse, og hendes far fik job som maskinarbejder.

Når hun tænker tilbage, var det traumatiserende ikke at kunne komme til orde i sin familie. Hun forstår motivationen, men som resultat er hun ikke længere lige så god til nationalsproget fransk og har fuldstændig glemt stammesproget bété, som hele hendes familie taler. Og det gør, at hun nogle gange føler, at hun ikke tilhører sin egen kultur.

“Hvis jeg assimilerer mig mere, trækker det mig længere væk fra mine rødder. Hvis jeg dyrker mine rødder, bliver jeg anset for at være mindre dansk,” siger hun.

Af sin ivorianske familie bliver hun af og til kaldt “danskeren,” hvis hun ikke forstår humoren, hvis hun klæder sig “for dansk” eller laver grammatiske fejl på fransk. Selv sammen med sin familie har hun en tendens til at blive selvbevidst.

“Janteloven har sat sine spor i mig, så jeg prøver ikke at tale for længe om mit arbejde, fordi jeg er bange for, at de kommer til at sidde og tænke: Chill down, selv om jeg ved, at de er megastolte af mig. Det samme i folkeskolen, hvor jeg rakte fingeren op i hver time og var meget engageret, fordi jeg troede, at det er det, der er meningen.

Det er det åbenbart ikke, for jeg fik at vide, at det var for stræberagtigt, jeg blev kaldt geak, nørd og duks, og så prøvede jeg at slacke lidt og være flabet. Men det duede heller ikke, for når jeg kom hjem, forventede min far, at jeg fik gode karakter og var en god pige. Så det var meget … splittet.”

Danmark sakker bagud

Når Diêm Camille tændte for fjernsynet hjemme i Aarhus, hvor hun boede med sin far og bonusmor, og hvor der siden kom to mindre søskende til, manglede hun en serie, hvor hun kunne se “sig selv” på skærmen. Der var selvfølgelig Hella Joof, som Diêm Camille syntes var vildt sjov, “men hvor var hende den mørke lille pige som mig? Nå, ja, Mgala! (karakter i filmen 'Den eneste ene', red.) Men det var så også det, og den følte jeg ikke, når jeg blev mobbet og kaldt Mgala i skolen.”

Hun manglede at se sin egen historie repræsenteret i den dansksprogede populærkultur og begyndte i stedet at se amerikanske serier som 'Rap fyr i L.A.', 'Heksene fra Warren Manor' og 'The Cosby Show', hvor flere var loud eller så ud som hende. Udlandet har altid været mange skridt foran Danmark, når det kommer til repræsentation, mener Diêm Camille.

“Den amerikanske film- og tv-branche har ligesom set indad og udad. Hvem er vi i det her samfund, i gadebilledet, i byerne og på skolerne? Vi er mangfoldige. Nå, for helvede, så skal det jo repræsenteres på skærmen og på lærredet i roller, som er humaniserende, spændende og afspejler mennesket – ligesom de hvide roller gør.”

Hun kunne sagtens relatere til de følelser, en hvid person gennemgik i diverse danske tv-serier, for følelser er jo følelser, men for Diêm Camille handler repræsentation også om gensidig forståelse. At andre ser en som hende. Men hendes klassekammerater så ikke hendes struggles i fjernsynet i Danmark. I sit stille sind tænkte hun, at det ville hun en dag lave om på.

I stedet for at se underrepræsentationen som et udtryk for, at der ikke var plads til en som hende i dansk film og tv, formåede hun at vende den “som en ung black Pippi”:

“Der er ingen, der ser ud som mig på tv, så det vil jo sige, at der er plads til mig!”

I forbindelse med 'Bad Bitch' er hun flere gange blevet spurgt, om hun havde overvejet at caste en hvid, dansk person som en af Nikkis venner Gaia og Pascal, der i serien bliver spillet af Maji Claire og Mark Ivan Serunjogi.

“Nej, det har jeg ikke, for jeg vil gerne vise, hvor mange talenter derude, der ligner mig. Jeg ville fylde skærmen med black talent, så man forstår, hvad Danmark er gået glip af de sidste mange år.”

Der er sket fremskridt, siden Diêm Camille var barn, men der er tale om “museskridt,” mener hun, og de seneste år har hun selv været en del af bevægelsen mod større repræsentation på film og tv. Da instruktør Katrine Brocks hyrede hende som den katolske nonne Søster Martha i 'Den store stilhed' føltes det som “en lovsang om håb, accept og medmenneskelighed,” siger Diêm Camille.

“Det var en smuk bekræftelse på to ting: Hard work pays off. Og at den yngre generation baner vejen for repræsentation, for min rolle som nonne var netop ikke et udtryk for typecasting. Den var ikke bundet op på etnicitet, men på mennesket.”

