"Jeg keder mig, hvis jeg ligger med en drink i hånden på Mauritius"

På fredag flyver Sonja og hendes mand til Spanien. Her har de både hus og racer­bane. En flok venner skal med, og som enhver husmor vil Sonja gerne være forberedt, så hun kan slappe af med gæsterne. Derfor er skipperlabskovsen lavet, og bøfferne ankommet og klar til at blive pakket ned. 30 kilo fødevarer medbringer Sonja. Men overvægt er ikke noget problem, for Sonja og Eigild ejer flyselskabet.

Danmark kom på fornavn med Sonja og Eigild Christensen, da de sidste år var hovedpersoner i tv-serien Superrig med fødderne plantet i Aalborg. Som titlen an­­tyder, har Sonja råd til at ligge hele dagen på sofaen og nyde udsigten over Limfjorden, hvis hun har lyst til det. Huset har egen bar, som hun ynder at hælde sætte ild til, når gæsterne skal underholdes. Hun elsker at holde selskab, og hun elsker en god rom og cola – men det er ikke nok til at fylde hendes liv.

LÆS OGSÅ: Fallulah: "Vi lever i en rigtig vigtig tid, hvor det er NU, der skal tages nogle modige beslutninger"

Fed af kartoffelkager

"Jeg kunne godt ligge på en strand på Mauritius eller Maldiverne med en drink, men der ville ikke gå længe, før jeg begyndte at lede efter fattige familier, jeg kunne hjælpe," fastslår Sonja.

Hun har været på krydstogt én gang, og det var rigeligt.

"Jeg kedede mig simpelthen så meget, for jeg har ild i røven," griner hun.

Eigild kalder hende for Mother Theresa, for Sonjas hjerte banker for de udsatte – den enlige far i Herlev, der ikke har råd til senge til sin børn, og fattige børn i Mellem­amerika.

"Vi har en forpligtelse til at hjælpe andre, der ikke er så privilegerede som os. Jeg bliver gladere indeni af at bygge en skole end at bruge en masse penge på mig selv," forklarer hun.

Sonja kan dog lide at være velklædt. I åre­vis var hun overvægtig, men efter en fedmeoperation tabte hun 40 kilo. Inden da gik en del penge til søde sager.

"Når jeg fik ondt af mig selv, spiste jeg kartoffelkager fra Salling, selv om jeg hellere ville være tynd og ligne Krystle Carrington fra Dollars," siger hun. 

Hader skotsktern

Da Sonja var en lille pige, drømte hun om at blive rig, for der var ikke mange penge hos gartnerfamilien med udendørs lokum i den nordjyske by Hvorupgaard.

"Jeg ønskede mig en masse penge, så jeg ikke behøvede at gå i aflagt tøj. Jeg gik i min kusines gamle tøj, og min tante havde forfærdelig smag. Jeg hAder stadig skotsktern. Vi sultede ikke, men der var kun lige mad nok," husker hun.

Sonja var den yngste af tre og kom til verden ti år efter sin yngste storesøster.

"Jeg var en kæmpe fejl, og da jeg skulle døbes, kunne min far ikke huske, hvad jeg skulle hedde. Så jeg kom til at hedde Sonja i stedet for Solveig," fortæller hun.

Da hun nåede syvende klasse, solgte familien gartneriet og flyttede til Aalborg, og her mødte Sonja som bare 15-årig Eigild ved indgangen til stormagasinet Salling.

"Det sagde bare smak – og jeg kan stadig få kriller i maven, når jeg ved, at han snart kommer hjem," smiler Sonja.

Det unge par satte sig på de grønne bænke for­an Sallings cafeteria, og kemien var så stærk, at Sonja spenderede 50 øre på at ringe til sin kæreste og slå op.

