GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Så du Albert og Sanne på TV? Her er de i dag
Foto: Sara Wilkins Albert og Sanne er aktuelle i DR2-dokumentaren "Albert og Sanne for altid".

Så du Albert og Sanne på TV? Her er de i dag

I DR2-dokumentaren ”Albert og Sanne for altid” følger vi et ungt pars forsøg på at blive forældre. Vi er med helt inde i soveværelset og på briksen i fertilitetsklinikken, når Albert og Sanne gang på gang må sluge den samme besked: Desværre, ikke denne gang. Vi mødte parret til en snak om den ulidelige uvished, den misforståede høflighed og det stædige håb, der aldrig forsvinder.

Det vrimler med børn på Amager denne onsdag eftermiddag i maj. Børnehaveklasser går hånd i hånd langs ligusterhækkene, og glade hyl fylder skolernes legepladser i det lune forårsvejr.

Derfor virker det også helt urimeligt, at Albert og Sanne ikke kan få nogen.

Jeg møder dem i deres hus, som også danner rammen om DR2-dokumentaren ”Albert og Sanne for altid”, der gennem fire afsnit følger det finurlige pars gentagne forsøg på at blive gravide. Her ser vi, hvor lang ventetiden kan være, når man inderligt ønsker sig en baby, der ikke kommer. Vi mærker frustrationen over endnu et lægebesøg, der er endt med en negativ graviditetstest. Og vi fornemmer, hvor sjovt et barn ville få det hos Albert og Sanne, der fylder ventetiden ud med computerspil, trommesæt, en oppustelig pool i haven og hulebygning i træet.

For de er klar til at blive forældre, og det er de sidste års mange hormoner, kanyler, scanninger og sædprøver et tydeligt bevis på. Siden november 2016 har de søgt professionel hjælp hos lægerne, og undervejs har Sanne filmet de mest intime øjeblikke i parrets fertilitetsbehandlings-forløb i håb om, at andre kan spejle sig i deres fortælling.

Nu overvejer parret en sæson 2 med en mere happy ending.

For status er, at Albert og Sanne stadig venter.

 

Om ventetiden

Sanne: Det gik op for mig, at vi havde virkelig svært ved at få børn, da vi startede med inseminationen, og der stadig ikke kom noget ud af det. For der stod det jo nærmest sort på hvidt. Jeg havde slet ikke lyst til at få taget æg ud, for jeg havde hørt en masse skrækhistorier, så jeg håbede virkelig på, at det ville lykkedes i første omgang. Det er jo kun de bedste sædceller, de sender op, så man tænker: Det da lykkes. Og så lykkedes det ikke.

Albert: Noget af det værste er, at man ikke kan få et klart svar fra lægerne. Hvis bare de kunne give en garanti, så ville vi kunne forholde os til det. Men man får jo bare et ”måske”, og det er det værste. For så begynder man at tænke: Spilder vi vores tid?

Sanne: Ja, spilder vi vores tid, eller går vi og bilder os selv noget ind, som ikke kommer til at ske?

Albert: Uvisheden er virkelig det værste. Man føler, at det er en dom på ubestemt tid.

Sanne: Det svære er også, at man ikke får en behandlingsplan. Lægerne forholder sig til én situation ad gangen, og derfor skal man møde op med meget kort varsel. Man er måske til tjek 4-5 gange om måneden, og man har intet overblik, og det gør det hele meget tungere, fordi man også står midt i en eksistentiel krise. Du sætter dit liv på pause, og du ved ikke, hvornår nogen trykker play igen.

Det har også betydet, at jeg har aflyst arbejde mange gange og i en periode endte med at være væk i tre måneder, fordi jeg ikke kunne kombinere det uforudsigelige behandlingsskema med mit arbejde.

Albert: Ja, det udhuler ligeså stille økonomien, og så har man også det at tænke på. Sanne endte faktisk med at måtte sælge sit trommesæt for at få det hele til at hænge sammen.

_MG_0435.jpgAlbert og Sanne har bygget en lille "alfelem" ved roden af træet i deres have, og Albert har brugt mange timer på at bygge en fin hule i trækronerne, som er klar til børneleg. Foto: Sara Wilkins

Om sorgen

I dokumentaren ser vi, at det faktisk lykkes dig at blive gravid ved den anden reagensglasbehandling, Sanne, men at I senere mister barnet. Hvordan oplevede du det?