Det samme med rollen i Cecilie McNairs 'Ønskebarn'. “Det var jo luksus at få lov til, for hvor tit ser man en afrodansk læge på skærmen?”

Forsøg på at passe ind

For at ligne de andre i folkeskolen gjorde Diêm Camille “alt” for at passe ind. Når hun forlod hjemmet som 12-årig var det med en almindelig langærmet trøje på, og når hun nåede frem til skolen, hev hun en crop top op af tasken og skiftede.

“Jeg ville gerne ligne mine danske veninder, og det kommer jeg jo aldrig til, men jeg havde en forventning om, at hvis jeg tog det samme på som dem, kyssede med fyrene ligesom dem og festede ligesom dem, var selvironisk og godt kunne klare nogle lidt racistiske jokes, så var jeg en del af selskabet,” siger hun.

Hun ville også gerne ud med sine venner, lave lidt ballede, drikke en Breezer ved pølsevognen, spise en krasser om natten, være teenageagtig, flabet og vred. Men det hører slet ikke hjemme i den ivorianske kultur, siger hun.

“I vores kultur er respekt alt, og så kommer jeg til min rædsel hjem til mine veninder, der bare står og rækker fuck af deres forældre, og samtidig kunne jeg ikke få dem til at forstå min ivorianske kultur, hvor man hjælper sin familie, husker at ringe til sin bedstemor og – for mit vedkommende – sender penge hjem til familien.

De spurgte: “Hvorfor sender du penge til Afrika, er du Plansponsor?” Nej, jeg har faktisk en legit familie, som er mindre privilegeret end dig og mig, som jeg gerne vil hjælpe.”

Det er da trods alt også ting, dine veninder måske kunne lære noget af?

“De er så ikke mine veninder længere, men jo, helt klart. Family first har jeg lært af min far. Han har også lært mig at være selvstændig, fordi jeg tidligt skulle klare en masse ting selv. Det har været min fars form for omsorg at give sine værdier videre til mig.

I dag er jeg typen, der fortsætter, indtil jeg finder en løsning. Og møder jeg modgang, lægger jeg mig ikke ned. Jeg rejser mig. Hver gang jeg får en afvisning, hver gang nogen ikke hyrer mig, for “vi har allerede en mørk,” eller “du kan ikke spille datter, for vi har castet familien, og de er hvide,” – nå okay, har I hørt om sammenbragte familier? –  hver gang ser jeg det som en anvisning. Så var det noget andet, jeg skulle. Man må gerne krølle sig sammen i et hjørne, men så skal man rejse sig igen.”

Oprindeligt var oplægget til 'Bad Bitch', der i begyndelsen blev pitchet med titlen 'God Pik', mere komedieagtigt og mere seksuelt, men i løbet af manuskriptprocessen med Asger Kjær gik det op for Diêm Camille, at serien ikke kun skulle være skideskæg. Den skulle også gøre ondt.

“Derfor har jeg angsten med,” siger hun.

“Jeg vil gerne være med til at afstigmatisere psykisk sårbarhed. På den måde har serien været meget selvterapeutisk for mig, og jeg er blevet bedre til at snakke – især med min mor (der i dag bor i USA, red.) – om min psyke. Min far har også åbnet sig lidt op og er bedre til at spørge, hvordan jeg har det. Og så bliver det nemmere for mig at åbne op om min angst. Man bliver udmattet af at være så stærk hele tiden.”

Diêm Camille har i mange år set det som sit ansvar at værne om hyggen, en hjørnesten i dansk kultur. Hvis folk kom med racistiske eller nedladende kommentarer, lod hun dem prelle af, og det har været destruktivt for hende.

“Som den eneste mørke i selskabet har jeg ofte følt, at det var mit ansvar ikke at bryde den gode stemning, for jeg var den eneste, der kunne ødelægge den, hvis jeg sagde fra. Men det er en byrde, for så kommer du til at finde dig i racistiske udtalelser og andre ting, du ikke skal finde dig i.

Men jeg tog ikke kampen op. Jeg ville ikke være den besværlige og aggressive, hende den vrede. Når der i forvejen er et stigma omkring mørke kvinder, har jeg gjort alt for at være den sjove i stedet, for det er lidt nemmere. Hende der kommer med jokes, er festlig og kommer med lidt ekstra. Men det gør bare ondt at være pauseklovn.”

Hvad har du skullet finde dig i?

“Alt fra at blive kaldt en abe og blank til at få at vide, at jeg lever i junglen og i lerhytter eller har aids. Jeg er også blevet kaldt hende fra Børnefonden-reklamen og hende på Cirkel Kaffe. Folk er sgu kreative! Med tiden gik det op for mig, hvor meget af min selvrespekt jeg havde smidt væk for at blive respekteret af andre… som ikke respekterede mig.

