“Vi er blevet så perfektionistiske, at vi ikke inviterer på spontane middage længere”

Når man bliver ældre, bliver festerne kedeligere, men maden er bedre," sagde en af mine veninder forleden. Og jeg kom til at tænke på de mange fester, jeg har holdt gennem årene. Og på hvordan der i dén grad er gået madporno i tiden: Bordene er dækket, som var det et julebord i Royal Copenhagen, og mine venner, der før var glade for en skål salat, kan pludselig kun nyde tasting-menuer og bøffer fra Gourmandiet.

Nuvel. Jeg elsker god mad og smukt dækkede borde. Men alle de høje krav, det moderne menneske har til sig selv, gør, at størstedelen aldrig inviterer på ­ spontane middage eller middage i det hele taget. De har ikke tid, er trætte om fredagen, skal på en meditations- eller sportsferie. Alt skal være så perfektionistisk, som var de fast besluttede på at vinde en Frost-kagekonkurrence i børnehaven.

Jeg er med på, at folk elsker at lave mad, bliver ældre og sætter pris på god mad. Det gør jeg også. Jeg elsker at lave mad til gæster, men god mad kan også være nem mad, som min fiskehandler har lært mig, og så kan jeg producere mængder af trendy salater på nul komma fem fra den populære Jerusalem-kogebog, fordi jeg én gang for alle har købt ingredienserne.

Jeg elsker mine venner, min familie og ­alle de nye sjove mennesker, jeg møder på min vej. Jeg har for vane at invitere et hav af mennesker, hver gang en lejlighed byder sig. Jeg holder mange fredagsmiddage, hvor jeg inviterer folk i løbet af ugen, mens jeg beroligende siger til min mand, at vi bliver ca. 10, selvom vi nærmer os de 20.

Til Avas 1-årsfødselsdag boede vi ­stadig i et rækkehus, fyldt til ­bristepunktet med bøger, film og musik, og jeg var ­kommet til at invitere 75 mennesker. Vi så op mod himlen og de truende skyer og ­krydsede fingre for, at de kunne være i den ­ lille ­have, for jeg havde ingen anelse om, ­hvordan de mennesker overhovedet ­ skulle ­have været i vores stuer. "Men hva' – de kan vel sidde på trappen," tænkte jeg, mens skyerne spredte sig, og jeg igen kunne konstatere, hvor mange mennesker, der kan være på meget lidt plads.

Til vores bryllup var vi 220 mennesker plus det løse. Det var en vanvittig fest, men også højst underholdende. Antallet skyldtes dels, at vi inviterede alle mennesker, der har betydet noget, fra vores folkeskoletid frem til i dag, dels at jeg har en kolossalt stor familie, hvor bedsteforældre, forældre og tanter og onkler i vores barndom gjorde en enorm indsats for at skabe sammenhold, så vi i dag stadig ses og inviterer hinanden til nær sagt alt. Og så var der de gæster, der blev inviteret hen ad vejen, som vores frisør, der først blev inviteret på dagen, men sprang til. Der kom også et par uventede gæster, jeg havde glemt, jeg havde inviteret til en lettere bedugget middag en uge før. Der var hverken tallerkener, bestik, mad eller stole nok. To veninder ringede og ­bestilte 30 ekstra stole – og det med ­maden gik mærkværdigvis op. Der var ingen bordplan, til gengæld var der mulighed for at møde nye og gense alle de mennesker, der gennem tiden har kendt hinanden. Og da det er det, jeg ­holder ­allermest af, mødet mellem ­ mennesker, kan detaljerne fare. Gæster forstår jo at indrette sig.

For nylig fandt jeg frem til en ny model, som egentlig var noget, man gjorde meget før i tiden. Vi holdt Bos 60-årsfødselsdag, hvor jeg havde inviteret 111 gæster (det var vitterligt antallet). Da han ikke ønskede sig det store, bad jeg en stor del af selskabet om at droppe gaverne og i stedet tage en kage med. Og hold da op et kagebord, det blev!

Nu er det sommer. Tænd grillen, bed folk tage en flaske vin og en bøf med, lav selv salaten. Og hold så nogle flere spontane sammenskudsfester. Det er en ordre.

Jeg kommer gerne. 

LÆS OGSÅ: De uskrevne sms-regler

LÆS OGSÅ: Roter din bordherre

LÆS OGSÅ: Er kvinde kvinde værst?