Blødte på fabrikken

50 år efter mødet i Salling bor Eigild og Sonja i en millionvilla på en bakketop i Aalborgs velhaverkvarter Hasseris. Her er moderne kunst på væggen, ægte tæpper på gulvene og tre Ferrari'er i garagen, men parret er ikke kommet sovende til formuen, der blandt andet stammer fra salget af trykkeriet Color Print i 2006. De grundlagde firmaet i 1987, og det udviklede sig til Nordens største. Sonja stod for firmaets bogbinderi og 550 ansatte.

"Vi arbejdede i tre­holdsskift, og nogle gange var jeg på fabrikken i tre døgn, hvor jeg sov over maskinerne. Det var hårde år, for vi havde også to små drenge," fortæller Sonja.

Hun blev gravid en tredje gang, men valgte en abort. Efter indgrebet udskrev hun sig selv mod lægernes anbefaling og tog direkte hen på fabrikken for at sætte aftenholdet i gang.

"Jeg fik en blodstyrtning, men jeg nåede at sætte holdet i gang," husker Sonja og er stille et øjeblik, før hun fortsætter:

"Det var benhårdt, men sådan var det, og jeg vil ikke pynte på det."

Virksomheden lå over for parrets hjem i Vadum, hvilket var et krav fra Sonja, da hun frygtede, at hun ellers aldrig ville se sin mand. Så kunne parrets to drenge også løbe over til deres forældre på fabrikken.

"Engang skulle vi i sommerhus, og Allan, som var seks år, spurgte, hvornår vi skulle af sted. Jeg bad ham gå over til naboen og sige, at jeg hentede ham om 20 minutter, selv om jeg godt kunne se, at jeg langt fra var færdig," fortæller Sonja og fortsætter:

"Han sagde til naboen, at jeg hentede ham om to timer, for han vidste godt, at jeg ikke blev færdig."

Hendes øjne bliver våde ved mindet, og hun tørrer dem.

"Jeg er ikke så god til at snakke om det," siger hun, men fortsætter:

"På vej til sommerhuset brød jeg grædende sammen og sagde til Eigild, at jeg ikke kunne blive ved med at arbejde på den måde."

LÆS OGSÅ: Ulla Terkelsen mistede sin søster: ”Det var voldsomt for mig”

Tørre tæsk

Parret fik hjælp i firmaet, men Eigild arbejdede fortsat meget, og derfor lokkede Sonja ham for 18 år siden med til Nicaragua – langt væk fra mobiltelefoner og internet. Officielt skulle de kigge på en bananplantage. Projektet blev ikke til noget, men rejsen blev begyndelsen på en livslang kærlighed til landet og et kæmpe engagement i at skabe bedre levevilkår for befolkningen.

"Der sad jeg, stor og mægtig, 40 kilo for tung, over morgenkaffen, mens de små børn tiggede. De klappede sig på maverne, fordi de var sultne. Den oplevelse satte sig i mig, og jeg besluttede mig for, at jeg ville gøre noget," fortæller Sonja.

Det lykkedes hende, via velgørenhedsarrangementer, at rejse penge til at bygge en hel landsby, Villas de Sonja, med 101 huse, børnehave og butikstorv. En skole og et fritidscenter er det også blevet til. Entusiasmen lyser ud af hende, mens hun på syngende nordjysk fortæller om sit fritidscenter, Los Ninjos de Sonja – Sonjas børn, hvor 70 børn har deres daglige gang med mulighed for lektiehjælp, mad og omsorg.

"Lektiehjælpen er vigtig, men vi øver også dans og sang, så børnene kan optræde for deres forældre," forklarer Sonja.

"For mange er dagens ret tørre tæsk, så det er vigtigt, at forældrene kan se deres børn optræde, så de kan blive stolte og forhåbentlig holde op med at slå dem."

Sonja har i hvert fald gjort sit for, at børnene får en bedre barndom og dermed fremtid.

"Som voksen kan jeg se, at man ikke bliver lykkelig af at have penge. Man bliver lykkelig af at hjælpe andre," siger Sonja.

"Når vi holder jul for udsatte familier, er jeg så rørt, at jeg ikke sover mellem den 23. og 24. december."