Gertrud Højlund

Foto: Skovdal Nordic "Jeg kan godt lide de dage, hvor jeg har noget tungt i muleposen. For jeg har set i fængselsfilm, at noget tungt, nede i noget, man kan svinge rundt med, som eksempelvis en sok eller i mit tilfælde en økologisk bomuldsmulepose fra Statens Kunstfond, kan være et effektivt slagvåben. Og så føler jeg mig lidt bevæbnet. Og lidt som en psykopat", skriver tv-vært Gertrud Højlund i denne klumme.

”Jeg slap væk ved at bilde ham ind, at jeg gerne ville knalde ham”

Drabet på 33-årige Sarah Everard har fået debatten om kvinders sikkerhed til at blusse op i England. For hvorfor var det ikke nok, at hun gik på en oplyst gade og med sin mobiltelefon i hånden? Tv-vært Gertrud Højlund beskriver her de rutiner, hun – lige som mange andre kvinder - har, når hun går ude om natten.

Jeg har en nattegang. Som jeg primært bruger i timerne mellem 3 og 5, hvor gaderne er øde, og jeg ofte møder på arbejde.

Min nattegang er energisk – trætheden på det tidspunkt taget i betragtning.

Jeg vil signalere, at jeg er adræt og muskuløs. Stærk, hurtig, dominerende. Vil du noget?

Jeg kan godt lide de dage, hvor jeg har noget tungt i muleposen. For jeg har set i fængselsfilm, at noget tungt, nede i noget, man kan svinge rundt med, som eksempelvis en sok eller i mit tilfælde en økologisk bomuldsmulepose fra Statens Kunstfond, kan være et effektivt slagvåben.

Og så føler jeg mig lidt bevæbnet. Og lidt som en psykopat. Og så skamme-fryder jeg mig tvetydigt over det. Voldsangst og voldsparat.

Det er så latterligt.

Hvis jeg har en hættetrøje på, har jeg hætten oppe, for det passer mig fint, man ikke entydigt kan afkode mit køn.

Jeg kunne være hvem som helst. Kunne være sådan en, der kunne slå fra mig. Kunne være sådan en, man fortrød at lægge sig ud med. 

Jeg har også en art replikudveksling forberedt, hvis jeg får behov for at bilde en mand ind, at området er videoovervåget, at jeg er trænet i kampsport, at det ville være en fornøjelse for mig at rulle ham, men ikke en fair fight for ham.

Men jeg ved ikke, om jeg ville kunne bluffe mig gennem det. Igen.

Bange for at tage på arbejde

Ligesom jeg gjorde den gang i Paris, hvor jeg vist lænede mig op ad en voldtægt, da han dukkede op i min blinde vinkel og pressede mig op ad et gitter på den helt øde plads.

Men jeg fik i stedet bildt idioten ind, at jeg gerne ville knalde med ham sådan ordentligt, men lige ville købe smøger først.

Jeg ved ikke, om jeg i dag primært hader ham, fordi han var aggressiv, eller fordi han var så indbildsk, at han rent faktisk troede, han havde en reel chance.

Tilbage til nætterne i København, hvor jeg har parkeringspladser, jeg helst undgår, når jeg møder tidligt. Jeg vil hellere cirkulere 45 minutter end at køre bilen op i det område, hvor der altid er plads, men aldrig et øje om natten.

Og jeg hader, når jeg alligevel må give op og stille den deroppe. For de nætter kan jeg ikke bilde mig selv ind, at jeg ikke er bange for at tage på arbejde. Og hvem fanden gider være den person? 

Ingen mennesker er mit bud.

Alligevel er det kedelig virkelighed, og jeg behøver næppe her forklare, at jeg ikke er den eneste, der vælger og fravælger ruter, områder, transportmetoder, påklædning, frisure, selskab, datingvaner og sikkert en masse andre ting, som vi knap nok bemærker længere, fordi det bare er vokset ind i rygmarven.

Læs også: 15 kvinder står frem om den skjulte vold i danske hjem

Risikoen er der, selvom den er lille

Og det gør mig vred, at så mange kvinder har det på den måde – og ked af det på vegne af de mænd, som de her strategier også er en mistænkeliggørelse af, fordi #notallmen – vi ved det godt.

Ligesom #notallpeople er indbrudstyve, men jeg alligevel holder min dør låst for alle mennesker og bruger penge på forsikring i det tilfælde, at ét af de få mennesker i verden, der ER indbrudstyve skulle finde vej til min matrikel. 

Jeg ved godt, at sandsynligheden for at blive overfaldet på gaden er lille. Ligesom risikoen for indbrud er lille.

Men jeg beskytter mig så godt, jeg kan, mod begge alligevel.

Og jeg ved også godt, at risikoen for, at en mand bliver udsat for tilfældig gadevold af en anden mand faktisk er større. Men måske ville den mand måske have en chance for at give igen, hvorimod jeg formodentlig altid vil være den svageste.

Selvom jeg er stærk og hurtig og har nattegang og noget tungt i muleposen.

Om Sarah Everard-sagen

Klummen kommer i kølvandet på drabet på 33-årige Sarah Everard, der forsvandt i starten af marts, da hun var på vej hjem kl. 21.30 i det sydlige London og senere er blevet fundet dræbt.

En politibetjent fra London er sigtet i sagen, som er massivt dækket af Storbritanniens medier lige nu, og som har ført til store og voldsomme protester i England, hvor hundredvis af kvinder er gået på gaden for at protestere mod den kønnede vold, der rammer – og dræber – alt for mange kvinder.

Ikke bare i England, hvor intet mindre end seks kvinder og en pige er blevet dræbt, siden Sarah forsvandt, men også globalt, hvor over en tredjedel af de kvinder, der bliver dræbt, dræbes af en nuværende eller tidligere partner ifølge FN.

I Danmark bliver 12 kvinder om året i gennemsnit dræbt af deres nuværende eller tidligere mandlige partner.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sexisme og Vold - #talhøjtomvold