Sanne:  Det skete en uge inden nakkefold-scanningen, hvor man jo plejer at kunne sige det til andre, og det var dramatisk. Jeg kunne se, at der ikke var hjerteblink, så snart de begyndte at scanne mig, og jeg så den lille krop ligge helt stille. Så begyndte lægen at trykke på min mave for at se, om fostret ville bevæge sig, men det gjorde det ikke. Lægen ringede med det samme til en anden afdeling og sagde: "Jeg har en patient her, og hun skal have en udskrabning i dag". Det var sådan, jeg fandt ud af, at babyen skulle fjernes med det samme. Og så vågnede jeg efter at have været i narkose og tænkte: Back to square one.

Albert:  Der var jeg slet ikke nået til, for jeg var stadig i sorg. Jeg følte ligesom, at der var et håb. Lægerne var mega professionelle, og behandlingen var sublim hele vejen igennem, men det ændrer ikke på, at du vågner en morgen og tror, du skal have at vide, at det hele ser godt ud, og så ender det med, at din kone og bedste ven er i fuld narkose, og at det liv, som vi troede skulle være vores barn, skal skrabes ud.

Det var jo ikke et barn, det var et foster, men for mig var det et barn. Jeg gik og var trist over at miste noget, jeg aldrig havde haft, så jeg gik også bare rundt og følte mig som verdens dummeste nar. For helt ærligt, vi vidste, at der var en risiko og problemer, så vi kunne ligeså godt have gået rundt og troet på enhjørninger og været kede af det hver dag, fordi de ikke findes. Det føltes virkelig som en uberettiget sorg for mit vedkommende.

Sanne:  Jeg begyndte også at tænke på, om der kunne være noget galt med min krop, fordi det indtil videre ”bare” havde været sæden. Men lægerne sagde: Sanne, det her betyder, at du kan blive gravid, så du skal nok blive det! Og det prøver man selvfølgelig at holde fast i.

 

Om tabuet

Sanne: Det er et emne, der er virkelig svært at snakke om. Problemet er, at folk forventer løbende updates, når man først har fortalt dem, at man prøver at blive gravide, og det kan man ikke altid overskue.

Jeg vil gerne snakke om det, men kun når jeg har lyst. Jeg oplevede lidt det samme, da min far døde. Folk er så ukomfortable med det, at de bare siger nogle ting a la: "Livet fortsætter" og "I skal nok finde ud af det", men det VED jeg jo godt. Jeg behøver ikke råd, selvom jeg godt ved, at folk bare prøver på at være søde. De skal bare sige: ”Det er virkelig noget lort. Puha. Jeg håber, det lykkes” i stedet for at prøve at fjerne sorgen.

Albert: Ja, eller lytte til os.

For det her føles som et reelt sygdomsforløb. Man er inde på hospitalet hele tiden, og ens hverdag er ikke helt normal, fordi man hele tiden skal tage højde for noget – om man skal stikkes, tage fri eller huske medicinen. Det er som om, at man ikke er rask.

Sanne: Medicinen gjorde også, at jeg fik det virkelig dårligt i en periode. På et tidspunkt var det næsten invaliderende. Jeg havde hovedpine og kvalme, men måtte samtidig ikke tage smertestillende, fordi det kunne skade graviditeten, så jeg skulle bare fortsætte, selvom jeg havde det så skidt.

Derfor er det også det bedste, jeg har gjort, at lave en dokumentar om vores forløb. Det har betydet, at jeg kunne blive så længe i det. For jeg havde det rigtig dårligt og fik ikke noget ud af behandlingerne på det tidspunkt, men så fik jeg alligevel skabt en dokumentar, som betød, at jeg kunne bruge det hele til noget alligevel. Man siger jo ”If life gives you lemons, make some lemonade” og I made some lemonade! Det har hjulpet mig meget. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg havde haft det, hvis ikke jeg havde lavet den dokumentar.

Albert: Du har ikke lavet en baby, men du har lavet en serie.

_MG_0463.jpg

Albert med huskatten Figaro. Foto: Sara Wilkins

Om ”gode” råd

Albert: Det værste er, når folk kommer med råd til os. ”Få en hund, det skulle hjælpe”, for eksempel.

Sanne: Eller: "Husk nu, at du skal være afslappet". ”Husk at du skal ligge med benene oppe et stykke tid efter sex”. Eller: ”Har du overvejet at stoppe med sukker?"