Efter Black Lives Matter-bevægelsen kom til Danmark, hvor der kom mange eksempler på hverdagsracisme frem i medierne, fik jeg beskeder fra random folk og gamle kolleger, der skrev og spurgte, om jeg havde oplevet racisme i Danmark. Selvfølgelig har jeg oplevet racisme i Danmark, jeg er en mørk kvinde i et hvidt land! Jeg blev virkelig overrasket over, hvor mange der ikke ved, at det eksisterer.”

Selv om Diêm Camille det meste af sit liv har gjort alt for ikke at lade racismen påvirke hende, har opvæksten splittet mellem to kulturer sat dybe spor, og i dag slås hun stadig med OCD og angst. OCD’en kommer til udtryk i tankemylder og bakteriefobi og opstod en dag, hun som barn blev bedt om at vaske hænder efter at have været på legeplads inden aftensmaden. Hun afviste, at hendes hænder var snavsede, men vandet blev helt gråt.

Siden den dag har Diêm Camille vasket hænder før hvert måltid, men hun har også fået et mere anstrengt forhold til hygiejne. Hun spritter sin telefon af dagligt, og længe før corona og den kollektive opmærksomhed omkring håndhygiejne, gik hun aldrig ud ad døren uden håndsprit i håndtasken.

Hun kan ikke overskue at sidde på en offentlig bænk med shorts, og hun kunne aldrig drømme om at sidde på et offentligt toiletbræt. En psykolog sagde en gang til hende, at det nok handler om, at man har brug for at have noget, man kan kontrollere, når man føler, at der er mange ting i ens liv, man ikke kan kontrollere. For Diêm Camille blev det at vaske hænder. Det kunne ingen tage fra hende. “Nogle gange har jeg tænkt, om jeg har prøvet at vaske min smerte væk.”

Du er ikke alene

I gruppeterapi lærte hun, at hun ikke er alene. Der findes andre, der har det som hende. Igen: repræsentation hjælper. Det hjalp også at eksponere sig selv for det, hun frygtede mest: Roskilde Festival. Med alt, hvad dertil hører af ølbong og dårlig hygiejne. Og at hun for syv år siden fik en fast kæreste, som var den første, hun rigtigt forklarede sin OCD til.

Men hun ved, at den nok aldrig slipper helt. Ligesom angsten, der senest kom til udtryk under optagelserne af 'Den store stilhed', hvor Diêm Camille i en scene, hvor kameraet var rettet direkte mod hende, fik et angstanfald.

“Jeg fik dårlig samvittighed og tænkte, at jeg var for længe om at komme mig, men det er bare typisk mig. På trods af at der er en vis kvalitet ved at være et menneske, der bare siger “videre, rejs dig op!” kan det være enormt destruktivt, fordi jeg glemmer at mærke efter.

Det er ikke nødvendigt at bevise sig selv hele tiden, og det er først nu, jeg prøver at lære mig selv det, som Nikki heller ikke er så god til. At mærke efter og tillade de følelser, man har. Tillade at man er sensitiv, at det gør ondt, og at man er stresset.”

Men at græde – det er hun ikke kommet til endnu.

“For nylig ringede jeg til min kæreste og sagde: “Ved du hvad, skat, jeg er pissestresset, så her på tirsdag går jeg hjem, sætter mig ned, hører M83 og sætter en time af til at græde.”

Men fik jeg gjort det? Nej, jeg havde ikke tid, jeg havde en deadline! Men jeg skal snart have sat den dag af, for jeg tror, at der ligger en stor forløsning på den anden side.”

Hvad drømmer du om?

“At flere stemmer bliver hørt i det danske samfund. Alene på 'Bad Bitch'-holdet var vi, både foran og bag kameraet, bredt repræsenteret hvad angår etnicitet, kultur, psyke, seksualitet og køn. Jeg drømmer om, at flere bankende hjerter, der mangler at føle sig afspejlet, bliver set.

Der er mange, der længes efter et Danmark, hvor de også eksisterer. Man smider enormt meget væk for at være en del af den danske kultur, og så gør det ekstra ondt, når man møder racismen. Jeg er blevet kaldt mærkelig hele mit liv, fordi jeg så anderledes ud, og fordi min humor var anderledes, og jeg håber, at folk bliver bedre til at embrace deres mærkelighed. For det er grunden til, at jeg har skabt en serie, og det er jeg så stolt af! Og jeg skal lære at blære mig – bare lidt - med det, trods Janteloven.

Når folk kommer hen til mig på gaden, er jeg hele tiden så pisseydmyg. Tak, fordi du kan lide det, det er sødt af dig-agtigt, men jeg tror, at jeg skal blive bedre til at sige: “Jeg er helt enig, det er pissefedt, mand!” Og hele det her badass 'Bad Bitch'-eventyr har bekræftet mig i, at hvis du har en drøm, så skylder du din drøm at gå efter den. Du skal i det mindste prøve, for verden har brug for dig og det, du kan.”