Albert: Jeg har flere gange forsøgt at sige, at jeg ikke har lyst til at høre et ”godt” råd, men folk ignorerer det.

Sanne: Man hører også altid den der historie om nogen, der var i fertilitetsbehandling, og så tog de en pause, og så blev de selv gravide…

Albert: Eller at de skulle adoptere og så pludselig blev gravide. "Har I overvejet at adoptere?"

Sanne: Det er den værste! Det er slemt, fordi man står midt i en mega hård behandling og ikke har overskud til et nyt kæmpe projekt. Og selvom fertilitetsbehandling har samme mål for alle par, så har vi jo ikke samme forudsætninger. For nogle er det manden, der har problemet, for andre er det kvinden. Og adoption er jo også en kæmpe kamp, så det kan man ikke overskue at tage stilling til midt i en anden kamp.

Albert: Man er slet ikke der endnu. Man har ikke opgivet håbet. Men vi ved jo godt, at folk siger det med de bedste intentioner.

_MG_0472.jpgAlbert og Sanne håber, at femte gang er lykkens gang i deres reagensglasbehandling. Foto: Sara Wilkins

Om parforholdet

Albert:  Jeg tror faktisk, at vores forhold er blevet stærkere af det her.

Sanne:  Ja, for vi har set nogle sider af hinanden, som vi ellers ikke ville have set.

Albert:  Men det er også den dårligste parterapi, man overhovedet kan forestille sig, haha.

Sanne:  Der rigtig mange, der går fra hinanden. Jeg tror, det er vigtigt, at man kender hinanden ret godt, og ellers er parate til at lære hinanden at kende, for man kan næsten ikke stå i en mere ekstrem situation.

Det feedback, jeg får, når folk ser dokumentaren, er, at vi er rigtig gode til at snakke med hinanden. For man tackler det jo ikke nødvendigvis på samme måde, selvom man er sammen, så det er vigtigt at prøve at forstå hinanden og acceptere, at man håndterer tingene forskelligt.

Albert: Jeg synes, vi har været gode til at trøste hinanden, når den ene har haft lidt mere overskud end den anden. Sanne respekterer også, at jeg nogle gange har brug for at tænke lidt og ikke altid kan komme med en fuldt ud reflekteret respons på pletten.

Sanne:  Når du siger "jeg gider ikke være ked af det lige nu", og jeg selv er mega ked af det, kan det føles virkelig shitty. Men så krammer du mig, mens du siger det, og så føler jeg, at vi stadig er sammen om det, selvom vi måske ikke føler det samme lige dér.

Albert:  Jeg har også mega dårlig samvittighed, fordi det jo er mig, der har dårlig sædkvalitet. Jeg vil ekstremt gerne være far, og jeg vil gerne være far til et barn sammen med Sanne, men fordi jeg har et problem, så skal hun gennemgå denne behandling, spise en masse piller og sætte sin karriere på standby. Der er ikke nogen, der sætter piller i mig eller beder mig tage fri fra arbejde for at gå til undersøgelser. Men det tærer på mig på en anden måde. Vi er jo 99 procent sikre på, at vi er i fertilitetsbehandling, fordi jeg har et problem.

Sanne:  Det tænker jeg altså ikke på..

Albert:  Nej, men det har jeg masser af tid til at tænke på, haha.

 

Om fremtiden

Sanne:  Nu skal vi i gang med det femte æg i reagensglasbehandlingen. Og hvis ikke det lykkes, så skal der nye æg ud. Så jeg er fortrøstningsfuld. Det skal nok lykkes.

Og det var jo slet ikke meningen, at vores dokumentar ikke skulle have en happy ending. Det håber vi stadig på, at den får.

Albert: Ja, men virkeligheden er også nogle gange, at det slutter skidt. Vi er jo stadig sammen, og vi har kunnet vise folk, at livet går videre, selvom man ikke får et barn. Så vi håber også, at der er nogle derude, der kan spejle sig og søge trøst i vores fortælling.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Serien ”Albert og Sanne for altid” kan stadig streames på DR2 lige her.

Albert og Sanne

  • Sanne This, 33 år, instruktør og freelancer
  • Albert, 32 år, civilingeniør
Se, hvad vi ellers skriver om: Fertilitet og Parforhold